Den borgerlige regering har lanceret endnu en massakre på efterlønnen og pensionen, med uvurderlig hjælp fra Dansk Folkeparti og de Radikale. Reformen (reform er et misvisende navn, der er i virkeligheden tale om en kontrareform) vil først blive vedtaget efter et valg, og derfor svirrer valgrygterne da også kraftigere end nogensinde. Vi kan ikke komme af med de borgerlige hurtigt nok, og derfor er et valg også mere end velkomment.

Arbejderpartierne har afvist reformen, og både Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten har klart sagt at de vil bevare efterlønne, hvilket er virkelig positivt. Men det nytter ikke meget at frasige sig reformen i ord, hvis partierne ikke er villige til at bryde med de Radikale, der jo er en del af aftalen, og som gik efter en fuld afskaffelse af efterlønnen, i praksis.

Arbejderpartierne må gå efter et rent arbejderflertal efter valget, men ikke bare en ny regering, men en ny politik.

VKOR: du skal arbejde til du dør
Med den nye aftale om tilbagetrækningsalderen hæves efterlønsalderen og pensionsalderen markant – i realiteten er det sidste stop før en fuldstændig afskaffelse af efterlønnen. I dag kan man gå på efterløn som 60-årig og folkepension som 65-årig – hårdt tilkæmpede rettigheder, som allerede er blevet udhulet de sidste mange år. Præcis hvem der ifølge den nye reform, kan trække sig tilbage hvornår, kan man regne sig frem til på bl.a. LO’s hjemmeside, men i korte træk betyder aftalen at velfærdsforliget fra 2006, vedtaget med Socialdemokraternes stemmer og nu accepteret af SF, der gradvist hæver efterløns- og pensionsalder, fremrykkes 5 år, så det rammer endnu flere.
Derudover skæres efterlønsperioden ned fra 5 til 3 år fra 2018. I dag er det sådan, at man får flere penge udbetalt, hvis man ”nøjes med” 3 år på efterløn, dem der alligevel vælger 5 års efterløn er, ifølge LO, primært dem med hårdt nedslidende arbejde, som slagteriarbejdere, sosu’er og rengøringsassistenter.

En, der i dag er 20 år og kommer ud på arbejdsmarkedet som 27-årig, vil kunne gå på efterløn som 69-årig og pension som 72-årig.

Har du en pensionsopsparing på over 1 million, kan man slet ikke få efterløn – grænsen er sat så det rammer i hvert fald de fleste faglærte arbejdere.
Der indføres i stedet en seniorførtidspension til de nedslidte – hvor efterlønnen ændres fra at være en ret til at være en almisse, du skal overbevise din læge om at du har brug for.

Samtidig har VKOR besluttet at man i en periode kan få udbetalt sin efterlønsindbetaling skattefrit – endnu et led i en reel afskaffelse; jo færre der indbetaler jo mindre mening giver ordningen. Højst sandsynligt vil mange kræve den udbetalt, da politikerne med al tydelighed har vist at man ikke kan stole på hvordan ordningen ser ud bare 5 år fra nu.

De Radikale bekender klart kulør
Med denne aftale kan der ikke være nogen rest af tvivl tilbage: de radikale er og bliver et borgerligt parti, med en økonomisk politik, der er helt igennem borgerlig.
Nu kan der ikke længere herske nogen tvivl om, at de radikales mission er føre en borgerlig økonomisk politik og lade arbejderklassen og de svageste betale regningen. End ikke deres humanistiske dække kan længere holde, da det blev helt tydeligt at de med indgåelsen af aftalen, accepterede Dansk Folkepartis krav om flere stramninger i udlændingepolitikken.

Arbejderpartierne må tage konsekvensen og bryde al samarbejde med de Radikale.
Socialistisk Standpunkt har konsekvent fremført parolen om en arbejderregering på et socialistisk program. Det er tydeligt, at de Radikales samarbejde med den borgerlige regering har presset toppen i arbejderpartierne til at omtænke deres strategi og flere har luftet ideen om at gå efter et arbejderflertal.

Men de har desværre ikke taget skridtet fuldt ud, og fra SF toppen lød det på partiets landsmøde i weekenden stadig, at de Radikale skal med i en ny regering, på trods af at de partiet nu helt åbent har bekendt kulør og indgået aftale med de borgerlige om et massivt angreb på arbejderklassen.

Socialistisk Standpunkt har konsekvent argumenteret for, at der er brug for en arbejderregering, dvs. en regering uden de Radikale. Efter demonstrationerne 8. juni sidste år mod regeringens angreb på bl.a. dagpengeperioden var der i en periode rent rødt flertal. Det er absolut muligt, at opnå et rent arbejderflertal, men det kræver, at arbejderpartierne fremsætter et klart alternativ til de borgerliges nedskæringspolitik. Første forudsætning for det, er at partierne melder klart ud, at de Radikale aldrig kan blive en del af en regering med arbejderpartierne, fordi de grundlæggende fører en borgerlig økonomisk politik.

Den røde 2020 plan
I dag, mandag, har Helle Thorning og Villy Søvndal fremlagt, S-SFs bud på en 2020-plan. En mere grundig gennemgang af planen, må komme i en anden artikel, her blot nogle korte kommentarer. En del af planen er, hvad der allerede står i deres forslag Fair Forandring o.l. Både Villy og Helle har gang på gang understreget at der er to veje i dansk politik; sparevejen og arbejdsvejen. Den røde 2020 plan indeholder da også nogle elementer der er bedre end den borgerlige regerings plan, såsom millionærskat, fremrykning af offentlige investeringer, flere penge til forebyggelse o.l. Men som vi også har kritiseret tidligere er problemet stadig, at det er arbejderklassen der kommer til at bære byrden og at de grundlæggende problemer med vækst og arbejdspladser ikke bliver løst.

Også i den røde plan er der indbygget en del besparelser i det offentlige, og S-SF har lige lanceret yderligere besparelser i det offentlige fra 2015 og frem. Selvom Helle og Villy understregede, at deres plan indeholdt en retfærdig fordeling i modsætning til regeringens, er det stadig især arbejderklassen, der skal betale krisens regning gennem besparelser, højere skatter og ikke mindst ved at skulle arbejde længere – de berømte 12 minutter om dagen. De unge skal stadig hurtigere gennem uddannelsessystemet.

SF må afvise deltagelse i regering på rød 2020 plan
Selvom besparelserne med den røde 2020-plan bliver mindre end hvad den borgerlige regering har fremlagt, så vil der stadig komme besparelser, efterlønsalderen og pensionsalderen hæves stadig (bare ikke så meget som den VKOR aftalen lægger op til) og alle skal arbejde mere. Med andre ord de danske arbejdere og unge vil komme til at opleve endnu flere besparelser og længere arbejdstid.

Deltager SF i en regering på et sådan program, vil det betyde en katastrofe for partiet. Vi kan allerede nu se hvordan partiet er faldet i meningsmålingerne. SF gik, som vi også tidligere har forklaret, frem på baggrund af de massive velfærdsprotester, fordi partiet blev set som alternativ til venstre for Socialdemokraterne, der ville sikre en bedre velfærd. nu er flere blevet i tvivl om det også vil blive realiteten efter et valg. Den nedgang i meningsmålingerne var har set til SF de sidste måneder vil være vand i forhold til hvad der vil ske efter et valg, hvis SF deltaget i en regering, der skærer ned på velfærden.

Det er SFs søsterparti i Norge, Sosialistisk Venstrepartis skæbne et godt bevis for.
Sosialistisk Venstreparti fik i marts i år ca. 7 procent i meningsmålingerne efter at have været under den norske spærregrænse på fire procent i efteråret 2010. Det skete efter at de ved valget i 2001 fik 12,5 procent af stemmerne, og i flere meningsmålinger i starten af 2005 fik op mod 20 procent af stemmerne, som faldt helt ned til 8,8 ved valget i efteråret 2005. Nedgangen fortsatte, efter de i 2005 gik i regering med Arbeiderpartiet, og ved valget i 2009 faldt SV yderligere til 6,2 procent. SF må lære af erfaringerne fra Norge; når to partier går i regering på stort set samme politik, er det det mindste og det mest venstreorienterede parti, der går mest tilbage.

SF må sige klart til Socialdemokraterne: vi peger på Helle Thorning Schmidt, så længe hun fører en politik til gavn for arbejderklassen, ungdommen og de svageste. Vil hun skære ned, så bliver det uden SF. Det vil appellere til de socialdemokratiske vælgere og ikke mindst medlemmer og være med til at lægge et pres internt i Socialdemokratiet.

Det mindste onde
Både Helle Thorning og Villy Søvndal har sagt, at de vil bevare efterlønnen, men bliver der et flertal for VKOR forringelserne, så kan de jo ikke gøre noget ved det. Det er jo for så vidt rigtigt – er der et flertal i folketinget, der stemmer for et forslag, kan mindretallet ikke gøre meget. Men der er flere ting i hele denne debat, der burde være grundlag for en alvorlig debat internt i arbejderpartierne om hvad det egentlig er man ønsker med regeringsmagten.

For det første luftede Villy Søvndal på landsmødet, og han gentog det igen i mandagens pressemøde, at man efter et valg måtte forsøge at få Dansk Folkeparti til at springe fra aftalen om efterlønnen. Det skaber en virkelig farlig situation: S og SF vil ikke bare gøre sig afhængig af de Radikale, men også Dansk Folkeparti, efter et valg. En direkte opskrift på katastrofe. I stedet for appeller til DF må arbejderpartierne afsløre dem, som det de er; et racistisk borgerligt parti, der har stemt for hver eneste af den borgerlige regerings angreb på arbejderklassen og de svageste de sidste ti år.

Villy Søvndal har forklaret, at S og SF stadig vil gå i regering, selvom de risikerer at VKOR tilbagetrækningsaftalen vedtages. Som han flere gange har formuleret det går SF ikke i sultestrejke eller hjem fra arbejde hvis de er utilfredse – tværtimod forhandler de sig frem til løsninger, til det mindste onde. Det mindste onde bliver til det største onde.

Problemet er, at går S og SF i regering samtidig med at denne aftale vedtages så kommer de til at stå til ansvar for de borgerliges økonomiske politik. Det vil miskreditere arbejderpartierne og vil bane vejen for en endnu mere højreorienteret regering efter det efterfølgende valg.

Den eneste vej frem er at arbejderpartierne fremlægger deres egen økonomiske politik med forbedringer af velfærden, hvor regningen betales af erhvervslivet, der har skovlet milliarder ind både før, under og efter krisen, og de rigeste der har tjent millioner. Arbejderpartierne må gå til valg på et rent rødt flertal – lykkes det ikke må arbejderpartierne afvise regeringsansvaret, fremlægge en klar socialistisk politik og frasige sig ethvert ansvar for regeringens politik og i stedet mobilisere arbejderklassen og ungdommen imod regeringen.

Det vil kunne skabe grundlaget for en arbejderregering, der kan føre socialistisk politik.

Villy Søvndal henviste på dagens pressemøde til industrialiseringen og efterkrigsopsvinget, men sagen er, at vi står i en helt anden periode. Kapitalismen er i en grundlæggende krise. Så længe arbejderpartierne accepterer kapitalismen som ramme, er det uundgåeligt med angreb på arbejderklassen og ungdommen. SF skal forny principprogrammet næste år – det er mere end nogensinde afgørende og aktuelt med et socialistisk alternativ til kapitalismen.