Krisen har klart sat dagsordenen politisk og socialt. Regeringen har allerede angrebet arbejderklassen massivt. Igennem ”genopretningspakken” har de halveret dagpengeperioden fra fire til to år, et voldsomt angreb på hele arbejderklassen.
I genopretningspakken fortsatte de deres angreb på fagforeningerne gennem indførslen af et loft for fradraget på det faglige kontingent – et angreb der især rammer de rigtige fagforeninger i forhold til de ”gule”. Men ikke nok med det, de angreb også børnefamilierne ved at skære børnechecken 5 procent og indføre et loft over udbetalingen. Regeringen angriber også ungdommen massivt. I genopretningspakken er det især lærlingene, der står for skud; skolepraktikydelsen til hjemmeboende elever over 18 år skæres med 46 procent. Det vil betyde en månedsløn på 3.453 kroner. Den nuværende månedsløn for eleverne er på 6.386,75 kroner med en arbejdsuge på 37 timer. I efteråret 2010 er det SU’en, der angribes.
 |
Men det er ikke nok for borgerskabet. Statens indtægter falder og udgifterne stiger. Hvad vi har set indtil nu er bare begyndelsen, som vi kan se i resten af Europa.
Jyllandsposten, et af borgerskabets talerør, siger det klart i en leder 20. oktober 2010:
“ […] det er på høje tid, at især vesteuropæerne bringes til at indse, at de eksisterende velfærdsmodeller blev skabt i forrige århundrede på betingelser og økonomiske fremskrivninger, der for længst er overhalet af udviklingen; da især af Asiens fremdrift. Korte arbejdsuger. Lange ferier. Høje lønninger. Lav tilbagetrækningsalder. Rundhåndede offentlige ydelser. Såkaldte velfærdsgoder, der alle har det til fælles, at de er uhyggeligt dyre og avler et kostbart bureaukrati, som intet samfund anno 2010 har råd til at fortsætte, selv om illusionen fortsat eksisterer i bedste velgående hos de virkelighedsfjerne danske socialdemokrater og folkesocialister.”
Med andre ord er alle de goder og rettigheder, al velfærden, som arbejderklassen har tilkæmpet sig gennem de sidste 150 år som sundhed, uddannelse, ferie og pension under angreb.
Under kapitalismen er der ingen anden vej end angreb og nedskæringer.
Borgerskabet ønsker at øge arbejdsudbuddet så løn og arbejdsforhold kan presses, som vi bl.a. har set det i Tyskland med Hertz-reformerne, så der kan presses mere værdi ud af hver enkelt arbejder og profitterne dermed øges.
Det kan godt være, de største virksomheder igen er begyndt at tjene fedt, men for arbejderklassen og ungdommen er krisen først lige startet.
Den borgerlige regering svækket
Den borgerlige regering er fuldstændig svækket med den ene skandale efter den anden. Den såkaldte ”tefloneffekt”, hvor al kritik så ud til at prelle af på regeringen, er forduftet som vand på en varm pande. Tværtimod ser alt smuds nu ud til at blive hængende og vokse med eksplosiv fart.
Skandalerne er dog blot symptomer på regeringens svækkelse, den virkelige årsag til svækkelsen er, at den ikke er i stand til at tilfredsstille nogen sider.
Selvom regeringen har gennemført historisk hårde angreb, som halveringen af dagpengeperioden, er det langt fra nok for borgerskabet.
 |
De borgerliges bagland – erhvervstoppen - ser også med alvor på situationen. Lars Rebien, direktør i Novo Nordisk har talt for en koalition mellem Socialdemokraterne og Venstre. Han forklarede, hvordan det var nødvendigt at gøre op med blokpolitikken, at sætte de to partier i samme rum og ikke lukke dem ud før de havde fundet en tiårsplan plan for Danmarks økonomi. Direktøren for Danfoss, Niels B. Christiansen, har efterlyst en Schlüter, Merkel eller Thatcher i Danmark. Borgerskabet kan på nuværende tidspunkt kun regere med assistance fra arbejderbevægelsens ledelse. Ved at få dem i regering og miskreditere sig selv, vil de afvæbne arbejderklassen, og dermed bane vejen for en endnu mere brutal borgerlig regering.
Selvom den nuværende regering ikke er stærk nok til at gennemføre, hvad erhvervslivet kræver, fordi det ville føre til enorm social uro, fører den heller ikke en politik, der tilfredsstiller nogen andre grupper. Den sikrer ikke arbejdspladser eller velfærd eller skaber mulighed for små iværksættere, der også oplever en fuldstændig handlingslammet regering, mens antallet af konkurser stadig er historisk højt.
Svagheden giver sig udslag i meningsmålingerne, hvor opbakningen til regeringspartierne er faldet markant. I en meningsmåling fra 29. september 2010 lå Venstre under 20 procent og Konservative, der er hårdest ramt af intern borgerkrig, er røget ned på omkring 6 procent. Det vil sige, at regeringspartierne tilsammen stod til blot 26 procent, det samme som Venstre fik alene ved sidste valg. Med andre ord er den borgerlige lejr i total splid og begyndende opløsning.
Racismekortet
Regeringen brugte endnu engang racismekortet i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, hvor de massive besparelser, blev forsøgt skjult under forslaget om et pointsystem for familiesammenføring. S og SF hoppede i fælden med begge ben. Det er et klassisk trick fra borgerskabet: del og hersk og afled opmærksomheden, som fx den franske regering prøvede med udvisningen af romaerne lige før pensionsreformen. Formålet er at splitte arbejderklassen, og til det formål har Dansk Folkeparti spillet en essentiel rolle for regeringen. Jo mere den borgerlige regering vedtager af forslag fra Dansk Folkeparti, og ikke mindst jo mere S og SF går med til højre, jo mere radikale bliver kravene fra Dansk Folkeparti. Men Dansk Folkeparti er heller ikke uden problemer for regeringen.
 |
Den kurs, de slår ind på nu med ”ansvarlighed”, risikerer at ødelægge den position, fordi det dermed udstiller virkeligheden, som den er: at de er lakajer for borgerskabet – i bund og grund et borgerligt nedskæringsparti med en racistisk politik for at splitte arbejderklassen.
Dansk Folkepartis succes skyldes i høj grad, at ledelserne for arbejderpartierne har spillet fallit. Toppen i Socialdemokratiet påstod i slutningen af halvfemserne, at det gik så godt som aldrig før, men det var ikke, hvad flertallet af arbejderklassen følte. Samtidig begyndte ledende socialdemokrater at tale med på retorikken om, at indvandrerne var problemet som forklaring på de mange problemer, der reelt eksisterede, og i dag er det toppen i både S og SF, der er gået med på denne retorik. Dansk Folkeparti udnyttede dette til at fremstille sig selv som dem, der tog vare på de svage.
Fremsætter lederne for arbejderpartierne et klart alternativ, forklarer at problemerne ikke skyldes indvandrere, kultur eller religion, men tværtimod har sociale årsager som arbejdsløshed og fattigdom, og en plan for hvordan disse problemer kan løses, vil Dansk Folkepartis opbakning falde.
I modsætning til hvad mange på venstrefløjen siger, er Dansk Folkeparti og lignende partier ikke udtryk for en generel højredrejning i samfundet, men en polarisering og et manglende alternativ fra arbejderbevægelsens ledelse. Samtidig med, at vi har set opkomsten af DF, Vlaams blok osv., ser vi også en stigende radikalisering af arbejderklassen og ungdommen.
Regeringens holdbarhed
Den borgerlige regering fik lov at sidde længere, end vi troede. Især efter at Lars Løkke tog over efter Anders Fogh, var regeringen utrolig svækket.
Regeringen er gentagne gange blevet utrolig upopulær på at gennemføre en politik med nedskæringer, angreb og krige. Trods massive bevægelser i bl.a. 2006, ’07 og ’08 og trods de store splittelser, der af flere omgange har åbnet sig mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti, har den borgerlige regering fået lov at sidde sin periode ud.
Det skyldes, som vi også tidligere har forklaret, arbejderpartiernes svaghed i form af deres ledelser. Uden en klar ledelse er bevægelser blevet ”protestbevægelser”, med endagsdemonstrationer o.l. frem for bevægelser med en klar plan for at få kravene gennemført. Presset på regeringen har derfor ikke været så stort. Det viser noget om oppositionens tilsvarende svaghed, og samtidig at toppen i især Socialdemokratiet er yderst varsomme med at lægge pres på regeringen, fordi de selv er skrækslagne for at komme til magten på baggrund af en massebevægelse, der fra starten vil lægge en ny regering under enormt pres.
Arbejderpartierne
Toppen i arbejderpartierne forsøger sig med en vanskelig balancekunst. Den socialdemokratiske top har ikke for travlt med at få et valg – de ved godt, at deres opgave bliver at administrere en kapitalisme i krise, og at de derfor vil få problemer. De gør, hvad de kan, for at holde forventningerne så lave som muligt.
På dagen for demonstrationen mod genopretningspakken d. 8. juni valgte Helle Thorning på selve demonstrationen, at rejse spørgsmålet om efterlønnen i stedet for entydigt at støtte demonstrationen ”Alle og enhver ved, at hvis man ikke skaffer de 15 milliarder kroner, så betyder det enten velfærdsforringelser eller meget brutale reformer som for eksempel afskaffelse af efterlønnen” (Søndagsavisen, 8. juni 2010)
 |
Kunsten for toppen i S og SF er at balancere mellem at forberede arbejderklassen på, at en ny regering også kommer til at skære ned og samtidig fastholde flertallet. Derfor passer de også på ikke at forbinde sig for stærkt med for eksempel den bevægelse, der var 8. juni og 5. oktober. Hvis arbejderpartierne ville, kunne de have sat sig i spidsen for disse bevægelser og have lagt et så kraftigt pres på regeringen, at det havde givet splittelser blandt de borgerlige og derigennem kunne regeringen være blevet væltet. I stedet hørte man intet til arbejderpartierne. Toppen vil for alt i verden undgå at komme til magten på basis af en bevægelse blandt ungdommen og arbejderklassen, fordi det fra starten vil sætte en ny regering under et enormt pres.
I forlængelse heraf er det samtidig afgørende for toppen hos både Socialdemokraterne og SF, at få de Radikale med i en ny regering. De Radikale er et borgerligt parti, med en økonomisk politik, der er mere borgerlig end Løkkes. I deres forslag til finanslov 2011 foreslår de at afskaffe efterlønnen over en 10-årig og periode, at fastholde regeringens angreb på dagpengeperioden, så den er på max 2 år, at øge topskattegrænsen og indføre mere brugerbetaling på fx rengøring for ældre. Deres funktion i en kommende regering med S og SF bliver at fungere som syndebukken, så presset fra neden i S og SF ikke bliver for stort på ledelserne. Toppen vil sige: den og den nedskæring er nødvendig, ellers har vi ikke De Radikale med.
Derfor ønsker toppen i de to partier ikke, at flertallet til arbejderpartierne alene bliver for stort, som det gjorde lige efter demonstrationen d. 8. juni, hvor arbejderpartierne (S, SF og Ø) havde absolut flertal. Kunsten for dem nu er at holde balancen mellem et flertal til oppositionen, men ikke et rent arbejderflertal, hvor det er muligt at danne regering uden de Radikale. En ikke helt nem balancekunst, i en periode som den nuværende. Som vi har forklaret i tidligere perspektiver, betyder krisen, at tingene sættes på spidsen, der sker en polarisering og pladsen mellem de to lejre, bliver minimal. De Radikale har da også været historisk langt nede og ligget et par procent over spærregrænsen i en længere periode. En regering med de radikale kan aldrig blive en regering, der fører socialistisk politik. Vores vej er klar: arbejderpartierne må forbinde sig med ungdommen og arbejderklassen, fremsætte deres krav i et klart alternativ, det ville med sikkerhed sikre et regeringsskifte efter næste valg. Alt andet end en ren arbejderregering på et socialistisk program til forsvar for arbejderklassen og ungdommen vil være en katastrofe.
Om balancekunsten lykkes er ikke op til toppen i S og SF alene. Deres fremgang nu beror mest af alt på den borgerlige regerings fuldstændige fallit og miskrediterede politik og ikke så meget på, hvad arbejderpartierne selv har gjort.
Valget skal senest udskrives i november 2011, og det mest sandsynlige perspektiv er en regering bestående af Socialdemokraterne, SF og de Radikale med støtte fra Enhedslisten.
Fortsætter S og SF højredrejningen kan de godt nå at sætte føringen i meningsmålingerne over styr, som vi så det i Sverige, hvor oppositionen tabte valget i september 2010, trods en 5 procents føring i foråret. Den borgerlige regering er dog så svag, at det endnu virker usandsynligt. Det er en kraftig advarsel til S og SF om ikke at tage sejren for givet.
Vinder de borgerlige endnu et valg åbner det op for en periode med selvransagelse i arbejderbevægelsen, ikke mindst i SF, hvor der vil komme store diskussioner af valgnederlaget. Det er muligt, at en borgerlig sejr vil have den umiddelbare effekt at udskyde klassekampen, da størstedelen af de arbejdere, der har været ude i kamp, vil se det som en eklatant nederlag. Men dette vil kun være en midlertidig effekt, arbejderklassen vil blive tvunget ud i kamp.
Enhedslisten
Enhedslisten placerer sig til venstre for SF, men toppen er grundlæggende set i gang med den samme proces, som SF har været igennem de seneste år, med en bevægelse mod ”midten”. Politikken fra toppen i Enhedslisten bevæger sig ikke ud over det bestående systems rammer, men handler om, hvordan man inden for kapitalismen kan lappe på ”systemfejlene”. Det er selvfølgelig korrekt at pege på, at der findes mange penge i virksomhedernes lommer, men det er forfejlet ikke at kæde dette sammen med nødvendigheden af, at en grundlæggende ændring af samfundet er nødvendig, så der gøres op med den private ejendomsret og økonomien i stedet planlægges demokratisk. Det socialistiske perspektiv er fuldstændig fraværende fra Enhedslistens propaganda. De lægger selv op til, at man skal stemme på dem for sin gode samvittigheds skyld, men uden at det får nogen konsekvenser for, hvilken politik en kommende regering kommer til at føre i øvrigt. De kommer til at stå i en svær situation efter valget, og allerede nu er diskussionen startet om, hvad deres rolle skal være.
Pelle Dragsted, der er ansat i Enhedslisten, formulerer på modkraft.dk et scenario, hvor Enhedslisten skal gøre som under Nyrup; at stemme for de dele af forlig, der indeholder forbedringer, mens de borgerlige så stemmer for de dele der indeholder forringelser. På den måde risikerer de at komme til at ende som dem, der redder en kommende S-SF-R nedskæringspolitik. I stedet burde Enhedslisten fremføre en politik, hvor de kæder de daglige krav og kampe sammen med perspektivet om socialisme, og hvor de klart siger, at de kun støtter en regering, der gennemfører forbedringer for arbejderklassen. Der er mange gode kræfter i Enhedslisten, og efter et valg vil der også i Enhedslisten komme en kamp om, hvilken linje partiet skal føre.
En ny regering vil fuldstændig ændre situationen i hele arbejderbevægelsen og blandt ungdommen. Det vil rejse helt nye spørgsmål og måder at kæmpe på.
Fair Løsning
Trods påstandene om det modsatte har de fælles udspil politiske udspil fra S og SF på udlændingeområdet, retspolitikken og ikke mindst den økonomiske politik i virkeligheden kun adskilt sig fra de borgerliges i gradsforskel.
 |
Igennem Fair Løsning vil S og SF finde de 15 milliarder ud af 24 milliarder, enten gennem højere arbejdstid eller andre ”midler”, her har Helle Thorning selv nævnt for eksempel efterlønnen, selvom begge partier har brugt megen energi på at afvise, at de vil ændre efterlønnen. Hvad, de ikke siger, er, at en del af Fair løsning også består i, at SF accepterer det såkaldte velfærdsforlig, der indebærer, at et barn født i år tidligst kan forvente at gå på efterløn som 68-årig og folkepension som 73-årig, hvis levealderen stiger som forventet. Derudover skal de studerende hurtigere gennem uddannelsessystemet, og der åbnes op for øget brugerbetaling i det offentlige, af såkaldte ”tilkøbsydelser”, dvs. man skaber et A og B hold for henholdsvis dem, der kan betale for velfærden, og dem der må nøjes med et skrabet offentligt tilbud.
Det helt store løfte, som også er det, der har fået mange, til trods alt at synes, at Fair Løsning er bedre end de borgerlige planer, er løftet om, at nedskæringerne stopper. Mange er parate til at arbejde en time mere, hvis nedskæringsvanviddet holder op. Det vil bare ikke blive virkeligheden. ”Konkret foreslås det, at kommunerne over de næste 4 år leverer en årlig produktivitetsstigning på 1 mia. kr. – og det tilsvarende for regionerne og sygehusområdet. Endelig skal staten også levere en produktivitetsgevinst på i alt 2 mia. kr. Såvel kommuner som regioner får lov til at beholde deres produktivitetsgevinst.” Enhver offentlig ansat ved, at ”effektiviseringer” i virkeligheden betyder nedskæringer.
Det er rigtigt, at Fair Løsning ikke indeholder en nulvækst i det offentlige som de borgerliges nedskæringsplan, men Fair Løsning vil alligevel komme til at betyde nedskæringer i velfærden.
Økonomen Henrik Herløv Lund forklarer, hvordan der på den ene side er afsat 7 mia. til forbedring af sundhedsvæsnet og skolerne, men han forklarer også, hvordan det svarer til en årlig gennemsnitlig vækst på 1,4procent, lige under hvad den årlige gennemsnitlige realvækst var under den borgerlige regering, hvor alle med egne øjne har set, hvad det betød af nedskæringer, dertil skal lægges den demografiske udvikling med flere ældre der kræver en vækst i økonomien hvis velfærden skal holdes på samme niveau som nu. (Henrik Herløv Lund, ”FAIR LØSNING – styrker og svagheder” på kritiskdebat.dk).
Mens S og SF bl.a. i deres fælles finanslovsforslag foreslår at rulle nogle af regeringens angreb tilbage som starthjælpen og kontanthjælpsloftet, så er der andre af regeringens angreb såsom regeringens halvering af dagpengeperioden, som de ikke klart har sagt, at de vil rulle tilbage. Det virker som om, at de holder den åben som en forhandlingsbrik til dannelsen af en ny regering, og disse forringelser risikerer at komme til at fortsætte også under en ny regering med S og SF.
Med andre ord kommer den borgerlige regerings nedskæringspolitik i bund og grund til at fortsætte også med en ny regering. Der findes ingen mellemvej under kapitalismen, især ikke under en krise; Enten må S-SF følge kapitalismens love og skære ned, eller også må de begynde at bryde med kapitalismen, dvs. den private ejendomsret til produktionsmidlerne.
En S-SF-R regering under et enormt pres
En ny regering vil komme under et enormt pres fra det borgerlige Danmark, et pres der allerede nu opbygges i medierne fra Berlingske Tidende til Information. Herfra lyder kravet om reformer (læs angreb på efterløn med videre) og opgør med blokpolitikken.
 |
Toppen i de danske arbejderpartier, fra Socialdemokraterne til Enhedslisten, har gjort, hvad de kunne for at forsikre om, at når de kommer til magten, vil de gøre op med blokpolitikken. ”Vi vil hjælpe VKO”, var overskriften på et af Johanne Schmidt Nielsens blog indlæg på Politikens hjemmeside, ”Når det efter næste valg bliver Lars Løkke, Lene Espersen og Pia Kjærsgaard, der udgør Folketingets opposition, så skal de have langt bedre vilkår for deres arbejde, end dem de selv har budt os, der i dag er i opposition. Det var et af budskaberne fra vores sommergruppemøde i sidste uge”, skrev hun.
Ole Sohn, SF’s finansordfører var ude og bakke op om Lars Rebiens udtalelser om samarbejde mellem blokkene om en ti års plan for Danmarks økonomi. Og Helle Thorning sagde det klart på kongressen ”Jeg tror, man skal væk fra det gammeldags billede; at dansk politik er delt mellem venstrefløjen og fagbevægelsen på den ene side, mod højrefløjen og erhvervslivet på den anden.”
S og SF fremstiller deres politik som ”fair”, dvs. de vil forsøge at stille alle tilfredse, men det er umuligt. De kan ikke både tilfredsstille erhvervslivets højlydte krav om øget konkurrenceevne, ”reformer” osv. og arbejderklassens krav om at forsvare velfærden og arbejdspladser. Det er ikke muligt at føre en ”fair” politik overfor både kapitalisterne og arbejderklassen. Derfor må arbejderpartierne afvise ethvert samarbejde med de borgerlige partier og enhver snak om brede forlig og ophævelse af blokpolitikken. De borgerlige partier går aldrig med til politik, der skader erhvervslivets grundlæggende interesser, skal der skabes brede forlig, kan det kun ske ved at arbejderpartierne giver indrømmelse og går på kompromis, altså sælger arbejderklassens krav til fordel for et ”bredt forlig”. Arbejderpartierne må i stedet gøre det helt klart, at de har tænkt sig at føre arbejderblokpolitik.
Illusioner, forhåbninger og skepsis
Selvom der er ved at opstå en stigende skepsis overfor alternativet fra S og SF, er der stadig kæmpe forhåbninger til en ny regering. For alle de arbejdere og unge, der har kæmpet imod den borgerlige regerings angreb de sidste år, er det helt tydeligt, at første skridt på vejen til at bekæmpe disse angreb er at vælte den borgerlige regering, hvilket er fuldstændig korrekt. Selvom folk måske er skeptiske overfor forslagene som Fair Løsning o.l., så tænker de alligevel, ”det kan da ikke blive værre, end det er nu”. Det gælder især den unge generation, der efter årtusindeskiftet har deltaget i bevægelser mod nedskæringer og som ikke kan huske Nyrup-regeringen i 1990’erne.
De må lære den hårde vej, at på det stadie af kapitalismen, som vi nu befinder os i, findes der ingen mellemvej mellem hårde angreb eller et brud med kapitalismen.
Staten har kæmpe underskud, fordi udgifterne til de arbejdsløse stiger eksplosivt, produktionen er faldet og skatteindtægterne falder. Der er ikke råd til forbedringer. Der er på ingen måde udsigt til et reelt opsving i mange, mange år frem, der kan skabe rum for forbedringer. Den eneste vej til at undgå nedskæringer vil bringe en kommende regering på direkte koalitionskurs med erhvervslivet. Hæver de skatten på Nordsøolien, vil Mærsk true med at flytte sine virksomheder ud. Hæver de selskabsskatten, vil virksomhederne generelt true med at flytte ud af landet. Allerede nu lukker virksomhederne, selvom de tjener profitter, såsom Vestas, der i efteråret 2010 fyrede flere tusinde i Danmark. Profitterne skal endnu længere op, og med den nuværende krise, hvor kapitalisterne nægter at investere, er der kun en vej til det - ved at sænke lønningerne og øge arbejdstempoet – det gøres ved at ”øge arbejdsudbuddet”, så dem uden arbejde bliver tilstrækkelig desperate til at acceptere hvad som helst til gengæld for et job.
Det er fremtiden. Det eneste svar på det er at nationalisere udflytningstruede virksomheder, Nordsøolien, Vestas og bankerne, som et første skridt til at nationalisere de vigtigste dele af økonomien.
At en regering med S og SF regering også vil skære ned, vil blive en hård lektion. Men den nye regering vil konkret illustrere, at reformismen ikke kan løse nogen problemer, på det stadie af kapitalismen, som vi befinder os i.
Katastrofekurs for SF
Den kurs toppen i SF er slået ind på, med at gøre SF ”regeringsparat” er en katastrofekurs for partiet. Når toppen tænker regeringsparathed, og at udvise ansvarlighed er deres strategi at blive accepteret af erhvervslivet, de borgerlige medier og højrefløjen i den socialdemokratiske ledelse.
De har drejet partiet langt til højre og opgivet en lang række principper på vigtige spørgsmål som indvandrerpolitikken, forsvaret og ikke mindst den økonomiske politik.
 |
SF-toppen strakte sig til nye højder i løbet af efteråret 2010 for at vise borgerskabet, at de er til at stole på. Da S og SF fremlagde deres ghettoplan var Villy Søvndal ude og lægge kraftig afstand til Enhedslisten og sidestillede dem med DF, og under hele diskussionen om pointsystem for familiesammenføring blev det klart, at toppen i SF på bl.a. indvandrerspørgsmålet har deponeret partiets politik hos toppen i Socialdemokratiet. ”Det er helt utænkeligt, at S og SF stemmer forskelligt i så afgørende en sag som denne her,” som Villy sagde til Berlingske den 11. november.
Strategien så på overfladen ud til at virke, SF stormede frem medlemsmæssigt og i meningsmålingerne, og det fredede midlertidigt SF toppen fra den ulmende uro, der eksisterer i partiets bagland. Hvad, partitoppen vil opdage, er dog, at deres opfattelse af årsag og virkning er helt forfejlet: partiet er ikke gået frem på grund af højredrejningen, men på trods!
SF’s store fremgang lå i, at de blev set som et alternativ ikke blot til den borgerlige regering, men også til Socialdemokratiet, især under de store protester blandt de offentligt ansatte i 2006-2008. Nu sidder de med Socialdemokraterne i alle de store kommuner og gennemfører den ene nedskæring efter den anden på børnehaver, skoler, hospitaler osv. Fremgangen i meningsmålingerne er bremset, fra i nogle meningsmålinger at have været helt oppe over 20 procent er SF faldet markant. Medlemstilgangen fortsætter, men i lavere hastighed – SF er det seneste år vokset med 1500 medlemmer til ca. 18.000. Det er en fantastisk fremgang, men situationen burde også få advarselslamperne til at blinke. Flere og flere begynder at tænke: hvis SF alligevel fører samme politik som Socialdemokraterne, hvorfor så ikke bare stemme socialdemokratisk, det er trods alt det største arbejderparti? Andre går til Enhedslisten.
SF har sin berettigelse i at fremlægge en klar socialistisk politik og appellere til medlemmerne af Socialdemokratiet om sammen at kæmpe for en regering på et socialistisk program.
Den kommende S-SF-R regering vil føre en nedskæringspolitik, og det vil især miskreditere SF, fordi SF ligger længst til venstre af de kommende regeringspartier, og højrefløjen i toppen af Socialdemokratiet vil dække sig bag SF.
I andre lande er partier til venstre for de store socialdemokratier blevet nærmest udslettet af at tage del i nedskæringsregeringer. Det er sket for blandt andre Rifondazione Comunista i Italien og Kommunistpartiet i Frankrig. Begge partier er blevet hårdt ramt af kriser efter regeringsdeltagelsen, og Rifondazione Comunista er endda røget helt ud af det italienske parlament. Tættere på danske himmelstrøg i Norge er eksemplet også klokkeklart. SF’s norske søsterparti, Sosialistisk Venstreparti fik ved valget i 2001, 12,5 procent af stemmerne. I starten af 2005 lå de i flere meningsmålinger til op mod 20 procent af stemmerne, men ved valget i efteråret 2005 fik de blot 8,8 procent, hvorefter de dannede regering med Arbeiderpartiet. Ved valgene i 2009 faldt SV yderligere til 6,2 procent, og i meningsmålinger foretaget for NRK i oktober 2010 er de faldet under spærregrænsen på fire procent.
Det er en helt klar advarsel til toppen i SF og ikke mindst alle SF’s medlemmer om, at SF-toppens nuværende strategi styrer partiet direkte mod en katastrofe.
Marxisterne mener ikke, at SF skal deltage i en kommende S-ledet regering på det nuværende program Fair Løsning, fordi det vil betyde nedskæringer. SF skal kun deltage i en regering på et program med et reelt forsvar for og udbygning af velfærden.
Eksplosioner i vente i SF
Allerede før valget er der stigende spændinger i SF. Siden Villy Søvndal blev valgt til formand for partiet i 2005, har partiet sigtet klart efter regeringsdeltagelse for første gang, gennem en massiv højredrejning af partiet. Der er en stigende utilfredshed med højredrejningen i partiet, men kritikken er indtil nu blevet holdt forholdsvis stille, da ingen medlemmer ønsker at sætte den fremtidige regeringsdeltagelse over styr.
I takt med højredrejningen har partitoppen indskrænket det interne demokrati til et nærmest ikke-eksisterende niveau.
 |
De glemmer belejligt at berøre det faktum, at den interne kritik netop går på, at partitoppen er ved at påvirke samfundet i en forkert retning, og at ledelsen ikke følger partiets vedtagne politik. Internt demokrati er stik imod hvad Kasper og Thor påstår, helt afgørende for socialistisk parti; hvordan skal partiet ellers kunne have nogen føling med de mennesker, som de repræsenterer på landets arbejdspladser, skoler osv. SF’s eneste styrke er en forankring i arbejderklassen og ungdommen, og den kan kun opbygges gennem internt demokrati i partiet.
Indlægget fra Thor og Kasper fik syv lokale ledende partimedlemmer til at forfatte et modsvar under overskriften, ”der er blevet så stille i SF”. Og det har de ret i. Hvad, der er vigtigt at forstå, er dog, at det er stilhed før stormen. De mange tusinder af medlemmer, der har meldt sig ind og de endnu flere tusinder, der ser til SF, vil ikke stiltiende acceptere, at partiet deltager i en regering, der i bund og grund fører den samme politik som den borgerlige regering, de har brugt de sidste mange år på at bekæmpe.
Partiet minder mest af alt om en trykkoger, hvor presset opbygges under hastig fart under overfladen, og under diskussionen om pointsystemet for familiesammenføring kom de politiske uenigheder helt op til overfladen, hvor bl.a. folketingsmedlem Özlem Cekic og landsledelsesmedlem Trine Mach udtalte sig stik imod partitoppens indledende positive indstilling til regeringens udspil. SF-toppen fik reddet sig ud af suppedasen, men spændingerne er langt fra løst op, men venter bare på et nyt udbrud.
Allerede nu er det tydeligt, at der er en uro i blandt partiets medlemmer, og at der eksisterer en række politiske grupperinger og delinger, som er opstået på forskellige politiske spørgsmål, selvom der ikke på nuværende tidspunkt eksisterer en organiseret venstrefløj i partiet. Det er nødvendigt, at samle disse kritiske røster og opbygge en organiseret venstrefløj på et klart socialistisk program. De folk, der politisk ligger på partiets venstrefløj, som bliver valgt i Folketinget efter næste valg, vil komme under massivt pres. Borgerskabet vil kræve det ene angreb på arbejderklassen efter det andet. Højrefløjen i toppen af Socialdemokratiet og SF vil kræve absolut partidisciplin fra alle folketingsmedlemmer, ligesom fra resten af medlemmerne. Hvis de folketingsmedlemmer, der ses som venstreorienterede, nægter at stemme for nedskæringer, vil de blive gjort ansvarlige for regeringens fald og risikoen for en ny borgerlig regering. Det eneste, der kan modstå dette pres, er en organiseret venstrefløj i partiet med en base på arbejdspladser, skoler, fagforeninger og andre bevægelser.
Den nuværende situation med ro er kun midlertidig. Ledelsens massive højredrejning og de uenigheder, der vil opstå i kølvandet på regeringsdeltagelse, kan føre til splittelser både til højre og venstre. Toppen i SF er politisk set i gang med en fusion med toppen i Socialdemokratiet, og det kan ikke udelukkes, at de på et tidspunkt tager den organisatoriske konsekvens af dette. På den anden side kan dele af partiet føle sig presset til at forlade partiet i protest mod partitoppens politik.
Marxisterne er blevet smidt ud af partiet af toppen, men vi vil fortsat forsvare partiet, mod den katastrofekurs partitoppen har indladt sig på. Vi er ikke i tvivl om, at når klassekampen igen tager til, vil den få et markant politisk udtryk indenfor SF i en kamp om, hvilken linje SF skal følge, som vil involvere de mest bevidste af de klassekæmpere, der de seneste år er blevet tiltrukket til partiet. Vi mener denne kamp, vil spille en vigtig rolle i kampen for hvilken politik, der skal føres i arbejderbevægelsen, og vi mener, det er vores pligt som marxister at deltage i denne kamp og kæmpe for de socialistiske ideer i SF, og at SF baserer sig på marxismen, som det eneste grundlag der kan redde partiet fra den nuværende katastrofekurs. Vi marxister vil kunne blive en del af disse kampe i partiet, være med til at styrke de venstreorienterede kræfter i partiet og udgøre dets revolutionære venstrefløj. Vi vil gøre, hvad vi kan, for at opbygge partiet og sikre dets fremtid ved at kæmpe for et ægte socialistisk, marxistisk program.
Vi må nøje følge, hvilket stadie vi befinder os på, og forberede os på det næste. I begyndelsen af en bevægelse for at forandre samfundet, vil der uundgåeligt være en overvældende, altomfattende stræben efter enhed. Denne stræben har udtrykt sig i enheden mellem Socialdemokratiet og SF. Medlemmerne og sympatisørerne opfatter denne enhed som en mulighed for at slippe af med de borgerlige, om end de ikke nødvendigvis er begejstrede for toppens linje. Den underliggende utilfredshed vil få et klarere udtryk på det næste stadie, som kan udløses af en regeringsdeltagelse.
I takt med den øgede klassekamp vil der opstå en politisk differentiering i arbejderbevægelsen, der på overfladen kan se ud som et tilbageskridt og opløsning af gårsdagens enhed, men reelt repræsenterer et kvalitativt fremskridt, fordi arbejderklassen lærer og drager konklusioner for hvert skridt. Forskellige lag drager konklusionerne i hvert sit tempo. Det er marxisternes opgave at gå sammen med de mest fremskredne lag og orientere disse lag imod arbejderklassen som helhed, mens vi på intet tidspunkt opgiver vores politiske program.
Hele situationen fremstår som et ønskescenarium for SF – men i stedet for at fastholde sin politik og bruge sin styrke til at presse Socialdemokraterne ved at appellere til Socialdemokraternes medlemmer, styrer de direkte mod et samarbejde, hvor SF fuldstændig indordner sig under S-toppen, der er helt domineret af partiets højrefløj. Hvis partiet fremsatte et klart program og appellerede til fælles handling og kamp mellem SF’ere og socialdemokrater imod nedskæringer, stramninger af udlændingepolitikken og så videre, ville det styrke venstrefløjen i Socialdemokratiet. I stedet betyder SF-toppens nuværende kurs, at det er SF, der vil komme fuldstændig i krise, til gavn for højrefløjen i S-toppen.
Arbejderklassen begynder at vågne op
En ny S-SF-R regering vil få en vis periode, en slags hvedebrødsdage, til at vise hvad den duer til. Arbejderne vil være parate til at acceptere nogle ofre. Argumentationen fra toppen i S og SF vil være, at det er nødvendigt at acceptere dette og hint for at undgå noget endnu værre. Men denne accept har en grænse.
Folk er kun parate til at acceptere ofre til en vis grad - kun så længe de tror, det er nødvendigt, for at redde det resterende, så længe de tror, at ofrene er midlertidige, og så længe ofrene er ligeligt fordelt. Men arbejderklassen betaler hele prisen, og for hvert offer arbejderklassen accepterer, vil kapitalisterne kræve tre nye.
Krisen har ført en eksplosion i arbejdsløsheden med sig. Regeringen forsøger at fremstille de arbejdsløse som dovne, men sandheden er, at de arbejdsløse ikke står uden job af egen fri vilje, men er tvunget til det pga. kapitalismens manglende evne til at skabe arbejde til alle – så længe kapitalismen eksisterer, er arbejdsløshed en tilbagevendende epidemi for arbejderne. At være arbejdsløs er aldrig for sjov, og i dagens Danmark nærmer det sig et mareridt. Kontanthjælpsreglerne er skærpede, dagpengene er voldsomt forringede og udgør en mindre og mindre del af lønnen. Der føres klapjagt på de arbejdsløse for ”at stå til rådighed” gennem et voksende antal krav og regler, voksne mennesker sendes ud i den ene meningsløse og nedværdigende aktivering efter den anden. Situationens absurditet vises i det faktum, at flere og flere arbejdsløse får stress!
Ved krisens start betød den hastigt stigende arbejdsløshed, at arbejderklassen dukkede nakken. Men det er kun midlertidigt.
Vi ser allerede nu, hvordan arbejderklassen er begyndt at vågne op i Europa med strejker og generalstrejker i bl.a. Grækenland, Spanien og Frankrig. Krisens chokeffekt er ved at aftage, og arbejderklassen er ikke længere parate til at finde sig i hvad som helst af frygt for at miste jobbet.
Det er en situation, der også vil gentage sig i Danmark på et tidspunkt i den kommende periode. De borgerlige forsøger altid at forklare klassekamp med henvisning til ”socialistiske agitatorer”, men det er løgn. Arbejderklassen kæmper, fordi den bliver tvunget til det. Og i den næste periode vil arbejderklassen, også i Danmark, blive tvunget i kamp.
Fagforeningerne vil blive tvunget i opposition
En del af strategien i Fair Løsning er at inddrage fagforeningerne i angrebene på arbejderne. Den nye S-SF-R regering vil argumentere, at arbejderne jo selv har været med i beslutningen om, hvordan angrebene skal se ud. Allerede nu har flere af de faglige ledere udtalt sig positivt om Fair Løsning. Poul Erik Skov Christensen, formand for 3F, Kim Simonsen, formand for HK og Thorkild E. Jensen, formand for Dansk Metal, udtalte i en fælles udtalelse til berlingske.dk 16. august 2010, at ”Vi vil gerne løfte vores del af det fælles ansvar for at finde et realistisk alternativ. […] Den konkrete udformning af en trepartsaftale kan først finde sted efter et regeringsskift. […] I virkelighedens verden vil løsningen blive sammensat af mange elementer, der er tilpasset forskellige forhold på forskellige dele af arbejdsmarkedet. Men man kan regne med, at bundlinjen stemmer, når forhandlinger afsluttes. Vi skal sikre en effekt, der svarer til de 12 minutter gennem en bred vifte af muligheder, der tilsammen sikrer de 15 milliarder kroner. Et af de bærende elementer vil være, at vi samlet set skal arbejde mere. […]Ambitionen er en helhedsaftale, der opruster Danmarks produktivitet og konkurrenceevne […]Med en trepartsaftale om langsigtet økonomisk holdbarhed vil lønmodtagerne levere et historisk bidrag til genopretningen af dansk økonomi. Det er vi parat til at tage ansvar for. Det gjorde vi også i 1987, hvor vi sammen med Schlüter-regeringen lavede den store trepartsaftale […]”.
Trepartsaftalen i 1987 betød, at lønningerne blev holdt i nede, og er en af de aftaler, der har haft fatale konsekvenser for fagbevægelsen siden hen!
Det er nødvendigt for toppen i S og SF at inddrage de kamporganisationer, som er tættest på arbejderklassen: fagforeningerne, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at gennemføre deres politik, når de kommer i regering. Fagforeningerne er de organisationer, som arbejderklassen først vender sig til, når de begynder at gå i kamp. Toppen i S og SF forsøger med andre ord at afvæbne arbejderklassen på forhånd. Det vil have en effekt i starten, men den effekt vil aftage.
Når arbejderklassen begynder at bevæge sig, gør den det gennem sine organisationer, startende med fagforeningerne. Det vil presse ledelserne i fagforeningerne til handling, som vi har set det i bl.a. Grækenland og Frankrig, hvor fagforeningerne har indkaldt til generalstrejker og protester.
Det vil presse fagforeningstoppen i opposition til den nye S-SF-R regering efter et valg og sætte S og SF under et enormt pres og ødelægge hele strategien med at inkorporere fagtoppen for at kontrollere arbejderne.
Venstrefløj vil opstå i fagforeningerne
De seneste mange år er ledelserne i fagforeningerne rykket historisk langt til højre. Fra starten af halvfjerdserne og frem var der en bølge af kampe, som endte i nederlag pga. manglen på ledelse, i England med minearbejdernes strejke i 1984, i Danmark med påskestrejkerne i 1985, hvor Schlüter formåede at holde sig på magten. Da muren faldt, gav det endnu et stød til venstrefløjen i fagbevægelsen. Ikke mange arbejdere var aktive i fagforeningerne, hvilket gav rum for toppen til at rykke langt til højre, og endnu flere arbejdere blev frastødt. Fagtoppen lever under forhold, der mest af alt minder om arbejdsgiverne og er interesserede i fredelige forhandlinger, frem for kamp.
 |
Men der er ingen vej uden om fagforeningerne. Under de kommende kampe vil arbejderklassen rette kampen også indad i deres egne organisationer, for en ledelse der går forrest. Lederne i fagbevægelsen vil blive presset til handling, men de vil med alle midler forsøge at kontrollere arbejderne. Både i Grækenland og Frankrig har der været afholdt 24-timers generalstrejker og alligevel er nedskæringerne fortsat. En en-dags generalstrejke løser i sig selv ikke nogen problemer, kun hvis de bruges som et skridt i en generel mobilisering med reel trussel om optrapning af kampen, dvs. trusler om at strejkerne fortsætter og udvides og ikke tomme trusler, som de faglige ledere excellerer i. En tidsbegrænset generalstrejke er blot en demonstration af utilfredshed og ikke i sig selv en trussel overfor borgerskabet. Hvis de ved, at strejkerne stopper efter en enkelt dag, er der ingen grund til at bøje sig for kravene. Erfaringerne fra bl.a. Grækenland har vist, at fagforeningernes ledelser bruger endagsmobiliseringerne som en ventil til at lukke vrede ud, og ikke som startskuddet på en optrapning af kampen, som vi også har set det i Danmark med endagsmobiliseringer med store demonstrationer. På den måde mister de deres trusselsværdi, og risikerer i stedet at gøre arbejderne trætte og desillusionerede.
Den tidligere venstrefløj i fagforeningerne, der i høj grad var kommunistisk, kollapsede og er i dag nærmest ikke-eksisterende. Det gør det måske i første omgang vanskeligere at organisere en opposition til den nuværende ledelse i fagforeningerne, men fjerner samtidig den kæmpe bremse som stalinisterne udgjorde i alle større arbejdskampe. Ude på arbejdspladserne bliver der flere steder valgt nye tillidsmænd, folk der på den ene eller anden måde har forsvaret kollegaernes forhold. På baggrund af begivenhederne vil fremtidens venstrefløje opstå med rod i disse nye lag, arbejderklassen vil genopfinde de gamle traditioner med tillidsmandsringe og lignende. Presset i fagforeningerne vil skubbe dele af toppen langt til venstre for at afspejle denne proces og forsøge at kontrollere udviklingen. Som vi har set i flere lande, kan det være hele fagforeningerne, der presses til at stille sig til venstre for resten, som FIOM, metalarbejderne i Italien, eller de offentlige fagforeninger i flere lande.
Der vil opstå en massevenstrefløj i fagforeningerne på et tidspunkt også i Danmark i den kommende periode, og der vil være enorme muligheder for at bygge den marxistiske tendens i fagforeningerne.
Perspektiv for strejker
Det danske arbejdsmarked bliver altid betegnet som fredeligt af såkaldte arbejdsmarkedseksperter. Men virkeligheden er en helt anden. Mellem 2005 og 2009 havde Danmark, ifølge eironline, flest tabte arbejdsdage pr. 1000 indbygger i OECD med et gennemsnit på 159,4, Frankrig, der havde anden flest, lå på 132 og Belgien på tredjepladsen med 78,8. I perioden fra 1990-99 havde Danmark anden flest tabte arbejdsdage, efter Spanien, hvilket ændrede sig i et par år lige efter årtusindeskiftet, hvor Danmark igen røg op øverst på listen.
Op til krisen så vi et stigende antal strejker, i 2005 blev der tabt 51,300, i 2006: 85,800, i 2007: 91,700, i 2008 med storkonflikten i det offentlige hele 1,869,100 og da krisen satte ind i 2009 faldt antallet dramatisk til blot 15,000 dage.
Efter krisens start så vi kun små desperate kampe som skraldemændenes strejke i efteråret 2009. Da krisen brød ud og arbejdsløsheden eksploderede, fik det arbejderklassen til at dukke nakken og håbe på bedre tider af frygt for fyringer.
Betyder et lavt antal strejker, at der er en lav bevidsthed? – absolut ikke! Bevidsthed er ikke lig antallet af strejker. På den ene side skyldes nedgangen i antallet af strejker krisen, men samtidig skyldes det den fuldstændige mangel på ledelse fra lederne i fagbevægelsen. Den danske arbejderklasse har været ude i utallige kampe årene op til krisen og forsøgt alle mulige veje; ”ulovlige” strejker, demonstrationer, overenskomststrejker osv., alle uden resultat. Det har fået arbejderne til at drage konklusioner; for nu er konklusionen for flere og flere arbejdere, at der er brug for en politisk løsning, at der er brug for en ny regering.
8. juni 2010 blev der holdt den første større demonstration siden krisens start med 80.000 deltagere, og det var tydeligt her, at bevidstheden var langt mere politisk end under de store velfærdsdemonstrationer i 2006 og 07. Alle ser nu mod en ny regering.
En ny S-SF-R regering, der skærer ned, vil før eller siden blive mødt med modstand fra fagforeningerne. De kampe, der vil komme efter et valg, vil selvfølgelig være anderledes, og det samme vil konklusionerne; at det er nødvendigt ikke med nye partier i regeringen, men at det er nødvendigt med en ny politik.
Arbejderklassen både i den private og offentlige sektor er under massivt pres. De offentligt ansatte rammes direkte af de massive nedskæringer, og det vil skabe konflikt mellem dem og en kommende S-SF-R regering, der vil fortsætte nedskæringerne. Selvom der varsles enten nulløsning eller reallønsnedgang i overenskomstforhandlinger i foråret 2011, er det usandsynligt, at de offentligt ansatte kaster sig ud i store kampe omkring OK-11. Fyringstruslen er blevet en realitet for de offentligt ansatte, samtidig med at strejkerne ved overenskomsterne i 2008 ikke medførte nogen nævneværdige forbedringer, på trods af det var på toppen af en økonomisk højkonjunktur.
Vi kan ikke sige på forhånd med hvilken form og over hvilke krav arbejderklassen vil gå i kamp, men vi kan med sikkerhed sige, at der før eller siden vil udbryde kampe på arbejdspladserne både private og offentlige.
Bevægelser i ungdommen
Ungdommen er blevet hårdt ramt af krisen. I gennemsnit er den månedlige indkomst efter skat blandt 18-21-årige faldet fra 7.072 kr. i 2007 til 6.280 kr. i 2010. Der er ikke job nok, der mangler 9000 lærepladser, lejepriserne er eksploderet, det samme er prisen på transport og regeringen planlægger endnu hårdere angreb: SU’en skal skæres, lærlinge i skolepraktik skal have halveret deres indkomst og der bliver skåret drastisk på uddannelserne. Nedskæringer der rammer arbejderklassens børn hårdest, og som betyder, at vi er på vej tilbage til et uddannelsessystem forbeholdt de riges børn.
 |
Det er udsigten for ungdommen. De generationer, der vokser op nu, er de første der ikke kan se frem til bedre vilkår end deres forældres generation.
Fra årtusindeskiftet gik ungdommen forrest i kampene og inspirerede arbejderklassen til kamp. Ungdomsbevægelsen kulminerede med STOP NU i år 2004, hvor op mod 100.000 unge var på gaden og 2500 samlet til stormøde. Efterfølgende gik bevægelsen ind i et nyt stadie da ungdommen og arbejderne, især de offentligt ansatte, gik sammen i 3 demonstrationer med mere end 100.000 deltagere på halvandet år i 2006 og 2007.
Efter årevis med demonstrationer, skolebesættelser osv. nåede ungdommen et vist mætningspunkt: hvert år demonstrerede de og alligevel fortsatte nedskæringerne. Mange blev desillusionerede og demonstrationerne blev mindre og mindre. Da krisen satte ind blev det endnu mere tydeligt at der skulle mere til end en-dags demonstrationer – det gav ikke længere sig selv, at der var penge nok i statskassen, der var brug for politiske svar. På folketingets åbningsdag d. 5. oktober 2010 demonstrerede op mod 40.000 unge på landsplan. Demonstrationerne var helt klart mindre, end de havde været tidligere, men samtidig var der, ligesom 8. juni, mange flere, der søgte efter politiske svar på problemerne. Det viste sig fx i det faktum, at der var en stor interesse for avisen Socialistisk Standpunkt, og at overskriften ”gå af!” over billedet af Lars Løkke og Lene Espersen blev utrolig vel modtaget.
Igen i november blev der indkaldt til demonstration for ungdommen, denne gang mod angreb på SU’en. Trods angrebets alvor mødte der kun nogle hundrede op til demonstrationen arrangeret af ”Unge tager ansvar”. Uanset at vejret var dårligt, og demonstrationen indkaldt med meget kort varsel, viser den ringe deltagelse to afgørende ting; at det bliver tydeligt for flere og flere, at en-dagsdemonstrationer og aktioner ikke er nok, og at elev- og studenterbevægelsens strategi ikke virker.
Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS, har siden årtusindeskiftet været den organisation, der gik forrest i kampen mod nedskæringer. Men det er også deres konstante fokus på en-dags demonstrationer, der har medført den nuværende desillusionerede stemning blandt store lag af unge, især fordi de har kombineret det med fuldstændig mangel på demokrati i bevægelserne, hvor de næste skridt aldrig er blevet diskuteret blandt eleverne selv. Det førte til lavere deltagelse i demonstrationerne, der igen fik toppen til at drage endnu mere pessimistiske konklusioner, hvor de begyndte at erstatte massebevægelse med mindre happenings og mediestunts. En strategi der yderligere skubber elever ud i passivitet.
Da krisen satte ind blev det samtidig endnu mere indlysende, at DGS-toppens afvisning af at kæde elevkampene sammen med en politisk kamp yderligere svækkede denne kamp. Blandt alle grupper af elever og studerende er der stor utilfredshed med tingenes tilstand, der er et potentiale for kamp, men det kræver en klar politisk ledelse. På universiteterne er der blevet skåret enormt de seneste år, og her har vi set udbrud af vrede komme til udtryk, men de universitetsstuderende organisation, DSF, er startet, hvor DGS har sluppet; ved de mindre aktioner og pressestunts, uden en reel mobilisering af de bredere universitetsmasser.
På et tidspunkt vil ungdommens frustrationer igen bryde ud i åben kamp både blandt gymnasieelever, universitetsstuderende, lærlingene og andre grupper af unge. De steder, hvor der eksisterer organisationer, vil kampen komme til at få et udtryk indeni disse som i DGS og DSF, blandt lærlingene, hvis organisationer er blevet fuldstændig smadret, vil de blive genopbygget.
Ungdommen er et godt barometer på udviklingen af den generelle stemning - det viser noget om de processer, der foregår under overfladen i hele samfundet. Det er også derfor, at borgerskabet er skrækslagne overfor en forening af arbejderklassen og ungdommen. Det er korrekt, at en fx en bølge af skolebesættelse ikke i sig selv truer kapitalisterne på pengepungen, men den er farlig for kapitalisterne, fordi den kan fungere som inspiration til arbejderklassen.
Ungdommen politiseret
Bevægelserne fra årtusindeskiftet og frem afspejlede sig i et stigende antal medlemmer til især SFU, og til dels SUF. Det viste en politisering og radikalisering blandt ungdommen.
SFU havde omkring 1300 medlemmer i starten af årtusindet, de voksede støt fra 2003 og frem til de havde næsten 2000 medlemmer i 2007 og over 3000 medlemmer i 2008. Da tallene peger bagud, viser de, at SFU især voksede på baggrund af ungdommens protester og velfærdsbevægelsen. I samme periode gik DSU fra cirka 3200 medlemmer i år 2000 til lidt under 2000 i år 2008. SUF voksede fra lidt under 500 medlemmer til omkring 1000 for 2-3 år siden.
SFU er stadig den største politiske ungdomsorganisation, hvilket er historisk. Men der er i stigende grad er en generel mistro til politik og politikerne blandt unge især – mange tænker: ”de er alle sammen ens”, og mange af de mest bevidste unge frastødes af højredrejningen i toppen af arbejderpartierne også i deres ungdomsorganisationer. Denne mistro fik et ekstremt udtryk i ungdomshusprotesterne, som viste, at en del af ungdommen er blevet meget radikaliseret. Men endnu vigtigere er der et voksende lag af unge, der leder efter svar på problemerne, og ikke bare stiller sig tilfreds med en-dags demonstrationer og tom politikersnak. Dette lag er åbne overfor marxistiske ideer, og det er voksende.
De ledende lag i toppen af samtlige af arbejderpartiernes ungdomsorganisationer, DSU, SFU og SUF er af samme alen. Det er i mange henseender denne gruppe af unge, der også har spillet en rolle i højredrejningen indenfor i hvert fald SF og Enhedslisten. De går benhårdt efter magten og kaster alle ideer om kampen for socialisme overbord. De har for nu magten i de politiske organisationer og elev- og studenterbevægelsen. Tidligere var det sådan, at det var partiernes ungdomsorganisationer, der kritiserede de voksne partier, når de gik for langt til højre, nu er det nærmest omvendt. DSU formanden kritiserer moderpartiet for ikke klart at sige, de vil gøre op med euro-forbeholdet efter et valg. Toppen i SFU følger og forsvarer hele den politiske højredrejning i SF, og mange af de tidligere ledende SUF’ere sidder nu i toppen af Enhedslisten og fører også her partiet til højre. I deres bestræbelser på magten i partierne har de undertrykt enhver kritik og opposition. Et led heri var eksklusionen af marxisterne, der støtter Socialistisk Standpunkt, først fra SUF, da de marxistiske ideer var ved at vinde flertal, og siden fra SFU.
 |
Når ungdommen uden tvivl igen vil gå i kamp, vil det også ske gennem deres organisationer. Ikke mindst vil toppen i arbejderbevægelsens ungdomsorganisationer komme i vanskeligheder efter et valg, hvor de nuværende ledelser vil forsvare hvert et skridt og dermed hver en nedskæring, som ”deres” regering foretager. Det vil medføre massive diskussioner i alle ungdomsorganisationerne startende med SFU, der er vokset mest på baggrund af de seneste års bevægelser. Der vil uundgåeligt føre til dannelsen af en venstrefløj indenfor både DSU, SFU og SUF på et senere stadie. Et sving til venstre kan ske tidligere, end det umiddelbart ser ud til.
Ligesom arbejderklassen, og måske endda før, vil ungdommen igen gå ud i massive bevægelser, som vil transformere elev- og studenterbevægelsen, ungdomsfagbevægelsen og arbejderpartiernes politiske ungdomsorganisationer til ukendelighed, til redskaber for ungdommens kampe.
Konklusion
Kapitalismen er i en dyb og grundlæggende krise. Det betyder hårde angreb på alt, hvad arbejderklassen har tilkæmpet sig. Vi kan se frem til fortsat krise og en træg vækst, når det er bedst. For arbejderklassen er krisen og angrebene først lige begyndt.
Men arbejderklassen er begyndt at vågne op igen efter krisens umiddelbare chokeffekt. Klassekampen er på dagsordenen over hele verden. Fra Venezuela til Iran, fra England og Grækenland, til Frankrig og Portugal har vi set en begyndende bevægelse blandt arbejdere og unge.
Det bliver en kamp ikke bare mod borgerskabet men også i høj grad inde i arbejdernes masseorganisationer, der i løbet af de sidste mange år er rykket historisk langt til højre.
Arbejderklassen vil blive tvunget til at teste politiske ideer, startende med reformisterne i toppen af S og SF og fagforeningerne. Det bliver en langvarig periode karakteriseret af pludselige sving til højre og venstre. I alt dette er det marxisternes opgave at holde tungen lige i munden, ikke lade sig påvirke af hverken nederlag og umiddelbare højredrejninger lige så lidt som fænomener med venstrereformisme, hvor dele af arbejderbevægelsens ledelse vil rykke langt til venstre.
Marxisterne må holde fast i skridt for skridt at opbygge den marxistiske tendens i arbejderbevægelsen. Vi må hvæsse vores eneste våben; de marxistiske ideer. Bygge vores kræfter og uddybe vores analyse og forståelse. Det er den eneste måde at forberede os på de begivenheder, der vil komme.
Arbejderklassen og ungdommen vil blive tvunget i kamp og vil nå revolutionære konklusioner. Arbejderklassen vil bevæge sig for at ændre samfundet, hvad enten marxisterne er til stede eller ej, men den eneste vej til at sikre en socialistisk sejr er at bygge den marxistiske tendens og vinde arbejderbevægelsen tilbage på et marxistisk program.
