56 procent. Så mange stemte i 2005 i Frankrig nej til EU-forfatningen. 62 procent. Så mange stemte i Holland nej til samme forfatning. Altså var EU-forfatningen afvist af vælgerne i to lande, og blev også kun lige akkurat godkendt i Luxembourg, et land hvis økonomi er fuldstændigt afhængigt af EU og hvor en stor del af befolkningen arbejder for EU. Efterfølgende skyndte alle regeringerne i de lande der endnu ikke havde stemt, at aflyse deres egne folkeafstemninger af frygt for endnu flere nederlag til EU-forfatningen, hvilket ville gøre det endnu svære at genoplive den. Efter EU ledernes svigende nederlag erklærede de en såkaldt tænkepause i et år, og herefter udvidede de den lige et år til, men på trods af at de havde to år at tænke sig om i, var det eneste disse fine herrer kom frem til, at de da bare skulle genoplive den samme gamle forfatningstraktat, nu bare uden folkeafstemning. For var der én ting de var sikre på nede i Bruxelles, så var det at befolkningerne da slet ikke havde forstand på hvad der var bedst for dem selv.

Vor egen statsminister, der ellers nærmest plejer at omtale sig selv som demokratiet og ytringsfrihedens stolte forsvarer, var dog ikke sen til at efterkomme EU-kommissionens ønske og sikre at der ikke skulle være nogen folkeafstemning i Danmark. Regeringen og desværre også højreledelsen af socialdemokraterne, der ved denne lejlighed valgte at hjælpe den borgerlige regering i stedet for at føre ægte socialdemokratisk politik, sikrede dog først sig selv ved at være sikre på at folketingsvalget var godt overstået før de meldte klart ud imod en folkeafstemning. På den måde kunne man nu fuldstændigt undgår at befolkningen skulle kunne afgive deres stemme imod EU-forfatningen og imod den nyliberalisme og de angreb på arbejdernes rettigheder og velfærd som forfatningen står for.

Før vi beskæftiger os nærmere med den politiske kamp om og konsekvenserne af EU-forfatningen, er det vigtigt at huske på at alt ikke vil være afgjort blot fordi det skulle lykkes regeringerne at få gennemtrumfet Lissabon traktaten. Lissabon traktaten er grundlæggende set ikke mere værd end det papir den er skrevet på, det det handler om er hvorvidt tingene bliver ført ud i livet. Vi har set, hvordan mange ting allerede er i gang, bl.a. etableringen af en EU hær, på trods af at forfatningen ikke er endeligt vedtaget endnu, vi har også igennem EU’s historie set direktiver og traktater der aldrig er blevet fuldt udført i virkeligheden fordi de har mødt stor modstand. På ethvert givet tidspunkt er det i sidste ende den igangværende klassekamp og styrkeforholdene i kampen, der er afgørende. Vedtagelsen af Lissabon traktaten og dermed EU-forfatningen er selvfølgelig et vigtigt skridt for kapitalisterne i Europa, men kampen er på ingen måde ovre i tilfælde af at Lissabon traktaten skulle komme igennem.

Flertal ønsker folkeafstemning

Men imens at Fogh i Danmark, Brown i Storbritannien, Sarkozy i Frankrig og Merkel i Tyskland for alt i verden vil undgå at befolkningen skulle få muligheden for at sige fra overfor deres nyliberale projekt så ønsker det overvældene flertal af befolkningen faktisk en afstemning. I såvel Danmark som Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Spanien og Italien har over 70 procent i meningsmålingerne udtrykt ønske om at ville stemme om den såkaldte ”nye” Lissabon traktat der på alle vigtige områder er fuldstændigt identisk med den forkastede ”Traktat om en forfatning for Europa”.

Politikernes manglende vilje til at indfri det overvældende flertal af befolkningens krav viser endnu engang det borgerlige demokratis hykleri. Kun 4 partier har stemt for en folkeafstemning (SF, Enhedslisten, Ny Alliance og Dansk Folkeparti), dette er intet mere end en skandale! Det ville være naivt at forvente at venstre, de konservative og de radikale ville respektere befolkningens ønsker, men at Socialdemokratiet, Danmark største arbejderparti, på den måde lader hånt om befolkningens ønsker visser ikke blot hvor lidt den nuværende højreledelse har at gøre med socialdemokratiets demokratiske tradition, men det er også direkte dumt. Den bedste måde at vende meningsmålingerne på og sikre et nederlag til de borgerlige ved næste valg, ville netop være at vise et klart alternativ til regeringen og især på et område hvor man ville havde over 70 procent af befolkningens opbakning ville det ikke bare være den rigtige politik, det ville også være den rigtige taktik for at genvinde befolkningens opbakning. Enhver bør kunne sige sig selv, at det burde være en selvfølge, at på så vigtige spørgsmål skulle den danske befolkning tages med på råd.

Nej til et kapitalistisk Europa
At få EU-forfatningen til afstemning er en vigtig kamp, men mindst ligeså vigtigt er det, at den ved en sådan afstemning bliver afvist. Vi har allerede set hvordan befolkningerne i Frankrig og Holland klart stemte nej til EU-forfatningen og også i en lang række andre lande, bl.a. Danmark og Storbritannien, var der i 2005 et flertal imod forfatningen. Irland ser ud til at blive det eneste land der denne gang skal stemme og også her er Nej fløjen for længst begyndt at samle sig og arbejde for et nej.

Men hvorfor er det at EU-forfatningen er en dårlig ting, og hvilke kræfter er det der arbejder for et nej? Mange almindelige mennesker støtter EU ud fra den tanke at vi må samle os internationalt og i en modstand imod racisme og reaktionær nationalisme. De borgerlige medier prøver da også konsekvent at udstille alle EU modstandere som snæversynede nationalister eller fanatiske racister. Mange borgerlige prøvede f.eks. at udstille nejet i Frankrig som i virkeligheden at være et nej til at Tyrkiet skulle blive medlem af EU. Dette er dog en grov misvisning. Kun ca. 20 procent af dem der stemte Nej i Frankrig sagde det havde noget at gøre med Tyrkiet eller indvandre, flygtninge og nationalisme i almindelighed. Langt størstedelen, 80 procent, af nejsigerne gjorde det på baggrund af modstand imod nyliberalisme, nedskæringer og mangel på demokrati og åbenhed. Det var da også først og fremmest venstrefløjen: Kommunistpartiet og de mindre venstrefløjspartier, ATTAC og venstrefløjen af Socialistpartiet (det franske Socialdemokrati) der stod for nej kampagnen. Ligeledes var det det venstreorienterede hollandske Socialist parti, der forstod at repræsentere den udbedte utilfredshed med EU og årevis med nedskæringspolitik hos den hollandske befolkning og med deres valgkamp stod for langt størstedelen af æren for det massive hollandske nej.

Marxisterne siger også nej til EU-forfatningen, Lissabon traktaten og hele EU projektet. Det gør vi ikke fordi vi længes tilbage til landsbyidyllen og fædrelandsromantikken, nej tværtimod, vi er internationalister, og vi er tilknyttet den Internationale Marxistiske Tendens, men vi er først og fremmest socialistiske internationalister. Vi holder fast i arbejderbevægelsens grundidé, om at en arbejder i Danmark har mere til fælles med en arbejder i Tyskland, Italien eller for den sags skyld i Tanzania, end med en dansk kapitalist. Vi ønsker på ingen måde et isoleret Danmark, derfor følges vores krav om et nej til EU-forfatningen og dansk udmeldelse af EU også op af kravet om en socialistisk omdannelse af samfundet og dannelsen af Europas Forenede Socialistiske Stater.

EU er kapitalisternes projekt, det blev stiftet som en union af kul og stål industrien for at styrke deres konkurrence evne og det er blevet udviklet for at styrke den europæiske kapitalisme overfor kapitalister andre steder i verden og for at svække arbejderbevægelsens indflydelse. EU er et udemokratiske, topstyret, nyliberalistisk værktøj, og kan ikke skabe nogen værdig fremtid for arbejderklassen eller ungdommen.

EU-forfatningen: Mere nyliberalisme, mere militarisering og mindre demokrati.


Som tidligere skrevet er Lissabon traktaten reelt det samme som den nedstemte EU-forfatning, der officielt i Danmark hed ”Traktaten om en forfatning for Europa”. På mere almindeligt dansk betyder det reelt bare en EU-Grundlov. Lissabon traktaten ønsker altså at ophøje EU fra et såkaldt mellemstatsligt samarbejde til en overstatslig union og dermed sætte den nye EU grundlov over den danske grundlov. Vel at mærke uden at spørge befolkningen først.

Strukturelle ændringer
Generelt kan de ændringer EU-forfatningen indfører opdeles i 2 kategorier, strukturelle og politiske. Blandt de strukturelle ændringer kan nævnes indførelsen af en EU-præsident, en EU-udenrigsminister med EU-ambassader, oprettelse af EU som en juridisk person, altså vil EU være i stand til at underskrive aftaler og traktater (tidligere skulle hvert enkelt land selv underskrive aftaler) og generelt tage beslutninger på hele EU’s vegne som en fælles union uden altid at spørge medlemslandene først, lidt på samme måde som med USA og dets enkelte stater.

Derudover vil der fra år 2014 ikke længere være en EU kommissær fra hvert land, fra deraf må de mindre lande, som f.eks. Danmark, på skift havde deres egen kommissær. Dette er en ret alvorlig ændring da det kun er EU-kommissionen der kan stille forslag til direktiver (lidt ligesom love) og generelt bestemmer mest i EU. Yderligere vil antallet af medlemmer af EU parlamentet med tiden blive mindre (såfremt at EU stadig udvides) da der sættes et maks. antal på hvor mange medlemmer parlamentet kan havde uanset antallet af lande. Desuden overgår 43 områder i ministerrådet (hvor alle lande har mindst en plads) fra at hvert land har veto ret til at skulle træffes som flertalsafgørelser og EU vil i fremtiden selv kunne overføre nye områder fra at skulle behandles i de enkelte medlemslande til at det er EU der bestemmer, uden først at spørge hvert enkelt land som de tidligere har skullet. Dette betyder, at vi måske aldrig mere skal havde folkeafstemninger om EU. Alt i alt kan de strukturelle ændringer sammenfattes til at koncentrerer mere magt i hænderne på en mindre og mindre skarer af EU ledere, magt og indflydelse der forsvinder væk fra befolkningen og de enkelte lande.

En anden strukturel ændring er indskrivelsen af ”chartret om grundlæggende rettigheder” (fejlagtigt blevet forvekslet med menneskerettighedserklæringen) i EU-forfatningen. Dette er flere gange blevet fremhævet af EU tilhængere indenfor arbejderbevægelsen, f.eks. erklærede Margrete Auken fra SF under forrige EU-parlamentsvalg, at hun på baggrund af denne ændring, mente at EU-forfatningen var bedre end den danske grundlov. Men dette skal ikke ses som en positiv ting, tværtimod er indskrivelsen af de grundlæggende rettigheder et skridt i den forkerte retning. For det første er det kun på overfladen at det ligner menneskerettighederne, reelt har de ikke meget at gøre med hinanden. Hvor der i menneskerettigheder står klart skrevet at alle har ret til et arbejde, en ting der skal sikre almindelige arbejdere imod arbejdsløshed og dermed give dem mulighed for at tjene til dagen og vejen (en rettighed, som det er umuligt at sikre under kapitalismen), står der i chartret om grundlæggende rettigheder at alle har ret til at søge et arbejde. En fuldstændig tom rettighed, man ikke kan bruge til noget.

Det andet problem ved denne indskrivelse, er at imens alle brud på menneskerettighederne i dag skal afgøres ved den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, der er oprettet af Europarådet (der intet har at gøre med EU), vil de hvis Lissabon traktaten gennemføres, i fremtiden skulle afgøres ved EF-domstolen i Luxembourg. Det skal her nævnes at der står i EF-domstolens vedtægter at i tilfælde af tvivlsspørgsmål skal EF-domstolen altid afgøre til fordel for den Europæiske Union.

Den Europæiske menneskerettighedsdomstol er på ingen måde en objektiv garanti for overholdelse af menneskerettighederne, ej heller er det en ufortrøden kæmper for alle arbejdere og unges bedste. Som alle andre domstole er menneskerettighedsdomstolen præget af samfundet og de herskende klasseinteresser. Det er derfor vi ofte ser hvordan amerikanske, britiske eller franske menneskerettighedsforbrydere ikke bliver stillet for domstolen, for f.eks. Vietnam, Irak og Algier krigen, imens at deres fjender som f.eks. den tidligere serbiske præsident Milosevic ender for retten. Men selv i disse tilfælde lykkes det sjældent domstolen at få dømt vigtige personer samtidig med at krige, massemord og lignende bliver overført til enkelte syndebukke mens resten af de implicerede kapitalister og imperialister går fri. Men intet af dette vil blive bedre ved EF-domstolen, det vil kun blive værre.

Der findes dog også mindre strukturelle ændringer, som f.eks. ændring af navnet på EF-domstolen til EU-domstolen og overførelse af behandlingen af visse beslutningsområder til åbne udvalg, noget ja fløjen har slået meget på skulle være et skridt mod et mere demokratisk EU. Dette er dog reelt fuldstændigt ligegyldigt, da disse beslutningsområder samtidig bliver mindsket og store dele af indholdet af områderne flyttet over til andre områdekategorier der stadig er lukket for offentligheden. Reelt er det blot simpelt synsbedrag. De eneste ændringer fra den oprindelige EU-forfatning over til Lissabon traktaten skal også findes her, tidligere blev det indskrevet i EU-forfatningen at EU havde sig eget flad, nationalmelodi og nationaldag, noget der reelt er fuldstændigt ligegyldigt for andre end fædrelandsromantiske nationalister. Dette er nu blevet fjernet fra forfatningsteksten, dog står det stadigvæk i andre traktater og denne ændring har derfor ingen effekt haft. Det er jo heller ikke længe siden at man kunne se busserne i København for første gang bærer EU flad for, at ”fejre” den såkaldte Europa dag/EU’s nationaldag.

Det skal dog gøres helt klart, at selvom vi kritisere EU-forfatningen, så ser vi ikke den danske grundlov som et ordentligt alternativ. Grundloven var historisk et kæmpe fremskridt og en progressiv handling, men vi er ikke fortidens borgerlige revolutionære, vi er revolutionære socialister og vi kæmper for en kæmpe udvidelse af demokratiet og skabelsen af et nyt samfund, den socialistiske republik, ikke for grundlovens borgerlige demokrati og fastholdelse af ”gud, konge og fædreland”.

Politiske ændringer

Det har flere gange lydt fra ja-fløjen at Lissabon traktaten nu, og tidligere ”Traktaten om en forfatning for Europa”, blot havde strukturel betydning og mest af alt kunne betragtes som nogle spille regler for det europæiske samarbejde. Dette kan dog undre en da de fleste sider i forfatningsteksten intet har med almindelige strukturelle eller grundlovs bestemmelser at gøre, men er af ren politisk karakter, endda ret detaljeret. Det er nemlig sådan at EU-forfatningen samler alle de tidligere traktater i sig og tilføjer hertil. Der er hverken tid eller plads her til at gennemgå alle de dårlige politiske ting der står i forfatningsteksten, det har andre skrevet hele bøger om, her skal blot tages nogle af de værste ting op.

Øget militarisering
Det bestemmes i EU-forfatningen, at alle EU-landene skal opruste deres militær og bidrage til den fælles EU hær der skal fuldbyrdigt oprettes til denne lejlighed.
Dette slår i skærende kontrast til EU-tilhængernes evindelige knævren om EU som fredens projekt. Det er blevet sagt mange gange før igennem tiden og skal gentages her, oprustning har aldrig ført til andet end krig! Det så vi klart ved både 1. og 2. verdenskrig, også her havde samtlige parter beskrevet den fortløbende oprustning som at den skulle sikre freden! Ironien i dette postulat behøves næppe forklares nærmere. Formålet med en fremtidig EU hær vil blive at være den forlængede arm for EU og de europæiske kapitalisters økonomiske og handelsmæssige interesser i resten af verden. Især Tyskland har et stort ønske om at kunne bakke deres handelsinteresser militært op. I modsætning til Frankrig og Storbritannien, hvis egne hære selv står for den slags, har Tyskland en begrænset militær kapacitet, og har brug for en EU-slagstyrke til at sikre sine interesser.

Ydermere skal man ikke glemme at ca. halvdelen af EU’s medlemslande deltog i den forfærdelige invasion og besættelse af Irak og at langt flere deltog og stadig deltager i Afghanistan krigen. Samtidig ligger forfatningen op til at det ikke kræver et mandat fra FN for at gå i krig (ikke fordi at dette normalt er et problem for imperialisterne når de går i krig eller fordi en krig nødvendigvis er bedre bare fordi at de store lande i FN’s sikkerhedsråd er blevet enige om den). Dette viser til fulde at der ingen garanti er for at EU ville være en bedre og mere human militær supermagt end USA har været. I øvrigt skal det her nævnes at EU og USA ofte kører parløb når det gælder om at tryne den tredjeverden internationalt. Faktisk overhaler EU til tider USA i sin aggressive opførsel over for tredjeverdenslande i forhold til handel, toldgrænser og åbne markeder. Dette viser til fulde at det er naivt når venstreorienterede jasigere påstår at EU ville være et bedre alternativ til USA. Desuden støtter Bush EU-forfatningen!

Nyliberalisme
Blandt de ting der bliver ”harmoniseret” (ensrettet) mellem de forskellige EU lande ved indførelsen af EU-forfatningen er en række arbejdsmarkedsbestemmelser. På nuværende tidspunkt anerkender EU Danmarks ret til selv at regulere igennem overenskomsterne, men der bliver samtidigt stillet krav om hvornår dette skal være harmoniseret med de andre EU lande. F.eks. skal arbejdsdagens længe gøres til et lovgivningsspørgsmål sådan at fagforeningerne ikke længere kan kræve den sænket og gå i konflikt for det. På samme måde fortsætter harmoniseringen, med de såkaldte minimumsstandarder. Dette er ikke, som nogen tror, et sæt minimumsregler hvor at landene skal havde de fælles forhold som minimum, men gerne må havde bedre forhold. Nej, tværtimod bestemmer minimumsstanderne at alle lande skal havde de samme forhold og at ingen må havde højere end minimummet! Dette betyder i praksis at gang på gang er forholdene i de bedst stillede lande som Danmark og Sverige blevet sænket for at tilpasses lande som Spanien eller Polen hvor forholdene er langt ringere. Dette gælder alle mulige områder, som miljø, hvilke kemikalier der er i vores fødevarer, arbejdsforhold, testning af medicin og meget meget mere.

Ydermere stadfæstet endnu engang praksisen med at alle offentlige opgaver over en vis størrelse skal sendes i udbud i hele EU og at det bedste økonomiske tilbud SKAL accepteres, stort set uden undtagelser. Dette ligegyldigt om det offentlige selv har egne selskaber det ønsker skal klarer opgaven eller at man f.eks. i en kommune ønsker at det skal være lokal arbejdskraft eller et firma der tager sig særligt godt af miljøet. Forfatningsteksten slår altså helt klart fast, at profit altid kommer før mennesker og miljø!

Udnyttelse af U-landene
EU-forfatningen har ikke kun betydning for os her i Danmark eller i resten af EU’s medlemslande. Den har også stor betydning for u-landene. Forfatningen fortsætter politikken med EU indre frihandel og krav om at de fattige lande i især Afrika åbner deres markeder for varer fra EU samtidig med at EU selv har skyhøje toldafgifter på varer produceret uden for EU og stadig har den skandaløse landsbrugsstøtte. Dette betyder at mange fattige lande må se deres markeder overrendt med billige varer fra EU der udkonkurrere de lokale firmaer og bønder samtidig med at de ikke selv er i stand til at få deres egne varer ind på markedet i EU.

Samtidig gør forfatningen intet ved de mange andre måder EU udnytter den tredje verden. Den gør intet ved de store fødevarelagre, hvor fødevarer produceret for landbrugsstøtten får lov til at rådne op eller bliver destrueret samtidig med at millioner af mennesker sulter i den tredjeverden, udelukkende for at EU kan sørge for at holde priserne på fødevarer kunstigt høje og derved tjene en større profit. Forfatningen gør intet ved at EU har sikret sig eneret på at måtte fiske i havet ude for Vestafrika og derved forhindre de lokale fiskere i at kunne fange fisk og brødføde deres familier. Forfatningen gør heller ikke noget overhovedet for at sikre en afskaffelse, eller i det mindste bare en lettelse, af den store gæld de afrikanske og latinamerikanske lande har og de uhyrlige renter de betaler til bl.a. EU lande (et beløb der er mere end dobbelt så stort som den samlede u-landshjælp). Ligeledes sikrer forfatningen nu i endnu højere grad at de enkelte medlemslande ikke må stemme selvstændigt i f.eks. WTO (Verdenshandelsorganisationen). Et eksempel på problemet med dette er da det i 1995 betød at Danmark, Sverige og Finland måtte trække deres støtte til et forslag der skulle forbedre Basel-konventionen (hvis formål er at forbyde transport af affald fra rige til fattige lande) fordi at EU-kommissionen var imod. Forslaget kom kun igennem fordi at Norge (der står uden for EU) stadig holdt fast i støtten til forslaget.

Angreb på fagbevægelsen
I EU-forfatningen slås det klart fast at EU direktiver har forrang for dansk lovgivning og aftale modeller. Set i lyset af de sidste par års begivenheder er dette meget ildevarslende for fagbevægelsens og alle arbejderes rettigheder. Det betyder nemlig at de enkelte lande ikke kan gøre noget ved de følgende sager:

  • Servicedirektivet: Servicedirektivet blev vedtaget i 2006 og betyder bl.a. at firmaer eller personer der arbejder i andre lande end deres eget ikke længere skal følge reglerne (love, forbrugerbeskyttelse, overenskomster osv.) i det land de arbejder i, men i stedet kan arbejde efter dem fra deres hjemland. Der skal næppe meget fantasi til at forestille sig at folk ikke er sikret ligeså godt med en advokat der arbejder efter bulgarske regler end efter danske. Desuden betyder det at Polske selskaber blot skal overholde regler om arbejdsforhold fra Polen når de arbejder i Danmark. Dette er et klart angreb på alle de rettigheder og goder som arbejderne har vundet igennem mere end 100 år! Der går næppe lang tid før mange selskaber forstår at flytte hovedkontoret til det EU land med de dårligste regler, for på den måde at kunne spare penge på lønninger og sikkerhed og få arbejderne til at arbejde længere.

  • Vaxholm/Laval sagen: Vaxholm sagen handlede om et lettisk firma ved navn Laval der fik til opgave at renovere en skole i den svenske by Vaxholm. Dette gjorde de til en lettisk overenskomst med deraf følgende lavere lønninger og dårligere arbejdsforhold. Som modsvar hertil indledte de svenske bygningsarbejde og elektrikere en blokade imod arbejdet. Laval slæbte derefter fagforeningerne for den svenske arbejdsmarkedsretsdomstol som i første omgang frikendte fagbevægelsen og erklærede at det var lovligt at gå i konflikt imod dårligere udenlandske overenskomster. Da sagen efterfølgende kom for EF-domstolen besluttede den at omstøde den svenske domstols afgørelse og har nu erklæret at det ikke er lovligt i EU at indlede blokader mod virksomheder der har overenskomst, ligegyldigt hvem de har indgået denne overenskomst med, hvor den er fra eller hvor dårlig den er. Yderligere besluttede EF-domstolen på baggrund af EU’s udstationeringsdirektivet at det ikke er lovligt at kæmpe faglige kampe om overenskomstmæssige krav om ferie, pension og uddannelsesbidrag. Dette er et massivt angreb på den nordiske model og hele grundstenen for velfærdssamfundet da det fjerner arbejderbevægelsens vigtigste våben til at forsvarer sig imod kapitalisterne og social dumpning af lønninger og arbejdsforhold ned til laveste fællesnævner.

Igen må det gøres helt klart her, at imens vi klart kæmper imod EU’s angreb på alle de rettigheder som den danske og nordiske arbejderklasse og fagbevægelse har kæmpet sig til, så støtter vi ikke op om den danske hovedaftale fra Septemberforliget, der gang på gang har indskrænket strejkeretten ved at forbyde strejker uden for overenskomstforhandlingerne og tillade at når man så endelig har overenskomstmæssige storstrejker så laver regeringen bare et lovindgreb til fordel for arbejdsgiverne. Men alt det førnævnte er bare nogen af de værste eksempler på EU’s angreb på almindelige menneskers vilkår og velfærd og alt dette vil blot blive værre nu mere magt der blive overdraget til EU.

For et socialistisk Europa

Hvis EU skal stoppes og vores rettigheder og velfærd vindes tilbage og udvides kræver det at alle, først og fremmest arbejderklassen og ungdommen der har en interesse i at forbedre vilkårene for almindelige mennesker og for at demokratiet udvides, må samles, ikke bare i Danmark, men i hele norden, i hele Europa og i hele verden. For at dette kan ske kræver det at alle der ønsker at deltage i denne kamp for velfærd, fred og frihed går ind i de traditionelle arbejderorganisationer, partierne og fagforeningerne først og fremmest, og kæmper for at få dem tilbage til et klart socialistisk og internationalistisk program. Alternativet til fort Europa og kapitalens union er ikke national isolation eller alliance med borgerlige EU modstandere, men tværtimod at kæmpe for en socialistisk revolution der må udvides til hele Europa og danne grobund for skabelsen af Europas Forenede Socialistisk Stater. Der er masser af problemer der overskrider de gamle lande grænser, forurening, krig, flygtningeproblemer og meget mere, ja hele økonomien er i dag samlet på internationalt plan og er gensidigt afhængig af hinanden. Derfor nyttet det intet at ønske sig tilbage til tider og samfund der for længst er blevet fejet væk af historiens vingesus, verdens problem er internationale, en arbejder og unges problemer og ønsker er grundlæggende de samme fra Danmark til Tjekkiet, derfor er løsningerne og fremtiden også international. Arbejderklassen har intet fædreland, men den har en hel verden at vinde!

  • Kræv folkeafstemning om Lissabon traktaten i hele EU!
  • Nej til Lissabon traktaten, EU-forfatningen ER stemt ned!
  • Nej til fort Europa, nationalisme og imperialisme!
  • Kæmp for velfærd, fred, frihed og socialisme!
  • Danmark ud af EU, for Europas Forenede Socialistiske Stater!
  • For et socialistisk Danmark i et socialistisk Europa i en socialistisk verden!

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.