Verden har oplevet den dybeste krise i økonomien siden anden verdenskrig. En krise, der viser, at kapitalismen som system har spillet fallit. I verdens rigeste land, USA, er 43,6 millioner amerikanere – eller 14,3 procent af befolkningen - fattige. Børn af almindelige amerikanere kan for første gang i 50 år ikke se frem til bedre forhold end deres forældre (ifølge ugebrevet A4, der betegner den almindelige amerikaner som ”middelklasse”).

Selvom krisen officielt er ”overstået”, er den først lige begyndt for verdens arbejdere, unge og fattige. Over hele verden vedtages hårde nedskæringsprogrammer, fabrikker lukkes og dem i arbejde presses til at arbejdere hurtigere til lavere løn. Nedskæringer, fattigdom og øget ulighed er fremtiden for verdens arbejdere. Vi står i en epoke i verdenshistorien betegnet af ekstrem turbulens. Ethvert forsøg på at genoprette økonomisk stabilitet fører til øget politisk og social ustabilitet.

Vi går ind i en periode med revolution og kontrarevolution, som vi bl.a. så det med begyndelsen på en revolutionær proces i Iran i sommeren 2009 og med kuppet i Honduras. Samtidig ser vi i Europa, at arbejderklassen ikke uden modstand accepterer, at alt, hvad de har tilkæmpet sig de sidste 150 år, tages fra dem. De bevægelser, vi har set i Grækenland, Frankrig og England, er blot et forvarsel om, at klassekampen skærpes overalt. Samtidig ser vi over hele verden, at ledelsen for arbejderklassen er rykket historisk langt til højre og har opgivet enhver kamp for grundlæggende ændringer af samfundet.

Fraværet af den subjektive faktor, en bevidst ledelse for arbejderklassen, betyder, at en hurtig afgørelse på klassekampen er udelukket i de avancerede kapitalistiske lande. Tværtimod vil perioden med revolutioner, krige og kontrarevolutioner vare ved med op- og nedture, ikke i måneder, men år. Udviklingen vil være kendetegnet af hurtige skift, med sejre og nederlag til arbejderklassen, radikalisering og reaktion, perioder med midlertidig stilstand men ikke en periode med langsom gradvis fremadskriden.

Det stiller større krav til et perspektiv, hvis opgave det er at analysere situationen, for at fungere som en guide til handling.

Det er umuligt at komme med en forudsigelse af fremtiden, vi er marxister ikke spåkoner. Det betyder dog ikke, at vi ikke kan sige noget. Ved at se på de grundlæggende bevægelser i kapitalismen forsøger vi på den baggrund at opstille et muligt perspektiv, som ved hvert konkret stadie i udviklingen må justeres.

Vi opfordrer alle aktive i arbejderbevægelsen til at deltage i diskussionen af dette perspektiv - jo flere erfaringer der medtages, jo større er sandsynligheden for, at vi når den mest akkurate forståelse af situationen.

“Hvis man kun går frem på basis af en overordnet karakteristik af epoken, og intet andet, hvis man ignorer dens konkrete stadier, kan man nemt henfalde til skematisme, sekterisme eller giftige fantasier. Ved hvert alvorligt vendepunkt i situationen må vi tilrette vores grundlæggende opgaver til de forandrede konkrete forhold på det givne stadie. Heri ligger taktikkens kunst.” (Trotskij, Writings 1939-40 s. 103 – egen oversættelse)

Allerede i det Kommunistiske Manifest fra 1848 forklarede Marx og Engels, hvordan kapitalismen skaber en verden i sit eget billede. Kapitalismen er international, hvilket blev vist med al tydelig under den økonomiske krise. Det gør også til en vis grad de politiske udviklinger og klassekampen forbundne over nationale grænser, selvom hvert land har sin eget kulturelle præg og historie, der er med til at betinge den eksakte karakter af klassekampen. Et perspektiv for Danmark kan derfor ikke andet end at starte med et internationalt perspektiv.

En verden i turbulens

En unik situation
Den situation, som blev skabt af Sovjetunionens kollaps, er unik i verdenshistorien. USA stod tilbage som den eneste supermagt. Borgerskabets selvtillid nåede nye højder, og de erklærede selvsikkert, at kapitalismen havde sejret endegyldigt, at ”historien var slut”, og at socialismen var død. I dag er der intet tilbage af denne selvtillid. Borgerskabet frygter morgendagen. De har mistet tilliden til deres eget system. Deutsche Banks direktør Josef Ackermann erklærede i begyndelsen af krisen, at han har mistet troen på markedets evne til at helbrede sig selv.

Det er på dette tidspunkt i verdenshistorien – en historisk krise i kapitalismen, hvor tilliden til det eksisterende system er i hastigt forfald – at arbejderbevægelsens ledelse mere end nogensinde tidligere støtter op om det kapitalistiske system. Dette paradoks er fortsat uløst, men må løses for at redde, hvad arbejderklassen har tilkæmpet sig i løbet af de sidste 150 år, og som sikrer dem et semi-civiliseret liv.

Ude af kontrol
Den grundlæggende kilde til alle menneskelige fremskridt og kulturel udvikling er udviklingen af samfundets produktivkræfter. Den nuværende krise viser, at de enorme produktivkræfter og den moderne teknologi, der er blevet frembragt, er uforeneligt med de snævre rammer, som udgøres af den private ejendomsret til produktionsmidlerne og nationalstaten. Det kan synes paradoksalt at der er for mange værdier, for mange fabrikker, for mange varer. Ikke i forhold til hvad der er brug for i samfundet, men i forhold til hvad den store masse af befolkningen, arbejderklassen, har råd til at købe. Der er med andre ord overproduktion.

Denne overproduktionskrise begyndte egentlig omkring årtusindeskiftet. Men de udviklede kapitalistiske lande ville for alt i verden undgå krise. Derfor udvidede de kreditten massivt gennem rentesænkninger og liberalisering af finansmarkederne. Det lykkedes dem rent faktisk at udskyde krisen, men kun med det resultat at problemerne er blevet så meget desto mere alvorlige, og krisen endnu dybere. Hele den udviklede verden tynges nu af en enorm gældspukkel. For at et nyt opsving igen skal kunne opstå på et stabilt grundlag, har kapitalismen brug for at luge ud i disse ting. Det vil ikke bare sige de ”overskydende” produkter, fabrikker osv., men også den enorme gæld (både privat og offentlig), som de udviklede lande har opbygget i de seneste år. Det er ensbetydende med massearbejdsløshed, nedgang i levestandarden og destruktion af massevis af maskiner, bygninger og varer, som der intet er i vejen med samtidig med massive angreb på de offentlige finanser for at nedbringe gælden, hvilket vil virke negativt tilbage på den økonomiske vækst.

Det store fald i verdensøkonomien, der startede omkring 2008, har været det værste siden depressionen i 1930’erne. USA var drivkraften i opsvinget, men USA er nu fanget i en økonomisk sump, som det vil tage mange år at komme ud af – og omkostningerne for arbejderklassen vil være enorme. Ifølge IMF er den reelle arbejdsløshed (medregnet de, der kun har deltidsansættelse, men som søger fuldtidsbeskæftigelse) i USA oppe på 16,7 procent.

Antallet af langtidsledige amerikanere er ifølge de officielle tal steget med over 400 procent, fra 1,3 millioner i december 2007 til 6,8 millioner i juni 2010. Det er det højeste antal, siden man begyndte at måle langtidsledigheden i 1948.

Det dybe fald i økonomien, som især har rystet USA og Europa, har ændret situationen på verdensplan. En mængde af modsætninger, der har ophobet sig under overfladen, er i gang med at udtrykke sig i en voldsom, ukontrollabel proces. USA’s militære udgifter overgår militærudgifterne hos rivalerne Kina, Japan, EU og Rusland tilsammen. Alligevel er imperialisterne ude af stand til at kontrollere noget som helst. Krigen i Irak er tabt, og Afghanistan er hastigt på vej i samme retning.

Trods fremgang i BNP i de fleste udviklede kapitalistiske lande kan man ikke tale om et holdbart opsving i økonomien. Investeringerne er stadig på historisk lave niveauer. I USA toppede investeringerne i andet kvartal 2006, ved lavpunktet 3 år senere var de 29 procent lavere, og selvom de et år senere i andet kvartal 2010 var steget med 11 procent, var de stadig 20 procent under højdepunktet (egne beregninger fra oecd stat). I de såkaldte BRIK-lande, (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) der har haft højere vækstrater, udgør investeringerne en stigende andel af BNP, og alle lande, særligt Kina gennem bl.a. statsintervention, skaber enorme produktionsapparater, hvis varer det internationale marked, som de er helt afhængige af, ikke kan absorbere. Det er tydeligt, at disse lande, med Kina forrest, er på vej mod en overproduktionskrise. I de udviklede kapitalistiske lande er der stadig massiv overkapacitet. Krisen har med andre ord ikke ”gjort sit job”, som er at rydde ud i den massive overkapacitet, endnu.

Fare for protektionisme
Den udvidelse af markederne, som Sovjetunionens kollaps og Kinas åbning overfor verdensmarkedet udgjorde, var en vigtig faktor i opsvinget i 1990’erne. Det lettede både adgangen til en række råstoffer og til ressourcer af billig arbejdskraft, der også virkede som en bremse på lønningerne i de udviklede kapitalistiske lande. Samtidig voksede det samlede marked, hvilket gav stordriftsfordele og mulighed for øget arbejdsdeling på verdensplan. De muligheder er nu udtømt, alle lande er nu en del af verdensøkonomien.

Alle forsøger at eksportere sig ud af krisen. Ingen kapitalister ønsker at overlade markedet til konkurrenterne. Når ekspansion er umulig på grund af, at markedet svinder ind, bliver nødvendigheden af at holde fast på det, man har, så meget desto større. Det fører til, at alle stater forsøger at begrænse importen, samtidig med at de forsøger at øge eksporten – men der er nogle, der bliver nødt til at importere andres eksport. De forsøger at gøre det umulige. Kina, USA, EU og Japan forsøger alle at begrænse tilgangen af varer udefra, mens de forsøger at stimulere eksporten.

Især de amerikanske kapitalister, men også andre nationer, der har et handelsunderskud i forhold til Kina, deriblandt Danmark, forsøger at oppiske en anti-kinesisk stemning. De er oprørte over, at Kinas valuta ligger lavt i forhold til dollaren, hvilket giver Kina en fordel på verdensmarkedet, eller mere præcist; de er oprørte over, at Kina er i stand til at eksportere langt mere end dem og på deres bekostning. Det amerikanske handelsunderskud i forhold til Kina var ifølge U.S. Census Bureau i de første 9 måneder af 2010 på hele 201.233 millioner dollars, og USA’s samlede handelsunderskud er ifølge New York Times vokset eksplosivt med 34 procent i forhold til 2009 (på årlig basis), mens Europas handelsunderskud ifølge med Kina i 2009 var på 128 milliarder euro ifølge EU. Kapitalisterne vil uden tvivl puste mere til dette hysteri i fremtiden.

Som helhed har kapitalisterne ingen interesse i protektionisme og nedgang i verdenshandelen. Men der er forskel på kapitalistklassens interesser som helhed og den enkelte kapitalists interesser. Situationen tvinger de enkelte kapitalister til at opføre sig stadig mere brutalt og nådesløst i konkurrencen. Det indebærer blandt andet at bruge staterne til at lægge afgifter på udenlandske varer og andre protektionistiske tiltag. De protektionistiske tendenser udspringer således ikke af en subjektiv vilje, men af den objektive situations logik, men vil samtidig være med til at trække de økonomiske problemer i langdrag. Stigende protektionisme og valutakrig er uundgåelige. Det er ikke lykkedes at nå til enighed om en frihandelsaftale i WTO siden 2001, og fiaskoen på det seneste G20 møde, der ikke endte i andet end tomme løfter, viser de enorme spændinger mellem kapitalisterne.

Der foregår et ræs mod bunden, hvor landene direkte og indirekte devaluerer deres valuta, for at skaffe en konkurrencefordel. Både Japan og Svejts har interveneret for at undgå stigninger i deres valuta og dermed svækkelse af konkurrenceevnen, men også sværvægterne Kina og USA kritiseres for at manipulere deres valutaer. Det er dog ikke en ufarlig aktivitet, og der er en reel risiko for, at dollaren kan kollapse, hvilket vil have enorme konsekvenser for hele verdensøkonomien.

De politiske modsætninger, der vokser ud af dette, ville i gamle dage have ført til krig, men det er udelukket i dag. Ikke desto mindre fortsætter de økonomiske krampetrækninger. En storkrig er udelukket, men en række proxykonflikter, altså krig per stedfortræder, hvor stormagterne finansierer hver deres hær i mindre lokale eller regionale krige, er uundgåelige.

En økonomi som den danske er ekstremt sårbar over for udviklingen i verdenshandelen. Verdenshandelen faldt ifølge IMF med 11 procent i 2009 (det største fald i 70 år), og den er steget pænt i 2010, er det langt fra sikkert, at den vil fortsætte med at stige – tværtimod vil der uundgåeligt komme nye stød og krampetrækninger, der vil bremse verdenshandelen og dermed trække krisen i langdrag. En økonomi som den danske, der er domineret af eksport og skibsfart, vil ikke være i stand til at modstå et hårdt slag fra verdensmarkedet.

Gældsbobler
I de ”glade år”, hvor økonomien gik fremad, bekymrede ingen sig over den truende offentlige gæld i lande som Grækenland, Italien, Spanien, Portugal, Irland og England. Nu står gælden øverst på den politiske dagsorden, og Grækenland står over for statsbankerot. Mange andre står i en farlig situation. Visse kommentatorer taler om, hvordan man skal klare en truende ”teknisk statsbankerot” i USA.

Gældspuklen blev skabt af borgerskabet i forsøget på at undgå en overproduktionskrise. Når der i dag tales om, at krisen er en ”finanskrise” eller ”gældskrise” vendes argumentationen på hovedet, krisen skyldes ikke problemer i den finansielle verden, men omvendt er krisen i den reelle økonomi, i produktionen skyld i de finansielle problemer. Borgerskabet forsøgte at udvide markedet ud over sine grænser ved at sænke renten og liberalisere lånemarkedet i hidtil uset omfang. Det havde da også en effekt. Det lykkedes dem at udskyde en dyb krise omkring årtusindskiftet for til gengæld at skabe et stort spekulativt opsving, baseret på gæld, især privat gæld, der endte i krisen i 2007/8. De forsøger nu at løse krisen med de samme midler; ved at øge gælden yderligere, denne gang den offentlige glæd, men det er ikke nogen løsning, tværtimod. Prisen for dette skal betales nu og vil efter vores bedste overbevisning karakterisere hele den næste periode.

Afviklingen af denne gældspukkel vil tage mange år og vil være et dræn på købekraften i de brede masser. Men indtil denne afvikling er sket, er et sundt opsving i økonomien (bygget på reelle investeringer i produktionsapparatet) udelukket. Det vil betyde, at den økonomiske udvikling i den næste periode vil blive ynkelig og veksle mellem svag vækst og fald i BNP. Som skrækeksemplet har vi den japanske økonomi, der løb ind i lignende problemer i 80’erne. De er endnu ikke ude af de ”to tabte årtier” med økonomisk stagnation og konstant deflation (prisfald). Tværtimod har den japanske stat overtaget husholdningernes rolle som største gældsskaber, i forsøget på at sparke gang i økonomien, ved at pumpe yderligere lånte penge ud i økonomien. Det samlede gældsniveau i Japan er nu oppe i 471 procent af BNP (2009), og økonomien viser stadig ikke tegn på bedring.

Hvis renterne holdes nede, vil det betyde en eksplosion i pengemængden og i sidste ende inflation. Samtidig forsøger mange af centralbankerne i de udviklede kapitalistiske lande at puste luft i boblen igen ved at trykke flere og flere penge, som de pumper ud i økonomien, de såkaldt kvantitative lettelser. Det er en enorm trussel imod hele valutasystemets stabilitet.

Hæves renterne, vil det føre til eksplosion i antallet af konkurser, tvangsauktioner og sågar statsbankerotter, med enorme konsekvenser til følge, herunder et kollaps af euroen. På kapitalistisk basis er den eneste vej ud af krisen på ryggen af arbejderklassen, der indlægges til årevis, hvis ikke årtier, med faldende levestandard.

Krisen har bragt problemet om statslige underskud i forgrunden. Staternes indtægter fra skat er faldet brat i takt med, at virksomheder er lukket og arbejdere er blevet fyret. Udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse er ligeledes steget voldsomt overalt. Overalt vånder de kapitalistiske regeringer sig, og mens de på den ene side beredvilligt stiller op for at redde banker og virksomheder i knibe, siger de samtidig, at de ikke længere har råd til at holde liv i arbejdere, der er blevet arbejdsløse, syge eller gamle.

Da bankerne kom i bekneb, lavede regeringerne den ene redningspakke efter den anden. Borgerlige politikere i jakkesæt, der normalt har travlt med at forklare, at der ikke er råd til skoler, sygehuse, børnehaver og anden ”overflødig luksus”, tøvede ikke et sekund med at udskrive milliard-checks til finansfyrsterne. Som altid blev de fulgt af reformisterne i arbejderbevægelsens top, der klappede hælene sammen og adlød kapitalisterne. De forklarede, at ”der ikke var noget alternativ” til at forære milliarder til finanskapitalisterne. Disse lederes politiske horisont standser der, hvor den private ejendomsret til produktionsmidlerne begynder.

Lige så generøse, de kapitalistiske regeringer var over for bankerne, lige så nøjeregnende er de, når pengene skal inddrives gennem brutale angreb i den offentlige sektor. De har ingen anden udvej end årevis med brutale angreb på arbejderklassens levestandard og den offentlige sektor. Foran os tegner der sig en lang periode med et nedskæringsregime i alle de udviklede lande.

Overalt i Europa står der massefyringer på dagsordenen i den offentlige sektor. Efter i en periode at have benyttet sig af de venlige tjenester fra Tony Blair, der formåede at miskreditere Labour og afvæbne arbejderne over for de truende angreb, er den engelske overklasse vendt tilbage til metoderne fra Thatchers tid: frontalangreb på arbejderklassen. En beskæring af den offentlige sektor med 20 procent og fyring af 500.000 offentligt ansatte. Men overklassen gør regning uden vært.

Klassekampen vil eksplodere
De europæiske regeringer er under massivt pres fra kapitalisterne for at øge profitterne på bekostning af lønninger og offentlig velfærd. Regeringerne har i denne situation ikke råd til at bibeholde de indrømmelser til arbejderklassen, som de gav under opsvinget efter Anden Verdenskrig. På den anden side står de europæiske arbejdere, der har vænnet sig til, at man kan trække sig tilbage med pension, når man når en vis alder, at staten stiller lægehjælp til rådighed, hvis man har behov for det, at børn og unge kan få en god, offentlig uddannelse, at arbejdsløshed ikke er lig med katastrofe og hjemløshed og så videre. Den europæiske arbejderklasse har ikke tænkt sig at opgive disse ting, som bliver opfattet som ”naturlige”, uden at kæmpe hårdt og indædt imod. Vi har allerede set de første eksplosioner med en række af massemobiliseringer og generalstrejker i Grækenland, Spanien, Italien, Irland og Frankrig.

I Island blev regeringen tvunget til at træde tilbage af en bølge af masseprotest, der antog opstands-lignende karakter. Den nye regering med Socialdemokratiet (SDA) og de Venstre-grønne (VG) er nu også kommet under massivt pres, fordi de ikke har indfriet forventningerne. Island var før krisen et land, der blev forbundet med velstand, høj levestandard, social sikkerhed og politisk stabilitet. Nu er det et land i en politisk krise, der har antaget en kronisk og pinefuld karakter. Sådanne hurtige vendinger og ændringer er indbygget i situationen på verdensplan, og i særdeleshed i Europa.

I foråret 2010 gik de græske arbejdere på gaden i massivt omfang ikke mindre end 6 gange, heraf to gange i generalstrejke. Den socialdemokratiske PASOK regering har lanceret omfattende angreb på arbejderklassen efter, at den græske økonomi var ved at gå bankerot. IMF og EU ”trådte til” med enorme hjælpepakker designet til at redde den græske økonomi, ikke mindst den græske stats kæmpe gæld til franske og tyske banker. Til gengæld for hjælpen har den græske regering underskrevet en aftale om, at ethvert økonomisk krav fra EU og IMF kan vedtages blot af regeringen uden om parlamentet, med andre ord er parlamentet sat ud af kraft.

Efter sommeren 2010 er bevægelsen i Grækenland døet lidt ned igen. Det er absolut naturligt. Arbejderklassen er ikke konstant på gaden, specielt ikke efter den ene generalstrejke efter den anden uden resultater og med en faglig ledelse, der ikke viser nogen vej frem, men blot bruger tidsbegrænsede generalstrejker, som en ventil for de græske arbejderes vrede. De græske arbejdere tygger på deres erfaringer og drager deres egne konklusioner til de kommende kampe, der er uundgåelige i den næste periode.

I Frankrig blev Sarkozys forringelser af pensionsalderen mødt med massive protester fra august og frem til vedtagelsen i oktober 2010. De franske fagforeninger organiserede flere nationale aktionsdage, hvor opbakningen steg stødt, indtil bevægelsen gik ind i et kvalitativt nyt stadie, omkring d. 12. oktober hvor 3,5 millioner mennesker gik på gaden og franske arbejdere begyndte at nedlægge arbejdet på ubestemt tid i større og større omfang. Skoleelever og studerende gik også med i bevægelsen og besatte gymnasier og universiteter. Lufthavne, olieraffinaderier, havne og andre vigtige ting blev lukket ned, og mange benzinstationer måtte melde om mangel på benzin. På flere arbejdspladser og sågar i hele byer blev der holdt jævnlige stormøder for at diskutere bevægelsens næste skridt, hvorvidt strejken skulle fortsætte og hvor der skulle opstilles blokader. Sarkozy var presset, men krisens dybde gør det langt vanskeligere at presse indrømmelser igennem. Uden en klar ledelse fra fagforeningerne, der veg uden om indkaldelsen af en generalstrejke på ubestemt tid – det eneste skridt, der kunne have taget bevægelsen fremad – gik bevægelsen i sig selv, efter at pensionsreformen blev vedtaget 22. oktober. Det er dog kun en midlertidig stilstand.

I Italien er især metalarbejderne med FIOM i spidsen gået forrest i kampene, og i England gik over 50.000 unge på gaden i november 2010 i protest mod regeringens planlagte angreb på uddannelserne.

Det tyske militær – Bundeswehr – udtrykte i en rapport, som blev lækket til Der Spiegel i september 2010 frygt for, at Europa kan bevæge sig i retning af revolution. I rapporten, der egentlig handlede om olieforsyning, beskriver de, hvordan en politisk-økonomisk rystelse – som for eksempel manglende forsyningssikkerhed – af befolkningen kan blive opfattet som en ”generel systemisk krise”. Dette, advarer Bundeswehr, kan ”skabe rum til ideologiske og ekstremistiske alternativer til de eksisterende former for regeringsførelse”.

EU-kommissionens præsident Barrosso udtalte i foråret 2010, at demokratiet i lande som Grækenland, Spanien og Portugal kan kollapse, hvis ikke der gøres noget for at tackle gældskrisen. Han pegede både på muligheden for militærkup og ”folkelige opstande” og, at ”landene, som vi kender dem, kan forsvinde”: Sådanne bekymringer om selve systemets overlevelse i samfundets militære og politiske top kunne dårligt være i større kontrast til den selvsikkerhed, som borgerskabet havde for 20 år siden. Så rystede er de af begivenhederne. De mest intelligente dele af borgerskabet er klar over, hvilke revolutionære begivenheder, der ligger forude på det europæiske kontinent.

Den arabiske revolution
Den arabiske revolution er en kolossal begivenhed, der vil ændre verdenshistoriens gang. Revolutionen har brudt alle de kunstige grænser, som imperialismen har fastlagt - grænselinjer der skærer igennem alle naturlige grænser og adskiller folkenes levende organisme. Fra det ene land til det andet spreder oprørets flammer sig.

Gadaffis brutalitet og forsøg på at drukne revolutionen i blod, tvang befolkningen til at gå til væbnet modangreb. USA har talt om væbnet intervention imod revolutionen. I Yemen hænger regimet i en tynd tråd. Revolutionens flammer brænder stadig varmt i Tunesien og Egypten, og i Saudi Arabien meldes der om masseprotest. Fra Atlanterhavet til den Persiske Golf er der ikke et eneste stabilt regime. Verdenshistorien ruller voldsomt over hele regionen.

Der er stort set ikke en eneste borgerlig fordom, myte eller ideologisk retning, der ikke er blevet smadret og sønderknust af de revolutionære begivenheder. Den racistiske myte om, at arabere er ”tilbagestående” står tilbage som nøgen demagogi. Påstanden om, at almindelige mennesker er bedst tjent med at overlade alle vigtige beslutninger til professionelle politikere, arbejdsgivere og politi, har vist sig at være grundløs. Løgnene om, at almindelige arbejdere og unge ikke selv kan tage skæbnen i egne hænder, men har brug for hattedame-NGO’er og professorer, står tilbage som ideologisk kvaksalveri. Ikke mindst er løgnen om, at almindelige mænd og kvinder i den arabiske verden ikke selv kan vælte de rådne regimer, blevet afsløret som falskneri.

Den arabiske revolution er frem for alt et oprør imod de umenneskelige forhold, som regimerne forsvarer. Regimerne og deres politi regner ikke almindelige folk for noget som helst. De behandler folk som dyr. De korrupte stater og deres politi er arrogante, og de griber vilkårligt ind i folks forsøg på at skabe sig et ordentligt liv. For mange er det ikke de økonomiske dårligdomme, der har været den udløsende faktor (om end det er en kilde til en enorm og eksplosiv frustration), men snarere de konstante ydmygelser, som regimerne, arbejdsgiverne og politiet udsætter folk for. Revolutionen er en revolution for et liv med værdighed og respekt.

I lande som Libyen, Egypten, Tunesien, Yemen og Algeriet, har der været en lang periode på 20-40 år med kontrarevolution: angreb på levestandarden, omfattende privatiseringer og en kvælende undertrykkelse af al fri tankevirksomhed og organisering. Den revolutionære bølge efter Anden Verdenskrig, som blev personificeret af den revolutionære præsident Nasser i Egypten, gav enorme fremskridt, moderniserede Egypten og andre lande, hævede levestandarden, angreb godsejerne og opnåede en høj grad af uafhængighed fra imperialismen.

Men udviklingen i de seneste årtier har været modsat. I de seneste 20 år er fattigdommen i den arabiske verden ikke aftaget – alle rigdommene er røget ned i lommerne på en lille gruppe multinationale selskaber, korrupte statsledere og private kapitalister. Forholdene er blevet stadig værre. Ydmygelserne er taget til.

Den nationale værdighed er også forsvundet, fordi landenes leder har underlagt sig IMF og Verdensbankens diktater om ”liberalisering” af økonomien.

I Irak har de seneste otte års ”demokratisk” besættelse ikke forbedret leveforholdene – derfor er regimet i Irak alt andet end immun over for den generelle revolutionære bevægelse, hvilket vi har set med massedemonstrationer i Bagdad, Basra, de kurdiske byer og andre steder.

Det mest karakteristiske ved revolutionen er, at almindelige mennesker er trådt ind på scenen i massiv skala for at ændre deres egen skæbne. Det sker på tværs af alle de kunstige skillelinjer mellem de arabiske lande. Disse grænser er blevet skabt af europæiske imperialister for at holde araberne splittede og svage overfor udplyndring af regionen. Men al den ophobede frustration fra de seneste årtiers kontrarevolutionære politik er nu kommet op til overfladen i en eksplosion. Den tunesiske revolution i januar gav en enorm selvtillid og stolthed til folkene i hele regionen. Der er sket et mentalt jordskælv, som ikke kan flyttes tilbage. I hele regionen kan folk se, at det er muligt at vælte regimerne og lave en ny fremtid gennem kollektiv handling og organisering.

Spontaniteten har været et overvældende element i revolutionens indledende fase. Det har været en enorm styrke. Men på dialektisk vis er det også bevægelsens største svaghed. Uden en dygtig ledelse kan selv den største hær blive slået på slagmarken af en lille, disciplineret og velorganiseret styrke. Det gælder også i klassekampen. I Egypten har der været masser af muligheder for endegyldigt at gøre det af med det gamle regime, men de er ikke blevet grebet. Vi støtter fuldt ud kravet om en grundlovgivende forsamling, men vi forklarer samtidig at det ikke er ligegyldigt hvem, der indkalder den, kun arbejderklassen kan sikre en ægte demokratisk grundlovgivende forsamling.

Den første enhed mellem de forskellige befolkningslag aftager i takt med, at revolutionens opgaver bliver klarere og får en tydeligere klassekarakter. Det kan ses tydeligt i Egypten, hvor store dele af middelklassen nu trækker sig fra revolutionen og kræver ”ro og orden”. De småhandlende, hotelejerne, kameldriverne i turistsektoren og restauratørerne har måske nok været på gaden tidligere, men de vakler og synes, at processen er gået langt nok. De vil have ro til at drive deres forretning som under Mubarak.

Derimod kæmper arbejderne og ungdommen fortsat for brød og frihed. Arbejderne er begyndt at komme på banen i stadig mere organiseret form. I revolutionen er det umuligt at adskille de konsekvente demokratiske krav fra de socialistiske krav. Kravene om, at regimerne skal smadres, bliver også til et krav om, at deres økonomiske magt skal overgå til folket. Det betyder reelt, at de vigtigste dele af økonomien skal gøres til offentlig ejendom og underkastes arbejderklassens egen demokratiske planlægning. Det vil sige en socialistisk revolution.

De revolutionære i Egypten gentog ofte parolen ”hæren og folket er én hånd” og ”hæren er med os”. De tænkte på de værnepligtige, og mange har ikke været klar over, hvor stor forskel der er på soldaterne og generalerne. Sagen er, at toppen af den egyptiske hær, ligesom hærens top i andre arabiske lande, er tæt knyttet til regimet og er en del af den politiske og økonomiske elite.

Hæren afspejler det etablerede, kapitalistiske samfund: toppen er knyttet til milliardærerne og eliten, bunden er knyttet til arbejderne, studenterne og de fattige. Vejen til at skabe en hær, der er ægte loyal over for befolkningen, går gennem de folkelige komiteer, som allerede er blevet oprettet mange steder i Tunesien, Egypten og Libyen. Disse komiteer til forsvar for revolutionen, som udgøres af arbejdere, unge og soldater, må oprettes på alle arbejdspladser, skoler, kaserner og i alle boligområder. De revolutionære kræfter må samles ved at samle disse komiteer, der gennem organer på regionalt og nationalt niveau har legitimitet og styrke fra de revolutionære masser. Hvis en samling af disse komiteer kobles sammen med en demontering af den gamle hær og oprettelse af demokratiske militser baseret på komiteerne, vil det markere et afgørende skridt i retning af et endeligt brud med det gamle system.

Revolutionen tilspidses i Latinamerika
Set fra verdensrevolutionens synspunkt er Latinamerika stadig den del af verden, der er længst fremme. Latinamerika spiller en nøglerolle for verdenssituationen, og situationen er blevet mere tilspidset i løbet af de seneste år. I modsætning til hvad reformisterne i den bolivariske bevægelse selvsikkert troede, er Venezuela og det meste af Latinamerika blevet hårdt ramt af verdenskrisen. Venezuelas BNP faldt med 3,3 procent i 2009, og 2010 vil også byde på økonomisk nedgang. Faldet i priserne på olie, fra det historisk høje niveau, og andre råmaterialer har ramt hårdt, fordi regionen er dybt afhængig af eksporten af mineraler og andre naturprodukter.

Den revolutionære proces i regionen trues på flere fronter. Den direkte, militære trussel er fortsat stor og reel, om end imperialisterne i Washington ikke føler sig stærke nok til at intervenere direkte, som de ville have gjort i fortiden. USA’s genopretning af den Fjerde Flåde til at patruljere i Caribien og de syv nye USA-baser i Colombia er blot en del af billedet. En anden del af billedet er kuppet i Honduras, hvor kup-regimet har formået at konsolidere sig i en vis periode, samt det mislykkede kupforsøg i Ecuador. Begge kup bærer Washingtons tydelige kendemærke.

Kuppene markerer et brud med det sidste årtis udvikling i Latinamerika, hvor der har været store illusioner til, at det ad legalistisk vej, gennem parlamenter og afstemninger, var muligt at ændre samfundene grundlæggende. Kupforsøget i Ecuador blev besejret af masserne og loyale dele af de væbnede styrker, men det er en kraftig advarsel: hvis ikke kontrarevolutionen resolut bliver afvæbnet og frataget alle økonomiske og statslige magtmidler, det vil sige med mindre den socialistiske revolution fuldføres, ved at de vigtigste dele af økonomien sættes under arbejdernes demokratiske kontrol og den borgerlige stat erstattes af en arbejderstat, vil ingen af de sociale og politiske fremskridt, som er blevet erobret, være sikre.

Der er ingen tvivl om, at de venezuelanske arbejdere er loyale over for revolutionen, men der er tydelige faresignaler, som også viste sig ved parlamentsvalget i september. Valget viste en stor nedgang i stemmer til revolutionen (repræsenteret ved socialistpartiet PSUV), mens oppositionen gik svagt frem. Mange er trætte af taler om socialisme og revolution, der ikke bliver fulgt op af handling. Masserne ønsker markante forbedringer af deres livsforhold, men det kan kun komme gennem en socialistisk revolution. De mest bevidste lag forlanger radikale tiltag imod oligarkiet, men det reformistiske bureaukrati fungerer som en bremse for udviklingen og er reelt en femte kolonne i revolutionen. Den største fare for revolutionen kommer indefra – fra korrupte levn fra den Fjerde Republik, der svøber sig i rødt tøj og revolutionære slagord. Det er kampen i PSUV mellem de bureaukratisk-reformistiske elementer og de revolutionære masser, der vil afgøre revolutionens skæbne.

Revolutionens skæbne kan blive afgjort hurtigt – enten til den ene eller anden side. I den seneste tid har vi set, hvordan kontrarevolutionen er klar til at handle hurtigt og resolut i Honduras (hvor de sejrede) og i Ecuador (hvor de blev besejret, men situationen er stadig ustabil).

En succesfuld revolution i Venezuela eller et andet latinamerikansk land, hvor arbejderklassen tager magten over produktionen og staten, og gennem en demokratisk planlægning kan forbedre massernes forhold markant, vil have en elektrificerende effekt i hele regionen og videre ud.

Hvilket stadie går vi igennem?
Det afgørende for enhver, der ønsker at kæmpe for at forandre samfundet, er at forstå, hvilken periode, vi befinder os i, og ikke mindst hvilke stadie vi gennemgår. Den revolutionære proces udtrykker sig forskelligt og bevæger sig med forskelligt tempi i forskellige lande og verdensdele. Lande, der har virket rolige og stabile, kan pludselig blive kastet frem på revolutionens og massekampens arena. Vi må have blik for de underliggende modsætninger og processer, og vi må forberede os på de revolutionære resultater, som den krampagtige krise i kapitalismen vil medføre.

Vi er gået ind i et nyt stadie af den kapitalistiske krise. Det første stadie var kendetegnet ved en uhørt arbejdsgiver-offensiv på fabriksgulvet gennem fyringer, pres og lønnedgang. Det nuværende stadie er kendetegnet ved en storstilet krise i de offentlige finanser og angreb på den offentlige sektor. Men den er også kendetegnet ved, at arbejderklassen genvinder sit fodfæste og begynder at kæmpe imod angrebene. Vi har set et skift i situationen, som vi beskrev, det ville ske tidligere perspektiver, med øget klassekamp, der begynder at få et udtryk indeni arbejdernes masseorganisationer, startende med de organisationer, der er tættest på arbejderne, fagforeningerne.

Arbejderklassen i hele Europa vil i den kommende periode være tvunget ud i kamp, undervejs vil de teste deres ledere og forskellige alternativer. Der vil komme nederlag. Men det vil ikke afholde arbejderklassen fra at drage konklusioner, der uundgåeligt vil komme i konflikt med selve det kapitalistiske system. Det første skridt vil være, at ledelsen i fagbevægelsen bliver tvunget i opposition til den førte politik, som overalt består af angreb på arbejderklassens tilkæmpede rettigheder. Tidligere højrereformister vil blive tvunget til at dreje til venstre, ellers vil de blive skiftet ud med andre ledere. Det næste stadie vil være en dyb krise i Reformismen, fordi reformer ikke er mulige under kapitalismen på sit nuværende stadie. Det vil på et senere tidspunkt føre til udviklingen af venstrereformisme og endda centristiske strømninger.

Begivenhederne vil tvinge arbejderne til at tænke sig grundigt om og overveje alle politiske tendenser. I denne levende proces er det ikke lige gyldigt, hvor stor vægt, den marxistiske tendens har. Tværtimod vil det være af afgørende betydning i fremtiden.

Økonomien i Danmark

Økonomien danner baggrunden eller sætter scenen, om man vil, for klassekampen. Økonomien danner så at sige det terræn, som klassekampen kæmpes på. Enhver general eller hærfører må omhyggeligt rekognoscere slagmarken og kende alle forhold så detaljeret som muligt for at undgå baghold og ufordelagtige stillinger, men tværtimod udnytte terrænet til sin egen fordel og drage nytte af alle muligheder. Det er med samme udgangspunkt, at marxisterne undersøger økonomien.

Marxisterne har utallige gange forklaret, at der ikke er en mekanisk sammenhæng mellem krise og klassekamp. Der kan komme voldsomme kampe under et opsving (som Frankrig ’68), og på den anden side kan en krise trænge arbejderklassen tilbage fra åben kamp, af frygt for at miste sit livsgrundlag, som vi så det efter krisens indtræden i 2007-2008. Når det er sagt, er det også klart, at karakteren af den økonomiske periode i sidste ende også bestemmer karakteren af klassekampen. Derfor er det afgørende for marxister at undersøge økonomien grundlæggende for at fastslå, hvilken periode vi står i, og hvilken vej udviklingen peger i retning af.

Uløste modsætninger
Alle de faktorer, der gav opsvinget indtil 2008 sin fremdrift, vendte sig til sin modsætning og bragte verdensøkonomien ned med et brag. Det spekulative opsving på aktie- og boligmarkedet vendtes til historiske nedture og arbejdsløsheden steg kraftigt.

Danmark er nu teknisk set ude af recessionen. I fire kvartaler har der været vækst i BNP. Fra første kvartal til andet kvartal 2010 voksede økonomien (BNP) med hele 1,7 procent, svarende til 3,8 procent på årsbasis (Finansministeriet 2010-10-05). En imponerende vækst hvis den fortsætter. Det må dog betragtes som ønsketænkning.

Vil den nuværende vækst i BNP så sige, at alle modsætningerne i økonomien er blevet renset ud? – langt fra. De samme faktorer, der udløste overproduktionskrisen, er stadig til stede. Det gælder først og fremmest den private gæld, knyttet til det overvurderede boligmarked. Den enorme gældspukkel blev skabt af borgerskabet som et forsøg på at udvide markedet ud over sine grænser og derved skubbe overproduktionskrisen foran sig. Derfor er særligt den private gæld i Danmarks tilfælde en stor forhindring for købekraften blandt de brede masser, og dermed for kapitalisternes afsætning.

Arbejdsløshed
Bruttoledigheden har den seneste periode ligget omkring 170.000, om end der var et lille fald efter sommerferien 2010. Der tales om en vending på arbejdsmarkedet, men antallet af jobannoncer er endnu ikke steget siden krisens start i 2008 (jobindex.dk oktober 2010). Samtidig trækker fyringsvarsler i det offentlige for første gang statistikken op (epn.dk 2010-10-14). At de offentligt ansatte trækker arbejdsløsheden op er en historisk udvikling og er en tendens, der også kan observeres i USA og nu også England. Effekten af de hårde angreb på den offentlige sektor i Danmark har endnu ikke afspejlet sig afgørende i arbejdsløshedsstatistikken. Men det er klart, at efterhånden som besparelserne i kommuner og stat slår igennem, vil de offentligt ansatte komme til at udgøre en større del af de arbejdsløse.

Privat gæld
Under opsvinget blev man nærmest karakteriseret som debil, hvis man ikke tog lån i sin friværdi. Mange arbejderfamilier finder sig selv i store økonomiske problemer som konsekvens af den mængde kredit, som banker og sparekasser nærmest tvangsfodrede almindelige arbejderfamilier med.

Regeringen bruger meget tid på at forklare, at Danmark har lettere ved at komme ud af krisen end mange andre udviklede lande, fordi ”økonomien er grundlæggende sund”. Det er mildest talt en sandhed med modifikationer. Det er rigtigt, at den offentlige gæld ikke er så stor som mange andre landes, som vi skal se på senere. Men den private gældssætning er til gengæld i verdensklasse. Politiken skrev 26. juni 2010: ”Fra 2004 til 2010 steg de danske husholdningers gæld målt i forhold til landets produktion fra 108 procent af BNP til 136 procent af BNP. Dermed rykkede Danmark forbi Holland og op på førstepladsen på listen, viser en opgørelse med tal fra OECD.” Gennemsnittet for privat gæld i EU lande er omkring 60 procent af BNP.
Med andre ord er de danske husholdninger nogen af de mest forgældede i verden. Det er en enorm byrde for økonomien, som endnu ikke er kommet til udtryk for fuld styrke, i det at renterne stadig er kunstigt lave, i de udviklede landes ynkelige forsøg på at holde den synkende skude sejlende.

Afviklingen af gælden
Den danske økonomi står, ligesom de fleste andre udviklede økonomier overfor at skulle afvikle en enorm gældspukkel. Der er endnu ikke taget hul på denne proces, gældsniveauet stiger stadig.

Det er flere måder, en generel gældsafvikling i Danmark kan ske på: 1) gennem massive nedskæringer i det offentlige forbrug og langsigtet afvikling af gæld i husholdningerne, der vil gå ud over det private forbrug, og dermed skabe træg vækst, 2) gennem voldsomme konkurser og afskrivning af gæld som tab, 3) inflation.

Det er de muligheder, der er inden for kapitalismens rammer. Den mest sandsynlige er det første scenarium, bl.a. fordi den er mest fordelagtig for borgerskabet politisk set, i det at der ikke er en pludselig omvæltning, som en regering kan ”hænges op på”, men derimod en langstrakt periode måske endda tiår med stagneret økonomi og stadige nedskæringer og angreb. Ligegyldig hvad, er der ingen genvej udenom krisen. Systemet er i en organisk krise, og Danmark er fuldstændigt underlagt den internationale udvikling, ikke mindst på grund af eksportens store andel af økonomien.

Boligmarked
Den private gæld i Danmark hænger uløseligt sammen med boligmarkedet, der oplevede en historisk prisudvikling, der toppede omkring 2006/2007. Siden da er huspriserne faldet markant. Prisen på enfamiliehuse toppede i andet kvartal 2007 og er indtil nu (første kvartal 2010) faldet 18 procent og har været forsat svagt faldende.

Prisen på ejerlejligheder toppede lidt tidligere, nemlig i tredje kvartal 2006 og faldt kraftigt, men er siden andet kvartal 2009 steget svagt, i kraft af de historisk lave renter, men er stadig 26 procent under toppunktet (Danmarks Statistik, oktober 2010).

Selvom prisfaldene har været dramatiske, er det naivt at tro, at de har nået bunden. Efter den sidste store krise i 1973 ramte huspriserne bunden i 1982. Syv år efter. Her var forholdet mellem en gennemsnitlig familieindkomst i Hovedstadsområdet og prisen på et enfamiliehus samme sted 1:3,25. Altså udgjorde husprisen godt og vel tre årsindtægter. I dag i 2010, efter prisfaldene, er forholdet 1:6. Altså udgør den gennemsnitlige huspris i hovedstadsområdet, hvad der svarer til seks årslønninger (Danmarks Statistik). Så der er stadig et stykke vej endnu. ”Banken [Danske Bank] skønner, at en rentestigning på 1 procentpoint fra det nuværende lave niveau vil betyde et fald på 10 procent. i boligpriserne over en femårig periode” (borsen.dk 2010-10-04).

På trods af de historisk nuværende lave renteudgifter er antallet af tvangsauktioner relativt højt. Omkring 400 om måneden mere end ved lavpunktet, der var omkring 100 i 2006/7. Men stadig er niveauet væsentligt under tallene fra starten af 1993, hvor der var omkring 1600 om måneden. Forklaringen på forskellen ligger primært i rentens udvikling. Renten (diskontoen) er ekstremt lav på omkring 0,75 procent. I 1993 var renten 11-12 procent. Renten nåede midlertidig en bund i 2006 (falder sammen med laveste antal tvangsauktioner, da den såkaldte ”boligfest” nåede sit højdepunkt) med lige over to procent. Da den internationale krisen udfoldede sig i 2008/9, sænkede staten renten markant fra 4,25 procent til 0,75 procent for at sætte gang i hjulene, hvilket i realiteten er en negativ rente, hvis inflationen tages i betragtning.

Det er i sagens natur en uholdbar situation med så kunstigt lav rente. Men på trods af dette resulterede det kun i et lille fald i tvangsauktionerne fra underkanten af 500 til 400 om måneden (Danmarks statistik). Med andre ord har rentesænkningen ikke haft samme effekt som tidligere, den har sådan set ikke formået andet end at sikre en midlertidig stabilisering af priserne og renten kan nu ikke sænkes yderligere, så det middel er helt udtømt. Det vedvarende prisfald på boligmarkedet vil betyde, at endnu flere bliver ”teknisk insolvente”, hvilket med andre ord betyder, at boligens pris falder under værdien af lånet på huset. Resultatet er stavnsbinding og evt. personlig konkurs (reel insolvens), hvis familien rammes af arbejdsløshed eller lignende og ikke har råd til at betale af på lånene, i realiteten betyder det at familier må gå fra hus og hjem.

Flexlån
Den historisk lave diskonto har muliggjort en absurd lav rente på de såkaldte rentetilpasningslån. Mange arbejderfamilier har været tvunget til at optage deres huslån i disse usikre lån, for at have råd til at få en af de overvurderede boliger. Det har været gældende i et sådan omfang, at rentetilpasningslånene nu udgør 69 procent af de samlede realkreditlån (1,6 billioner ud af 2,3 billioner kroner). Det er rigtig mange penge. Og en potentiel bombe under arbejderfamiliernes privatøkonomier.

Renten på de billigste rentetilpasningslån er nu omkring 1,5 procent og kan praktisk taget ikke komme meget lavere. En rentestigning til 4,5 procent inden for en overskuelig fremtid er ikke usandsynligt, (og vil endda stadig være en lav rente, i historisk sammenhæng) og vil betyde øgede renteudgifter på hvad der svarer til 13.500 kroner pr. familie i gennemsnit (dinepenge.dk 08.08.10). Det siger sig selv, at det både vil have dramatiske konsekvenser for den enkelte arbejderfamilie, der har hele sin gæld som rentetilpasningslån (her vil den månedlige renteydelse blive tredoblet) men også en stor effekt på samfundsøkonomien, fordi det vil gøre indhug i de brede massers købekraft.

Inflation og løn
Da krisen ramte, faldt priserne naturligvis. Det betød også, at nul-stigningerne i lønnen på landets arbejdspladser var lettere at holde ud. Men nu er inflationen ved at vende tilbage, og det har en kontant effekt på arbejderklassens købekraft.

”Det er første gang i vores modelfamiliens historie, at der er udsigt til en uændret købekraft – faktisk et lille fald [i 2011]. Det hænger sammen med genopretningsplanen og med, at vi i Danmark lige nu har den laveste lønvækst i 20 år,” siger seniorøkonom Christian Hilligsøe Heinig, Danske Bank. (fnp.dk 2010-07-08)

Siden september 2009 er inflationen, beregnet på årsbasis, steget fra 0,8 til 2,6 procent i september 2010 (Danmarks statistik oktober 2010). I samme periode (fra 2. kvartal 2009 til 2. kvartal 2010) har de samlede lønstigninger i den private sektor været på 2,1 procent (Danmarks Statistik). Her skal man have med i betragtning, at tallene for lønstigninger også indeholder direktører og erhvervsledernes enorme lønstigninger. For almindelige arbejdere har der med andre ord været tale om massiv reallønstilbagegang.

Sammenfatning
Økonomien har i den seneste periode oplevet en mindre vækst oven på de store fald i BNP under krisen 2007-2009. Den internationale overproduktionskrise er, efter ”feber-redningerne” omkring årtusindskiftet, med den massive udvidelse af kreditten, kommet til udtryk i en international gældskrise. Det gælder også i Danmark. Inden krisen påpegede bl.a. marxisterne det uholdbare niveau i boligpriserne og den private gældssætning. Ingen af disse problemer er endnu blevet løst af krisen. Tværtimod er den private gæld vokset endnu mere, på grund af ECB’s og dermed også nationalbankens forsøg på at puste nyt luft i boblen ved voldsomme rentesænkninger. Det betyder, at samfundsøkonomien skubber en enorm gælds- og boligprisboble foran sig, som forhindrer et egentligt opsving. De indbyggede modsætninger i kapitalismen gør overproduktionskriser uundgåelige: de kan ikke forhindres, kun udskydes for dermed at øge modsætningerne.

Inden for en overskuelig fremtid vil vi stå overfor to mulige udviklinger. Enten stigende inflation og rentestigninger, der, sammenholdt med arbejdsløshed, vil trække tæppet væk under mange arbejderfamilier og dermed nedbringe gælden voldsomt og hurtigt, ved at de går konkurs og må gå fra hus og hjem. Eller vi vil få en lang periode med langsom og smertefuld nedbringelse af gælden i husholdningerne (og staten). Det er pest eller kolera. Der er ingen vej udenom under kapitalismen. Som udviklingen ser ud nu, er den mest sandsynlige udvikling en lang periode med nedskæringer, angreb og stagnation. Der er med andre ord udsigt til en langvarig proces med stadig forringelse af arbejderklassens leveforhold.

Kapitalens kvaler
Dansk økonomi er underlagt verdensmarkedet Danmark er en lille økonomi, med et lille hjemmemarked. Eksport udgør omkring 54 procent af Danmarks BNP (2008). Derfor er økonomien også fuldstændig underlagt verdensøkonomien og særligt udviklingerne i de største eksportmarkeder, som er Tyskland, Sverige, Norge, Storbritannien og USA i nævnte rækkefølge.

”Danmark er en meget åben økonomi, hvor omtrent hvert fjerde job direkte eller indirekte er eksportafhængigt, og hvor eksporten af varer og tjenester udgør mere end halvdelen af det reale danske bruttonationalprodukt, BNP. Eksporten har med andre ord stor betydning for beskæftigelse, produktion og indkomstskabelse. Industrieksporten tegner sig i dag for omkring tre fjerdedele af Danmarks vareeksport og for ca. halvdelen af den samlede eksport. Omtrent to tredjedele af Danmarks industriproduktion afsættes på eksportmarkedet, ligesom to ud af tre job i industrien er skabt som følge af eksport.” (Danmarks nationalbank 1. kvartal 2010).

Mange borgerlige økonomer og ”eksperter” frembruser med krav om øjeblikkelig løn-frysning for at forbedre den danske konkurrenceevne på de internationale markeder: ”Vi glider ned af ranglisten på vores konkurrenceevne målt på produktivitet, innovation og uddannelser, men lønstigningerne gør, at vi er blevet et af de dyreste lande at producere i. Det er en meget farlig cocktail, siger Kent Damsgaard, erhvervsøkonomisk chef i DI til Børsen.” (borsen.dk 2010-09-09)

Arbejdsgiverne tør ikke kræve direkte lønnedgang, men holder sig til at kræve øget arbejdsudbud, produktivitet og sænkning af selskabsskatten, hvilket alt sammen er med til at skubbe lønnen tilbage i forhold til kapitalisternes merværdi og udvide profitten. I parentes bemærket er den danske selskabsskat med sine 25 procent, under gennemsnittet i Eurozonen, som er 25,7 procent. Faktisk er det udelukkende østeuropæiske lande og Cypern, Irland og Grækenland, der har lavere selskabsskat end Danmark (Skatteministeriet 2010-08-11).

Det eneste som kan sikre reel økonomisk fremgang er massive investeringer i produktionsapparat og udvikling. Krisen og de trængte markeder har derimod øget de danske kapitalisters fokus på at nedbringe deres produktionsomkostninger (særligt lønomkostningerne) og for alt i verden ikke lave omfattende investeringer, men blot klemme mere merværdi ud af de arbejdere og maskiner de allerede har.

De danske arbejdere er akkurat lige så dygtige som før krisen, og da reallønnen tilmed er faldet er det nonsens at sige, at problemet for dansk økonomi er dyre arbejdere. Problemet for dansk økonomi er en kapitalistklasse, der ikke investerer i produktionen, men tværtimod lukker fabrikker og arbejdspladser, i deres søgen efter en hurtig profit. Problemet er, at det kapitalistiske system ikke producerer efter en rationel plan.

Kapitalisternes manglende investeringer
Siden 1966 har de gennemsnitlige nettoinvesteringer (investeringer ud over erstatning af nedslidt maskineri osv.) i erhvervslivet været på 63.346 mio. om året. I 2009 var dette tal faldet til 1.270 mio. Nettoinvesteringerne er dog et meget bredt mål da bl.a. også boliginvesteringer er indeholdt heri. Mere specifikt kan vi se i udviklingen af kapitalapparatet, at kapitalisterne over flere årtier ikke har villet investere i produktionsapparatet:

Med andre ord: kapitalisterne udvikler ikke produktionen i Danmark nævneværdigt. Det på trods af hjælpepakker, erhvervsstøtte og skattelettelser. Kapitalisterne har sat udviklingen af produktionsapparatet i stå. Det er her, de virkelige problemer for økonomien ligger. Hvis ikke kapitalisterne kaster størstedelen af merværdien tilbage i produktionsprocessen, bliver der ikke skabt arbejdspladser og dermed købekraft fra de brede masser. Problemet er, at der i øjeblikket er overkapacitet (78 procents kapacitetsudnyttelse) i danske industrivirksomheder, og stadig kan de følge med markedet. Hvilken kapitalist vil investere i nye produktionsmidler, hvis han allerede har problemer med at afsætte de varer, hans eksisterende maskiner kan producere? Det betyder imidlertid ikke, at kapitalisterne ikke tjener penge.

Udviklingen af profitterne
”På trods af stort set uændret omsætning i første halvår 2010 i forhold til samme periode sidste år, har de største danske virksomheder mere end fordoblet deres resultater. Således har Danmarks 100 største virksomheder forbedret deres bundlinje med hele 148 procent eller 24,8 mia. kr. Det viser nye beregninger udført af erhvervsportalen Top1000.dk på baggrund af tal fra de af Danmarks 100 største virksomheder, der offentliggør halvårsregnskaber. [...] En af årsagerne til fremgangen skal findes i fokus på omkostninger – og i særdeleshed lønomkostninger. Således har virksomhederne skåret markant i antallet af ansatte i Danmark.” (top1000.dk 2010-10-15) Med andre ord; de danske arbejdere, der har beholdt deres job, har skabt større profitter til kapitalisterne ved at løbe hurtigere og få mindre i løn.

Som om det ikke var nok, hjælper den borgerlige regering deres venner på direktionsgangene med at poste skattekroner, primært betalt af arbejderklassen, ned i kapitalisternes lommer: ”Den samlede erhvervsstøtte i Danmark er på hele 27 milliarder kroner årligt, har de økonomiske vismænd påvist. Det er tæt på at være den sum, som regeringens hestekur skal forbedre de offentlige finanser med frem mod 2013.”(business.dk 11. juni 2010). Så meget for det fri marked.

Sammenfatning
Toppen af dansk erhvervsliv tjener godt, men grundlæggende set er den produktive sektor stadig syg. Dansk økonomi er meget eksportorienteret på grund af sin lille størrelse. Derfor er udviklingerne i økonomien også fuldstændigt underlagt udviklingerne i landets handelsparteres økonomier. De stigende internationale handelsspændinger og protektionistiske tendenser er derfor heller ikke godt nyt for Danmarks økonomi.

Kapitalisterne har besvær med at få afsat deres produkter og er bl.a. derfor tilbageholdende med at investere i nye produktionsmidler. Indtil gældspukkelen i Danmark og de udviklede kapitalistiske lande er væsentligt nedbragt, vil markedet være begrænset og denne situation fortsætte. Reelle investeringer er i sidste ende det eneste, der kan bringe økonomien fremad. Kapitalisterne forsøger at beholde samme overskudsmargen som før krisen. Når de ikke kan afsætte flere varer på markedet fokuserer de i stedet på at nedbringe deres udgifter, og de kan kun tages ét sted fra: arbejderklassen. Med andre ord er klassekampen gået ind i en skarp fase, hvor kapitalisterne vil forsøge at trænge arbejderklassen tilbage – først og fremmest ved at øge arbejdsudbuddet (længere og mere fleksibel arbejdstid, angreb på dagpenge og overførselsindkomster, senere tilbagetrækningsalder) for at presse lønningerne ved at gøre arbejderne desperate for at få og beholde deres arbejde.

Hul i den offentlige pengekasse
”Vi skal stramme livremmen ind”, ”balancere budgetterne” osv. Flosklerne over det samme tema er utallige. Krisen har betydet et kraftigt fald i statens indtægter og stigning i udgifterne, gennem bl.a. skattelettelser til de rigeste og ikke mindst overførselsindkomsterne, efterhånden som arbejdsløsheden er steget.

Fra 2008 til 2009 (nyeste tilgængelige tal) er indtægterne fra skatter og afgifter faldet med 4,5 procent (”Skatter og afgifter 2010” Danmarks Statistik). Det er første gang i 20 år, at der er registreret et fald i disse indtægter for staten. Det har selvfølgelig haft betydning for statens driftsresultat. I 2009 blev det til et underskud på 47 mia. og et forventet underskud i 2010 på 80,1 mia. og minus 78,7 mia. forventet i 2011, hvilket vil bringe Danmark langt over den tilladte grænse for det løbende budgetunderskud i ØMU-samarbejdet (FM, Økonomisk Redegørelse, august 2010, s. 178)

Med andre ord er staten i gang med at opbygge en gældspukkel i sit forsøg på at holde den fallerede samfundsøkonomi i gang.

Den danske økonomi har mht. den offentlige gæld haft et meget bedre udgangspunkt end mange andre udviklede økonomier inden krisen. Faktisk havde Danmark ingen nettogæld, men tværtimod en netto formue. Den udvikling blev vendt under krisen og det forventes at 2010 vil give en nettogæld på 5,6 mia. stigende til 84,3 mia. i 2011 (ibid. side 180). Stadigt et lavt niveau, men en udvikling med kraftig pil opad.

Den stigende gæld er om noget en giftig udvikling for en økonomi, gæld skal betales tilbage, med renter, og det afspejler borgerskabets fuldstændige fallit i forsøget på at komme uden om krisen.

Offentlige besparelser
Regeringen fremlagde i foråret deres plan for en ”genopretning” af økonomien, den såkaldte ”Genopretningspakke”. Genopretningspakken medfører, ud over angreb som halvering af dagpengeperioden osv., at arbejderfamilier fra 2011 kommer til at opleve en nedgang i deres disponible indkomst gennem nedgang i børnefamilieydelsen, loft over fagforeningsfradrag samt nulregulering af personfradraget og skattegrænserne. Samlet set skulle det styrke de offentlige finanser med 24 mia. inden 2013.

At vi alle må trække på samme hammel i disse svære tider, får vi tudet ørerne fulde med dagligt. Vi har ”levet over evne” og skal nu betale. Det er det rene købmandslogik. Men AE-rådets beregninger viser, at nogle er mere ’lige’ end andre: ”Regeringens ’genopretningspakke’ giver i 2013 et tab for de ti procent fattigste på 3,3 procent, mens de ti procent rigeste får et tab på 0,1 procent - det relative tab for de fattigste er således 25 gange større end tabet for de rigeste.”

Allerede nu skrider regeringens plan imidlertid, da det indtil nu ikke har været muligt at fastholde en nulvækst i de offentlige udgifter. Et notat fra finansministeriet lægger imidlertid op til, at de missede mål skal indhentes i 2011. Det vil ifølge AE-rådet have store konsekvenser:

”Hvis overskridelserne af det offentlige forbrug i 2010 skal hentes hjem i 2011, vil den finanspolitiske stramning blive på ca. -1,1 procent. i 2010. Det vil være en større stramning, end man så med kartoffelkuren i 1986. En sådan opstramning vil bevirke et tab af 15-20.000 arbejdspladser alene i 2011. Når de andre europæiske lande samtidigt strammer deres nationale finanspolitik i 2011, koster det yderligere danske job på grund af samhandlen mellem landene. Stramningerne i Danmark, og EU kan koste i alt 30.000 danske job næste år.”(AE-rådet 21. oktober)

Kommunerne har indtil videre udmeldt besparelser på 5 mia. kroner i 2011 (OAO oktober 2010). Da de endnu ikke er konkretiserede, er det ikke til at sige præcis, hvor mange fyringer det vil resultere i, men det siger sig selv, at det vil have store konsekvenser. Der er snak om, at konsekvensen vil blive omkring 6000 fyresedler. I de 5 mia. er imidlertid ikke medregnet allerede vedtagne nedskæringer, men udelukkende nye tiltag i 2011, så de samlede nedskæringer, der implementeres i 2011, bliver tilsvarende større.

Nedskæringerne har forringet service som umiddelbar konsekvens, og det er især børne- og ældreområdet, der bliver ramt (OAO oktober 2010). Derudover har nedskæringerne og de mange fyringer selvfølgelig også samfundsøkonomiske konsekvenser. Nedskæringerne betyder reduceret købekraft fra arbejderklassen og større udgifter til overførselsindkomster for at underholde de fyrede. Derfor er det også sandsynligt, at vi før eller siden vil opleve, at de offentlige besparelser vil afspejle sig i forbruget, og dermed modarbejde den i forvejen skrøbelige udvikling i økonomien.

Sammenfatning
Den offentlige økonomi er presset på grund af faldende indtægter og stigende udgifter, som konsekvens af krisen. Staten har opbrugt de redskaber, der skulle ’redde’ dem i dag, allerede under opsvinget: rentesænkninger og udpumpning af penge. Nu står arbejderklassen tilbage med sorteper.

Borgerskabet har tre mål med deres politik i forhold til den offentlige sektor: 1) smadre alle gratisydelser, der giver arbejderklassen sikkerhed og fordyrer lønningerne. 2) Øge arbejdsudbuddet, gennem såkaldte ”reformer” der skal skabe senere tilbagetrækning og kortere tid på overførselsindkomster. Med andre ord skal arbejdsløsheden øges uden kompensation, og der skal skabes større desperation efter arbejde for at forøge kapitalisternes profitter, så dem i arbejde accepterer stigende arbejdspres og lavere lønninger. 3) Sænke den relative skattebyrde for erhvervslivet og overklassen for at skabe større profitter.
Nedskæringerne i den offentlige sektor har indtil nu været hårde, men det er det rene vand i forhold til, hvad vi kan vente os i fremtiden. Med de bebudede besparelser, sammenholdt med hvad vi har set i andre landet (bl.a. i England), er der grund til at tro, at de enorme besparelser vil have direkte indvirkning på økonomien i negativ retning, dels ved at det offentlige kommer til at trække op i arbejdsløsheden og dels ved indhug i købekraften i arbejderklasen. I sidste ende kan det føre til en ny omgang fald i økonomien (BNP).

Konklusion
Det vi står over for er en længere periode skiftende mellem meget lav vækst og fald i BNP, selvom et nyt kollaps i økonomien heller ikke kan udelukkes. Stramningerne af finanspolitikken, både i Danmark, men måske vigtigere også i resten af EU og dermed de danske kapitalisters handelspartnere, kan ikke undgå at gøre indhug i arbejderklassen købekraft i Danmark og i de danske eksportmarkeder.

Uanset hvilken regering, der kommer til magten ved næste valg, vil den være tvunget til at gennemføre nedskæringer. Den kapitalistiske økonomi er inde i en organisk krise på verdensplan. Og Danmark er, som kapitalistisk land, fuldstændig underlagt den samme udvikling. Det er ikke muligt at ’frakoble’ sig verdensøkonomien, slet ikke for Danmark, der som økonomi er helt afhængig af eksport. Der kan være mindre op og nedture undervejs, som vi oplever i øjeblikket med en relativ kraftig stigning i BNP i andet kvartal 2010. Men den enorme gældspukkel i de offentlige finanser (som vi ser i USA og andre avancerede kapitalistiske lande) og i Danmark også særligt den private gældspukkel vil kendetegne den kommende periode. Gældspuklerne er affaldsproduktet fra borgerskabet forsøg på at udskyde krisen. Nu skal dette affald, denne gift, klemmes ud af systemet. Det er smertefuldt og vil blive en langvarig proces, hvis det ikke lykkes arbejderklassen at vælte dette rådne system.

Arbejderklassen har intet håb om bedre forhold under kapitalismen. Tværtimod. Et nyt opsving i den kapitalistiske økonomi vil kun kunne skabes på ryggen af arbejderklassen.

Foran os tegner sig en hel periode med nedskæringer og angreb på arbejderklassens og ungdommens tilkæmpende rettigheder og levestandard. Der bliver lagt op til en historisk kamp, hvor borgerskabet vil forsøge at tvinge arbejderklassens andel af samfundsproduktet endnu længere tilbage, end det er lykkedes dem de sidste 30 år. Det betyder, at arbejderklassen vil blive tvunget ud i en række defensive kampe for at forsvare sine basale rettigheder.

Borgerskabet er ikke i tvivl om, at de leger med ilden. Forsøg på at skabe økonomisk stabilitet vil forårsage social ustabilitet. Arbejderklassen er parat til at acceptere mange nedskæringer, hvis det er ”for det fælles bedste”, og byrden bliver ligeligt fordelt mellem klasserne. Men arbejderklassen er ikke parat til at bære hele byrden alene, mens overklassen går fri. Og det er netop disse modsætninger, som vil danne baggrund for massebevægelser i fremtiden.