Økonomien på verdensplan er på vej i en dyb krise med nedskæringer og massearbejdsløshed til følge. I efteråret vil der komme det ene brændpunkt efter det andet. Et af dem vil være de begrænsede offentlige budgetter. Regeringen kræver, at statens, amternes og kommunernes budgetter kun må stige med 0,7%. Man kunne så spørge, hvorfor det egentligt skulle betyde nedskæringer. Det gør det, fordi inflationen er på ca. 2,5%. Det vil sige, at de offentlige udgifter af den grund stiger 2,5% - men at budgetterne kun må stige 0,7%. Med andre ord vil der komme lige så hårde nedskæringer som i 2002. Eller faktisk hårdere, da kommunerne vil være tvunget til at skære ned på mere og mere følsomme områder.

En stor del af det private arbejdsmarked skal forhandle en ny overenskomst hjem for 2004. Disse forhandlinger starter i slutningen af 2003. Byggeriets arbejdsgivere truer med at bruge østeuropæisk arbejdskraft, som skal arbejde til mindstelønnen. Dette vil være et groft angreb på lønniveauet i Danmark og må bekæmpes med alle midler, blandt andet ved at kæmpe for en bedre mindsteløn.

Regeringen snakker også om at sætte dagpengeperioden ned. Perioden blev sat ned fra 9 år til 4 under Nyrup-regeringen med den begrundelse, at der var et opsving. I dag ser vi en tiltagende krise. At nedsætte dagpengeperioden nu viser bare, at den virkelige plan helt er at afskaffe dagpengene. I stedet bør dagpengeperioden idet mindste igen være på 9 år, så det ikke er de arbejdsløse, der skal betale for krisen.

Man er også begyndt at kalde unge hjemmeboendes SU for "cafépenge". Dette er dybt forkasteligt. Den hjemmeboende SU er hårdt tiltrængt for de familier, som skal forsørge de unge studerende. Hvordan kan en regering, der repræsenterer de mest velstillede i Danmark kalde et beløb på ca. 2.000,- for luksus?! At fjerne de hjemmeboendes SU vil være endnu et skridt væk fra alles ret til en uddannelse. Også efterlønnen og folkepensionen er alt for høj, ifølge regeringen, som også forbereder en ny omgang hårde angreb på arbejdere af fremmed oprindelse. Regeringen har tilsyneladende ingen skrupler. Men alle disse angreb må mødes med kamp. Der er mere end nogensinde brug for en arbejderbevægelse, der kan forsvare velfærden. Men desværre har ledelsen for arbejderbevægelsen ikke været i stand til at vise alternativet til den borgerlige regering. Dette er endnu et bevis for nødvendigheden af at opbygge den socialistiske opposition i arbejderbevægelsen. Hvis kapitalismen betyder nedskæringer og krise, hvorfor skulle vi dog så acceptere sådan et system. Alternativet til kapitalismens krise er et socialistisk samfund, hvor værdierne i samfundet kan komme alle til gode i stedet for nu, hvor det kun kommer et lille mindretal – kapitalisterne – til gode. Vejen frem for arbejderbevægelsen er en kompromisløs kamp mod alle nedskæringer og for en socialistisk politik.