Økonomien fylder meget i nyhederne for tiden, og det er med god grund. Den kapitalistiske verdensøkonomi er plaget af voldsom uro og store rystelser. Dag efter dag på børserne ender med store fald, så kommer der korte opture, hvor vi får at vide, at nu skal det nok gå, men så følger der endnu større fald. Især den amerikanske kapitalisme rystes af den ene omfattende skandale efter den anden, hvor forskellige firmaer har søgt at dække over dårlige resultater, og adskillige af de helt store foretagender har måttet bukke under. Den voldsomme uro dækker over en rigtig krise, der er ved at udvikle sig i den kapitalistiske økonomi over hele verden. Der er massiv overproduktion i mange sektorer, og profitterne falder. Selvom kortere perioder med stabilisering ikke kan udelukkes, vil det generelle perspektiv være nedgang i den næste periode - vi vil komme til at se flere virksomhedslukninger, konkurser, fyringer og mere pres på arbejderklassen, samtidig med øgede spændinger mellem de kapitalistiske lande og flere tendenser til protektionisme, hvilket i yderste konsekvens vil kunne gøre krisen til en decideret depression.
Det er i den situation, at EU under Danmarks formandskab skal diskutere ting som østudvidelse og den fremtidige EU-grundlov. Begge ting vil afsløre EU's reaktionære karakter. EU vil ikke være en løsning for folkene i Østeuropa, slet ikke i en situation med nedgang i økonomien på verdensplan. Konkurrencen mellem de europæiske kapitalister vil blive skærpet, og de vil alle prøve at klare sig på de andres bekostning. Østeuropa er ikke blevet inviteret med for de østeuropæiske arbejderes og bønders skyld, men til gavn for kapitalisterne i Øst og Vest, som endnu et marked at udnytte.
Den krise, der er under opsejling, umuliggør også, at det fromme håb om et stop for regeringens nedskæringspolitik bliver til virkelighed. I en situation, hvor kapitalismen ikke har råd til store indrømmelser til arbejderklassen længere, vil vi uundgåeligt komme til at se nye angreb på rettigheder, velfærd og levestandard og fornyet pres på arbejderklassen. De borgerlige har også allerede meldt ud, at det vil blive nødvendigt med et seriøst opgør med fagbevægelsen.
Det er nu som før nødvendigt med organiseret modstand og en kampklar arbejderbevægelse, der kan udfordre de borgerlige. Derfor bliver det stadig mere nødvendigt at opbygge den socialistiske fløj i arbejderbevægelsen, som kan føre alternativet frem: konsekvent kamp imod forringelser og for arbejderklassens kamp for et demokratisk socialistisk samfund, befriet for kapitalismen og dens kriser.
