I disse urolige tider er det vigtigt at arbejde for fred og forståelse mellem kulturer. Uheldige misforståelser kulturerne imellem bør helst også undgås.

I den seneste tid har der været nogle fornuftige bud på hvordan disse forhold kan løses. Blandt andet er Den Danske Forening kommet med det tolerante og glædelige budskab, at børn skal “lære at respektere muslimer”.

Derfor vil foreningen gerne agere “slik-onkler” for en dag i landets børnehaver, hvor børnene via dukketeatret “Søren (Krarups?) Sorte Samvittighed” skal lære, “at muslimer skal ud af landet”.
Og busselskabet Connex har sagt, at der skal tales dansk i chaufførernes skur, da man med rette påpeger, at der nemt kan opstå misforståelser, hvis der bliver sagt noget på for eksempel arabisk. Man kunne måske have mistanke om evt. trusler, og man henviser klogt til terroren mod USA for at vise, hvad arabisk tale kan føre med sig.

Her På Spidsen er vi sandelig glade for, at det ikke er alle, der er faldet for den omsiggribende krigspropaganda, men at der stadig findes modige og idealistiske “slik-onkler” her i landet, der kan sikre freden og tolerancen blandt kulturerne!

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.