Får Kasper Bjerings ideer flertal i fornyelsen af principprogrammet, vil det betyde en konsolidering af SF-toppens højredrejning, hvor de har opgivet kampen for socialisme til fordel for forvaltning af kapitalismen.
Forvaltning eller revolution
Kasper Bjerings udgangspunkt er, at ”socialdemokratismen er en forvaltningstradition og revolutionen kommer aldrig”. Med det mener han, at SF på den ene side ikke skal være Socialdemokrater og på anden side heller ikke revolutionære. Spørgsmålet, som han rejser, er, hvad skal socialister så være?
Kasper forsøger sig med titlen på sin kronik, ”bevægelsen mod målet er alt,” med en smart omskrivning af ærkereformisten Bernsteins slogan fra starten af det 20. århundrede; ”bevægelsen er alt, målet er intet”. Bernstein gjorde netop op med Socialdemokratiets dengang revolutionære traditioner, og det var da hans ideer blev fremherskende, at Socialdemokratiet gik fra at kæmpe for et socialistisk samfund til at forvalte kapitalismen, også i dens krisetider med løntilbageholdenhed, nedskæringer og krige. Uden at tilskrive Kaspers kronik samme historiske betydning, er det præcis samme konsekvens, hans ideer vil få – det kan en smart omskrivning ikke ændre på.
Har revolutionen fundet sted?
Kasper skriver, at ”Mens de revolutionære afventede revolutionen, revolutionerede de reformistiske arbejderbevægelser og socialdemokratier de gamle klassestater til moderne demokratiske velfærdsstater. Ikke ved revolutionært dagdrømmeri, men ved hårdt praktisk arbejde og politisk kamp hævede folk sig selv i status og velstand.” Citatet indeholder – ud over Kaspers arrogante attitude overfor partikammerater og andre, der har været og er revolutionære, som åbenbart blot har forholdt sig ”afventende” og ”dagdrømmende” – utallige problemer.
Kasper siger, at man skal tage afsæt i ”samfundet som det er”, problemet er, at det gør Kasper netop ikke. Han ser fuldstændig bort fra, at velfærden kun kunne opbygges på grund af efterkrigsopsvinget, der var en historisk undtagelse. Det viser den nuværende krise med al tydelighed, og velfærden sættes under massivt pres. Han ser bort fra, at reformistiske regeringer, under folk som Blair og Schröder i de seneste årtier har smadret velfærden i stedet for at opbygge den.
Mener Kasper, at reformisterne har lavet en revolution, og det samfund vi derfor befinder os i nu, blot behøver justeringer? Mener han, at vi har en ny slags kapitalisme? Kasper svarer ikke klart på dette, men læser man hans kronik er det det indtryk, man får.
Er reformisterne revolutionære?
I forlængelse heraf afskriver Kasper Bjering, Rosa Luxemburgs berømte citat om, at ”de revolutionære er de bedste reformister”. Tværtimod, siger han, har reformisterne vist sig at være de bedste revolutionære. Men når Rosa Luxemburg skriver, at revolutionære er de bedste reformister, er det fordi, kapitalisterne giver indrømmelser, når de er truet på deres eksistens, og at så længe kapitalismen eksisterer, vil enhver reform være truet af kapitalismens tilbagevendende kriser. Det kan vi se lige nu i de arabiske lande, hvor reformister i årtier har krævet demokrati og reformer uden succes. Det var først med massernes revolutionære bølge, at disse reformer begyndte at blive til virkelighed. Også i Danmark blev forbedringerne for arbejderklassen gennemført netop gennem arbejderklassens kamp, der ofte foregik også imod de reformistiske ledere af arbejderbevægelsen, som manede til besindighed og klassesamarbejde.
12 minutter
Et særligt aktuelt eksempel er kravet om kortere arbejdstid, der altid har været centralt for arbejderklassen. Det er kravet om retten til at have et liv ved siden af produktionen af værdier for andre - retten til at være et menneske. 8-timers arbejdsdagen blev presset igennem 1919 af frygt for den revolutionære bølge, der fulgte den russiske revolution. Herefter er enhver arbejdstidsnedsættelse blevet indført i kølvandet på store strejkebevægelser som generalstrejken 1956, påskestrejkerne i 1985 og storkonflikten i 1998, med undtagelse af opsvingsperioden i 60’erne, der også bød på kortere arbejdstid. De seneste år har arbejdstiden været under pres. Og nu har toppen i S og SF foreslået, at vi går den stik modsatte vej! At arbejdstiden skal hæves, ikke sættes ned!
Kapitalismen er i en blindgyde og kan ikke tilbyde fremgang. Påtager man sig i en sådan situation at forvalte kapitalismen, kan man ikke andet end at forvalte dens nedskæringer, og reformer bliver til kontrareformer.
Nemt at være revolutionær
Kasper skriver, at det var simpelt at være socialist i det 20. århundrede, fordi man kun så to kvalitativt forskellige måder at organisere samfundet på: kapitalisme og socialisme, der var virkeliggjort i Sovjetunionen. Revolutionen ville klare overgangen, og den kunne man så afvente. SF, ifølge Kasper, blev skabt i spændingsfeltet mellem revolutionære og reformistiske ideer, mellem at ville afskaffe kapitalismen og at se store problemer i den sovjetiske model. Men det er en forkert opstilling. Den stalinistiske model i Sovjetunionen var ikke virkeliggjort socialisme. SF tog ikke afstand fra revolutionen og en demokratisk socialisme, men netop fra stalinismen.
Den russiske revolutionære Trotskij forklarede, at stalinismen ville føre til Sovjetunionens sammenbrud, fordi en planøkonomi har brug for arbejderdemokrati ligesom mennesket har brug for ilt, og fordi det er umuligt at bygge socialisme i et land. Det har aldrig været mere åbenbart, at kapitalismen har spillet fallit, og at en revolution er nødvendig, og vi har ikke længere stalinismen hængende som en blyklods om benet.
Bevægelsen mod hvilket mål?
Det afgørende, som Kasper ikke giver svar på, er, hvordan han vil forvalte en kapitalisme i krise til gavn for arbejderklassen. Han skriver, at private investorers ønske om at skabe sig maksimal profit har været og stadig er en effektiv drivkraft. Det var korrekt i kapitalismens barndom. Nu er det årsagen til de enorme kriser, ulighed, miljøsvineri og krige, vi ser.
Kasper skriver, at ”markedsøkonomien har skabt et ocean af muligheder for mennesker som forbruger”, han glemmer, at det kun gælder for dem, der har penge at bruge. Han skriver, at han vil demokratisere økonomien, men uden at vi skal have en revolution. Det er vi enige i. Men hvordan vil Kasper demokratisere økonomien? Tror han kapitalisterne vil se til mens de, der producerer værdierne – arbejderklassen – selv begynder at bestemme over, hvad de enorme overskud, der skabes skal bruges til? Vi tror desværre ikke arbejdsgiverne vil se med velvilje herpå.
Vi tror, man må vælge siden mellem arbejderne og kapitalisterne. Man kan kun kontrollere og planlægge, hvad man ejer. Demokratisering af økonomien handler om, hvem der ejer produktionsmidlerne. Vi tror kun, at arbejderklassen kan overtage kontrollen med økonomien gennem en revolution, gennem en massebevægelse. Ikke ved at partitoppen ”griber magten og deltager i forvaltningen af samfundet indenfor de rammer og på de betingelser, som bliver givet”. Det er en elitær og forfejlet opfattelse af socialisters opgave.
De revolutionære kan ikke afgøre, hvornår klassekampen bryder ud, det må vi ”afvente”. Men det betyder ikke, at vi må sidde med hænderne i skødet. Eller at det er ligegyldigt, hvad vi gør indtil da!
Rosa Luxemburg forklarer brillant, hvorfor Bernstein og Kasper Bjerings ideer leder bevægelsen i den stik modsatte retning af kampen for socialisme:
”De ved lov gennemførte reformer og revolutioner er altså ikke forskellige metoder i det historiske fremskridt, som man efter behov kan vælge ved historiens buffet som varme eller kolde pølser, men forskellige momenter i klassesamfundets udvikling, der netop betinger og supplerer hinanden, men som også udelukker hinanden som f.eks. Sydpolen og Nordpolen, som bourgeoisiet og proletariatet.
[...] Det er helt grundlæggende forkert og uhistorisk at fremstille reformarbejdet blot som en revolution, der er trukket ud og revolutionen som en sammentrængt reform. En social omvæltning og en given reform er forskellige momenter på grund af væsen og ikke på grund af deres varighed. Hele hemmeligheden ved de historiske omvæltninger ved brug af politisk magt ligger jo netop i omslaget fra blot kvantitative forandringer til en ny kvalitet, mere konkret udtrykt i overgangen fra én historisk periode til en anden, fra en samfundsordning til en anden.
Den, der derfor taler om reformmetoden over lovgivningsvejen i stedet for og i modsætning til erobringen af den politiske magt og samfundets omvæltning, vælger i virkeligheden ikke en roligere, sikrere, langsommere vej til samme mål, men et helt andet mål, nemlig uvæsentlige forandringer i den gamle samfundsform i stedet for indførelsen af en ny samfundsform.”
