Bragt i Socialistisk Standpunkt juli-august (Nr. 95). TEGN ABONNEMENT for kun 250/år

Danish Crown – en ægte dansk virksomhed med mange år på bagen i den stolte danske svineindustri. Men også en virksomhed som gang på gang har flyttet slagterier udenlands og efterladt hundreder af slagteriarbejdere uden arbejde, eller som har truet med selvsamme for at presse arbejdernes lønninger i bund.

Således også på virksomhedens slagteri på Bornholm i det sene forår. De 190 medarbejdere blev stillet et ultimatum fra Danish Crowns ledelse; gå 8 procent ned i løn eller vi lukker virksomheden. Beskeden fik slagteriarbejderne til at gå i strejke, som de helt korrekt sagde, ville en accept af lønnedgang åbne en sluseport for pres på lønnen mange andre steder. Alligevel satte NNF sig til forhandlingsbordet med Danish Crown. Resultatet blev en 3,5 procents opsparing til investering i virksomheden af arbejdernes løn. Altså en de facto lønnedgang på 3,5 procent.

Og er Danish Crown så på fallittens rand? Næppe. Virksomheden kom ud af 2013 med et overskud på omkring 1,5 mia. kr. Man skulle mene at sådant lille indhug i overskuddet burde høre under den risiko, det er at drive en virksomhed. Men som altid bliver byrden lagt på arbejdernes skuldre.

Da aftalen var til afstemning blandt arbejderne midt i juni, blev der stemt klart ”ja”. Er det et udtryk for at slagteriarbejderne var glade for aftalen? Nej, det er et udtryk for, at der ikke synes at være nogen anden mulighed. Når virksomheden har stillet et ultimatum, og fagforeningen ikke går videre end til at forhandle en halv- til heldårlig aftale igennem, virker mulighederne opbrugte. Som TR på Danish Crown i Horsens skuffet sagde, så har de ansatte allerede en gang stemt denne model ned, men NNF gik så med til at indføre forslaget på Bornholm alligevel.

Det mest fornuftige forslag til, hvad der burde gøres ved Danish Crown, kom fra Enhedslistens Per Clausen:

”- Hvis Danish Crown ikke længere vil drive et slagteri på Bornholm, så bør medarbejderne og Bornholm kommune få mulighed for at drive slagteriet videre. Det kræver imidlertid, at Danish Crown giver svineproducenterne mulighed for at blive frigjort fra deres forpligtelser over for Danish Crown, så de fortsat kan levere deres svin til et bornholmsk svineslagteri.”

Videre skriver han, at Enhedslisten er i gang med at lavet er lovforslag, som skal forpligte virksomheder, der vil flytte produktion udenlands til at give medarbejdere og lokalsamfund mulighed for at fortsætte produktionen. Det er et fornuftigt forslag, som bliver interessant at se på skrift. Sagen er, at aftalen på Bornholm er et startskud til en kampagne mod løn- og arbejdsforhold generelt, godt hjulpet på vej af regeringen. Enhedslisten må rejse krav om ekspropriation som et defensivt skridt for at sætte en prop i denne arbejdsgiveroffensiv, ikke bare i fht. slagteriet på Bornholm, men generelt i økonomien.