Klassekampen tager til i styrke. Eller vi har over de sidste år set en blomstrende kamp for velfærd. Det er det samme – kun ordene er forskellige. Fogh og co. prøver at fremstille sig selv som velfærdens bedste venner. Godt nok siges det, at ”den man tugter, elsker man”, men alligevel må Foghs ”venskab” med velfærden karakteriseres som ret problematisk.

Overalt ser vi nedskæringer på velfærden. Hjemmehjælperne har ikke tid til at tage sig af de ældre. Sygehusene er propfyldt med patienter. Skolerne er nedslidte. Regeringen kommer med fine tal og store udregninger for at bevise, at de ikke har skåret ned. Regeringen prøver at skjule, at deres politik er direkte ansvarlig for de forringelser, vi har set de seneste år i kommuner, regioner og staten. Vi kan kun sige én ting til dem. Få næsen op af jeres papirer og se ud i den virkelige verden! Finansministerens kreative tal-manipulationer må stå for hans egen regning. Arbejdspladser har talt: forholdene er blevet forringet, og det vil ikke blive accepteret!

Demonstrationer
Sidste år så vi de store velfærdsdemonstrationer den 17. maj og 3. oktober. En af velfærdsbevægelsens store styrker var og er dens bredde. Elever, pensionister, lærlinge, studerende og almindelige arbejdere - offentlige som private - står skulder ved skulder.

Allerede 17. maj vandt man visse sejre, og nogle af tidslerne blev taget ud af det såkaldte ”velfærdsforlig”. Man når man bliver lovet tæsk, men i stedet får et velrettet slag i solar pleksus, er der ikke noget at takke for. Det vedtagne forlig forringede bl.a. efterlønnen ved at skyde efterlønsalderen til 62 år og pensionsalderen til 67 år. Og det i en tid, hvor arbejdspresset stiger, og folk løber hurtigere og hurtigere.

Manglen på ledelsen
Velfærdsbevægelsens store svaghed har været manglen på lederskab. Ingen af de folk, som vi alle har valgt til at kæmpe for vores interesser i fag- og elevbevægelsen, har villet vise en vej frem. Man har indkaldt til store demonstrationer, holdt fine taler, og derefter ladet folk gå hjem og passe sig selv.

Pædagogstrejkerne i Århus, som spredte sig til resten af landet sidste efteråret, viste en anden vej fremad. De århusianske pædagoger viste en fantastisk kampvilje og strejkede i flere uger uden løn, men deres strejker forblev desværre spredte. Alligevel fik det Fogh til at vakle. Bare et lille skub mere og han kunne være skubbet ned fra ministertaburetten.

Strejkerne faldt nærmest ved et rent tilfælde sammen med demonstrationerne d. 3. oktober. Alligevel lod lederne af arbejderbevægelsen bare bevægelsen løbe ud i sandet. Men mange følte, at bevægelsen ikke kunne vende om. Kampen havde stået på så længe, og folk ville ikke bare vise deres utilfredshed, de ville have alle nedskæringer trukket tilbage.

Men lederne for bevægelsen kom med lange forklaringer på, hvorfor man ikke kunne strejke. At det var imod de fagretslige regler, at det ikke var ansvarligt for samfundsøkonomien, og at der ikke var opbakning til det. Men den virkelige årsag til alle undskyldningerne var, at de udmærket vidste, at bevægelsen kunne eksplodere, hvis strejkerne blev koordineret og ledt. Men det var på ingen måde noget de var interesseret i. For dem handlede det mest om, at virke som om de gjorde noget, samtidig med at de fulgte en strategi, der gik ud på at stoppe bevægelserne. For de demonstrerende derimod handlede det om børnene, de syge, de gamle og ordnede arbejdsforhold – det handlede om den danske velfærds fremtid!

Vejen til sejr
Listen over organisationerne bag demonstrationen d. 3. oktober vokser dag for dag. I skrivende stund omfatter den: Dansk Metal, 3F, TIB, FOA, SL, BUPL, DSF, DGS, EEO, PLS m.fl. og Genstart Danmark, som består af arbejderpartiernes ungdomsorganisationer. Den overordnede parole er ”ja til velfærd til alle – nej til skattelettelser”.

Igen skjuler fagforeningsformændene sig bag undskyldninger om de fagretslige regler, og er gået i en stor bue uden om enhver snak om strejker. Sidste år holdt man en stor konference d. 2. september en måned før demonstrationen. Her tog flere støtter af denne avis kravet om strejker op – svaret var, at konferencen ikke kunne beslutte noget. I år har de gjort det lidt nemmere for sig selv og undladt overhovedet at indkalde til en konference.

Regeringen har overhørt utallige demonstrationers krav om bedre velfærd – hvorfor skulle de ikke kunne overhøre en til? Arbejderklassen må sætte magt bag ordene. På venstrefløjen har man hørt den illusion at generalstrejker opstår spontant – nærmest ud af den blå luft – og at der i Danmark slet ikke, modsat eksotiske lande som Frankrig og Italien, er grobund for massestrejker. Sandheden er, at Danmark ifølge OECD er det tredje mest strejkende land, men at strejkerne er spredt.

Denne avis’ linje er krystal klar. Hvis ikke den borgerlige regering imødekommer bevægelsens krav, må der umiddelbart efter demonstrationen d. 3. oktober indkaldes til et nationalt møde for alle arbejdspladser og uddannelsessteder, hvor vejen til sejr må diskuteres. Ideen om 24 timers genneralstrejke må fremsættes. Kampene må samles. Regeringen må væltes. Velfærden må reddes!

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.