På trods af øget klassekamp og radikalisering af unge og arbejdere gik Enhedslisten tilbage ved valget, og nåede kun lige over spærregrænsen med 2,2 procent. Det var det dårligste resultat siden partiet kom i Folketinget i 1994 og en tilbagegang på mere end en tredjedel siden sidste valg.

Enhedslistens fremførte umiddelbart en masse gode krav i valgkampen, hvor de tog fat på emner som miljø, EU og Irak-krigen. Især på de sidste to områder, var der mulighed for at fremføre et alternativ til alle andre partier.

Efter de store protestbevægelser og radikaliseringen de seneste år, må mange i Enhedslisten nu spørge sig selv, ”hvorfor gik vi ikke frem, i stedet for tilbage?”.

Hvis skyld?
De borgerlige medier og en del i Enhedslisten har forklaret det dårlige valgresultat med Asmaa Abdol-Hamid.
I medierne blev Asmaa fremstillet som en rabiat fundamentalistisk muslim, fordi hun bærer tørklæde og ikke vil give hånd til mænd. Der er ingen tvivl om, at denne hetz, viser at racismen eksisterer i bedste velgående i Danmark.

Men Asmaas kandidatur kan dog ikke forklare Enhedslistens dårlige resultat. Problemet var, at mange, der ellers har stemt på Enhedslisten, ikke følte de havde fået et klart svar på Enhedslistens politik på spørgsmålet om religion og socialisme. Da der kom blæst om Asmaa indkaldte Enhedslistens ledelse til ekstra-ordinært årsmøde i stedet for at give de mange tvivlere et klart svar.

Andre har givet medierne skylden; Enhedslisten er blevet ignoreret, og valget har ikke handlet om politik, men om bogstavleg. Det er rigtig nok. Men sådan er betingelserne, det er det borgerlige demokrati. Et revolutionært parti kan ikke være afhængig af de borgerlige medier.

Ud med vagthunden
Et brugt argument For at stemme på Enhedslisten var, at Folketinget har brug for en ”vagthund”. Men en vagthund løser ikke problemer med stress på arbejdspladsen, nedskæringer eller krig og miljø.
Kapitalismen kan ikke løse nogen af de problemer, som arbejdere og unge står overfor, derfor kan parlamentet heller ikke løse problemerne. Det er den indsigt, der får folk til at blive socialister. Og det er også den indsigt, der må være grundlaget for en revolutionær socialistisk valgkamp.

For et socialistisk alternativ
Hovedproblemet for Enhedslistens valgkamp var manglen på et socialistisk alternativ, til både den siddende regering og ledelsen i resten af arbejderbevægelsen.
Enhedslistens program forklarer, hvordan produktionsmidlerne må nationaliseres, for at få råd til rigtig velfærd, og hvordan der må indføres arbejderkontrol på alle virksomheder, for en demokratisk styring af produktionen. Det er dette perspektiv, der burde have været fokus i valgkampen.

En valgkamp er en fantastisk mulighed for at komme ud til tusinder af mennesker og i konkrete vendinger forklare programmet. Præcis som Folketingets talerstol må bruges, ikke til at stille kritiske spørgsmål, men som talerstol for kampen for et socialistisk samfund.

Et socialistisk parti må bruge en valgkamp til at hæve bevidstheden blandt det store flertal, vinde opbakning på arbejdspladserne, opbygge en stærk base, der samtidig gør partiet fuldstændig uafhængig af de borgerlige medier, og pengene fra Folketinget.
Vigtigst af alt er valgkampen kun en del af det konstante arbejde, med at kæmpe sammen med kolleger, klassekammerater osv. et koordineret arbejde, hvor de socialistiske ideer fremlægges.

Stemmetallene viste, at der er et potentiale for Enhedslisten, der f.eks. på Nørrebro fik over 12 procent af stemmerne. Men skal Enhedslisten for alvor gå frem og have en eksistensberettigelse, må partiets kandidater fremsætte et konkret alternativ til den nuværende borgerlige regering, der kan appellere til arbejderklassen og medlemmerne af de to andre arbejderpartier, Socialdemokraterne og SF om en arbejderregering på et socialistisk program.