For knap to år siden startede krigen i Ukraine, som har sendt tusindvis af ukrainske og russiske arbejdere i døden, i en reaktionær imperialistisk konflikt mellem Rusland og vestlig imperialisme. Krigen har været en tragedie for den ukrainske befolkning, men den har derimod vist sig at være en særdeles lukrativ forretning for de danske kapitalister.

I de seneste uger har hundrede tusinder af arbejdere og unge på tværs af hele USA deltaget i den palæstinensiske solidaritetsbevægelse. Vi har været med til protester og demonstrationer i alle større byer, hvor vi har modsat os Israels krig mod Gazas befolkning. Vi har marcheret, råbt indtil vi blev hæse, og krævet en ende på den ensidede nedslagtning. I denne kontekst har kravet om en våbenhvile fået et udbredt ekko, idet bevægelsen har spurgt sig selv: Hvordan stopper vi drabene? Hvordan eskalerer vi vores handlinger, så vi reelt kan sætte en stopper for katastrofen i Gaza?

Det danske borgerskab har mistet et par erfarne hænder ved roret, og Margrethes frasigelse af tronen sker ovenikøbet på et tidspunkt, hvor kapitalismen går en alvorlig krise i møde. Alt tyder derfor på, at Frederiks regentperiode bliver langt mere ustabil og konfliktfyldt end sin mors. Fra at være et anker for systemets stabilitet, kommer kongehuset i stedet til at skærpe krisen i systemet.

Det amerikanske politiske etablissement befinder sig i en historisk dyb krise. Gentagende hævninger af gældsloftet, den manglende evne til at vedtage en finanslov og det kaotiske forestående præsidentvalg vidner alle om den blindgyde, som amerikansk kapitalisme befinder sig i. Problemerne ophober sig i større og større grad, og viser, at der ikke er nogen langsigtede løsninger indenfor kapitalismens rammer.

Gennem de seneste måneder har vi i Danmark set en historisk stærk solidaritetsbevægelse for Palæstinas befrielse. Tusindvis af arbejdere og unge har gentagne gange stået skulder ved skulder og demonstreret mod undertrykkelsen af palæstinenserne. I første omgang forsøgte regeringen at standse solidaritetsbevægelsen ved at stemple alle, der støttede palæstinensernes frihedskamp, som terrorister eller Hamas-sympatisører. Det fejlede dog fuldstændigt, og demonstrationerne fortsatte ufortrødent med voksende styrke. Regeringen har derfor efterfølgende taget skrappere midler i brug.

Bygningsarbejdere, malere, havnearbejdere, fabriksarbejdere, elektrikere, postarbejdere: Alle er gået sammen om at vinde en overenskomst for arbejderne ved Tesla, i en kamp, der er blevet et afgørende opgør. Kampen har spredt sig til Danmark, Norge og Finland hvor havnearbejdere og lastbilchauffører er gået med i kampen.

Den israelske stats krig mod Gazas befolkning kan bedst beskrives som et decideret folkemord. Men vores egen reaktionære herskende klasse her i Danmark er langt fra uden skyld i dette blodbad. Mette Frederiksen og resten af lederne af det såkaldte “internationale samfund” støtter loyalt den herskende klasse i Israel, og de har alle, inklusiv de danske politikere, blod på hænderne. Imperialisterne i Washington, London, Berlin og København er lige så ansvarlige for palæstinensernes undertrykkelse og lidelse, som det israelske regime. Kampen for at gøre en ende på den igangværende krig hænger derfor uløseligt sammen med kampen mod magthaverne på tværs af hele Vesten.

Israels morderiske krig mod Gaza er ved at nå et vendepunkt. De grufulde billeder af nedslagtede civile har udløst en bølge af afsky over hele verden. Tusinder er gået på gaden i hovedstæder i hele Mellemøsten med krav om handling til støtte for Gaza, mens hundredtusinder af mennesker i Vesten har protesteret mod deres regeringers medansvar for Israels forbrydelser. Men spørgsmålet melder sig straks: Hvordan bliver Palæstina frit? Spørgsmålet kræver et klart svar.

Krisen, der startede i 2008, udstillede kapitalismens begrænsninger, og startede en proces, hvor millioner af arbejdere og unge begyndte at udfordre ikke bare den såkaldte “neoliberalisme”, men selve det kapitalistiske system. Krisen i kapitalismen har dog ikke båret venstrefløjen til magten, men i stedet skubbet venstrefløjen ud i sin egen krise. På overfladen virker det som en selvmodsigelse, men hvis vi ser under overfladen, så er det tydeligt, at det skyldes den reformistiske politiks begrænsninger i en periode som den nuværende.

Verdens opdeling i nationalstater og den konkurrence, som foregår mellem de nationale borgerskaber, gør kampen mod klimaforandringer til en syg joke. Det er sjældent, at kapitalistiske politikere og kommentatorer åbent indrømmer denne åbenlyse sandhed, men i ny og næ er det muligt at læse en artikel skrevet af de mere kløgtige repræsentanter af kapitalen, hvor der udvises et glimt af forståelse. Men netop sådan en artikel blev for nylig udgivet af The Financial Times (FT) med titlen “Hvordan Kina trængte markedet for grøn teknologi op i en krog”.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.