Til kvindernes kampdag den 8. marts sidste år var eliten samlet til KVINFO’s årlige arrangement i Store Vega i København med statsminister Mette Frederiksen som hovedtaler. Her mødtes de for at diskutere kvindekamp, mens de lader som om, at de kæmper for kvinders rettigheder herhjemme og i resten af verden. 

Det varede dog ikke længe før, at Mette Frederiksen blev afbrudt af Palæstina-aktivister, der kaldte hende “hykler” for sin støtte til Israels folkedrab i Gaza, hvilket fik Mette Frederiksen til at forlade scenen og brokke sig over manglen på den “demokratiske samtale”. Det udstiller på klareste vis magthavernes hykleri, for mens de portrætterer sig selv som forkæmpere for kvinderettigheder, er deres politik med til at gøre livet forfærdeligt for millioner af mennesker – spørg bare Gazas kvinder. De prøver at fremstille Danmark som noget “progressivt”, men hvad er egentlig resultatet af deres politik i de seneste årtier?

I Irak er den seksuelle lavalder netop blevet sænket til 9 år, så piger kan blive bortgiftet og voldtaget af mænd. I Afghanistan er det forbudt for kvinder at vise deres ansigt og blive hørt i det offentlige rum, og piger må ikke få en højere uddannelse end sjette klasse. Det er status for kvinder i to af de lande, som Danmark inden for de sidste 20 år har været  med til at invadere og besætte. 

Politikerne fortalte os dengang, at Danmark skulle sende soldater i kamp for frihed, demokrati og kvinderettigheder. Det virkede åbenlyst ikke. Men det var heller ikke formålet. Den herskende klasse førte ikke krig for de afghanske eller irakiske kvinders skyld, men for at forsvare danske og vestlige imperialistiske interesser. I dag har de endda den frækhed at give befolkningen skylden for de fejlslagne krige med utilsløret racisme; “sådan er kulturen bare”, siger de. Men der har været mange politiske og revolutionære bevægelser i Mellemøsten, der har skabt enorme fremskridt for kvinder og kæmpet imod sekterisme og undertrykkelse.

I De Arabiske Revolutioner i 2011 stod kvinderne også forrest i kampen for demokrati og kvinders rettigheder, og imod de diktatorer, som Vesten støttede i kontrarevolutionen. De barbariske og tilbagestående forhold i dag er en direkte konsekvens af Vestens imperialistiske krige, sanktioner, økonomiske blokader og indblanding i revolutioner.

Magthaverne herhjemme har aldrig bekymret sig for kvinders rettigheder. Det er blot en undskyldning for at forsvare deres egne reaktionære klasseinteresser. 

Herhjemme bliver kvindeundertrykkelse omtalt som noget der hører fortiden til, men tallene siger noget andet. En undersøgelse fra 2024 viste, at Danmark ligger øverst blandt EU-lande, når det kommer til partnerdrab og kvinder, der har oplevet vold og seksuelle overgreb i deres levetid (47,5 procent af de adspurgte mod EU-gennemsnittet på 30,5 procent). Det føles åbenlyst af især unge kvinder, der oplever sexisme i bylivet, på arbejdspladsen osv. Men alligevel får kvinder at vide, at de skal være tilfredse med hvordan de har det herhjemme, for se bare hvordan det står til i Mellemøsten! 

Magthaverne prøver at male et skræmmebillede, i et forsøg på at få unge og arbejdere til at pakke kvindekampen sammen og splitte den internationale kvindekamp på nationalitet, religion og køn. Men kampen imod alle former for undertrykkelse er en fælles kamp. Kvindeundertrykkelse, sexisme og det barbari, der hærger Mellemøsten efter Danmark og Vestens krige, har samme rod: kapitalismen.

Vores herskende klasse prøver at skabe et billede af Danmark som noget særligt progressivt, som om de kæmper for kvinderettigheder og ligestilling på verdensscenen. Men i virkeligheden er de ansvarlige for undertrykkelsen af kvinder herhjemme og i resten af verden. Derfor hænger kampen mod vores egne magthavere sammen med den undertrykte befolknings kamp for befrielse i Mellemøsten. Det er en fælles kamp, og vi kan styrke hinanden ved at bekæmpe vores fælles fjende: imperialismen. Som revolutionære her i landet er vores første opgave at udstille og bekæmpe vores “egne” imperialister og den rolle de spiller i den vestlige imperialistiske blok.

Traditionen om at markere kvindernes kampdag hvert år den 8. marts blev stiftet af den revolutionære arbejderbevægelse i starten af 1900-tallet som arbejderkvindernes internationale kampdag. I Revolutionært Kommunistisk Parti vil vi genoplive de virkelige rødder for kampdagen. 

Vi i RKP kæmper for kvindekamp, klassekamp og verdensrevolution, fordi det er det eneste, der kan gøre en ende på årtusinders undertrykkelse af kvinder og skabe et samfund, der bygger på lighed og frihed mellem alle mennesker – et samfund uden klasser: et kommunistisk samfund. 

Vi opfordrer alle til at gå med i den kamp, gå med i RKP og vær med til at kæmpe for kommunisme på 8. marts!

★