Fredag den 18. marts var historisk. Da stemte et fuldstændigt enigt folketing for dansk deltagelse i den imperialistiske intervention i Libyen. Også Enhedslisten stemte for.

Den kapitulation vi har været vidende til fra folketingsgruppen, forretningsudvalg og flertallet i Enhedslistens Hovedbestyrelse side, er ikke faldet ned fra himlen.. Tværtimod er det et udtryk for en manglende tiltro fra ledelsens side til, at masserne selv, i dette tilfælde de libyske masser, kan tage deres skæbne i egne hænder. Denne mangel på tiltro til massebevægelsen er en naturlig konsekvens af årtiers parlamentsarbejde, uden klasseperspektiv og uden tilknytning til arbejderklassens kampe. Det er en mangel på tiltro, der svigter de tusinder af arbejdere og unge, der ser til Enhedslisten.

Få dage efter den historiske afstemning blev toppen tvunget til at ændre sin position 180 grader til, at ”missionen” nu var lykkedes, og de danske fly skulle hjemkaldes. Nu var argumentet, at man ikke skulle blande sig i, hvem der sidder på magten i Libyen. Men den position er lige så absurd som den første. Selvfølgelig skal arbejderbevægelsen og Enhedslisten blande sig. Det hedder internationalisme. Men det må ske på et klassegrundlag – og ikke som halehæng til imperialisterne.

Arbejderklassens kamp er arbejderklassens sag
Enhedslistens repræsentanter i Folketinget er blevet så indrullerede i det daglige parlamentariske arbejde, at de ikke længere er i stand til at tænke ud over de snævre rammer, som den borgerlige parlamentarisme stiller: Den libyske masseopstand reduceres til et militærteknisk spørgsmål om hvem har de kraftigste våben. Spørgsmålet om for eller imod intervention reduceres til en diskussion af ordlyden af FN’s resolutioner. Men spørgsmålet man bør stiller, er, hvad gavner de libyske massers revolution og den arabiske revolution som helhed?

Alle historiske erfaringer har vist, at arbejderklassens befrielse er arbejderklassens egen sag. Det samme gælder de national-demokratiske kampe i den eks-koloniale verden. De vestlige imperialistiske regeringer har ingen interesse i velfungerende demokratier, der sidder på verdens oliereserver. Tværtimod. Det driver priserne på olie op, og vil ændre verdens styrkeforhold imod de vestlige kapitalister. De er interesserede i underlegne, men stabile regimer, som kan sikre billige råstoffer og samtidig holde deres befolkninger nede.

Imperialisternes højtflyvende taler om demokrati og menneskerettigheder er et røgslør. Intet andet.

Tag Irak som eksempel: Sadam Hussein var, ligesom Gaddafi, også en værre bandit og bøddel. Alligevel var herværende avis (og Enhedslisten) imod, at imperialisterne intervenerede ”på vegne af det irakiske folk”, på trods af , at vi lige så brændende som de irakiske masser ønskede Saddam Hussein ad helvede til. Begivenhederne har vist, at vi havde ret. Ubevæbnede mennesker der i de seneste måneder har demonstreret for bedre leveforhold, er blevet majet ned i irakiske byer. Det er sket under en regering, der bæres oppe af de samme regeringer, der fører an i interventionen i Libyen.

Alle masseopstande, der er lykkedes i historien, er lykkedes på trods af massiv underlegenhed i militær udrustning og træning. For bare at nævne et par: Den russiske revolution, den cubanske revolution og nedkæmpelsen af Francos styrker i Katalonien under den spanske borgerkrig. Alle var udtryk for massernes sejr over styrker, der var dem langt overlegne rent militært. De vandt, fordi masserne følte, at de havde et levedygtigt alternativ at kæmpe for, et reelt håb om forandring, et politisk program, hvor ufuldstændigt det end var i hvert enkelt tilfælde.

Enhedslisten i kølvandet på S og SF

Da SF’s ledelse for efterhånden nogle år tilbage svingede ind på deres nye ”midtsøgende” kurs, var beskeden fra toppen af Enhedslisten, at ”nu var der kun ét rigtig rødt parti tilbage i det danske parlament”. Men i stedet kan vi observere, at Enhedslistens topfolk gang på gang rykker længere og længere ind mod midten i hælene på SF’s ledelse. Det gælder på spørgsmålet om udsendelse af NATO-krigsskibe til Adenbugten og nedskæringer i kommunerne. Den seneste misere i forhold til Libyen-interventionen er en vigtig advarsel til de mange klassekæmpere i Enhedslistens rækker om faren ved partitoppens kurs.

For en klasselinje
I denne avis har vi utallige gange forklaret, at en kommende S-SF-R regering på programmet ”Fair Løsning”, der holder sig inden for kapitalismens snævre rammer, vil blive tvunget til angreb på arbejdere og unge. Det vil stille Enhedslisten i en meget svær position. Partitoppens opbakning til Libyen-interventionen viser en flig af de problemer, som de kan komme til at vikle sig ind i under en kommende S-SF-R regering.

Ved at komme med ”betingelser”, moralske indvendinger og verbale mishagsytringer, men i praksis, når afstemningerne skal tages, at kapitulere, vil Enhedslistens top gøre arbejderbevægelsens højrefløj en enorm tjeneste. Det vil være med til at give Helle og Villys eventuelle nedskæringer et ”socialistisk præg”. Det var den samme politik, Enhedslistens folketingsgruppe førte under Nyrup og som nær havde kostet pladsen i parlamentet.

Arbejderpartierne bør ikke stille sig i modsætning til arbejderklassen. Den næste periode står der klassekamp på dagsordenen. Her kan Enhedslisten ikke spille en progressiv rolle, hvis man holder hånden under en S-SF-R regering, der skærer ned. Men nedskæringer og angreb er garanterede, så længe det bund-borgerlige parti Radikale Venstre er med. Derfor må Enhedslistens ledelse også kræve, at de holdes uden for regeringen.

Organisation nødvendig
Der findes hundrede af gode klassekæmpere i Enhedslisten. De vil ikke lade den nuværende proces fortsætte uden modstand. Der må tages et opgør med ”de unge løver” der, med smarte ord og billige floskler forsøger at gøre partiet til deres eget karriereprojekt og kopiere Villy og Co.’s højresving som i øjeblikket fører SF ad katastrofekurs.

Vi i Socialistisk Standpunkt opfordrer folk til at blive aktive i SF og dér kæmpe for en socialistisk politik. Mange støtter af herværende avis er blevet ekskluderet fra SF for netop dette. Men Enhedslistens venstrefløjs kamp er også vores kamp. Socialistisk Standpunkt kæmper for en socialistisk politik i hele arbejderbevægelsen, og vi opfordrer også aktive i Enhedslisten til at gå med i Socialistisk Standpunkt og tage kampen i Enhedslisten.

Toppen af dansk arbejderbevægelse er ved at kvæle arbejderklassens organisationer med en politik, der ofte er lige så elendig som de borgerliges. Arbejderklassen og ungdommen har brug for sine organisationer og partier til at stå imod kapitalisternes stadig kraftigere offensiv. De har brug for en venstredrejning af arbejderbevægelsen. Derfor er marxisternes parole: for en regering med S, SF og Ø på et socialistisk program. Men for at få det, må venstrekræfterne organisere sig og kæmpe