”På spidsen”-redaktionen har med overraskelse, og en smule undren, noteret at der tilsyneladende rundt om i landet, hersker en vis utilfredshed med likvideringen af den kommunale velfærd.

Til det har vi kun et svar: drop klynkeriet! Vi har jo ikke med forringelser at gøre, men derimod et helt igennem konstruktivt pædagogisk skridt. Personligt udtænkt af vores egen alvidende Hr. Statsminister: Erhvervslivet har brug for selvstændig arbejdskraft. Og det er hvad de såkaldte ”nedskæringer” handler om.

Kan man måske forestille sig noget mere selvstændiggørende, end at lade børnene passe sig selv i børnehaverne, kun sporadisk besøgt af én pædagog? Faktisk er det ”på spidsen”-redaktionens overbevisning, at kommunernes tiltag langt fra er ambitiøse nok. Fyr dog hele den kommunale sektor. Lad børnehavebørnene selv arrangere udflugter, for penge de selv har tjent. Riv skolerne ned og lad folkeskoleeleverne tage sine afgangseksaminer som multiple-choice test over nettet. Slut med støtte, omsorg og rundkredspædagogik. Kun facts. Det er til at tage og føle på. Og hvis børnene ikke kan klare at stå på egne ben, så er der heller ikke brug for dem!

Skulle de kommunalt ansatte klage over at blive fyret – så sæt dem da til at omdele gratisaviser eller pudse designer-sko i Nordsjælland. Så kan det nok være at de kommunalt ansatte kan lære værdien af det hædrede gamle mundheld: ”Arbeit macht frei!”

Hvis dette bliver en realitet, er der ingen tvivl om, at vores samfund går ind i en ny æra. En æra, hvor enhver er sin egen lykkes smed, og hvor omsorg er en mp3-fil, der kan downloades på nettet – mod behørig betaling, naturligvis!

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.