Den 13. juni vågnede verden op til nyheden om, at Israel havde bombet Iran. Det satte en række begivenheder i gang, der hurtigt eskalerede til at USA den 22. juni udførte et bombetogt mod Irans atomprogram.
Det er ikke til at spå om, hvad udviklingen i Mellemøsten er, på det tidspunkt du læser dette. Hvad der imidlertid er sten sikkert er, at de foregående begivenheder på grafisk vis har udstillet etablissementets ekstreme hykleri.
I de vestlige medier blev konflikten præsenteret som, at Iran var aggressoren og at det var Israel, der var under angreb. Det var som om der var byttet om på nat og dag.
Når USA eller Israel overfalder suveræne nationer, er det ifølge de danske medier hverken uprovokeret eller aggressivt. Med overskrifter som “Minut for minut: Amerikansk forsvarschef gennemgår ‘historisk’ overraskelsesangreb mod Iran” omtales deres angreb i stedet som en imponerende operation i en James Bond film.
Støvet fra de amerikanske bomber havde end ikke lagt sig, før medierne begyndte at fremstille det som om Iran var den aggressive part, med overskrifter som “Alle frygter, at iranerne begynder at trække på alt det, de kan”.
Samme vrængbillede af begivenhederne kom fra de danske politikere. Få timer efter at Iran blev angrebet af Israel – i hvad der kun kunne tolkes som en krigserklæring – lød budskabet fra Mette Frederiksen: “Der er ikke noget godt at sige om det styre, der er i Iran i dag. Iran er en destabiliserende faktor i Mellemøsten og dermed også på den globale scene.”
Det er tydeligt, hvilke klasseinteresser politikerne og medierne forsvarer: den herskende klasses. De står et hundred procent bag Israel og amerikansk imperialisme, men for at retfærdiggøre deres reaktionære politik må virkeligheden vendes på hovedet.
Vend den anden kind til
Få timer efter Israel angreb Iran, opfordrede Lars Løkke Rasmussen på hyklerisk til “deeskalering” og tilbageholdenhed, med udtalelser som: “Vi følger udviklingen tæt og opfordrer på det kraftigste alle parter til at afstå fra yderligere eskalering.”
Siden Rusland invaderede Ukraine i 2022 har Lars Løkke og resten af det danske etablissementet talt meget om, hvor ukrænkelig nationers suverænitet er, så man kunne derfor fristes til at tro at Lars Løkkes første reaktion, når et land uprovokeret angribes af et andet, ville være at forsvare den forurettede parts suverænitet og ret til at forsvare sig selv.
Men i stedet for at fordømme Israels aggression og krænkelse af Irans suverænitet, kom Lars Løkke med en løftet pegefinger over for Iran, i form af kravet om at deeskalere og udvise tilbageholdenhed. Iran skulle høfligt vende den anden kind til, og afstå fra at forsvare sig mod den byge af bomber, som regnede ned fra israelske kampfly.
Ifølge de danske politikere gælder der på verdensscenen to sæt regler; ét for Vesten og dens allierede, og et andet for alle andre. De eneste, som har ret til at forsvare sig selv, er Vesten og dens allierede. Faktisk har denne “frie” verden ikke bare ret til at forsvare sig, de har også ret til at udføre “forebyggende” angreb på andre suveræne nationer, hvis de mener at deres sikkerhedspolitiske interesser i fremtiden kan komme under trussel.
Politikerne på Christiansborg fordømte i højlydte vendinger Putin, da Rusland invaderede Ukraine i 2022, fordi Kremlin vurderede, at Ruslands sikkerhedspolitiske interesser var truet af et NATO trænet og bevæbnet Ukraine. Men da Netanyahu angreb Iran, med undskyldning om, at landets atomprogram angiveligt en gang i fremtiden kunne udgøre en trussel over for Israel, så var budskabet fra den danske regering, at Iran ikke måtte svare igen.
Den ikke så regelbaserede verdensorden
På hyklerisk vis banker de danske politikere deres rivaler i hovedet med, at de skal overholde internationale regler, men det blinde øje vendes til, når Vesten bryder dem. I et interview blev Mette Frederiksen spurgt om, hvorvidt hun mente at angrebene som Israel og USA havde gennemført på Iran var lovlige i forhold til international ret, hvortil hun svarede:
“Det er ikke op til mig at vurdere juraen i det her. Men jeg vil gerne helt uden forbehold sige, at med Iran som en atommagt kan vi glemme alt andet, som vi står og taler om. Jeg synes altid, vi skal efterstræbe at overholde al international lovgivning. Det gælder også vores allierede. Men det ændrer ikke på, at et Iran som atommagt vil kunne destabilisere hele vores verdenssamfund.”
Budskabet fra Mette Frederiksen er ikke til at tage fejl af: Internationale regler gælder ikke når det er Vestens interesser, der skal forsvares. I den sags tjeneste er alt tilladt, inklusivt at udføre uprovokerede angreb på andre nationer.
På kynisk vis retfærdiggjorde Mette Frederiksen og resten af Vestens ledere angrebene på Iran med undskyldningen om, at det iranske regime er forfærdeligt, men samtidig samarbejder den danske regering glædeligt med brutale regimer som dem i Saudi-Arabien og Egypten!
Vi kommunister har intet tilovers for regimet i Iran, men der vil aldrig komme noget positivt ud af, at Israel og Vesten forsøger at foretage et regimeskifte i landet. Den eneste kraft, der kan skabe en positiv forandring i Iran, er de iranske masser.
Diplomati og manipulation
Efter at Israel og USA angreb Iran, lød det samme budskab fra samtlige vestlige hovedstæder: Iran skal gå diplomatiets vej og forhandle. Fx udtalte Lars Løkke:
“[Jeg] følger situationen tæt i Mellemøsten. Klart, at Iran aldrig må udvikle atomvåben. Vi må ikke miste fokus på det diplomatiske spor. [Jeg] opfordrer parterne til at genoptage forhandlingerne & undgå yderligere optrapning.”
På overfladen kunne opfordringen til at søge en diplomatisk løsning på konflikten virke rationel og sympatisk, men hvad lå der egentlig bag kravet om en diplomatisk løsning?
Inden Israels angreb på Iran, var Iran og USA i gang med aktive forhandlinger om det iranske atomprogram. Ifølge CIA’s vurdering var Iran mindst tre år fra faktisk at kunne bygge en atombombe, og det iranske regime har i realiteten aldrig indikeret, at de planlægger at bygge en. Målet for det iranske regime har i stedet været at indgå en aftale, hvor nogle af Vestens sanktioner mod landet blev ophævet til gengæld for at Iran forpligter sig til at begrænse sit atomprogram til civile formål.
Ifølge planen skulle en ny runde af forhandlingerne mellem Iran og USA have foregået om søndagen, den 15. juni – altså blot to dage efter at Israel bombede landet. Israels angreb var således et åbenlyst forsøg på at sabotere de igangværende forhandlinger og forhindre en diplomatisk overenskomst mellem det iranske styre og Trumps administration om det iranske atomprogram.
Lars Løkkes budskab om, at “Iran bør vende tilbage til forhandlingsbordet” var derfor det værste hykleri. Iran havde aldrig rejst sig fra bordet, det var i stedet Danmarks israelske allierede, der smadrede de igangværende forhandlinger.
Al Vestens snak om, at Iran skulle gå diplomatiets vej, var et forsøg på at skjule, hvem der var aggressoren. De malede et vildledende billede af konflikten, som om Iran frit kunne vælge, hvorvidt konflikten ville eskalere eller ej, og at det for Iran blot var et spørgsmål om at “vælge diplomatiet”.
Og hvis Iran derfor forsvarede sig militært mod angrebene fra Israel og USA, lå ansvaret for konflikten – må vi forstå – altså ikke på skuldrene af Netanyahu og Trump, men i stedet på skuldrene af det iranske styre. Al snak om diplomatiske løsninger var intet andet end et hyklerisk forsøg på at male Iran som aggressoren og lægge ansvaret for konfliktens videre forløb på skuldrene af Iran, og dermed rense Vesten og de danske politikere, der ukritisk støtter Netanyahu, for deres medansvar for krigen.
Sige tingene som de er
I deres propaganda forsøgte det danske etablissementet at få Netanyahus krig mod Iran til at fremstå retfærdig og nærmest defensiv, men realiteten er, at det var en kriminel imperialistisk krig, som fattige og arbejdere i alle lande ville have betalt prisen for.
Modsat politikerne, medierne og toppen af samfundet har vi kommunister ingen interesse i at fordreje de faktiske forhold for at manipulere folk til at støtte op om krige. Vi har i stedet en interesse i at sige tingene som de er.
For hvis vi, arbejdere og unge her i landet, effektivt skal kunne bekæmpe regeringen og deres imperialistiske politik i Mellemøsten, i Ukraine og i resten af verden, er det nødvendigt at udstille deres hykleri, afsløre deres propaganda og dermed tegne klasselinjerne skarpt op. Og det er netop, hvad Revolution et redskab til.
Vi har ingen rige bagmænd.
Støt udgivelsen og få rapporter, nyheder, teori og analyser fra klassekampen. Få avisen i din postkasse 10 gange om året for kun 40 kr./md.
