7598615852 06f23a360c o”Så er det heller ikke værre med uligheden”, stod der på Informations forside den 5. maj. I artiklen kunne man læse, at direktør for Danmarks Statistik, Niels Ploug, mener, at debatten om ulighed i Danmark er gået i en skinger retning.

Med en sindsro forbeholdt personer, som er totalt fri for økonomiske bekymringer, kunne Ploug forklare os, at Danmark ”stadig er i en liga for sig selv”. Fra sin ophøjede position kunne han meddele, at dybest har ingen af de to sider i debatten ret. For at underbygge disse påstande har Ploug nøje udvalgt en årrække og et mål, der viser, at uligheden ikke er steget så meget. Hvis man måler fra 2001-2016, og hvis man i stedet for Gini-koefficienten anvender den sjældnere brugte Gini-koefficient, fordelt over hele liv, er uligheden steget med 1,5 point. Det er markant mindre end stigningen på omtrent 5 point, der er sket i den ”almindelige” Gini-koefficient.

Med en stor nok datamængde kan man finde belæg for næsten en hvilken som helst påstand, og det er selvfølgelig ikke anderledes med ulighed. Fænomenet kaldet P-hacking – P’et står for probability – og bruges flittigt af politikere og andet udskud verden over. Statistikkens brug i uærlige ærinder kan opsummeres i ordsproget: ”Der findes tre typer løgne: Løgne, forbandede løgne og statistik.” Plougs argument rammer solidt ned i tredje kategori. Ploug sammenligner ikke tallene med nogle tal fra udlandet, men lader dem stå for sig selv. Resultat er, at de er meningsløse i forhold til hans oprindelige påstand: at Danmark er i ”en liga for sig selv”.

Det er et smart trick. Ved at kontrollere for den variation i indkomst, der eksisterer i løbet af en persons liv, og ved at bruge en fem år kortere periode har Ploug formået at reducere stigningen i Gini-koefficienten med næsten to-tredjedele. Ved at indføre et sjældent brugt mål, Gini-koefficienten fordelt over hele liv, som uundgåeligt vil give et lavere tal, kan man altså nedtone problemet. Men Ploug giver ingen tal at sammenligne med andre end den almindelige Gini-koefficient, som altså ikke er sammenlignelig. Han forklarer heller ikke, hvorfor han synes det giver mening at kontrollere for ulighed på tværs af alder. For er det udtryk for et sundt velfærdssamfund, at unge og ældre, presset af skiftendes regeringers identiske ”nødvendighedspolitik”, bliver presset længere og længere ned mod fattigdomsgrænsen? Næppe.

Et ophøjet ”begge sider tager fejl”-standpunkt er sikkert en udmærket strategi til at sælge bøger; men hvad angår de faktiske forhold, byder det tydeligvis ikke på noget. Så hvordan står det faktisk til? Svaret er: Ganske grelt.

Det mest almindelige mål for ulighed er Gini-koefficienten. Gini-koefficienten er et tal fra 1-100, som beskriver uligheden i samfundet. 1 er det mest mulige lige samfund, hvor alle tjener lige mange penge, mens 100 er et samfund, hvor én person tjener alle penge. I dette mål er Danmark siden 2003, hvor stigningen i uligheden for alvor begyndte at tage fat, gået fra 24,1 til 28,8, hvilket er en ganske markant stigning. Til sammenligning er Gini-koefficienten i Sverige 25,2 og i Norge 23,9.

Et andet mål er 80/20-fordelingen, som opgør forholdet mellem indkomsterne for de 20 rigeste procent af befolkningen, delt med indkomsterne for de 20 fattigste procent af befolkningen. En 80/20-fordeling på 2 vil for eksempel betyde, at de øverste 20 procent tjener dobbelt så meget som de nederste 20 procent. På dette mål var Danmark i 2005 det tredje mest lige land i Europa, med et 80/20-forhold på 3,71, mens det i 2015 var rykket ned til at være det trettende mest lige land i Europa med et 80/20-forhold på 4,38. Selv om uligheden generelt var steget i Europa i de ti år, steg den altså markant mere i Danmark end i andre lande.

Et sidste set tal, der er værd at kigge på, er antallet af fattige i Danmark. Selv om V-regeringen snedigt afskaffede den officielle fattigdomsgrænse i 2015, bliver statistikken stadig samlet ind. Fordi fattigdomsgrænsen er defineret relativt i forhold til medianindkomsten, kan den bruges som et mål for ulighed og et ganske afslørende et af slagsen.

Mellem 2002 og 2015 blev antallet af fattige i Danmark mere end fordoblet: fra 18.650 til 44.141. Det er en mere eller mindre direkte konsekvens af mange års nedskæringer i velfærden og reelt set også deres formål. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen sagde da også til TV2, at det ikke nødvendigvis var et problem, for det kunne jo være, der var tale om nye iværksættere, som endnu ikke havde fået gang i deres cashflow. I perioden 2008-2015 faldt antallet af selvstændige i Danmark godt nok med 5 procent, men hvordan skulle en beskæftigelsesminister også vide sådan noget?

Danmarks ulighed tordner op, og det er et direkte resultat af den førte politik. Det gælder både de liberales kalkulerede angreb og reformisternes zugzwang i deres desperate forsøg på at redde kapitalismen.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 30, juni/juli 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]