bladet revolution 640pxBladet Revolution er kommet til verden. Revolutionære Socialister indbyder derfor til lanceringsmøde lørdag den 4. oktober med titlen ”Verdensrevolution og krisen på venstrefløjen”, hvor bl.a. redaktør for marxist.com, Fred Weston, taler.

Krisens udvikling bekræfter hver eneste dag Karl Marx’ analyse af kapitalismens modsætninger i en grad, som har tvunget selv dybt reaktionære økonomer til at anerkende, at den gamle havde fat i noget – om end de selvfølgelig ikke er villige til at drage de samme revolutionære konklusioner som Marx.

Alligevel står vi midt i et skrigende paradoks: Aldrig har kapitalismen vist sig mere uduelig og aldrig har bureaukratiet i arbejderklassens masseorganisationer klynget sig tættere til netop kapitalismen. I mangel af et økonomisk opsving a la efterkrigsopsvinget, som kunne danne grundlag for reelle forbedringer, er Socialdemokratismen svunget over i åben liberalisme, og angreb på arbejderklassen og unge.

Selv ikke de mere venstreorienterede partier har vist sig i stand til at præsentere et alternativ. I stedet forsøger de at føre gammeldags socialdemokratisk politik. De lover guld og grønne velfærdsskove, uden dog at kunne vise, hvordan kapitalismen skulle kunne tilbyde dette under de nuværende forhold. Det er ikke så underligt, at det klinger hult i arbejderklassens ører, når alle kan se, at økonomien er i stagnation og på vippen af en ny nedtur.

Der er behov for at sige tingene åbent og ærligt. Derfor er Revolution blevet lanceret.

Hvad er en Revolution?

Den økonomiske baggrund for en revolution defineres som en situation, hvor et socio-økonomisk system ikke længere er i stand til at udvikle samfundets produktivkræfter. Hvor de eksisterede produktionsforhold er blevet en lænke for udvikling. En situation som verdensøkonomien befinder sig i, i dag.

Den økonomiske krise fører til politisk krise, hvor den herskende klasse ikke kan herske som tidligere og hvor de brede masser heller ikke kan fortsætte som tidligere. Revolution er en proces med omvæltning af et døende system og fødslen af et nyt.

Mere subjektivt kan revolution defineres som en proces, hvor masserne træder ind på historiens scene og tager sin skæbne i egne hænder. Hvor masserne går fra at være simpelt tilbehør til produktionen, simple varer i form af arbejdskraft til at forme deres egen fremtid. Hvor millioner af menneskers kreative potentiale slippes løs. Potentiale som under normale forhold ligger gemt og underkuet i den daglige trummerum for at penge til huslejen og mad på bordet. Det er en proces, vi har set i lande verden over, hvor millioner er gået på gaden for at påvirke deres liv og fremtid.

bladet revolution opsat 640pxDerfor hedder bladet Revolution

Der er masser af folk og organisationer, der har pakket tingene så meget ind, at de ikke længere kan finde indholdet. Enhedslistens folketingsgruppe er fx gået i spidsen for at tilpasse sig ”spillet” i Folketinget. Revolution siger derimod tingene, som de er: Det kapitalistiske samfund er i en blindgyde. Det politiske system er råddent. Arbejderklassen må tage magten. Der er behov for en Revolution.

Og det bedste af det hele er, at det ikke er en fjern drøm, men en virkelighed der rykker nærmere for hver dag.

Møde i Revolutionens tegn

Mødet vil tage udgangspunkt i den internationale situation ved et oplæg ved Fred Weston som har været aktiv revolutionær i tre årtier. Gennem sit arbejde på den Internationale Marxistiske Tendens’ internationale sekretariat i London, er han dagligt i kontakt med revolutionære i mere end 30 lande, hvilket giver ham et unikt billede af klassekampen og den politiske situation på international skala. Han har indvilliget i at stille op og forsøge at skære igennem det pessimistiske billede af verden, som tegnes i medierne, og opridse perspektiverne for en international socialistisk revolution.

Efter det internationale grundlag er lagt, vil redaktør for Revolution, Marie Frederiksen, sætte det hele i en dansk kontekst med udgangspunkt i den massive politiske krise, der eksisterer på den danske venstrefløj. Er der virkelig grund til at være så depressive, som alle partier på venstrefløjen er? Hvad er Revolutionære Socialisters projekt og hvorfor skal man gå med? Disse, og mange andre, spørgsmål vil Marie Frederiksen forsøge at svare på.

Man er velkommen, både hvis man bare er nysgerrig, men så absolut også, hvis man føler sig politisk hjemløs og gerne vil organisere sig i kampen for socialisme. Kom og se om Revolutionære Socialister og ”Revolution” er noget for dig.

TID: Lørdag den 4. oktober kl. 13.00

STED: Skoleholdergårdens Beboerhus, Skoleholdervej 35, 2400 København NV

Program:
13.00-15.00: INTERNATIONALE RYSTELSER - PERSPEKTIVER FOR REVOLUTION ved Fred Weston.
15.00-15.30: Pause med kaffe og kage
15.30- 18.00: KRISEN PÅ VENSTREFLØJEN - REVOLUTIONÆR SOCIALISME ER SVARET ved Marie Frederiksen.
18.00 - : aftensmad og fest!

Indgang er gratis.
Aftensmad koster 30 kr (50kr i solidaritetspris)

Tilmeld dig gerne på facebook (ikke et krav)