Den venezuelanske revolution har næsten varet i 10 år, siden Chávez kom til magten i 1998. På trods af den USA-støttede højrefløjsoppositions gentagne forsøg på omstyrte den demokratisk valgte venstreorienterede regering, har arbejdere, småbønder og fattige mobiliseret sig gang på gang og reddet regeringen og den revolutionære proces.

Det USA-støttede statskup blev besejret i april 2002, i december 2002 forsøgte arbejdsgiverne en lockout for at standse revolutionen, i 2004 forsøgte de en tilbagekaldelsesafstemning, i 2006 var der præsidentvalg, og ved alle lejligheder er oppositionen blevet besejret af massernes mobilisering.

Uløste problemer
Til gengæld er revolutionen nu gået ind i en altafgørende, kritisk fase, hvor nye og mere komplicerede problemer og modsætninger hober sig op. Efter 10 års revolutionære kampe, er flertallet af befolkningen – som indtil nu har støttet Chávez – begyndt at blive trætte af mangel på grundlæggende ændringer.

De mest undertrykte lag i samfundet (de millioner af beboere i fattigkvartererne – de såkaldte barrios), oplever samtidig en række problemer. Et par eksempler:
• Kapitalisternes konstante økonomiske sabotage resulterer i mangel på basale fødevarer (mælk, æg, sukker).
• Regeringen er ikke i stand til at løse boligproblemer (udover de elendige huse, er der mange bydele i Venezuela uden vand, el, osv.).
• Korruption og nepotisme trives fortsat i bedste velgående i statsapparatet.

Det var disse og andre problemer, som førte til at Chávez led sit første vigtige nederlag i december 2007, i forfatnings-afstemningen, hvor hans forslag blev stemt ned med et lille flertal, men hvor tre millioner af hans kernevælgere udeblev fra stemmeurnerne.

Nye nationaliseringer; arbejderkontrol igen på dagsordenen
En vigtig udvikling i de sidste par måneder, var en ny vending fra Chávez og hans regerings side fra marts måned, hvor en ny bølge af nationaliseringer begyndte. Først blev en mejeriselskab, Los Andes, opkøbt, for at løse manglen på fødevarer. Dernæst fulgte cementindustrien. Men det vigtigste skridt var uden tvivl nationaliseringen af SIDOR. SIDOR er en stor stålfabrik med omtrent 15.000 arbejdere, som ligger i den sydøstlige region Bolívar. Denne fabrik var blevet privatiseret af en tidligere regering i 1997 og var indtil for nyligt ejet af en multi-national virksomed, som udsatte arbejderne for en yderst ekstrem udbytning.

I løbet af 2007 blev fabrikken ramt af en faglig strid imellem fagforeningen og den multinationale ejer. Konflikten drejede sig om løn og pension. Arbejderne var ude i flere strejker og sågar i gadekampe med politiet i Cudad Guayana. På grund af det enorme pres nedefra, og selve dødvandet i konflikten som påvirkede hele regionen, intervenerede Chávez og beordrede, at virksomheden skulle nationaliseres.

Dette var en enorm sejr for arbejderbevægelsen og satte på ny spørgsmålet om arbejderklassens rolle i revolutionen på dagsordenen. Diskussioner om hvordan en ”socialistisk virksomhed” skal styres er nu gået i gang. Arbejderne på SIDOR har i den forbindelse vist et vigtigt eksempel ved at afsløre arbejdsgivernes forøg på at ødelægge selskabets tekniske udstyr inden statens overtagelse. Debatten ruller nu om, hvordan styring af SIDOR og de andre nynationaliserede fabrikker skal struktureres.

Den nye bølge af nationaliseringer er et skridt fremad, men det er ikke nok. Kapitalisterne udøver stadig kontrol med vigtige dele af industrien, fødevarekæderne og bankerne. Så længe den kontrol vedbliver, kan de sabotere produktionen og dermed svække regeringen og revolutionen. Til gengæld er de nye nationaliseringer en god anledning til at de revolutionære fagforeninger omkring UNT, kæmper aktivt for at udvide fabriksbesættelserne og arbejderkontrollen til andre sektorer. Desværre er UNT svækket af en række interne splittelser og ledere, der kæmper for deres egne egoistiske interesser uden at forstå behovet for enhed i kampen for at radikalisere revolutionen.

Interne kampe i PSUV
Modsætningerne imellem dem der ønsker at radikalisere revolutionen og dem der vil holde den tilbage, har også vist sig tydeligt i det nye socialististparti, PSUV. Dette parti blev startet på initiativ fra Chávez i 2007 og cirka 5,5 millioner mennesker meldte sig ind. Det er et historisk antal, som viser de utroligt gunstige forhold der eksisterer for at indføre socialisme i Venezuela. Men på PSUV's stiftende kongres i januar-marts 2008 blev det klart, at nogle bureaukratiske dele af partitoppen ikke ønsker socialisme fra neden. Blandt andet indførte de, trods protester fra hundredvis af delegerede, bureaukratiske regler om valg af landsledelsen i PSUV og partiets valg af kandidater til lokale og regionale valg.

Det førte til, at højrefløjen mange steder har sat sig på kandidatposterne til regionsvalgene som bliver afholdt til november. Til gengæld formåede venstrefløjen på PSUV’s kongres at sætte sit præg på partiets principielle udtalelse, som taler for et brud med kapitalisternes magt og for fælleseje af produktionsmidlerne. På trods af ledende bureaukraters forsøg på at undgå det, blev begrebet ”anti-kapitalisme” inkluderet i partiets program

Alt det viser det enorme potentiale, som der er for revolutionære socialistiske idéer inden for PSUV. Langt de fleste af de almindelige medlemmer meldte sig ind, fordi de ser PSUV som et redskab til at fuldføre revolutionen. Problemet er, at dette flertal af revolutionære ikke er organiseret i en klart defineret tendens, samtidig med at det reformistiske mindretal – bureaukratiet – er organiseret i en (hemmelig) fraktion. Derfor har bureaukratiet indtil nu sat sig tungt på partiet.

De interne kampe i PSUV afspejler presset fra de forskellige klasser. Den stiftende kongres varede over to måneder, og der var over 1300 delegerede valgt fra landets 20.000 lokalafdelinger. Kongressen var ikke andet end én lang kampplads mellem højre- og venstrefløj, mellem reformisme og revolution.

Læren af december 2007: reformisme eller revolution
Nederlaget ved afstemningen om grundlovsændringerne i december 2007 er fortsat genstand for to vidt forskellige fortolkninger. Reformisterne hævder, at det viste det ”lave” bevidsthedsniveau i befolkningen, og dermed at landet ikke er klar til socialisme. De foreslår derfor, at man skal søge en bredere alliance med sektorer inden for borgerskabet. Med andre ord: et kompromis med oligarkiet.

En anden fortolkning – marxisternes fortolkning – er, at nederlaget i december viste præcis det modsatte: at revolutionen er gået for langsomt frem. Det var mangel på klare skridt til at løse massernes problemer, som forårsagede at tre millioner af Chávez’ kernevælgere ikke gad stemme i december.

For nyligt blev der gennemført en interessant meningsmåling om befolkningens holdning til nationaliseringer. 56 procent var for nationalisering af cementindustrien, 33 procent imod. Nationalisering af SIDOR: 53,1 procent for, 30,9 procent imod. På spørgsmålet ”ville De være enig i nationalisering af fødevareindustrien?” (som endnu ikke er blevet nationaliseret), svarede 50,1 procent for, 30,9 procent imod. Samme meningsmåling gav 58 procents opbakning til Chávez, hvis der var valg i morgen.

Alt dette – sammen med de seneste begivenheder (PSUV-kongressen, arbejderkamp på SIDOR, osv.) – viser klart, at problemet ikke er ”lav bevidsthed”. Masserne har igennem 10 år vist en ekstraordinær grad a loyalitet overfor Chávez og revolutionen. Men som Trotskij påpegede: ”masserne kan kun ofre deres i dag for deres i morgen, indtil en vis grad”.

I november er der regions- og lokalvalg i Venezuela. Det er sandsynligt at den samme tendens, som viste sig i december sidste år, igen vil vise sig. Der har ikke været en gennemgående udskiftning i partitoppen, og mange korrupte guvernører og borgmestre vil være PSUV’s kandidater rundt omkring. Men mange steder vil en mulig sejr til oppositionen eller et genvalg af en korrupt PSUV borgmester, blot bane vejen for endnu hårdere klassekamp de næste par måneder.

Alt dette sker i en kontekst, med flere og flere provokationer fra imperialismen. Den 1. marts krænkede Colombia (USA's tætte allierede) Ecuadors territorium i jagten på guerillasoldater fra FARC. Samtidig har Bush valgt at genaktivere den 4. flåde, som er en enhed specielt beregnet til at overvåge Latinamerika og pleje USA's interesser i denne region. Interpol hævder at have fundet dokumenter fra en computer, som skulle have tilhørt afdøde FARC-leder Raúl Reyes, som angiveligt skal bevise, at Chávez finansier og aktivt støtter den colombianske guerillas militære kamp. Talsmænd fra det hvide hus har anset det som ”foruroligende” at Venezuela skulle støtte det, som de ser som en terror-organisation. Oven i alt det skal det tilføjes, at et amerikansk militærfly overtrådte Venezuelas luftterritorium den 18. maj.

Alle disse provokationer viser, at imperialismen mere end nogensinde før forsøger at skræmme Venezuela og sætte en kæp i hjulet på revolutionen. De frygter revolutionen, fordi den fortsat er et vigtigt eksempel og inspirationskilde for arbejdere og unge verden over. Men revolutionen kan ikke vare for evigt. Det er nu mere end nogensinde før, afgørende at revolutionen fuldendes ved ekspropriering af kapitalisterne og opbyggelsen af en socialistisk planøkonomi, som kan spredes til Bolivia, Cuba og Ecuador og dernæst til resten af kontinentet og hele verden.