Den 6. november vågnede etablissementet i USA op til en forskrækkelse. Donald Trump havde vundet præsidentvalget, og Demokraterne havde lidt et ydmygende nederlag.
Så snart valgresultatet lå fast, begyndte der i medierne et blame game. Nederlaget blev undskyldt med alverdens kyniske beskyldninger om, at den amerikanske befolkning var blevet racister eller kvindehadere. Alle andre var ansvarlige for nederlaget end etablissementet selv og deres forhadte politik.
Men hvad repræsenterede valget af Trump i virkeligheden?
Valgresultatet var et mistillidsvotum mod hele det liberale etablissement, der repræsenterer den dominerende fløj i den amerikanske herskende klasse og som skiftevis, gennem Demokraterne og Republikanerne, har haft den politiske magt siden 2. verdenskrig. Trumps valgsejr var derfor et nederlag for den herskende klasse i USA – den mest reaktionære magt på jorden.
Hvem bærer ansvaret?
Trump, som er en outsider i sin egen klasse, udtrykker på fordrejet vis en udbredt foragt over for etablissementet og toppen af samfundet. Og det er netop det liberale etablissement, som alene bærer ansvaret for den elendige tilstand, landet befinder sig i. Det er dem, som er ansvarlige for, at 78% af amerikanere lever fra lønseddel til lønseddel; at retten til abort ikke er skrevet ind i loven; at politiet myrder sorte amerikanere på daglig basis.
Demokraterne, Harris og resten af etablissementet har bygget et racistisk og sexistisk samfund. Trump er også reaktionær, men han er ikke årsagen til, at der er racisme og sexisme i USA. I medierne bliver Trump angrebet for at være racist og kvindehader, hvilket der er meget lidt tvivl om, at han er, ligesom tilfældet er for mange andre fra den amerikanske elite. Men det er ikke den virkelige årsag til, at de angriber ham.
De angriber ham, fordi han udstiller etablissementets hykleri og afslører, at staten, medierne og domstolene ikke er neutrale institutioner, men at de står på elitens side. På den måde underminerer han det kapitalistiske demokratis legitimitet. De liberale advarer om, at Trump udgør en fare for demokratiet, men hvilket demokrati er han til fare for?
Han miskrediterer deres demokrati – elitens demokrati. Demokrati for det store flertal eksisterer ikke under kapitalismen og har aldrig eksisteret. Uagtet hvad befolkningen ønsker, er det i sidste ende Wall Street, der bestemmer.
Klassevreden bryder frem
De liberale og den moderate venstrefløj påstår, at valget af Trump markerer et skift mod højre i amerikansk politik, men det udstiller blot, at de ikke forstår, hvad der ligger bag hans opbakning.
Trumps sejr repræsenterer et led i den voksende polarisering og radikalisering i USA. Hans valgsejr er et fordrejet udtryk for den enorme vrede, der eksisterer over status quo. I fraværet af et venstreorienteret anti-establishment-alternativ har Trump fået monopol på at udtrykke meget af den dybfølte vrede, som eksisterer i det amerikanske samfund – omend han gør det af sine egne reaktionære personlige interesser.
Det liberale etablissement og medieredaktørerne, som nyder en behagelig tilværelse fjernt fra arbejderklassens hverdag, er ude af stand til at forstå den voksende vrede og det sydende klassehad, som eksisterer i samfundet. For dem er det som et fremmed sprog, de ikke taler. De forstår det ikke, og de kan ikke engang gengive det. Derfor kan de heller ikke begribe, hvorfor Demokraterne blev vraget til fordel for Trump.
Det samme er tilfældet i Danmark. Demokraternes nederlag var ikke bare en øretæve til eliten i USA, men også et nederlag for den danske regering, som forsvarer den samme liberale verdensorden. Det er ingen hemmelighed, at regeringen og det danske borgerskab foretrak Harris over Trump, som, hvis han gør alvor af sine valgløfter, vil destabilisere dansk kapitalisme.
500 milliarder til krig
Det danske borgerskab ønsker for alt i verden at beholde sin tætte alliance med USA – verdens stærkeste imperialistiske magt. Det ønske udtrykkes klar af Mette Frederiksen, som bl.a. har udtalt, at “der ikke [må] komme et A4-ark mellem Europa og USA”.
Konkret betyder det, at Danmark må føre en lige så aggressiv udenrigspolitik som USA, for at der ikke kommer et “A4-ark” mellem den danske regering og Trump. Der må derfor oprustes for milliarder, for at tækkes Trump, som kræver, at NATO-landene øger forsvarsudgifterne betydeligt.
I november, på Venstres landsmøde, kunne man således høre fra partiets formand og landets forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, at de 200 milliarder kroner, der allerede er blevet sat ekstra af til forsvaret, slet ikke er nok. Faktisk er det nødvendigt at bruge yderligere 300 milliarder på krig, død og ødelæggelse!
Det betyder, at forsvarsudgifterne ser ud til at stige med svimlende 500 milliarder kroner under den nuværende regering. Et astronomisk beløb, som, hvis det blev brugt på velfærd, kunne finansiere gratis offentlig transport i hele landet i 34 år eller alle danske folkeskoler i 12 år.
Ifølge politikerne er der altid penge til krig, men aldrig til at passe de ældre, tage os af de sårbare i psykiatrien eller give vores børn en ordentlig uddannelse. Som en del af regeringens finanslov skal uddannelsesområdet spare en femtedel af dets budget på undervisningsmidler og andre undervisningsmaterialer. Det sker på et tidspunkt, hvor uddannelsessystemet i forvejen hænger i så tynde laser, at 57 procent af landets lærere overvejer at droppe faget. Det samme billede går igen i alle dele af velfærden, som er i forfald alle steder.
Ned med regeringens militarisme!
Oprustning er uundgåeligt, i den verden vi lever i, hvor kampen om profit og dominans tager til. Den herskende klasse betaler ikke selv regningen for dens militarisme, som i stedet placeres på vores skuldre.
Overalt er der en følelse af, at samfundet er i forfald, i krise, og at livet hele tiden bliver sværere og sværere. Hele 95 procent af trængte børnefamilier har ikke råd til basale fornødenheder som tøj og medicin, og 8 procent af danske husstande har ikke råd til at opvarme deres hjem tilstrækkeligt. Det er mere end en fordobling siden 2021.
Kampen for et bedre liv hænger uløseligt sammen med kampen for at vælte kapitalismen med al dets indbyggede krig, oprustning og destruktion. Valget foran os er klart: bøger eller bomber, velfærd eller militær, socialisme eller barbari.
