Hver uge bliver tusindvis sendt ud i arbejdsløshed. Hver uge er der store mængder af arbejdere, der bliver påtvunget lønnedgang. Hvert eneste nye tal for produktion og beskæftigelse melder om yderligere nedgang. Kapitalismens krise bliver ikke udtrykt i marxismens sprog, men i angreb på arbejdernes levestandard, milliard-gaver til bankerne og en uhørt mangel på lærepladser.

Den økonomiske krise er nu altafgørende for situationen i Danmark og i resten af verden. Bygningshåndværkere i massevis går arbejdsløse og industrien følger godt med i den kedelige statistik. Det er umuligt at følge med i de seneste tal, men et forsigtigt skøn lyder på, at hver tredje murer, maler og tømrer i hovedstadsområdet er arbejdsløs. Og vi har langt fra set bunden af krisen.

Kapitalisterne fik under opsvinget lov til at beholde hele kagen for sig selv. Borgerlige ”eksperter” og arbejdsmarkedsforskere forklarede med bekymret mine, at vi måtte holde igen med lønkravene, acceptere nedskæringer på pensioner, uddannelser og andre velfærdsområder. Hvis ikke, sagde de, ville økonomien gå i krise. Men på trods af al eftergivenhed fra arbejderbevægelsens ledere, på trods af ”ansvarligheden” over for arbejdsgiverne, ser vi den værste krise siden 1930’erne.

Vi må nu spørge: hvad blev der af alle milliarderne, som gik til profit? Hvad blev der af de enorme overskud, som skulle sikre arbejdspladserne? Arbejdsgiverne nægter hårdnakket at fortælle, hvor pengene er blevet af. Der er brug for at rejse krav om, at virksomhederne åbner alle deres regnskabsbøger, så vi kan få indsigt i, hvor de enorme værdier, arbejderne har skabt, er røget hen.

Det er ikke arbejderklassen, der har skabt krisen. Men kapitalisterne er i fuld gang med at lægge krisens byrde på arbejdernes skuldre. Det sker blandt andet gennem fyringer, lønnedgang og fjernelse af lærepladser. Kapitalisternes repræsentanter i den borgerlige regering hjælper desuden overklassen med skattelettelser. De manglende penge i de offentlige kasser kommer til at betyde yderligere angreb på velfærden og nedskæringer i den offentlige sektor.

Arbejderne må holdes skadesløse for kapitalisternes krise. For at sikre det, må arbejderbevægelsen vise styrke
De borgerlige fører en benhård klassepolitik til fordel for arbejdsgiverne. Bankerne, der har spillet hasard med samfundets og arbejderfamiliernes økonomi, har fået stillet en ubegrænset kassekredit til rådighed. Den ene hjælpepakke er fulgt efter den anden. De borgerlige nægter konsekvent at gribe ind over for de arbejdsgivere, der nægter at oprette lærepladser. De borgerlige gør alt, hvad de kan for at kompensere for de faldende profitter til overklassen ved at give skattelettelser til de rigeste. Alle disse tiltag – og for den sags skyld resten af den borgerlige politik – søger at lægge samtlige af krisens byrder over på arbejderklassen i form af fyringer, lønnedgang og ringere velfærd, samtidig med, at overklassen holdes skadesløs. Det er skamløs overklassepolitik.

Situationen er alvorlig, og der er brug for, at arbejderbevægelsen svarer seriøst tilbage. Der må laves en plan for omfattende offentlige arbejder. Det er vanvid, at tusindvis af håndværkere går arbejdsløse mens skoler, biblioteker, plejehjem og andre bygninger forfalder. Finansieringen må findes gennem en nationalisering af bankerne, så de store værdier, som spekulanterne har vist sig ude af stand til at administrere, kan bruges til flertallets bedste.

Firmaer, der er truet af lukning, må tvinges til at åbne regnskabsbøgerne. Lukningstruede virksomheder må overtages af staten og drives under arbejderkontrol. Alle profitter, der er hevet ud af virksomhederne, må konfiskeres, så de kan investeres i ny teknologi og produktion. Kompensation skal kun gives efter beviselige behov.

Kapitalisterne har vist, at de er ude af stand til at drive bankerne og de store virksomheder. Derfor må staten overtage dem og underkaste dem demokratisk kontrol
Der må være demokratisk kontrol med bankerne. Bestyrelserne bør sammensættes på følgende måde: en tredjedel vælges af de ansatte, en tredjedel vælges af fagforeningerne for at repræsentere arbejderklassens overordnede interesser og en tredjedel vælges af regeringen.

Der er brug for at sikre, at ikke en eneste arbejderfamilie skal miste boligen på grund af en krise, som kapitalisterne og deres system har skabt. Alle spekulationsejendomme må overtages af staten. Kompensation skal kun gives efter beviselige behov.

Ingen af disse krav kan gennemføres under en borgerlig regering, der konsekvent forsvarer arbejdsgivernes interesser. Derfor må arbejderbevægelsen mobilisere for at vælte den borgerlige regering og indsætte en ny regering med arbejderpartierne (S, SF og Enhedslisten). Særligt SF har en vigtig rolle at spille. Den store og glædelige opbakning, som SF nyder, må bruges til at gå i front med et utvetydigt brud med de borgerlige partier – herunder det ærke-borgerlige parti det Radikale Venstre – og igangsætte en politisk offensiv imod regeringen. Der er brug for tillidsmandsmøder, protester og mobilisering fra bunden.

Hvis SF og resten af arbejderbevægelsen viser styrke og mobiliserer på klare krav om, at overklassen skal bære byrden for krisen, er der ingen tvivl om, at arbejderne og ungdommen massivt vil støtte op. Den borgerlige regering vil blive handlingslammet og tvunget til at udskrive valg før tid.

For at det kan lade sig gøre er der brug for et venstresving i arbejderbevægelsen. Der er brug for at kæmpe imod, at arbejdsgiverne udnytter krisen til at angribe velfærd, arbejdspladser og lønninger. Der er brug for en samlet opposition på et klassegrundlag. Der er med andre ord brug for en socialistisk politik i arbejderbevægelsen.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.