Vi bringer her tredje del (ud af fem) af IMT's analyse af verdenssituationen. Dette dokument er et udkast der danner basis for en diskussion indenfor IMT, og som der vil blive stemt om, med mulige ændringsforslag ved dette års Verdenskongres i IMT.

Læs Del1

angry-workers-china124. BRIK-landene

125. Siden slutningen af Anden Verdenskrig har den vigtigste drivkraft i verdensøkonomien været væksten i verdenshandlen. Men FN agenturet UNCTAD forudser nu, at verdenshandlen sandsynligvis forbliver svag i mange år, og det vil have omfattende konsekvenser på de udviklingsøkonomier, der har været afhængige af eksport.

126. De overdrevne forhåbninger om, at Asien kunne fungere som verdensøkonomiens drivkraft, er blevet fejet til side. Kinas vækst er faldene, og Indiens falder endnu hurtigere. Den europæiske økonomi forbliver nølende, og Japans udsigter falmer allerede. Den japanske regering har forsøgt at genoplive den stagnerende økonomi ved at pumpe penge ud. Men denne politik er total uholdbar. Den japanske regerings gæld beløber sig til 250% af BNP. BRIK landene er alle i samme position, og også IMFs prognoser for den Sydøstasiatiske økonomi er blevet skarpt nedjusteret. IMF taler nu om, at ”der finder en strukturel afmatning sted” af udviklingsøkonomierne.

127. Væksten i de såkaldte udviklingsmarkeder er faldet. Det er ikke svært at forstå. Hvis Europa og USA ikke forbruger, kan Kina ikke producere. Hvis Kina ikke kan producere, så vil lande som Brasilien, Argentina og Australien ikke være i stand til at eksportere deres varer.

128. De spekulative penge, der strømmede ind i BRIK landene i den seneste periode, strømmer nu ud igen, hvilket har medført et skarpt fald i værdien af deres valutaer. Den indiske rupee, den indonesiske rupiah, den argentinske peso, den brasilianske real og den sydafrikanske rand har alle registreret skarpe fald. Nigerias finansminister advarede om, at afslutningen på de amerikanske kvantitative lettelser (QE) vil ryste udviklingsmarkederne og øge deres låneomkostninger. Samme pointe kom fra Najib Razak, den malayisiske premierminister, der forudså, at pengene vil strømme tilbage til USA.

129. Stærk økonomisk vækst og stigende levestandard tog brodden af klassekampen i meget af det sidste årti, men både i Brasilien og Tyrkiet er væksten styrtdykket. Over hele den udviklende del af verden er væksten bremset markant op til niveauer, der gør det vanskeligt eller umuligt for den nye generation at unge at komme ind på arbejdsmarkedet.

130. Kina

131. Krisen i BRIK landene er organisk forbundet med afmatningen i Kina. Kinas fremkomst som af nogen – selv nogen der kaldte sig selv marxister – blev set som en garanti for verdenskapitalismens fremtid, har kun tjent til at skærpe alle modsætningerne. I en periode gav den eksplosive vækst i den kinesiske økonomi en saltvandsindsprøjtning til verdens kapitalisme. Nu viser denne kolossale fordel sig som et kolossalt problem. De massive investeringer i kinesisk industri måtte nødvendigvis udtrykke sig som en masse billige varer, der skulle finde et marked udenfor Kina. For de globale producenter har strømmen af billig kinesisk eksport over det sidste årti forværret overproduktionskrisen.

132. Kombinationen af et enormt udbud af billig arbejdskraft fra landet og moderne maskineri og teknik næret af statsstøtte har gjort Kina i stand til hurtigt at udvikle en kraftfuld industriel base. Det har ødelagt jobs og kapacitet over hele verden, lukket fabrikker i konkurrerende nationer. Udenlandske virksomheder lærte at skælve over strømmen af billige varer fra Kina. I starten var der en meget høj profitrate, men som Marx forklarede, sker der blot det, at andre kapitalister går ind i markedet, og profitraten når mere normale niveauer. Vi ser det ske i Kina. Perioden med eksplosiv vækst har nået sine grænser. Nu befinder Kina sig overfor samme problemer, som rammer alle kapitalistiske økonomier.

133. Kinas lav-omkostningsvarer dominerer nu mange sektorer. Men når først hovedparten af den globale produktion af en given industri er flyttet til Kina, følger overkapacitet hurtigt. Nu er de i stigende grad bekymrede for den stigende overproduktion (”overkapacitet”) i den kinesiske økonomi. Det udgør en væsentlig risiko for det, der nu er verdens andenstørste økonomi.

134. Under den globale finansielle krise hjalp Kina med at redde det kapitalistiske system ved at lancere en kolossal stimulanspakke der gav en saltvandsindsprøjtning til verdensmarkedet. Som et resultat fortsatte Kinas økonomi fremad, og voksede med 8,7 procent i 2009 og 20,3 procent i 2010. Det var det største eksperiment i den keynesianistiske økonomis historie. Men nu er modsætningerne blevet åbenlyse. Nu er mange af de industrier, der fik gavn af stimulansen – fra stål til skibsbyggeri til metalsmeltning – paralyseret af enorm overkapacitet, eller for det give det sit korrekte navn overproduktion. Afmatningen i den kinesiske økonomiske økonomi varsler enorme tab og nødvendigheden af en smertefuld udryddelsesproces.

135. The Financial Times (17/6/2013) kommenterer: “Fra kemikalier og cement til gravkøer og fladskærmsfjernsyn, er den kinesiske industri oversvømmet med overkapacitet, der driver profitterne ned indenfor og udenfor landet og truer med yderligere at destabilisere Kinas allerede skrøbelige vækst.”

136. Kina producerer næsten halvdelen af verdens aluminium og stål og omkring 60% af verdens cement, men ny produktionskapacitet tilføjes hurtigt, selv som økonomien sænker farten og eksportmarkederne svinder ind. Selvom Kinas stålproduktion kører på rekordniveauer, bruges kun omkring 80 procent af landets produktionskapacitet. Industribosser og regeringsembedsmænd siger, at mere overkapacitet må lukkes ned for, at sektoren kan komme tilbage i balance.

137. Igen:

138. “Kun omkring to tredjedele af cementkapaciteten var i brug sidste år, ifølge en undersøgelse fra Forbundet for kinesiske virksomheder.”

139. “Usha Haley skriver: ‘Der er enorm overkapacitet og ingen måling af efterspørgsel og udbud, og vi fandt at støtte udgør omkring 30 procent af det industrielle output. De fleste virksomheder, vi undersøgte, ville sandsynligvis være gået fallit uden støtten.’”

140. "Næsten alle industrivirksomheders investerings- og vækstplaner har været baseret på troen på, at regeringen aldrig ville tillade væksten at falde under 8 eller 9 procent. Men det er ikke længere tilfældet. Kinas vækst faldt til 7,5% og steg senere til omkring 7,8%. Men selv dette var den laveste vækst i 13 år.”

141. “Overkapacitet i autoindustrien er voldsom og selv i Geelys tilfælde, der købte Volvo i 2010, kom mere end halvdelen af dets nettoprofit direkte fra støtte i 2011. Rent faktisk var støtte-indkomsten for Geely det år mere end 15 gange større end den næststørste kilde til nettoprofit – ’salg af skrotmetal’ – ifølge en analyse fra Fathom China.” (FT, 17/6/2013)

142. Overkapacitetens omfang og afmatningen i den kinesiske vækst tyder på, at mange flere firmaer vil gå bankerot. Det vil have dybdegående effekt på psykologien hos alle klasser i Kina.

143. Perspektiver for klassekamp

144. Hele den kinesiske økonomis succes var i sidste ende baseret på de kinesiske arbejderes arbejde, der sled for lave lønninger under forhold, der lignende dem i Viktoria-tidens England. Ingen steder er ulighed så forhadt som i Kina, der skulle være et ”socialistisk” land. En ny klasse af kinesisk borgerskab er opstået, og løfter sløret for luksus, der er ukendt for det store flertal af befolkningen.

145. Kina styres af en lillebitte elite af superrige oligarker, der har beriget sig selv ved at udplyndre staten og brutal udnytte de kinesiske arbejderes arbejdskraft. Men den kinesiske kapitalistklasses base er meget snæver. Ud af en befolkning på omkring 1,354 mia. er der kun 1,2 millionærer (i dollars). Det vil sige: 0,1% af befolkningen. Antallet af dollarmillionærer vokser hurtigt, men viser også, hvor svage kapitalisterne er i Kina. 1,2 millionærer er mindre end det samlede antal af millionærer i Storbritannien eller Italien.

146. Det er rigtigt, at under dem er der et lag af under-udbyttere og under-under-udbyttere: Fabriksmanagers, direktører, formænd, ingeniører, bureaukrater og embedsfolk i stats- og partiinstitutioner. Sammen med deres familier udgør de en del af etablissementet Men selv efter at have taget dette med i beregningen, er det overvældende flertal af befolkningen udelukket fra den økonomiske rigdom og den magt, der kommer med den. Den herskende elite og deres børns (”prinserne”) obskøne rigdom mødes af bitter vrede fra befolkningen. Den altgennemtrængende korruption, der florerer på alle niveauer, er en ekstra årsag til indignation.

147. De meget omtalte retssager, der ofte har ført til dødsdomme for embedsmænd, der er gået for langt med deres korrupte praksis, er et forsøg fra den herskende elite på at dæmpe almindelige kineseres vrede og på samme forsøge at undgå at korruptionen, der er et uundgåeligt ledsagefænomen til ethvert korrupt og totalitært regime i at fortære en overdreven del af den rigdom, som arbejderklassen har skabt.

148. Den nye generation af unge arbejdere er ikke parate til at finde sig i de lave lønninger og dårlige forhold, som den ældre generation af tidligere bønder, der nyligt var ankommet fra fattige landsbyer, var villige til at acceptere. Den voksende utilfredshed i det kinesiske samfund udtrykkes i et stigende antal strejker, demonstrationer og selvmord i fabrikkerne. I et totalitært samfund, hvor utilfredsheden undertrykkes med magt, og der er meget få legale sikkerhedsventiler, kan eksplosioner opstå pludseligt og uden advarsel. Det er ikke noget tilfælde, at den kinesiske stat for første gang i sin historie bruger flere penge på intern sikkerhed end forsvar.

149. Rusland

150. Ulig størstedelen af de europæiske stater har den russiske stat endnu ikke et seriøst gældsproblem. Takket være eksport af olie og gas og den økonomiske vækst i den seneste periode har landet opbygget betydelige finansielle reserver. Men det har nu nået sin grænse. Ligesom de andre BRIK lande er den russiske økonomi også i nedgang, med en anslået vækstrate på omkring 1%.

151. Det er baggrunden for en voksende utilfredshed, ikke bare i arbejderklassen men også blandt et bredt lag af småborgerskabet, der afspejles i fremvæksten af anti-Putin oppositionen. Som resultat af udvidelsen af kreditten, finder størstedelen af arbejdere og unge sig nu bebyrdet med kæmpe gæld. Det samme gælder virksomhederne og kommunerne. Resultatet er faldende investeringer og økonomisk stagnation. For første gang oplever dele af økonomien, som bilindustrien, alvorlige problemer med afsætningen.

152. Økonomien holdes oppe af staten gennem keynesianistiske metoder med direkte statsinvesteringer i infrastrukturen eller i projekter som vinterolympiaden i 2014 i Sochi og FIFA verdensmesterskabet i 2018. Den moderne ækvivalent til de egyptiske faraoers pyramidebyggerier er kun muligt på basis af udnyttelsen af lavt betalte arbejdere og de høje priser på olie og gas. Men en lang periode med høje oliepriser har uundgåeligt resulteret i nye teknologier for olie- og gasproduktionen i USA (”fracking”). Putins ”Imperial energi” projekt er blevet til en farce. Hans hysteriske reaktion på Greenpeaces narrestreger i Barentshavet var et klart udtryk for panik, ikke styrke.

153. Den økonomiske vækst i den seneste periode har gjort Putin i stand til at følge en form for semi-formynderisk politik. Det er det, der gjorde, at hans regime fremstod stabilt. Men det kan ikke fortsætte længe. Flertallet af de nye arbejdere står overfor lave lønninger og dårlige arbejdsforhold. Der har været en stejl stigning i antallet af illegale eller semi-legale emigranter fra Centralasien. Den sociale og politiske stabilitet viser allerede tegn på belastning, og det afgør Putins politik – og også oppositionens.

154. Den liberale oppositions hovedmål er at fravriste de småborgerlige elementer fra Putins arme. Oppositionens hovedfigur er nu Alexey Navalny. Ved det sidste borgmestervalg i Moskva i september 2013 vandt han 27,24% af stemmerne sammenlignet med 51% til Putins kandidat, Sobyanin. Kommunistpartiets kandidat og lederes for partiets ”venstrefløj”, Ivan Malnikov, fik kun 10,69%.

155. Navalny, advokat og lille investor, blev ekskluderet fra det Liberale party Yabloko for nationalisme. Hans program inkluderer en kamp imod korruption, ”billig regering”, lave skatter, indførslen af et visa-regime for landene i det tidligere sovjetiske Centralasien og deportationen af arbejdsløse ikke-statsborgere.

156. Kapitalismens genindførsel har ført til en ekstrem polarisering af rigdommen. Det seneste Credit Suisse Wealth Report viser grafisk, hvor meget af verdens rigdom der stadig er samlet på amerikanske hænder med hensyn til det absolutte antal af dollarmillionærer og mængden af ophobet rigdom, der er koncentreret i deres hænder.

157. Men den fremhæver også det faktum, at Rusland nu har den højeste ulighed i rigdom i verden, bortset fra små caribiske nationer med indbyggere, der er milliardærer. På verdensplan ejer milliardærer sammen 1-2% af husholdningernes samlede formue i verden: i Rusland i dag ejer 110 milliardærer 35% af al formuen.

158. De stigende spændinger mellem klasserne blev delvist og midlertidigt mildnet af den økonomiske vækst. Men nu er den faldet skarpt i en afspejling af kapitalismens generelle krise på verdensplan. IMF nedsatte sin forudsigelse for væksten i BNP i Rusland i 2013 til +1,5%, sammenlignet med 5 til 8% vækst før den finansielle krise. Situationen i Rusland peger imod en social eksplosion endda på kort sigt.

159. Lenin sagde, at den første betingelse for revolution er, at det herskende lag skal befinde sig i krise, og er ude af stand til at herske på den gamle vis. Der er en generel pessimistisk stemning blandt etablissementet, til tider på grænsen til panik. Putins hovedide er at opbygge en stærk politistat, før krisen bryder ud.

160. Lenins anden betingelse for revolution er røre i samfundets mellemlag, der svinger mellem revolution og kontrarevolution. Massedemonstrationerne imod valgsvindlen, der hovedsageligt havde en middelklassekarakter, indikerer, at denne proces allerede er begyndt.

161. Den tredje betingelse, at arbejderne skal være parate til at kæmpe og ofre sig for at ændre samfundet, er endnu ikke modnet i Rusland. Men den økonomiske krises komme og voksende desillusionering med Putin betyder, at det bare er et spørgsmål om tid, før Rusland oplever sociale eksplosioner lig dem, der har fundet sted i Tyrkiet og Brasilien.

162. Problemet er, et ledelsesproblem. Det såkaldte Kommunistpartis fuldstændig manglende evne til at tilbyde masserne et alternativ betyder, at protesterne er blevet ledt af borgerlige liberale og småborgerlige demokrater. Men denne bevægelse er kun et symptom på den voksende uro, der før eller senere må udtrykkes i en social eksplosion. Med tiden vil den russiske arbejderklasse gennem handling genfinde oktoberrevolutionen og bolsjevismens virkelige traditioner.

163. Indien og Pakistan

164. Det indiske borgerskabs havde storhedsvandvid. Premiereminister Monamhan Singh hævdede, at Indiens ”cruising speed” var 8-9%. Nu er den omkring det halve af det. De private investeringer er udtørret. Inflationen er mere end 10% og stigende. Rupeen faldt 13% i løbet af 3 måneder i 2013. The Economist (24/8/13) advarede: ”Finansfyrster, der plejede at juble over Indiens opståen som supermagt, advarer nu om civile uroligheder.”

165. Denne forudsigelse er allerede ved at blive virkelighed. Denne gærende uro i det indiske samfund bliver afspejlet i en række massebevægelser, der er udløst på baggrund af forskellige spørgsmål. Først var der anti-korruptionsbevægelsen, som blev efterfulgt af massedemonstrationer imod voldtægt og angreb på kvinder. Begge bevægelser havde i overvejende grad en småborgerlig karakter, men afslørede en understrøm af utilfredshed med den indiske stats Hindu-nationalistiske grundlag.

166. Disse manifestationer var som skummet på bølgerne; det vil sige et symptom på langt dybere og stærkere strømninger under overfladen. Utilfredsheden blandt masserne, som ikke har nydt godt af væksten i den indiske økonomi, er ved at blive til vrede. Dette kunne ses ved en række bondeopstande og især under den to-dags generalstrejke, der fandt sted i februar 2013.

167. På den anden side af den kunstige grænse, er Pakistan reduceret til et elendighedsniveau, der er værre end noget set siden uafhængigheden. Økonomisk kollaps, terroristangreb, selvbordsbomber, strømafbrydelser, prisstigninger, forarmede familiers selvmord, salg af børn og menneskelige organer og tortur mod og drab af kvinder. Alt dette minder en om Lenins udtalelse: ”Kapitalisme er rædsel uden ende”.

168. Massernes håb om forbedringer under PPP-regeringen blev grusomt forrådt. Den Muslimske Ligas højreregering gennemfører nu yderligere angreb. De plyndrer staten gennem privatiseringer af statsejede virksomheder, som for eksempel Pakistan International Airlines, postvæsenet, togdriften, WAPDA (Vand- og Elektricitets-forsyningsvæsenet) samt flere andre virksomheder.

169. Resultatet har været flere fyringer, højere arbejdsløshed, mere fattigdom og mere økonomisk skævvridning. Befolkningens elendighed forværres af den uhyrlige religiøse sekterisme, offentlige massakrer, den blodige proxy-krig i Baluchistan, droneangreb i Pukhtoonhua, osv. Den pakistanske efterretningstjeneste (ISI) fortsætter med at operere som en stat i staten, ved at opildne til konflikter, begå mord og vold for at tjene deres dunkle intriger. Den pakistanske herskende klasse leger med ilden i konflikten i Afghanistan og med Indien for at aflede opmærksomheden fra massernes forfærdelige lidelser. Konflikten i Kashmir fortsætter med at forgifte forholdet mellem de to lande, som et betændt sår.

170. På kapitalistisk grundlag er der ingen vej ud. Hverken Den Muslimske Liga, PPP, eller et militærdiktatur kan lykkes. Kun en socialistisk revolution kan vise en vej ud af det helvede, som millioner af mennesker liver i, i Pakistan, Indien, Bangladesh, Nepal og Sri Lanka. De forfærdelige levevilkår er blevet utålelige. De objektive forhold er under udvikling for en revolutionær bølge, som den under revolutionen fra 1968-69. Den revolution blev afsporet på grund af manglende ledelse. Men IMT’s voksende styrke i Pakistan, under de mest vanskelige forhold man kan forestille sig, giver håb om en fremtidig sejr. Vi må forstærke vores indsats, for at styrke de pakistanske marxisters kræfter og sikre sejren.

171. Afghanistan

172. Efter tretten blodige års kamp prøver imperialisterne at vikle sig ud af det afghanske morads. Da den amerikansk ledede koalitionshær gik ind i Afghanistan, forudså vi, at deres første succes ville ende i fiasko. Dengang skrev vi:

173. “Den hurtighed hvormed Talibans forsvar kollapsede, og den lethed med hvilken Nordalliancen gik ind i Kabul, har ledt mange til at konkludere, at krigen er slut, og Taliban er færdige. Dette er en alvorlig fejlfortolkning af situationen. […]”

174. ”Taliban har mistet grebet om magten, men ikke deres mulighed for at føre krig. De er vant til at føre guerillakrig i bjergene. De har gjort det før og kan gøre det igen. I den nordlige del kæmpede de i et ukendt og fjendtligt territorium, men i landsbyerne og i bjergene i det pashtunske område er de på hjemmebane. Der åbner sig udsigt til en langstrakt guerillakrig, der kan vare i årevis. Den første del af de allieredes krigskampagne var den lette del. Den anden del vil ikke blive lige så nem. Britiske og amerikanske tropper bliver nødt til at gå ind i de pashtunske områder for at foretage ’search and destroy’ missioner, hvor de vil være nemme mål for guerillaerne. Det er uomtvisteligt at det vil kræve ofre. På et tidspunkt vil det smitte af på den offentlige mening i Storbritannien og i USA.”

175. “Amerikanerne havde håbet på at kunne udføre et angreb med kirurgisk præcision mod bin Laden hovedsageligt ved hjælp af luftangreb. I stedet er konflikten ved at blive mere kompliceret og svær, og udsigten til en afslutning er udskudt til en meget fjern fremtid. De vil blive nødt til at have tropper udstationeret ikke bare i Afghanistan, men også i Pakistan og andre lande for at understøtte dem. […]”

176. “Det er en langt værre og farligere situation end den amerikanerne befandt sig i 11. september. Washington vil blive tvunget til at holde hånden under det fallerede og ustabile regime i Pakistan, ligesom det vil blive tvunget til i forhold til andre ’venligtsindede’ stater i regionen, som bliver destabiliseret af USA's handlinger. Hvis målet med denne øvelse var at bekæmpe terrorisme, vil de nu finde ud af, at det er det modsatte, de har opnået. Før disse begivenheder kunne imperialisterne tillade sig, at holde sig på behørig afstand fra uro og krige i denne del af verden, men nu er de fuldstændigt filtret ind i det. På baggrund af deres ageren efter 11. september har USA og Storbritannien trukket sig selv ind i et hængedynd, som de vil få svært ved at komme fri af. ”

177. Disse ord blev skrevet en 15. november 2001 (Afghanistan after the fall of Kabul: Is the war over?). Tolv år senere er det ikke nødvendigt at ændre et eneste af de ord, vi skrev dengang.

178. Med et BNP pr. indbygger på $528 i 2010/11 er Afghanistan blandt de 10 fattigste lande i verden. I 2008 levede 36 procent af befolkningen under fattigdomsgrænsen; mere end halvdelen af befolkningen anses for at være sårbare. Med 134 pr. 1000 levendefødte er børnedødeligheden den højeste i verden. Den forventede levetid er 48,1 år. 75 procent af befolkningen er analfabeter. Og så er det verdens største leverandør af opium.

179. De enorme summer af penge, der er brugt på nyttesløs krig, ville være nok til at ændre befolkningens levevilkår. I stedet har imperialisterne ødelagt landet og er nu tvunget til at forlade det, uden at have løst noget. De forhandler med Taliban, som uundgåeligt vil få meget at sige i en ny regering i Kabul. Intet er opnået, udover at hele regionen, og især Pakistan, er blevet yderligere destabiliseret.

Del1 | Del2 | Del4 | Del5

 

Bragt på Marxist.com