Her bringes et interview med Niklas Zenius Jespersen, som er folketingskandidat for Enhedslisten i Gentofte-kredsen. Grunden til, at vi vælger at bringe et interview med netop denne kandidat, er, at vi mener, at han har et korrekt perspektiv om en arbejderregering på et socialistisk program, og at han dermed skiller sig ud fra da andre kandidater (også i forhold til Enhedslistens valgprogam som hans program uddyber), på et punkt af afgørende betydning.

Du stiller op som folketingskandidat for Enhedslisten i Storkøbenhavn - kunne du prøve at forklare hovedpunkterne i dit valgprogram?

Det første og det vigtigste er velfærd. I Enhedslisten vil vi sikre kollektiv universel velfærd. Det er uacceptabelt, at mens der er så mange penge i samfundet som aldrig før, så bliver flere og flere fattige, der kommer flere elever i klasserne og infrastrukturen forfalder. Vi vil støtte op om de 100.000 mennesker, der var på gaden 2. oktober i år og 17. maj sidste år og som viste, at de ikke er tilfredse med forholdene i det danske samfund, men vil have ordentligt velfærd. Vi støtter de kommunalt ansatte og mener ikke, at et lønløft på under 6000 kroner om måneden kan gøre det.

Jeg mener, at alle må have ret til en minimumsløn på 112 kroner i timen. Det skal gælde alle, både studerende, ufaglærte, faglærte og arbejdsløse og både danskere og udlændinge, som arbejder i Danmark. Kun på den måde kan vi sikre, at ingen i vores samfund er nødt til at lave i fattigdom og at udenlandsk arbejdskraft som polske håndværkere ikke bruges som løntrykkere.

Det er naturligvis et must, at alle uddannelsessteder kommer op på et ordentligt niveau, så den uddannelse unge modtager, svarer til virkeligheden. Al kollektiv transport skal være gratis og så skal den udvides væsentligt og effektiviseres, især i byerne, hvor den kollektive trafik er virkelige ringe og slet ikke modsvarer det behov, der er. Derudover mener jeg, at demokratiet i Danmark lader meget tilbage at ønske. At man overhovedet kan overveje ikke at sende EU-forfatningen til afstemning, siger det hele. De er nogle af hovedpunkterne, hele mit valgprogram står på min hjemmeside www.niklaszenius.dk.

Venstre og den borgerlige regering siger også, at de vil sørge for god velfærd, hvad mener du om det?

Regering har lavet enorme angreb på en lang række områder. Efterlønsalderen er blevet sat op, så nedslidte arbejdere er tvunget til at arbejde endnu flere år under dårlige vilkår. Flere sendes i tvangsaktivering og bruges som billig arbejdskraft for virksomhederne, kontanthjælp er blevet sat ned, så de fattigste bliver endnu fattigere, det er blevet dyrere at tage bussen eller toget på arbejde, noget som rammer mange familier hårdt. Der er blevet skåret ned på uddannelserne på alle niveauer lige fra børnehaverne til universiteterne. De fleste af os har set billeder fra de overfyldte nedslidte klasselokaler. Samtidig med at der er indført brugerbetaling på mange uddannelser i form af f.eks. kopiafgifter og obligatoriske studieture.

Der overføres penge til den private sektor, især på sygehusområdet, hvor de mange flere penge til private behandlinger, giver grobund for yderligere nedskæringer, fordi pengene til den private sektor betyder, at de kan give bedre service end det offentlige, hvilket så igen bruges som argument for endnu flere nedskæringer i det offentlige.

Alt dette er sket samtidig med, at regeringen har givet skattelettelser til de store virksomheder og deres rige ejere.

Hvordan ser du på den internationale situation og Danmarks deltagelse på den internationale scene?


Danmarks udenrigspolitik er på 6 år blevet gået fra slemt til værre. Vi er i øjeblikket en krigsførende nation. Vi er medskyldige i, at 1 mio. civile irakere er døde, på de 4 år irakkrigen har varet. På samme måde er vi med i Afghanistan, hvor titusinder er døde, som følge af krigen.

Den nuværende regering er som en veldresseret hund overfor Bush og følger hans mindste vink. I stedet for vil vi have, at Danmark skal samarbejde og skabe alliancer med regeringer, som rent faktisk er med til at skabe bedre forhold for deres befolkning. Flere regeringer i Latinamerika, specielt de socialistiske regeringer i Bolivia, Ecuador og Venezuela, har vist muligheden for en alternativ dagsorden og har for eksempel givet mange, mange tusinde fattige mennesker adgang til uddannelse og jobs. Især mener jeg, at udviklingen i Venezuela med præsident Hugo Chavez er interessant. Udviklingen dér, har vist, at det er muligt at øge velfærden i stedet for at skære ned på den.

Enhedslisten har været ude i nogen store diskussioner på det seneste, hvad ser du som årsag til diskussionerne?
I virkeligheden har det bare vist, at man siden skabelsen af Enhedslisten ikke ordentligt har fulgt det udmærkede socialistiske revolutionære program, vi har. I stedet har man fokuseret på at stille spørgsmål i folketinget. Man burde bruge tiden på at vinde opbakning til programmet, bl.a. ved at forklare Enhedslistens perspektiv fra talerstolen i folketinget.

Jeg mener, at Enhedslisten må tro mere på sit program, og på at vi kan få reel indflydelse med at fremføre et socialistisk perspektiv. Vi skal ikke bare være en vagthund, som kan gø, når vi ser en procedurefejl. I stedet for skal vi kæmpe for at vinde opbakning til en socialistisk politik i befolkningen, gennem arbejde i fagforeninger og bevægelser som vi aktivt skal være med til at sætte dagsordenen i.

Meget af valgkampen i år handler om, hvilke partier der vil arbejde sammen med hvem, hvilken regering mener du vi skal have?

Det bedste vil være at satse på en regering ledet af det største arbejderparti Socialdemokratiet. En sådan regering må bestå af arbejderpartierne S og SF og med Enhedslisten som støtteparti. Jeg mener personligt ikke, at Socialdemokraterne bør gå i regering med de Radikale eller Ny Alliance for den sags skyld. I 90’erne så vi, hvordan de Radikale blev brugt som undskyldning for at Socialdemokraterne førte en total liberal politik, med nedskæringer og udliciteringer. Sådan en regering, mener jeg ikke, at vi kan bruge til noget. En SR-regering vil føre mere eller mindre den samme politik, som VKO-regeringen har ført ind til nu.

Et parti, og det gælder også Enhedslisten, må ikke gå på kompromis med sin egen politik, men forsøge at vinde opbakning til den. Alt andet er at svigte vælgerne. Hvis ministerposter ikke kan bruges til at stoppe nedskæringer, så er de ligegyldige.

Jeg mener, vi må have en regering bestående af Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, som er kommet til magten på et socialistisk program. Jeg kæmper for en regering, der er funderet på almindelige menneskers kampe og krav, som de rejses på arbejdspladser og uddannelsessteder.