 |
Et nyt Danmark, mens vi lever cementerer højredrejningen i SF og SFU og lægger sig op af SF’s reformprogram fra sidste år. Med programmet bevæger SFU-toppen sig væk fra SFU’s eget principprogram og kampen for et socialistisk samfund.
Velfærd gennem effektiviseringer?
De mål, der opstilles i programmet, er yderst moderate. Programmet slår fast, at velfærdsstaten skal give alle mennesker ”basale velfærdsgoder og muligheden for et rimeligt liv.” Der er nogle få konkrete lyspunkter i programmet, såsom at SFU går imod brugerbetaling og privatiseringer og kræver gratis tandlæge, men når alt kommer til alt, har SFU toppen opstillet meget få konkrete løfter, mange pæne ord og ingen forslag til hvordan det skal gennemføres udover effektiviseringer, altså nedskæringer.
Problemer ligger i finansieringen af velfærden. SFU-toppen skriver: ”Der er ikke ubegrænsede ressourcer til rådighed, og mange midler skal findes ved omprioriteringer og effektiviseringer af velfærden”. Med andre ord; toppen i SFU er gået fuldstændig med på de borgerliges dagsorden om, at der ikke er nogen anden vej end nedskæringer. Ligesom de borgerlige påstår de, at det kan ske ved afbureaukratisering og et opgør med håbløse dokumentationskrav, men sagen er, at der mangler penge i det offentlige; der er brug for massive investeringer i velfærden og et opgør med bureaukrati og kontrol.
Opgør med kapitalismen nødvendigt
Der er ingen tvivl om at riget fattes penge. Den verdensomspændende økonomiske krise har også ramt Danmark hårdt. Statens indtægter falder, og udgifterne øges, når arbejdsløsheden stiger. En ny S-SF regering kunne starte med at indføre millionærskat og genindføre formueskatten, sætte selskabsskatten voldsomt i vejret og nationalisere Nordsøolien.
Det er klart, at erhvervslivet vil protestere voldsomt, og at de vil true med at flytte arbejdspladser ud af landet. Svaret til det må være, nationalisering, så produktionen kan køre videre, og arbejdspladserne fastholdes.
I programmet skriver SFU-toppen, “For at flytte magt fra markedet til fællesskabet, er en demokratisk styring på disse områder [forsyning og infrastruktur] væsentlig. Derfor skal der påbegyndes en demokratiseringsproces, så den kollektive transport, vejnettet, telenettet, kloaksystemet samt produktion og distribution af energi og vand langsomt, men sikkert kommer på fællesskabets hænder. Statsopkøb er ikke den eneste mulighed for dette, for eksempel kan andelsløsninger, hvor brugerne er ejere, og leverandøren ikke skal tænke på profit, sikre en demokratisk styring.” Derudover foreslår de oprettelsen af en samfundsbank, der kan købe sig medejerskab i private firmaer.
Vi støtter absolut en demokratisk styring af forsynings- og infrastrukturen. Det første skridt for at det kan ske, er en nationalisering. Men det er ikke nok! Med delvise nationaliseringer og alle mulige blandede ejendomsformer får man det værste fra to verdener: Staten – eller ”fællesskabet” – styrer ikke økonomien grundlæggende set; det er stadig konkurrence og profit, der er styrende, og kriserne eksisterer stadig, fordi de er indbygget i det kapitalistiske system. Man kan ikke have ”demokratisk styrede øer” midt i et hav af kapitalisme; man kan ikke have produktion efter menneskelige behov i en økonomi styret af profit. Som der står i SFU’s principprogram ”Hvis en virksomhed ikke sætter hensynet til profit over alt andet, vil den blive udkonkurreret af de virksomheder, der gør.”
Dette problem er endnu mere udtalt i andelsløsninger, hvor arbejderne blot gøres til deres egne arbejdsgivere. Det var en af Socialdemokratiets kongstanker i den tidlige arbejderbevægelse, og idéens ”succes” kan man spørge de ansatte i Coop om (Kvickly, Fakta, og Brugsen), eller slagteriarbejderne på Danish Crowns andelsslagterier. De arbejder under præcis samme vilkår som arbejderne på privatejede virksomheder, fordi andelsvirksomhederne skal konkurrere på samme vilkår.
Det er også erfaringen fra Latinamerika, hvor der de seneste år har været en række eksperimenter med andelstanken. Her har arbejderne oplevet at de blev deres egne arbejdsgivere. ”Andelsløsningen” er ikke en løsning for arbejderklassen. Ligesom øget medindflydelse ved blandt andet at oprette medarbejderstyrede puljer på virksomhederne fra overskuddet, som der står i programmet, heller ikke er det. I dag består medindflydelse, hvis man er ”heldig”, i medbestemmelse over, hvordan der skal fyres og skæres ned. Den eneste vej til reel medindflydelse er, at produktionen sker under arbejderkontrol og at den samlede økonomi planlægges demokratisk.
Forsyning og infrastruktur må nationaliseres som første led i at nationalisere de vigtigste dele af økonomien så der kan lægges en demokratisk plan for produktionen.
Intet klasseperspektiv
Hele programmet er fuldstændig gennemsyret af manglen på et klasseperspektiv.
SFU-toppen beskriver danskerne som ”borgere i et involverende samfund” og forklarer, at ”Velfærdsstaten er et værktøj til at omfordele samfundets værdier og sikre at nogle af de, i fællesskab skabte, værdier bruges til at dække de behov, der er fælles for alle”.
De ser bort fra det faktum, at værdierne skabes af de danske arbejdere, og at en stor del af de værdier ikke går til samfundet, men bliver i kapitalisternes lommer som profit. Alene A.P. Møller Mærsk, Danske Bank og Carlsberg havde i 2010 et samlet overskud på 32 milliarder kroner, en stigning på 500 procent i forhold til 2009 (www.top1000.dk 08.12.10).
Staten i det borgerlige samfund er ikke bare et neutralt redskab til omfordeling af værdierne mellem lige ”borgere”. Staten er kapitalisternes redskab til beskyttelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne og sikringen af profitterne. Kampen i samfundet er en kamp mellem klasser, og man kan ikke stille begge sider tilfredse. På trods af at det står meget klart i SFU’s principprogram: ”I det kapitalistiske samfund er det derfor kampen imellem klasserne, om hvem merværdien skal tilfalde og ejerskabet til produktionsmidlerne, der er den centrale konflikt.”
Har toppen i SFU helt overset dette i deres programudkast? Det ses tydeligt, når de skriver, at ”en dansk arbejder i dag får en løn, der er til at leve af, og har ordentlig sikkerhed på arbejdspladsen”. Men de danske arbejdere slides ned, og løn- og arbejdsforhold er under konstant pres. Det går SFU-toppen delvist med til, men..., skriver de, presset kommer fra ”udenlandske underudbydere, der er villige til at arbejde under kummerlige forhold og til en sulteløn”. Sådan! Med et snuptag formår toppen i SFU at gøre de udenlandske arbejdere til problemet og dermed fratage arbejdsgiverne ansvaret.
Arbejdsgivere kræver konstant lavere løn og dårligere arbejdsforhold i ”konkurrenceevnens” hellige navn. I de 100 største virksomheder steg den gennemsnitlige indtjening pr medarbejder fra 86.351 til 116.535 kroner – svarende til 35 procent fra 2009 til 2010 (www.top1000.dk 08.12.10).
SFU’s opgave er, at gå ind i klassekampen på arbejderklassens side. Første skridt er at SFU anerkender, at den eksisterer.
Reform og revolution
SFU-toppen skriver i indledningen til programmet:
”Den utøjlede kapitalisme undergraver fællesskabet, brutaliserer arbejdsmarkedet og truer klimaet. Der er brug for en praktisk socialisme, der kan og vil forandre Danmark i vores tid”, og hen mod slutningen skriver de, at der er behov for et ”internationalt finanstilsyn, der sætter mennesker over profit”.Men kapitalismen kan ikke tøjles, kriser er indbygget i kapitalismen. SFU-toppen fremsætter i programmet reformforslag for de næste fem til ti år og fremlægger dette som ”praktisk socialisme”, men siger intet om, hvordan de skal tage os nærmere på et socialistisk samfund.
Problemet er ikke, at SFU-toppen ønsker reformer, det gør alle socialister – også marxisterne. Problemet er, at de stikker ungdommen blår i øjnene og skjuler de hårde realiteter; hvis reformer skal gennemføres er det nødvendigt at bryde med kapitalismen. Som der står i SFU’s princcipprogram; ”Vi ønsker et grundlæggende opgør med det kapitalistiske samfund og er derfor en revolutionær ungdomsorganisation. Vi vil ikke blot pynte på kapitalismen, men afskaffe den gennem et demokratisk opgør til fordel for et helt anderledes samfund. Derfor kan vores samfundsforandring ikke blot skabes ovenpå det eksisterende, men kræver grundlæggende forandringer. Konkrete forbedringer i den arbejdende klasses forhold er nødvendige skridt på vejen mod et socialistisk samfund. Vores kamp opererer således både på kort og langt sigt for indførelsen af socialisme.”
Kæmp for socialisme
Kampen for reformer må kædes sammen med kampen for et socialistisk samfund. Reformer kan under den nuværende kapitalisme kun presses igennem hvis borgerskabet frygter deres egen position, dvs. gennem en revolutionær bevægelse. Ved kun at fokusere på reformer giver SFU-toppen arbejderklassen og ungdommen illusioner til, at reformer er mulige under det kapitalistiske samfund og kan løse arbejdernes problemer. De sidste 20-30 år har vist det utopiske i den idé, og den verdensomspændende krise burde have slået alle illusioner til kapitalismen til plukfisk. Derfor betyder SFU toppens snak om ”praktisk socialisme” i realiteten en opgivelse af kampen for et socialistisk samfund, der både er nødvendigt og muligt, i vores levetid.
Socialisme er ikke en utopi, men en reel mulighed. Det kræver at arbejderklassen bevidst bevæger sig for at overtage de vigtigste dele af produktionen og styre den under demokratisk kontrol. Det er SFU’s opgave at bygge en organisation, der kan gøre dette muligt ved at bygge sin tilstedeværelse på skoler, arbejdspladser og i lokalområder.
Vi vil slutte af med et citat fra Rosa Luxemburgs sønderlemmende kritik af en af reformismens store teoretikere, Bernstein, fra hendes mesterværk Socialreform eller revolution:
”De ved lov gennemførte reformer og revolutioner er altså ikke forskellige metoder i det historiske fremskridt, som man efter behov kan vælge ved historiens buffet som varme eller kolde pølser, men forskellige momenter i klassesamfundets udvikling, der netop betinger og supplerer hinanden, men som også udelukker hinanden som f.eks. Sydpolen og Nordpolen, som bourgeoisiet og proletariatet.
[...] Det er helt grundlæggende forkert og uhistorisk at fremstille reformarbejdet blot som en revolution, der er trukket ud og revolutionen som en sammentrængt reform. En social omvæltning og en given reform er forskellige momenter på grund af væsen og ikke på grund af deres varighed. Hele hemmeligheden ved de historiske omvæltninger ved brug af politisk magt ligger jo netop i omslaget fra blot kvantitative forandringer til en ny kvalitet, mere konkret udtrykt i overgangen fra én historisk periode til en anden, fra en samfundsordning til en anden.
Den, der derfor taler om reformmetoden over lovgivningsvejen i stedet for og i modsætning til erobringen af den politiske magt og samfundets omvæltning, vælger i virkeligheden ikke en roligere, sikrere, langsommere vej til samme mål, men et helt andet mål, nemlig uvæsentlige forandringer i den gamle samfundsform i stedet for indførelsen af en ny samfundsform.”
