Lad os kort tage forhistorien: Den 8. maj i år blev den amerikanske retssag imod den Cubansk-fødte terrorist Luis Posada Carriles – også kendt som sydamerikas Bin Laden – afsluttet med, at anklagerne blev frafaldet. På trods af at en række lande, med Venezuela og Cuba i spidsen, har krævet at han enten bliver retsforfulgt for sine terroristiske handlinger i USA eller udleveret til retsforfølgelse, valgte man i USA at nøjes med at frikende ham for at have rejst ulovligt ind i landet.

Her på Spidsen konkluderer vi derfor, at USA nu opfylder sit eget kriterium for at føre krig i Afghanistan, nemlig at landet huser og hjælper (Carriles er tidligere CIA-mand) terrorister. Desuden er det kommet På Spidsens redaktion for øre, at USA ikke alene har et atomprogram, men at landet faktisk også har masseødelæggelsesvåben, hvormed det opfylder sit eget kriterium for at føre krig i Irak.

Her på Spidsen mener vi derfor, at det er på høje tid at samle en ny koalition med det formål at invadere USA og bringe demokrati til amerikanerne. Vi forventer, at vores egen frihedselskende statsminister ikke alene bakker om et sådant tiltag, men at Danmark støtter invasionen med minimum hundrede frømænd, en ubåd, en sneplov og en rulle gaffatape.

Naturligvis må en sådan militær invasion aldrig stå alene. Det er vigtigt, at man så snart regimet er faldet, og roen genoprettet, sætter ind med massiv nødhjælp til de mange millioner amerikanere, der i dag er tvunget til at leve et liv i fattigdom. På Spidsen forventer, at alle amerikanere vil hylde invasionstropperne som befriere, og der er derfor ingen grund til at tro, at der skulle opstå nogen større problemer, hverken i forbindelse med selve invasionen, eller i forbindelse med den efterfølgende genopbygning/udplyndring af landets naturressourcer.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.