Forside nr31 webLeder: ”At Oktoberrevolutionen skulle være noget vigtigt for Enhedslisten i 2017 – Stem det ned!” Sådan lød det på Enhedslistens årsmøde fra partiets borgmester i København, Mikkel Warming. Warmings opfordring til at afvise forslaget om at markere hundredåret for den Russiske Revolution, blev fulgt af et flertal af årsmødets delegerede.

Warming udviser en ekstrem historieløshed og arrogance. Hvordan kan man mene, at erfaringen fra den eneste succesfulde socialistiske revolution er irrelevant og samtidig kalde sig socialist? Svaret er simpelt: det kan man kun, hvis man har opgivet enhver ide om, at socialisme og revolution faktisk er muligt. På sin vis er Warmings udtalelse et glimrende udtryk for den proces, der er sket i toppen af Enhedslisten de seneste år væk fra enhver ide om socialistisk revolution. Mens flere og flere verden over begynder at drage radikale konklusioner, bevæger Enhedslistens top sig mod midten.

Vi ser en proces med politisk polarisering. De gamle politiske partier og hele det politiske etablissement miskrediteres. Alternativer på venstrefløjen vinder frem, når de fremstår som anti-establishment- Det så vi bl.a. med Bernie Sanders i USA, Melenchon i Frankrig og Corbyn i England. Og de vinder ikke bare frem i stemmeboksen, men som politiske bevægelser, hvor hundredtusindvis engageres i politik, ofte for første gang.

[Køb bogen Den Russiske Revolution og Borgerkrig hos Forlaget Marx]

Voksende lag af unge radikaliseres og leder efter et alternativ. I en rundspørge til unge europæere svarede over halvdelen af de 18-34-årige, at de var parate til at deltage i en ”opstand”. Tallene var naturligvis højest i de lande, hvor krisen i 2008 har ramt hårdest. I Grækenland svarede 67% af de unge, at de ville gå med i en omfattende opstand mod regeringen.

Det er tegn på et system, der har spillet fallit. Kapitalismen er et bundråddent system, der må smides på historiens losseplads. Det indser flere og flere. Men det er ikke nok at være indigneret og lave opstand. Det er nødvendigt med organisering og teoretisk forståelse. Det er den vigtigste lære fra Oktoberrevolutionen. Det er en lære, der absolut er ligeså relevant i dag som i 1917.

Sovjetunionen viste det enorme potentiale, der ligger i en planøkonomi for udvikling af teknologi og levestandard. I løbet af 50 år gik Rusland fra at være et tilbagestående land til at være en supermagt. Det gjorde landet på trods af manglen på arbejderdemokrati under det Stalinistiske bureaukratiske regime, der udgjorde en bremse på udviklingen. I sidste ende fik det økonomien til at gå i stampe og Sovjetunionen til at kollapse.

Men Oktoberrevolutionens degenerering til et diktatur, der skyldtes landets tilbageståenhed og isolation, må ikke få os til at forkaste Oktoberrevolutionen. Det ville være at smide babyen ud med badevandet. I stedet må vi drage de korrekte konklusioner heraf: at socialisme kun kan være demokratisk, og at kampen for socialisme må være international. Det er en lektion, der er glemt af det meste af venstrefløjen i dag.

Den Russiske Revolution var første gang, at arbejderklassen tog magten, fastholdt den og beviste, at den selv kunne styre landet og økonomien uden godsejere og kapitalister. I normale tider er politik forbeholdt ”eksperter”; men en revolution er, når masserne tager styringen over deres eget liv. I dag ser vi igen mennesker bevæge sig i masseskala for at ændre deres eget liv og samfundet.

Revolutionære Socialister mener absolut, at det er vigtigt at studere Oktoberrevolutionen, ikke af historisk interesse, men for lære af den og bruge erfaringerne i kampen for at ændre fremtiden. For os kommer efteråret 2017 til at stå i Oktoberrevolutionens tegn. Gennem Forlaget Marx udgiver vi tre bøger om revolutionen, og den første weekend i november holder vi et seminar med oplæg og diskussion af de vigtigste lektioner fra revolutionen. Vi opfordrer alle til at gå med i kampen for en ny Oktoberrevolution og for en socialistisk verdensrevolution.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 31, august 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]