Dette er lederen fra Socialistisk Standpunkt nummer 43. Tegn abonnement på avisen her.
For nylig kunne man høre, at Venstre gerne vil privatisere alle områder inden for sundhed, skoler, børnepasning og resten af det, vi plejer at kalde for velfærdsstaten. Hvis de kommer igennem med det, vil det sende det danske samfund tilbage til en tid vi kender fra H.C. Andersens fortælling om den lille pige med svovlstikkerne og Jeppe Aakjærs roman Vredens Børn.
Det vil betyde et samfund med ekstrem ulighed, hvor parolen er ”alle for sig selv, og lad fanden tage de sidste”. Det vil være et samfund, hvor arbejderne og deres familier – altså det store flertal i samfundet – skal finde sig i utryghed på alle fronter, og hvor der vil være endnu mere pres på løn og arbejdsforhold end i dag. Det er måske en dejlig drøm for nogle få mennesker på Strandvejen, men for det store flertal er udsigten til et gennemprivatiseret samfund under ledelse af de borgerlige partier og deres bagland i industrien, et mareridt.
For alle aktive unge og arbejdere står det naturligt nok øverst på dagsordenen at vælte den borgerlige regering. I stedet for nedskæringspolitik er det nødvendigt med investeringer i velfærd. For at opnå det, er der brug for samling og enhed i arbejderbevægelsen – der er brug for fælles front imod de borgerlige.
Ind imellem er der nogle i arbejderbevægelsen, der er skeptiske og tvivler på, om det kan lade sig gøre at komme af med de borgerlige og deres arbejdsgiverpolitik. Der er folk der tvivler på, om det er realistisk at få en ny politik i Danmark, hvor kursen bliver lagt om. Hvor kursen rettes mod udbygning af den offentlige sektor, højere løn, stop for brugerbetaling og bedre arbejdsforhold. I den forbindelse er det værd at se på, hvad der for tiden foregår på det latinamerikanske kontinent.
Under den venstreorienterede regering under Chávez i Venezuela er der sket betydelige fremskridt for flertallet af befolkningen. Årevis af nedskæringspolitik er blevet stoppet og nu bliver der investeret i velfærd. Man kan se det på et par kendsgerninger:
• Første maj i år hævede præsident Hugo Chávez mindstelønnen med 30 procent for fem millioner arbejdere og 1,2 mio. pensionister. Nu er mindstelønnen i Venezuela den højeste i Latinamerika.
• Landet er det andet land i Latinamerika, der er blevet erklæret fri for analfabetisme af FNs organisation UNESCO. Det første land var Cuba.
• Over 1,2 millioner mennesker, der ikke tidligere havde adgang til lægehjælp, har nu uhindret adgang til sundhedsvæsenet.
• Der er blevet bygget 657 nye skol er og universiteter.
• Millioner af hektar jord er blevet delt ud til fattige bønder.
Men de sociale og økonomiske omvæltninger handler ikke kun om statistik. Det handler om, at millioner af mennesker nu for første gang opnår ret til uddannelse og et værdigt liv. I særdeleshed har den revolutionære proces i Venezuela sat gang i en bevægelse for arbejderkontrol med virksomhederne, så økonomien kan planlægges demokratisk og arbejderne selv kan vælge direktørerne. Det er en proces, der langt fra er afsluttet, men det vigtige er, at det for millioner af mennesker nu er utænkeligt at vende tilbage til tiden under den borgerlige regering med nedskæringer, privatiseringer, analfabetisme, stigende fattigdom og ulighed.
Overalt i Venezuela foregår der en livlig diskussion af, hvad socialisme betyder i praksis, og hvordan man kan opnå et demokratisk socialistisk samfund. Millioner af arbejdere og fattige blander sig aktivt i landets politiske liv og deltager i politik. Dette demokratiske leben truer med at afskaffe kapitalismen i Venezuela ved at nationalisere bankerne og de store virksomheder under demokratisk arbejderkontrol. Det er grunden til, at de høje herrer i Washington og Europa hader den venezuelanske revolution og forsøger at sprede alle tænkelige (og utænkelige) løgne om, hvad der foregår.
Den revolutionære proces er imidlertid ikke begrænset til Venezuela. Hele Latinamerika er på den ene eller anden måde påvirket af den samme, grundlæggende proces. Det er en proces, hvor almindelige mennesker stiller spørgsmålstegn ved den borgerlige politik og det kapitalistiske system, og almindelige mennesker begynder at bevæge sig for at tage deres skæbne i egne hænder. Trotskij sagde engang, at en revolution er, når almindelige folk i massevis træder ind på historiens scene for at forandre verden. Det er det, der lige nu sker i Latinamerika. Derfor er begivenhederne i Latinamerika af enorm betydning for resten af verden. Derfor har vi i dette nummer af Socialistisk Standpunkt en temasektion om Latinamerika.
Den revolutionære proces i Latinamerika forløber naturligvis ikke uden problemer. Den lokale overklasse forsøger i samarbejde med USA at sabotere alle fremskridt og sociale reformer til gavn for arbejderne og de fattige. Desuden er der en fløj inde i arbejderbevægelsen, der tøver og forsøger at holde bevægelsen tilbage. De siger, at man skal passe på ikke at gå for langt og provokere USA til at invadere. Desuden forsøger bureaukrater at sabotere revolutionen indefra. Det er den største trussel imod revolutionen i Venezuela, Bolivia, Cuba og andre steder.
Man kan ikke lave en halv revolution, lige så lidt som man kan gennemføre en halv graviditet. De borgerlige og arbejdsgiverne vil ikke frivilligt opgive deres privilegier og kontrol over samfundets rigdomme. Hvis de kommer til magten igen, vil de presse deres nedskæringspolitik igennem og tilbagerulle alle de fremskridt, der er blevet gjort. Det kan kun ske gennem diktatur. Derfor er det nu afgørende, at disse folk bliver frataget muligheden for at lave en væbnet kontrarevolution i Venezuela, Bolivia og andre steder. Det kan kun ske ved at ekspropriere kapitalisternes ejendom og begynde at opbygge en demokratisk planøkonomi i Venezuela, Cuba, Bolivia, Ecuador og videre ud.
Læren af de senere års store begivenheder i Latinamerika for aktive i Danmark er klar nok: den borgerlige nedskæringspolitik kan stoppes gennem enhed i arbejderbevægelsen på et klassegrundlag, – på grundlag af uforsonlig kamp imod de borgerlige partier og den lille elite af kapitalister, der finansierer dem. En regering med arbejderpartierne kan, hvis den tager kontrollen med de vigtigste dele af økonomien, lynhurtigt tilbagerulle alle de borgerliges ødelæggelser af velfærden og begynde på en opbygning af et socialistisk velfærdssamfund. For, at det kan ske, er der brug for at blive aktiv i arbejderpartierne og ungdomsorganisationerne og kæmpe for arbejderpolitik.
