Den borgerlige regering har lanceret endnu en massakre på efterlønnen og pensionen, med uvurderlig hjælp fra Dansk Folkeparti og de Radikale. Reformen (reform er et misvisende navn, der er i virkeligheden tale om en kontrareform) vil først blive vedtaget efter et valg, og derfor svirrer valgrygterne da også kraftigere end nogensinde. Vi kan ikke komme af med de borgerlige hurtigt nok, og derfor er et valg også mere end velkomment.
Arbejderpartierne må gå efter et rent arbejderflertal efter valget, men ikke bare en ny regering, men en ny politik.

Borgerskabet er ikke i tvivl om, at de leger med ilden. Forsøg på at skabe økonomisk stabilitet vil forårsage social ustabilitet. Arbejderklassen er parat til at acceptere mange nedskæringer, hvis det er ”for det fælles bedste”, og byrden bliver ligeligt fordelt mellem klasserne. Men arbejderklassen er ikke parat til at bære hele byrden alene, mens overklassen går fri. Og det er netop disse modsætninger, som vil danne baggrund for massebevægelser i fremtiden.

Den borgerlige regering har været og er en katastrofe for arbejderne. De må og skal væltes. Men der må være et reelt alternativ til den borgerlige politik. Lederne i S og SF er gået med på, at det er den danske arbejderklasses lønniveau, der er problemet. Det er en stor fejl.

Den seneste misere i forhold til Libyen-interventionen er en vigtig advarsel til de mange klassekæmpere i Enhedslistens rækker om faren ved partitoppens kurs. Enhedslisten må tage et opgør med de, der med smarte ord og billige floskler forsøger at gøre partiet til deres eget karriereprojekt.

I påsken afholder SF Ungdom landsmøde. Landsmødet skal diskutere ledelsens forslag til politisk program med titlen Et nyt Danmark, mens vi lever. Implicit i titlen, og gennemsyrende hele programforslaget, er idéen om, at socialisme ikke er en mulighed i vores levetid. Det er en alvorlig fejl, som er farlig for SFU’s fremtid.

De borgerlige blæser med deres 2020-plan til angreb på velfærd og levestandard. Blandt andet bliver efterlønnen og SU’en angrebet. Samtidig lader de milliard-profitterne hos deres overklasse-venner være urørt. De Radikale kræver endnu hårdere angreb. Arbejderbevægelsen må klart forsvare velfærden og sende regningen til overklassen.

Arbejderpartiernes støtte til krigen er med til at tilsløre imperialismens rolle og klassekarakteren af krigen, når opgaven var den stik modsatte: at udstille imperialisternes hykleri om demokrati. Det er imperialismen, der har holdt alle disse diktatorer oppe og solgt dem våben – de var bedste venner så længe de sikrede stabilitet. Krigen blev indledt fordi imperialismen, med Frankrigs Sarkozy i spidsen, havde brug for et holdepunkt i regionen, der rystes af en revolutionær bølge.

De arabiske masser kæmper en heroisk kamp, hvor de satser deres liv. Hensigten med de vestlige imperialisters intervention er ikke at hjælpe folket, men at at smadre revolutionen og sikre, at folket ikke tager kontrol med Libyens rigdomme.

Kom og hør den ”glemte” historie om den iranske revolution 1979, og hvad vi kan lære fra den i dag, hvor revolutionens vind atter blæser i Iran og resten af regionen.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.