Der var engang for mange år siden, hvor vore eventyrlige iværksættere i toppen af dansk erhvervsliv tjente fyrstelige summer på samhandel med fascismens bannerførere i Europa. Vore europæiske brødre efterlod Europa i ruiner. Men det gjorde ikke noget, for det betød bare, at der igen var arbejde at holde arbejderne beskæftigede med. Så kunne de godt glemme alt om 30'erne, hvor de jo ikke lavede andet end at ligge på langs og true med revolution.

Nej, efter vi fik smadret Europa, kom der sandelig andre tider. Genopbygningen gik fantastisk. Hos de europæiske virksomheder væltede milliardoverskuddene ind på bankkontoerne. Og når det regner på præsten, drypper det på degnen. Arbejderne fik fjernsyn og råd til at betale en større del af deres løn i skat. Således kom velfærdsstaten til verden.
Når arbejderne kom til skade, kunne de nu lappes sammen på hospitalerne, så de hurtigt kunne komme på arbejde igen. Og når de fik børn, behøvede kvinderne ikke længere blive væk fra arbejdsmarkedet, men bare sende ungerne i dagsinstitutioner.

Men alting har en pris, og som de borgerlige siger: hvis du lukker øjnene, kan du se, hvad der er gratis. Fordums store tider er nu forbi. Velfærdsstaten er ikke længere ung, og dens helbred har svigtet de sidste mange år. Skiftende regeringer har afhjulpet velfærdsstaten, ved at skære ned på budgetterne og udlicitere dens opgaver til virksomhederne. Senest har den borgerlige regering lavet en velfærdsreform, der skal komme velfærdsstaten til undsætning på en lang række områder.

Her på spidsen hilser vi denne håndsrækning velkommen. Men hvorfor stoppe her? Vores velfærdsstat har haft et hårdt liv, hvorfor nøjes med at sende den på deltid? Nej! Lad os sende velfærdsstaten på plejehjem. For selv om der ikke er ressourcer nok til at få den ud af sengen om morgenen, kan de ansatte jo godt tale pænt til den. Selv om virksomhederne og bankerne stadig skovler milliard-overskud ind kan det ikke komme på tale, at de skal betale. De har jo aldrig haft brug for velfærdsstaten.

Så her på spidsen støtter vi fuldt op om brugerbetaling og privatisering. Hvis arbejderne ønsker at holde velfærdsstaten i kunstigt live, kan de jo bare mobilisere til ugentlige 24-timers arbejdsdage og se om det nytter.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.