2026 begyndte med den ene eksplosion efter den anden. Den 3. januar kidnappede USA Venezuelas præsident og forsøger nu at tvinge landet på brutal vis til at følge Washingtons diktater. Hvad der var anderledes med dette amerikanske militærangreb var, at det blev udført næsten helt uden brug af den sædvanlige propagandamaskine, som ellers har været tilfældet med tidligere amerikanske interventioner. Al højtidelig snak om “demokrati”, “menneskerettigheder” eller andre tomme floskler, som vi gennem tiden er blevet vant til, var udskiftet med de imperialistiske interessers ærlige sprog:
“Vi kan ikke fortsætte med at have verdens største oliereserver under kontrol af USA’s fjender”, lød det fra USA’s FN-ambassadør, som tydeligvis hentyder til Kinas og Ruslands stigende involvering i området. “Vi vil bruge olien, og vi vil tage olien”, proklamerede Trump, efter han blev spurgt, hvad angrebet skulle gøre godt for.
Men det var ikke kun i Venezuela, at de geopolitiske eksplosioner rungede. Som en scene taget direkte ud af The Godfather rettede Trump sine trusler mod resten af regeringerne i Latinamerika, som USA betragter som sin baghave, og derfor ønsker sine imperialistiske rivaler, Kina og Rusland, ud af. Derefter var det Iran, som stod for skud, da Trump truede med at angribe landet igen, og hvor han i skrivende stund har sejlet en større flåde til Mellemøsten for ligeledes at tvinge iranerne til at makke ret.
Alt dette blev der ikke løftet mange pegefingre over i de europæiske hovedstæder. Men hvad, der rystede den vestlige verden i sin grundvold, var truslerne om at tage kontrol over Grønland. Knap havde støvet lagt sig i Caracas, før Trump endnu en gang, med fornyet styrke, udtrykte sin ambition om at overtage den danske koloni “på den ene eller anden måde”. I vildrede, råbte og skreg de danske og europæiske ledere, at Danmark, og dermed Grønland, er en del af NATO, og at en invasion af Grønland dermed vil betyde opløsningen af NATO. Mens Europa stadig er dybt afhængigt af USA, så er det omvendte ikke længere tilfældet. Derfor ser vi igen, hvordan amerikansk imperialisme tryner og ydmyger de europæiske magter, igen og igen, uden nogen reel modstand fra det svage Europa.
Vi lever i en ny verdensorden. En orden med uhæmmet imperialisme, hvor det er de stærkes ret, der hersker. Det, vi ser omkring os, er, at hele verden bliver genopdelt i indflydelsessfærer mellem stormagterne. Desværre for den europæiske herskende klasse er deres kontinent blevet langt mindre vigtigt for skolegårdens største bølle, USA. I forsøget på at kæmpe imod sine imperialistiske rivaler, særligt Kina, men også Rusland, må USA starte med at koncentrere sig om sin “egen baghave” – den vestlige halvkugle.
Det er i den kontekst, at vi må se Trumps kyniske ambitioner om at overtage Grønland. Igen taler han med de imperialistiske interessers ærlige sprog: “Det er vores. Det tilhører retmæssigt USA. Det er afgørende for national sikkerhed.”
Denne nye, langt mere uhæmmede imperialistiske verdensorden, er ikke bare noget, som vi kommunister taler om. Det er også så småt begyndt at gå op for nogle blandt den herskende klasse og dens repræsentanter, at mere ustabilitet er på vej i en allerede turbulent verden.
Det kunne man høre i en bemærkelsesværdig ærlig tale holdt til verdens elite på World Economic Forum i Davos. Mark Carney, som er Canadas premierminister og tidligere guvernør for Bank of England, beskrev i sin tale, at den gamle verdensorden – den såkaldte internationale regelbaserede orden – blot har været en “nyttig fiktion”, domineret af “amerikansk hegemoni”. Han forklarede, at de regler, der var blevet sat op, altid var blevet anvendt “asymmetrisk” – altså, at alle skulle følge reglerne med undtagelse af USA og dens allierede. Men alt dette afhang ene og alene af USA’s dominans. Den tid er nu ovre, og denne “nyttige fiktion” er brudt sammen.
Som Carney beskrev i sin tale: “Denne aftale fungerer ikke længere. Lad mig være direkte. Vi befinder os midt i et opbrud, ikke en overgang.” En brutal og langt mere ustabil verden tegner sig.
Med Carneys ærlige ord vil verden, med denne nye orden, blive “fattigere, mere skrøbelig og mindre bæredygtig”. Alt dette er rigtigt, men hvad Carney glemmer at svare på er: Hvem er det, som alt dette vil gå ud over?
Det vil være arbejdere, unge og fattige rundt om på hele kloden, inklusiv i Danmark, som vil blive ramt af konsekvenserne af en ny kapitalistisk verdensorden, mens de rige fortsat vil fylde deres lommer. Som en nylig undersøgelse for Oxfam viste, så steg milliardærernes formuer hurtigere i 2025 end i de foregående fem år, samtidig med at arbejderklassens levevilkår er blevet dårligere og dårligere verden over.
I den epoke, som vi er gået ind i, kan vi ikke kun forvente mere uhæmmet imperialisme, krige og kriser, men også at arbejderklassen vil kæmpe tilbage mod det her kriseramte kapitalistiske system.
Allerede nu har titusinder været på gaden i den amerikanske delstat Minnesota efter to skuddrab udført af de amerikanske immigrationsmyndigheder, ICE. Vi har set krav om en generalstrejke, massemøder med tusindvis af deltagere og spontant organiserede varslings- og forsvarsnetværk, som skal beskytte de lokale i nabolagene, hvis ICE nærmer sig. Hvad, vi ser, er ikke kun, hvordan folk mister al tro på, at det her system kan give dem en ordentlig fremtid, men også at flere og flere er villige til at kæmpe tilbage.
Bevægelsen i Minnesota indvarsler et nyt kapitel af organiseret modstand, på et højere niveau, mod den amerikanske herskende klasse, der længe har forsøgt at gøre migrantarbejdere til syndebukke for systemets krise. Det er en modstand, som resten af verdens unge og arbejdere har fulgt tæt, og som giver en enorm inspiration til deres egen kamp mod kapitalister og imperialister overalt.
Imperialismen har domineret kloden i mere end et århundrede, men vi er nu trådt ind i en ny verdensorden. En verdensorden karakteriseret af en uhæmmet og brutal kamp mellem stormagterne. Men denne rivalisering er ikke en tilfældighed. Det afspejler en grundlæggende krise i systemet, i kapitalismen, der ikke længere kan skabe udvikling som førhen, men i stedet skærper og intensiverer konkurrencen mellem verdens imperialister. I denne kamp er det arbejderklassen, som kommer til at betale for systemets krise.
Spørgsmålet, der melder sig i 2026, er tydeligt: Vil vi acceptere at leve under denne nye, brutale kapitalistiske verdensorden, eller vil vi tage kampen op, som de har gjort i Minnesota? Vil vi affinde os med kapitalismens forfald, eller vil vi kæmpe for et fundamentalt anderledes samfund – for socialisme?
Vi har ingen rige bagmænd.
Støt udgivelsen og få rapporter, nyheder, teori og analyser fra klassekampen. Få avisen i din postkasse 10 gange om året for kun 40 kr./md.
