For nylig var der stor ståhej i de borgerlige medier: 33.000.000.000 kroner! Så meget koster indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere Danmark ifølge en ny opgørelse fra Finansministeriet. Endnu engang blev det demonstreret, hvordan politikerne bruger flygtninge og indvandrere til at aflede arbejderklassens opmærksomhed fra de virkelige problemer og som rambuk til at smadre velfærden .

Kigger man nærmere i finansministeriets opgørelse, vil man se, at tallene skal tages med en hel del forbehold. Som DR’s program Detektor påpegede, så var Finansministeriets tal baseret på året 2014. Men 2014 var et helt ekseptionelt år, i forhold til skatteindtægter, pga. fremrykningen af beskatning af kapitalpension. Det er en indtægt til staten der ikke kommer andre år. Fraregner man dette særlige forhold gav HVERKEN indvandre ELLER danskerne et overskud, i følge Finansministeriets model, men et underskud for statskassen.

En anden vigtig faktor er, at efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande er talt med, hvilket betyder, at over 80 procent af gruppen er under 25 år. Det er en aldersgruppe, der uanset, hvor de kommer fra, koster det offentlige penge, fordi de fleste endnu ikke er begyndt at arbejde. Ifølge Finansministeriet selv kan ”Forskelle i alderssammensætning […] således forklare over halvdelen af forskellen i ikke-vestlige efterkommeres og personer af dansk oprindelses gennemsnitlige nettobidrag.”

Dertil kommer, at arbejdsløsheden især rammer folk med ikke-vestligt klingende navne, når krisen kradser. Ikke-vestlige indvandreres beskæftigelse steg støt fra midten af 90’erne og frem til krisen i 2008. I 2014 var kun halvdelen af de 25-64 årige indvandrere fra ikke-vestlige-lande i beskæftigelse, sammenlignet med godt 80 procent for personer med dansk oprindelse. Sidste del af forklaringen er, at en relativt stor del udgøres af flygtninge, der kommer til Danmark for at søge asyl. Det er mennesker på flugt fra krig og elendighed, hvoraf mange er dybt traumatiserede. Yderligere stuves de sammen under umenneskelige vilkår i centre, der absolut ikke er fremmende for integrationen.

Socialdemokraternes fremmedfjendskhed

Så vidt tallene. Det kan ikke undre nogen, at de kommer fra et finansministerium, som styres af den mest reaktionære regering siden Anden Verdenskrig. Den virkelige skændsel er Socialdemokraternes omfavnelse af den fremmedfjendske politik. Toppen i Socialdemokratiet fremmer for fuld udblæsning ideen om, at det er umuligt at tage imod flygtninge og indvandrere, hvis velfærden skal bestå. Ikke bare giver S-toppen den borgerlige regering – og sig selv – en belejlig undskyldning for nedskæringerne. Den er med til at skabe splittelse blandt dem, som de i sin tid var sat i verden for at forsvare: arbejderklassen.

Der er utallige eksempler. Henrik Sass Larsen har nok udtalt det klarest i en artikel i Politiken 18. december 2015:

”Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at begrænse antallet af ikkevestlige flygtninge og indvandrere, der kommer her til landet. Derfor er vi gået langt – og meget længere – end vi havde drømt om at gå.

Det er vi, fordi vi ikke vil ofre velfærdssamfundet i humanismens navn. […] En masseindvandring – som set i f.eks. Sverige – vil økonomisk og socialt underminere velfærdssamfundets bygning.”

Ifølge Sass Larsens logik vil de ”humanister”, der ikke vil stramme ligeså meget som Socialdemokraterne, ”lade typisk de dårligst stillede betale regningen i form af dårligere uddannelse, nedsættelse af mindstelønninger og markant fjernelse af offentlig service til gengæld for det maksimale antal flygtninge.”

Det er en belejlig undskyldning for de nedskæringer, som Socialdemokraterne selv gennemførte, da de sad i regering. Den gjorde netop de fattige fattigere og ramte uddannelserne, den offentlige service osv. For Sass Larsen og Socialdemokraterne er det åbenbart umuligt at lade den overklasse betale, som har scoret historisk høj formuefremgang de sidste mange år, mens velfærden er blevet barberet. Angreb på flygtninge og indvandrere er hele tiden blev brugt som rambuk mod velfærden, de fattigste og arbejderklassen generelt. Kontanthjælpsloft og integrationsydelsen er bare nogle eksempler. Det bliver mere og mere åbenlyst. Og Socialdemokraterne er med hele vejen.

For klassekamp og internationalisme

Det socialdemokratiske folketingsmedlem - som er på en livsrejse gennem det politiske spektrum fra stalinisme, over SF til Socialdemokratiet - hr, Matthias Tessfaye slår sig op på at være arbejderklassens mand, men støtter det begrænsede indtag af flygtninge. Han har endda for nylig skrevet en hel bog, der skal legitimere Socialdemokraternes nuværende kurs, med titlen ”Velkommen til Mustafa”. Her forsøger han at forklare, hvordan Socialdemokraternes konkurrence med DF om at ville stramme mest er klassisk Socialdemokratisk politik.

Men Socialdemokratiets nuværende kurs har intet at gøre med arbejderbevægelsen i sin oprindelse, der blev bygget på klassekamp og internationalisme. At Socialdemokraterne for længe siden opgav de idealer, er rigtig nok. Det skete i takt med, at de blev støttepiller for kapitalismen.

I arbejderbevægelsens start var solidaritet og internationalisme hjørnesten. Ikke på grund af humanistiske idealer, men af benhård nødvendighed. Kapitalisterne spiller arbejdere ud mod hinanden over alle de skel, som de kan finde: religion, køn, nationalitet osv. Når arbejderbevægelsen spiller med og hævder, at skellet i samfundet går mellem ”danskere” og ”de andre”, hjælper de kapitalisterne.

Delingen i samfundet går ikke mellem nationaliteter eller ”kulturer”, men mellem klasser. Alle kapitalister, uanset om de er danske eller udenlandske, arbejder for at trykke lønnen og fjerne den velfærd, som de ser som et dræn på ”deres” profitter (selvom det er deres arbejdere, der skaber dem). Modsat har alle arbejdere, ligegyldigt hvor de kommer fra, interesse i, at de selv og alle andre arbejdere er i arbejde med gode løn- og arbejdsforhold og en velfungerende velfærd. Hvis enkelte grupper af arbejdere presses under det gennemsnitlige niveau, presser det hele arbejderklassen. Det gælder også dem, der kommer hertil som flygtninge (som i øvrigt er fordrevet fra deres hjemlande af krig, sult og elendighed, der først og fremmest skyldes de vestlige herskende klassers imperialistiske politik).

Herhjemme har arbejderbevægelsens top spillet fuldstændig fallit. Den er med til at splitte og svække arbejderklassen. Den underminerer forsvaret for netop den velfærd, som den påstår at forsvare. Den går kapitalisternes ærinde.

Enhed i arbejderklassen er det eneste svar mod et kapitalistisk system, der befinder sig i en blindgyde. Et system, der langsomt går i forrådnelse, og som er grundlaget for den splittelse, racisme og højrepopulisme, som vi ser. Den eneste vej frem er en organisering af hele arbejderklassen på tværs af grænser, nationalitet, religion osv. En organisering, der må bruges til at hive dette vanvittige system og dets indbyggede racisme op med rode.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 29, maj 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]