Situationen i Danmark har – ligesom i andre lande – taget en drastisk og radikal vending. Der er sket en kvalitativ ændring af den økonomiske situation. Opsvinget er blevet til krise. Krisen er uden tvivl den værste siden 1930’erne. Faktisk er den værre, hvis man ser på, hvor mange mennesker, der på verdensplan vil blive fyret eller tvunget fra hus og hjem. Al snak om, hvor fantastisk markedsøkonomien er, er forstummet. Det frie markeds fortalere er blevet afsløret som svindlere og platugler.
Den borgerlige regerings første reaktion på krisen var at stille statskassen til fri afbenyttelse for overklassens formuer i bankerne. De ganske få rige danskere og udlændinge, der har formuer for over 300.000 stående i banken, fik statsgaranti. Men det var ikke nok for de borgerliges overklasse-venner i bankerne. Nu får bankerne og realkreditinstitutterne 100 milliarder kroner foræret af den borgerlige regering. Det hedder sig ganske vist, at pengene skal betales tilbage, men i realiteten er der tale om et gigantisk tyveri fra almindelige arbejdere, der har betalt skattepengene.
Den borgerlige regering og den danske overklasse er hyklere i verdensklasse. Da underbetalte pædagoger, sygeplejersker og andre offentligt ansatte krævede en lønstigning, der følger med prisstigningerne, blev kassen smækket i. Vi fik at vide, at der ikke var råd. Men ikke så snart har bankerne det svært, og så udskriver den borgerlige regering en blankocheck til deres venner. Det er en hån.
Socialdemokratiet og SF har krævet, at staten får indflydelse i bankernes bestyrelser som gengæld for bistandshjælpen. Det er et helt rimeligt krav. Men i sig selv er det ikke tilstrækkeligt. Kapitalisterne har vist, at de ikke er i stand til at drive bankvæsen til samfundets bedste. Derfor må bankerne helt overtages af staten, og de må underlægges en demokratisk plan, så arbejderfamilier og små selvstændige kan sikres lave renter på deres lån. Det må garanteres, at ikke en eneste arbejderfamilie skal sættes på gaden eller miste bilen på grund af bankernes profitjagt.
Økonomien synker hurtigt. Det er paradoksalt, at det netop er på et tidspunkt, hvor markedsøkonomien er i krise, at visse ledere i arbejderbevægelsen begynder at tale om at fjerne det socialistiske alternativ.
Krisen er skabt af kapitalisternes profitjagt. Under opsvinget (siden 1995) er den gennemsnitlige årlige arbejdstid for en dansk arbejder steget med 100 timer. Det viser tal fra LO. Det betyder, at vi er vendt tilbage til en arbejdstid, som den man havde før overenskomsten i 1974, hvor den fjerde ferieuge blev indført. Det er altså tydeligt, at arbejderne i dette land ikke har skabt krisen – tværtimod har de oplevet, at arbejdstiden er steget, arbejdspresset er røget i vejret – og derudover sidder mange nu med uhyrligt dyre lån, som bankerne har lokket dem til at tage.
Krisens byrde må lægges på skuldrene af dem, der har skabt den – den danske overklasse. Det er det glade vanvid, at bygningsarbejdere skal gå ledige, når der så rigeligt trænger til at blive renoveret skoler, bygget nye plejehjem og almennyttige boliger. Det strider imod sund fornuft, at produktionen af vindmøller og andre nyttige ting skal standse, når der er god brug for disse ting. Grunden til, at disse ting går i stå, og arbejdere nu må gå ledige, er ikke, at samfundet ikke længere har brug for skoler og vindmøller, men at økonomien bliver drevet efter hensyn til profit i stedet for rationel planlægning.
For at arbejderklassen bliver holdt skadesløs for krisen, er der brug for, at de lukningstruede virksomheder bliver overtaget af staten og at produktionen planlægges demokratisk. Hvis samfundet overtager de 200 største virksomheder, vil man kunne forhindre massearbejdsløshed og sikre, at almindelige mennesker ikke skal betale for, at markedsøkonomien ikke fungerer.
Det er paradoksalt, at det netop er på et tidspunkt, hvor markedsøkonomien har vist, at den ikke virker, at ledende folk fra SF taler om at fjerne socialisme fra partiets program.
I SFs program bliver der fremsat et perspektiv om, at de vigtigste produktionsmidler skal underlægges demokratisk styring. Det er lige præcis sådan et socialistisk perspektiv, der er brug for at fremføre. Som svar på, at kapitalisternes ejerskab over bankerne og de største virksomheder, sætter samfundet i stå og fratager tusindvis af arbejderfamilier deres levebrød, bør SFs ledere i stedet holde fast i det socialistiske perspektiv.
Desværre har vi set, at ledelsen for partiet er gået med i forliget om den seneste bankpakke, der er en gave til bankerne på 100 milliarder. Bankdirektørernes ublu lønninger er ganske vist blevet sat under pres, men pakken gør intet for at løse krisen. I stedet må opgaven for SF være at arbejde for et klart alternativ til den borgerlige politik. Der er brug for en politik, der gør op med, at en lille håndfuld stenrige familier og multinationale selskaber kontrollerer bankerne og de store virksomheder i Danmark. Der er med andre ord brug for en socialistisk politik.
Det er positivt, at der nu er et tættere samarbejde mellem SF og Socialdemokratiet. Der er imidlertid brug for at uddybe samarbejdet. Samarbejdet må baseres på bunden. De menige medlemmer må inddrages i at diskutere, hvordan man laver et alternativ til den borgerlige politik, og hvordan en ny regering kan sætte en stopper for den kapitalistiske økonomis krise. Der må arrangeres fælles møde, konferencer og så videre for at rodfæste dette samarbejde på græsrodsplan.
Der er store muligheder for SF og resten af arbejderbevægelsen i den nuværende situation. Markedsøkonomien er miskrediteret, og den borgerlige politik er slået fejl. I SF har vi mulighed for at fremsætte et alternativ, der bygger på demokratisk planlægning af de vigtigste dele af økonomien. Vi har muligheden for at arbejde for en samling af arbejderbevægelsen omkring sådan et alternativ. Vi har muligheden for at mobilisere de tusindvis af partimedlemmer og unge SFU’ere for dette alternativ.
