Den borgerlige regering har nu haft magten i Danmark i 3 år. Hvis der blev lavet en undersøgelse af hvordan arbejdere og unge har oplevet disse 3 år er der ingen tvivl om, at langt størstedelen vil mene at deres levevilkår er blevet væsentligt forringet.

Ny-løn, Start-løn, forringet børnepasningsmuligheder, forringet ældrepleje og nedskæringer på hele uddannelsesområdet er dagens menu hos den borgerlige regering, mens husets vin tappes fra blodbadet i Irak.

Der er brug for kamp
Det er klart at en sådan serie af angreb modtages med afsky. På uddannelsesområdet har den borgerlige regering sparet 1,4 mia. kroner siden den kom til magten, hvilket for alvor har vakt de unges vrede. De store demonstrationer i forbindelse med Stop-nu initiativet lod ungdommens frustrationer og vrede få et udtryk. Op imod 100.000 elever/studerende
strejkede og demonstrerede imod regeringens angreb på uddannelsesområdet, men det er ikke nok med en enkelt aktionsdag – der må mere til.

Ungdommen fungerer ofte som et slags barometer på hvad der generelt rører sig i samfundet og giver derfor et fingerpeg om fremtiden.

Et af arbejderbevægelsen gamle slogans lyder ”Uddannelse for alle”. Det var i sin tid den danske arbejderklasse der tilkæmpede forbedringerne på uddannelsesområdet og størstedelen af de unge der befinder sig i uddannelsessystemet i dag, befinder sig på arbejdsmarkedet i morgen. Der er ingen kinesisk mur der adskiller ungdommen og arbejderklassen generelt.

Almindelige arbejdere har overalt i Danmark rørt på sig. Faktisk har arbejderne i Danmark europarekorden i flest strejkedage per indbyggere og dagen efter de store elevdemonstrationer demonstrerede op imod 10.000 pædagoger og forældre i Århus mod forringelser.

LO og elevbevægelsen må samle kampene
I forbindelse med den kommende valgkamp må LO og elevbevægelsen føre en samlet kampagne imod den borgerlige regering og afsløre dens sande ansigt. LO bør komme ud på alle arbejdspladser og elevbevægelsen bør komme ud på alle uddannelsesinstitutioner og argumentere for en arbejderregering på et socialistisk program.

Desværre er det ikke nok bare at få valgt en ny regering. Som du kan læse mere om inde i avisen, kan Morgens lykketoft ikke længere kende forskel på Socialdemokratiets og Venstres principprogram. De fleste husker hvordan den socialdemokratiske regering ligeledes skar ned og udliciterede som aldrig før. Der er brug for at arbejdere og unge går ind i socialdemokratiet og de andre arbejderpartier for at kæmpe for at føre dem tilbage på et socialistisk program!

Kun på den måde kan vi sikre et fremtidigt samfund, hvor flertallets tilværelse bliver værd at leve.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.