Marxister går ind for at afskaffe kapitalismen og den kapitalistiske stats institutioner – herunder det borgerlige parlament. Det betyder ikke, at vi ikke anser kampen i Folketinget for at være væsentlig – og valgkampe, som valgkampen sidste år – er vigtige begivenheder i klassekampen. Enhedslisten er ifølge sit program et revolutionært parti, men alligevel har vi kritiseret den måde, de har ført valgkamp på. Det har undret nogle kammerater fra Enhedslisten. Vi vil her komme med en kort forklaring på, hvad vi mener med en revolutionær indstilling til parlamentarismen.
Hvad er en revolution?
Under valgkampen sidste år blev enhedslistens to spidskandidater spurgt om hvor vidt de gik ind for en revolution. Svaret var at: ja, de gik ind for vedvarende energi, økologi og en omfordeling af skatten. Men hvad er en revolution – og hvad er det ikke? Hvis vi ser på den borgerlige franske revolution og senere den socialistiske russiske revolution har de flere fælles karakteristika, vigtigst af alt markerede de et kvalitativt skridt i produktionsformen henholdsvis et skift fra det feudale godsejervælde til den borgerlige privat baserede produktion og fra denne til den begyndelsen på en socialistisk omdannelse gennem planlægning af økonomien (at revolutionen senere degenererede på grund af det tsaristiske Ruslands generelle tilbageståenhed og semi-feudale træk samt revolutionens isolation er en anden sag). Desuden har disse begivenheder været karakteriseret af massernes deltagelse i det politiske liv.
Nødvendigheden af en revolution
Selvfølgelig er det en god ide at tage hensyn til miljøet og omfordele skatterne til fordel for almindelige arbejdere, men disse politikeres intentioner om disse progressive reformer er ikke revolutionære i sig selv, og er i sidste ende utopiske uden først at frigøre samfundet fra kapitalismens lænker gennem en socialistisk revolution der underlægger produktionen arbejderklassens interesser og skaber et nyt statsapparat, som er underlagt arbejderklassens demokratiske kontrol. Hvorfor? Fordi at under kapitalismen er produktionen styret af private arbejdsgivere og finansfyrster, som ikke ønsker at skulle miste profit igennem skatter eller ved at skulle tage hensyn til miljøet. Kapitalismen bliver opretholdt af staten, som igennem politi og love beskytter arbejdsgivernes ret til produktionsmidlerne.
Staten er ikke neutral i forhold til klassekampen – tværtimod er den danske stat oprettet af borgerskabet for at sikre kapitalismens opretholdelse bedst muligt. Et eksempel er strejker: i strejkesituationer griber staten altid ind til fordel for arbejdsgiverne, og aldrig til fordel for arbejderne. Hvis man altså ikke har en strategi for at udskifte den borgerlige stat med en ny arbejderstat, så fraskriver man sig altså på forhånd at bryde med kapitalismen. Og hvis man accepterer kapitalismens rammer, så må man derfor spille efter reglerne. Under velfærdsprotesterne i 2006 og 2007 så vi, at arbejderbevægelsens top var nødt til at acceptere angrebene på velfærden, fordi de har accepteret kapitalismens rammer og hellere vil være ”ansvarlige” over for kapitalisterne end over for arbejderne. Vi vil se det igen med de offentlige løn forhandlinger i det nye år. Selv om den danske arbejderklasse har løbet hurtigere end blæsten, og arbejdsgivere, entreprenører, bankdirektører, aktionærer og boligspekulanter har skovlet profitterne ned i egen lomme, var der ikke penge til at sikre velfærden. Nogle folk vil sikkert tilskrive dette Anders Fogh, Bendt Bendtsen og Pia Kjærsgårds ondskab. Både V, K og O har da også modtaget mange penge fra diverse kapitalister, men selv hvis Rune Lund kom ridende på sin røde hest og blev statsminister og Enhedslisten fik flertallet i folketinget ville de stadig ikke kunne føre deres gode intentioner ud i livet uden at bryde med kapitalisterne, smadre staten og erstatte den med en socialistisk stat med arbejder demokrati.
Det revolutionære parti
Der står da også i Enhedslistens program:
”Centrale reformkrav, som f.eks. en definitiv afskaffelse af arbejdsløsheden, kan netop kun gennemføres ved at bryde med det kapitalistiske systems rammer. Og det er en dyrekøbt historisk erfaring, at den samfundsklasse, der sidder på kapitalmagten, ikke godvilligt tillader sådanne brud. Heller ikke selv om et befolkningsflertal står bag ønsket om en samfundsforandring. Den herskende klasse vil bruge alle midler, fra økonomisk sabotage til voldelig undertrykkelse, for at forhindre en sådan udvikling.
Derfor er det nødvendigt at gennemføre en revolution – i betydningen et gennemgribende systemskifte, hvor en mobiliseret og velorganiseret arbejderklasse og dens allierede fratager den herskende klasse de enorme magtmidler, den reelt bestyrer i dag.”
Dette er fuldstændig rigtigt, men man må desværre spørge sig selv, hvorfor dette ikke bliver fremlagt udadtil selv når der bliver stillet direkte spørgsmål om Enhedslistens holdning til revolution? Hvorfor insisterer Enhedslisten på at blot være en vagthund? Sagen er, at nogle i toppen i Enhedslisten ikke tror på programmet. Inden om revolution er for disse politikere en abstrakt ide og et ideal, som ikke har noget at gøre med løsningerne på almindelige arbejderes kampe for forbedringer, men det er netop igennem disse kampe, at nødvendigheden for en revolution og kapitalismens utilstrækkelighed viser sig konkret. Det må derfor være det revolutionære partis rolle at generalisere kampene og forklare at kravene – selv hvis de bliver midlertidigt opfyldt – kun kan opnås og sikres varigt gennem en socialistisk omdannelse af samfundet.
Vagthund eller klassekæmper?
Toppen i enhedslisten har reduceret deres parlamentariske arbejde til ”folketingets vagthund”, men er det en rigtig taktik? Efter det seneste valg må det stå helt klart: at Enhedslisten kan gå tilbage under det største opsvig i den danske klassekamp i mange år er en skandale, der ikke kan bortforklares med en københavners hovedbeklædning! Skylden kan heller ikke lægges på de borgerlige medier, som ganske naturligt, og det kan ikke komme bag på nogen, favoriserede Anders Fogh og den borgerlige blok. Det er bestemt heller ikke befolkningen der er svinget til højre; samlet set er SF, Ø og S gået frem. Nej Enhedslistens nederlag skyldes udelukkende en vaklen i ideerne hos toppen; Enhedslistens program er meget korrekt og giver svar på mange problemer som vi i dag står overfor. Derfor må det holdes frem og ikke gemmes væk, og opgaven i folketinget må være at bevise dets relevans og nødvendighed ved at stille konkrete overgangskrav som de ville kunne samle tusinder bag. Folketinget må med andre ord bruges som en talerstol til, gennem konkrete eksempler, at bevise det kapitalistiske systems uduelighed og vise en vej frem. Kravene fra arbejdspladserne må forbindes med kampen for et andet samfund – et socialistisk samfund.
Nogle sekterikere kritisere Enhedslistens arbejde folketinget da det er et borgerligt parlament, men dette må afvises. Folketinget er en fremragende platform for de revolutionære til at vise, hvem der varetager massernes interesser og kæmper for arbejderklassens krav. Enhedslistens problem har dog været at de ikke har vist dette, men har spillet ”vagthund”. Hvis partiet kombinerede en klar revolutionær linje i folketinget med en klar og selvstændig linje i arbejder- og vældfærdsbevægelsen, så ville de klart skille sig ud fra de øvrige partier, og for massevis af unge og arbejdere ville de dermed fremstå som et alternativ, der er værd at kæmpe for. Det ville betyde fremgang i stedet for tilbagegang. På denne måde ville Enhedslisten have vundet de bedste elementer i bevægelsen og have fremstået som et reelt alternativ i valgkampen.
Enhedslisten – hvilken vej frem?
Det er helt klart at den nuværende objektive situation burde være en med gode muligheder for Enhedslisten. At partiet i stedet er gået tilbage lægger op til en grundig selvkritik og åben diskussion af den politiske linje. Hvis partiet igen skal gå frem kræver det, at de revolutionære ideer fra partiets program kædes sammen med de daglige krav, og at man appellerer til de øvrige arbejderpartier om en fælles front imod de borgerlige på et socialistisk program.
Enhedslisten må genopdage de revolutionære erfaringer og ideer der er gået tabt; dette er det internationale proletariats samlede historie og de ideer udviklet af Marx, Engels, Lenin og Trotskij!
