Latinamerika

I verdensrevolutionen som helhed fortsætter Latinamerika med at ligge i front. Det er det endelige svar til all de reformister, kujoner og renegater, som accepterede borgerskabets argumenter om at revolution og socialisme ikke længere var på dagsordenen. Den amerikanske imperialismes nervøsitet over hvad der foregår syd for Rio Grande øges. Årsagen til den voksende bekymring er at den revolutionære gæring spredes fra det ene land til det andet.

Revolutioner respekterer ikke landegrænser og det revolutionære gærstof spredes nu til lande som Ecuador, Bolivia osv. Det er derfor de forsøger at isolere Venezuela. Den amerikanske imperialisme kan ikke tolerere den venezuelanske revolution. Men som det er sket i Cuba, kan den amerikanske imperialisme skubbe Chávez ud over kapitalismens grænser. Hvis det sker, vil følgerne kunne mærkes på hele kontinentet og endnu længere væk.

I 1980’erne drev borgerkrigene i Guatemala, El Salvador og Nicaragua regionen frem til frontlinien i den kolde krig. Men på det seneste har Mellemøsten skubbet Latinamerika til side i Washingtons udenrigspolitiske prioriteringer. Nu ændres dette. Bekymringen i Washington reflekteredes i George Bushs besøg, i en regionen han ellers har forsømt gennem hele hans præsidentperiode.

Washington ser Chávez og den bolivariske revolutions hånd over alt. Det er typisk for politimentaliteten, som ser revolutioner (og selv strejker) som resultatet af onde konspiratorer og ikke en objektiv proces. Det er sandt at Chávez og den venezuelanske revolution virker som en katalysator på revolution over hele kontinentet. Men selv den mest magtfulde katalysator kan kun virke hvis betingelserne er givet. De objektive betingelser for en socialistisk revolution, er givet i praktisk talt alle lande i Latinamerika.

Hvad der er nødvendigt for at garantere succes på kortest mulig tid og med de mindst mulige ofte, er et revolutionært marxistisk parti og ledelse. Det er fuldkommen sandt. Men naturen afskyr vakum. Masserne kan ikke vente til vi har opbygget et revolutionært parti! I mangel på sådan et parti, tjener Chávez som en katalysator. Han lægger stemme til massernes higen efter at forandre samfundet. Det forklarer den voldelige fjendtlighed han møder fra den amerikanske imperialisme, som er fast besluttet på at blive af med ham på den ene eller den anden måde.

Men den amerikanske imperialismes indflydelse i Latinamerika er på et lavpunkt. De kunne end ikke få OAS til at intervenere imod Venezuela. Latinamerikas holdning til sin magtfulde nabo mod nord forhærdes. En nylig opinionsundersøgelse, lavet af BBC World Service, siger at 64 procent af argentinerne, 57 procent af brasilianerne, 53 procent af mexicanerne og 51 procent af chilenerne har et ”overvejende negativt” syn på amerikansk indflydelse.

Før i tiden ville marinesoldaterne være gået i land for længst. I dag er dette både politisk og fysisk umuligt. Den amerikanske hær er optaget i Irak og Afghanistan. Det er utænkeligt at den kan involvere sig i endnu et militært eventyr på nuværende tidspunkt. Så de er nødsaget til at bruge andre metoder: diplomati og rænkesmedning. Men selv i dette terræn er Bush begrænset af faldende popularitet.
Amerika bakkede op om militært diktatur i 1970’erne og 1980’erne men har ændret taktik, efter at have brændt fingrene i sager som Noriega. Det foretrækker nu generelt svage demokratiske regimer, selv om det ikke forhindrede det i at organisere 2002-kuppet i Venezuela. Bushs troskab overfor demokrati er relativt og dikteres udelukkende af taktiske overvejelser. Det er ikke det sammen som at sige, at de ikke angriber. De angriber allerede. Men de kan ikke invadere åbent – de må ty til indirekte metoder, diplomatisk pres, økonomisk pres og politisk rænkesmedning.

I Nicaragua vandt Daniel Ortega præsidentvalget, på trods af at amerikanske funktionærer åbnet støttede højrefløjskandidaten. Washington var åbenlyst involveret i den massive valgsvindel i Mexico, som skulle forhindre at PRD-kandidaten Lopez Obrador blev valgt. De forsøgte, men det lykkedes ikke at forhindre valget af Rafael Correa i Ecuador. Mens det lykkedes at få indsat håndlangeren Alan García i Peru og man vil nu belønne ham, samtidig med at intrigere imod Venezuela, Bolivia og Ecuador.

Amerikansk imperialisme forsøger at lægge et sikkerhedsbælte rundt om Venezuela, (og også omkring Bolivia og Ecuador). Det var hensigten med Bushs rundtur i Latinamerika og forsøget med at underskrive bilaterale handelsaftaler med visse latinamerikanske lande (Colombia, Brasilien, Panama, Peru). Washington er fjendtligt indstillet overfor regeringerne med Evo Morales (Bolivia) og Rafael Correa (Ecuador) og gør brug af afpresning.

I gamle dag var alle socialister ifølge Washington “kommunister”, men nu er den amerikanske imperialisme nødt til at beskæftige sig med ”gode” socialister som Lula i Brasilien, Bachelet i Chile og Kirchner i Argentina for at isolere Chávez. De forsøgte sågar at inkludere Morales.

Grundene til Bushs tur blev skåret ud i pap af The Economist (1/5/07): “USA er fastlåst i en regional kamp om indflydelse med Venezuelas olie-berusede enehersker, Hugo Chávez.” Det egentlige mål var at isolere Venezuela ved at gøre brug af lande som Brasilien hvor Lula betegnes som en sikker ”moderat”. Der er en dobbelt taktik: Uribe fordømmer og truer, mens Lula smigrer og intrigerer bag scenen for at overbevise Chávez om at opgiv ideen om socialisme, ligesom Lula for længst har gjort:
“Brasiliens Lula siger at han i stilhed indtrængende anmoder om moderation fra de venezuelanske modstanderes side, men der er intet bevis for at dette ændres i Hr. Chávez’ retning. Hvis han fortsætter i sammen retning, må latinamerikanske demokrater snart overveje om han høre til i deres klubber.” (The Economist, 1/5/07)
Colombias Álvaro Uribe er USA's mest standhaftige allierede i regionen. Men selv i Colombia – langt den største modtager af amerikansk økonomisk støtte i regionen, takket være ”Plan Colombia” – havde blot 39 procent af de adspurgte fra LatinoBarómetro i december 2006 et positivt billede af den amerikanske præsident. Àlvaro Uribes regering er kendt for at være forbundet med paramilitære højrefløjsgrupper. Den amerikanske kongres har endog fremsat forslag om at stoppe støtten til Colombia. Men det berører ikke Bush og CIA, på trods af al snak om demokrati og den omsorgsfulde bekymring for menneskerettighederne – i Venezuela.

Den amerikanske militære hjælp har gjort Colombia til en bevæbnet lejr og fuldstændig forvredet den militære magtbalance i regionen. Den såkaldte krig mod narkotika, tjener som et figenblad for at skjule Washingtons egentlige hensigter, som delvist er at smadre guerillaerne og at opbygge den colombianske hær, til at forberede en mulig militær intervention imod Venezuela i fremtiden.

Chávez forsøgte at mindske truslen fra Colombia, ved delvist at prøve at opbygge en forståelse med Uribe. Men den politik ligger nu i ruiner. Uribe brød, tydeligvis tilskyndet af Washington, på brutal vis alle kontakter med Chávez, angiveligt på grund af hans kontakter med FARC-guerillaer og colombianske hærofficerer under hans forsøg på at mægle for gidsler. Det viser grænserne for borgerligt diplomati i forsvar for den venezuelanske revolution. Diplomatiske manøvrer er nødvendige, men kan kun spille en underordnet rolle. Når alt kommer til alt er den venezuelanske revolutions eneste rigtige venner, arbejdere og bønder i Latinamerika og resten af verden.

Mexico – revolutionen er begyndt!
Det der skete i Mexico, viser på brillant vis hvad vi har sagt mange gange: at der ikke er et eneste stabilt land i Latinamerika fra Tierra del Fuego til Rio Grande. For ikke længe siden syntes Mexico stabilt. Men vores perspektiv er til fulde blevet bekræftet af de sidste to års begivenheder.

På denne korte periode, er Mexico trådt ind på den revolutionære vej, med millioner på gaden, opstand i Oaxaca, elementer af dobbeltmagt og selv sovjetter på begynderstadiet. Det bekræfter fuldkommen vores perspektiver. Sekterne stod tilbage med åben mund og polypper. Dette er, hvad Trotskij kaldte for fremsynets overlegenhed over forbløffelsen.

Mexico er et godt eksempel på hvordan masserne bevæger sig. Millioner gik på gaden i protest over valgsvindel og til støtte for Lopez Obrador. Det var overvejende arbejdere og landarbejdere. Vores kammerater kæmpede side om side med masserne, samtidig med at de forklarede vores program og politik og forsøgte at føre bevægelsen fremad. Det var det eneste korrekte at gøre!

Som alle andre steder er det centrale problem, ledelsens problem. Vi må forstå hvordan arbejderklassen bevæger sig – gennem dets traditionelle masseorganisationer – ikke gennem små sekter. Den fantastiske spontane revolutionære massebevægelse førte til en krise i ledelsen. Som troldmandens lærling, fremkaldte Lopez Obrador kræfter han ikke kunne kontrollere og han vidste ikke hvad han skulle stille op med dem. Men det er umuligt at bibeholde millioner af menneskers gejst på ubestemt tid, uden at vise en vej ud.

Efter en lang periode med anstrengende strabadser, er der tydeligvis et element af træthed blandt masserne. Masserne kan ikke altid være på gaden og sætte barrikader op, sådan som venstresekterikerne forestiller sig. Hvis de ikke ser nogen forandring, dør bevægelsen for en tid. Det er normalt. Det var uundgåeligt efter op mod to år med konstante kampe og opstande. Massernes første opstand vil have en tendens til at dø i en periode. Nogle dele vil trække sig tilbage fra kampen for at gøre status på situationen, selv om friske lag fra traditionelt tilbagestående områder stadig kan gå i kamp. Der kan komme pauser og midlertidige tilbageslag, men ingen permanent stabilitet er mulig.

På overfladen ser det ud til at Calderon har vundet, men krigen er endnu ikke slut. Som i en sværvægter boksekamp, er det afgørende ikke hvem der vinder den første runde, men hvem der har udholdenhed til at kæmpe til enden. Calderon-regeringen er svag og splittet. De er en regering i krise. Problemet er, at den herskende klasse er for svag til at knuse arbejder på dette stadie og sidstnævnte er ikke i stand til at tage magten på grund at manglen på ledelse.

Klassekampen fortsætter. Pensionsreformens lovgivning er et forsøg på at ændre det sociale sikkerhedssystem for arbejdere ansat i den offentlige sektor, kendt som Instituto de Seguridad y Servicios Sociales de los Trabajadores del Estado (ISSSTE, Institut for Social Sikkerhed og Social Service for Statsansatte). Det betyder nedskæringer på levestandarten, hvilket er hvad borgerskabet forlanger. Men det har fremprovokeret udbredte fagforenings- og politiske protester. Disse ser ud til at fortsætte.

Det står ikke klart hvor længe den nuværende regering kan fortsætte. Det afgøres frem for alt af perspektiverne for verdensøkonomien og for USA, til hvilket Mexico er uløseligt forbundet. En økonomisk nedtur i USA vil have alvorlige konsekvenser syd for Rio Grande. De penge som millioner af mexicanske immigranter sender hjem fra USA, spiller en meget vigtig rolle, endda i at opretholde økonomien i hele regioner af landet.

En økonomisk krise I USA, vil medføre en brat stigning i arbejdsløsheden blandt latinoarbejdsstyrken, hvilket vil lede til et fald i penge der bliver sendt over grænsen. Det vil føre til en hurtig stigning i fattigdommen i allerede fattige regioner af Mexico, med tilsvarende stigning i de sociale spændinger. Selv uden økonomisk krise, vil dollarens fald (og også den kinesiske yuans tilsvarende fald) i endnu højere grad påvirke den mexicanske industri og landbrug.

Alle disse faktorer vil tjene til at underminere Calderon-regeringen selv blandt middelklassen, som snart vil blive desillusioneret. Under disse omstændigheder vil PRD begynde at få nyt liv. Det vil tiltrække sig støtten fra millioner af arbejdere og bønder af én grund: det er intet alternativ. På et vist tidspunkt vil borgerskabet ikke have noget andet alternativ end at sende masserne i reformismens skole, hvor de vil lære nogle hårde lektier. Lopez Obradors politik inkluderer ikke et brud med kapitalismen. Men den svage mexicanske kapitalisme kan ikke vise en vej frem og give masserne hvad de har brug for. En Lopez Obrador-regering ville også være en regering i krise.

Arbejderne og bønderne vil lægge pres på en PRD-regering for at udføre et program i deres interesse. På den anden side vil den herskende klasses holdning til en PRD-regering være ”brug og miskrediter”. De vil lægge pres på regeringen for at fortsætte politikken med nedskæringer og modreformer, som den mexicanske kapitalisme har brug for og efter det vil de smide den ud af kontorerne og forberede en endnu mere modbydelig regering, bestående af højrefløjen. Reformisterne vil blive knust mellem to møllesten.

Mexicos såkaldte narkokrig, i sig selv en grafisk illustration på statens og borgerskabets svaghed, bruges som en undskyldning for undertrykkelse af den revolutionære bevægelse og arbejderklassen. Vold og mord og andre rædsler er blevet normen. I dette land med over 100 millioner indbyggere, var der 1.600 mord i 2005, i forbindelse med organiseret kriminalitet, 2.200 i 2006 og antallet stiger. Elementer af social opløsning og barbarisme er til stede og kan opluge samfundet hvis ikke proletariatet tager magten.

Før eller senere vil der komme en direkte konfrontation mellem klasserne. Calderon forsøger at styrke staten i forberedelser på fremtidige kampe. I den seneste periode er der blevet indsat 30.000 tropper rundt om i landet. Amnesty International har henvist til systematiske ”vilkårlige anholdelser, tortur, urimelige retssager og frihed for straf [impunity]” i landet. Ind til nu har Lopez Obrador, i stedet for at kæmpe imod dette, foreslået en forøgelse i brugen af hæren.

Den mexicanske herskende klasse forstår fra deres klassesynspunkt det samme, som vi forstår fra vores klassesynspunkt. Men ledelsen i PRD forstår intet og forbereder intet. Situationen i Mexico er meget eksplosiv selv om den vil have ebbe og floder. Vi har en stærk organisation og en ledelse som bliver smedet i begivenhedernes varme. I den næste periode kan de nå resultater lignende de pakistanske kammeraters. Fra nu af må vi følge Mexicos udvikling og de mexicanske kammeraters arbejde endnu tættere.

Bolivia

Evo Morales har været præsident i to år. Han blev valgt efter at det fantastiske bolivianske proletariat havde kæmpet i mindst 18 måneder, for at ændre samfundet på revolutionær maner. Arbejderne iværksatte to generalstrejker og to opstande, som styrtede to præsidenter. Hvad mere kan vi ønske fra arbejderklassen?

Borgerskabet og imperialisterne frygtede at han ville lede Bolivia ad samme vej som Hugo Chávez i Venezuela. Men Morales’ politik med kun delvis ”nationalisering” af olie og gas, har irriteret udenlandske regeringer og investorer uden at løse samfundets fundamentale problemer. Den ”demokratiske revolution” lover han, har alarmeret borgerskabet i de velstående østlige provinser, men uden at tilfredsstille arbejderne og bønderne.

Som resultat heraf tenderer situationen for hver dag mere til kontrarevolutionen. På grund af Morales’ træghed og vaklen har der været en reaktionær modoffensiv. Dommerstanden iværksatte en endagsstrejke imod regeringens forsøg på at “smide retssystemet på porten og erstatte det med et totalitært regime.” Højesteretten er reaktionens rede, men endnu er ingen alvorlige midler taget i brug mod den.

Den “forgyldte ungdom” – de kontrarevolutionære studerende og forkælede sønner af borgerskabet – har påtaget sig rollen som reaktionens stødtropper, og organiserer voldelige gadedemonstrationer. De har haft sammenstød med demonstrationer af revolutionære arbejdere og bønder, hvor folk blev såret og dræbt. For et år siden forsøgte regeringsstøtter at afsætte Cochabambas guvernør da han foreslog en afstemning om autonomi. Tre mennesker døde i voldelige sammenstød. Nu er de reaktionære kræfter i sadlen i Cochabamba – noget der syntes utænkeligt for bare et år siden.

Disse skærmydsler er en advarsel om en forestående borgerkrig. De er, med The Econosmists ord, “del af en revolution med usikkert formål.” Det er ikke en dårlig beskrivelse af situationen. Men hvad der er brug for i en revolution, er klare mål og beslutsomhed omkring at udføre dem uanset alle forhindringer og opposition. Det er præcis hvad der mangler i Bolivia.

Indkaldelsen til en konstituerende forsamling er, som vi forudså, en måde at omdirigere den revolutionære bevægelse til parlamentarisk område. Morales droppede en kampagne for at få den konstituerende forsamling til at godkende artikler ved simpelt flertal, efter gadeproteser i de østlige regioner. MAS har flertal i forsamlingen, men ikke de nødvendige to tredjedele for at godkende en konstitutionel tekst.

Morales’ Bevægelsen for Socialisme (MAS) foreslår at redefinere Bolivia som en “sammenhængende, fler-national, fællesskabsbaseret” stat som stolt giver plads til tre dusin oprindelige ”nationaliteter”. Disse gruppe skulle kontrollere territorier og naturressourcer og ville være repræsenteret som samfund i en et-kamret forsamling på linie med individuelle borgere. Private selskaber ville være beskyttede så længe de ”bidrager til økonomisk og sociokulturel udvikling”. En fjerde social magt” skulle stå over de tre traditionelle.

Vicepræsidenten Alvaro Garcia Liner har indkaldt til en “udvidelse af eliten” og ”plads til både kapitalistisk og post-kapitalistisk udvikling”. Det er taget direkte ud af Heinz Dieterichs reformistiske opskriftsbog. Der er intet perspektiv om socialisme, ingen forslag om at ekspropriere oligarkiet. Og lederne vil gå på kompromis, selv på dette spørgsmål.

Regeringen vil indgå forlig med reaktionen. “Vi vil ikke have en konstitution som er godkendt af 60 eller 70 procent af landet, men afvist af resten,” siger García Linera. Den sidste tekst i konstitutionen vil blive genstand for en afstemning og derefter for en fortolkning i domstolene, som Morales ikke kontrollerer. Det vil forsyne de reaktionære med rigelig mulighed for at fortsætte deres taktik med obstruktion, sabotage og destabilisering.

I sidste ende er økonomien afgørende og den bolivianske økonomi har det ikke godt, med en lavere vækst end gennemsnittet i Latinamerika. Mere end halvdelen af befolkningen lever i fattigdom, fire femtedele af arbejderne er inden for uformel økonomi og emigrationen fortsætter. Ud over minedrift og naturgasudvinding, står private investeringer for sølle 2-3 % af landets BNP. Hvis ikke han skaber gode jobs og forbedrede forhold for masserne, vil intet antal af konstitutionelle manøvre kunne redde Morales.

Arbejderne og bønderne vil snart blive trætte af situationen som ikke giver dem nogen fundamentale forbedringer af deres leveforhold. I sidste ende vil de, hvis intet fundamentalt ændrer sig, falde ind i passivitet som vil lade det kontrarevolutionære borgerskab mase sig frem og genvinde alle sine positioner. De reaktionære vinder selvtillid og bliver mere uforskammede og aggressive i samme grad som de ser arbejderne miste tilliden til revolutionens fremtid.

De vil forberede vejen for en afsættelse af Evo Morales fra magten. De vil måske bruge hæren, men vil måske endda gøre det med ”konstitutionelle” midler, siden de kontrollerer betydelige dele af staten og domstolene. Dette er resultatet af en politik med reformisme og kompromiser. På den anden side kan de reaktionære, hvis de agerer for fremfusende, fremprovokere en eksposition blandt masserne, som vil kaste alt tilbage i smeltedigelen.

Venezuela

Ulig de uvidende sekter, forstår imperialisterne, hvad vi også forstår: der er en revolution i gang i Venezuela, og masserne bevæger sig for at ændre samfundet. Det forklarer de hysteriske kampagner omkring sager som RCTV og den konstitutionelle afstemning. Imperialisterne bevarer presset på Chávez for at holde revolutionen tilbage. De baserer sig på højrefløjen af den bolivariske ledelse og det kontrarevolutionære bureaukrati. Men arbejderne og bønderne presser på nedefra. Resultatet af denne kamp vil afgøre revolutionens skæbne – på den ene eller den anden måde.

Chávez’ hurtige og tilsyneladende uimodståelige fremgang kan ikke alene forklares ved personlig magt og individets evner. Et korn af utilfredshed var allerede til stede blandt masserne, men det havde intet fartøj at udtrykke sig igennem. Da de havde fundet deres udtryksform, strømmede masserne ud i gaderne i en ustoppelig bevægelse som har holdt i næsten 10 år.

Der er et dialektisk forhold mellem Chávez og masserne – den kraftfuld kemi i hvilken de bolivariske ledere, ved at give massernes dybfølte higen en stemme, intensivere den revolutionære stræben. Masserne presser på og forlanger forandring. Det har en følgende indvirkning på Chávez og driver ham længere til venstre. Denne ejendommelige kemi, er blevet observeret af kapitalen og imperialismens strateger, som har draget den konklusion at det er nødvendigt at eliminere Chávez på den ene eller den anden måde. Det er derfor de lagde så mange kræfter i kampagnen for at stemme ”nej” til den konstitutionelle afstemning.

Det var Chávez’ første rigtige nederlag. For første gang i næsten et årti sikrede oppositionen sig en sejr. Der var jubelscener i de velstående middelklasseområder i Caracas. Men de reaktionæres glæde er både forhastet og overdrevet. Sammenlignes resultatet med præsidentvalget i 2006, forøgede oppositionen kun deres stemmeantal med 200.000, mens Chávez tabte 2,9 millioner. Disse stemmer gik ikke til oppositionen, men i højere grad til undladelse af at stemme.

Afstemningsresultatet om konstitutionsreformen viser følgende. Forslaget om en konstitutionsreform blev forkastet med den mindst mulige margen, med 4.521.494 stemmer imod (50,65 procent) og 4.404.626 (49,34 procent) stemmer for. Spørgsmålet der må stilles er ikke hvorfor ”nej” siden vandt, men hvorfor så stort et antal chavistaer undlod at stemme? Det overvældende flertal af masserne støtter stadig Chávez og revolutionen, men der er klare symptomer på træthed.

Efter ni år med opstande, er masserne trætte af ord og taler, parader og demonstrationer, også af de endeløse afstemninger og valg. Hvad der virkelig er bemærkelsesværdigt er at bevægelsen har holdt så lang tid og at ikke symptomerne på træthed er fremkommet tidligere. Valget i december 2006 viste at 63 procent stadig støttede Chávez efter ni års forløb. Det viser en meget høj revolutionær bevidsthed. Men man kan ikke gå ud fra at denne situation vil holde evigt.

Masserne ønsker færre ord og mere afgørende handling: handling imod godsejerne og kapitalisterne, handling imod de korrupte guvernører og embedsmænd. Mere end alt, ønsker de handling imod den Femte Kolonne af højrefløjs chavistaer, som bærer røde trøjer og taler om socialisme i det 21. århundrede, men som er imod rigtig socialisme og som saboterer revolutionen indefra.

Med oppositionens største anstrengelser formåede de kun at mobilisere omkring 200.000 flere stemmer. Det er et faktum. Herudover kan denne kamp ikke vindes på stemmer alene. Den velnærede borger og hans kone og børn, de småhandlende, de studerende ”de riges forkælede unger”, de regeringsfuldmægtige, krænkede over ”hobens” fremgang, pensionisternes nostalgi omkring ”de gode gamle dage” i den Fjerde Republik, spekulanterne, tyvene og svindlerne, de religiøse gamle damer af begge køn, som er manipuleret af kirkens reaktionære hierarki, den grundfæstede middelklasseborger som er træt af ”anarkiet”: alle disse elementer synes at være en formidabel kraft i valgtermer, men i klassekampen er deres vægt praktisk talt lig nul.

Magtbalancen mellem klasserne

Den egentlige magtbalance mellem klasserne blev vist ved demonstrationerne i slutningen af valgkampagnen. Som i december 2006, satte oppositionen himmel og jord i bevægelse for at mobiliserer sin massebase og formåede at samle en stor flok. Men dagen efter var gaderne i det centrale Caracas oversvømmet af et hav af røde trøjer og flag. De to demonstrationer afslørede, at den aktive base blandt chavistaerne er fem eller otte gange større en oppositionens.

Billedet er endnu klarere når det kommer til ungdommen. Højrefløjens studerende er oppositionens stormtropper. De har været hoveddrivkraften i at organisere voldelige provokationer imod chavistaerne. De var omkring 50.000 ved deres største demonstration, ifølge de mest optimistiske vurderinger. Men de chavistiske studerende var 200.000 eller 300.000 til deres demonstration. På dette afgørende område – ungdommen – er de revolutionære massivt overlegne i antal i forhold til de kontrarevolutionære.

På revolutionens side star det overvældende flertal af arbejdere og bønder. Det er det afgørende spørgsmål! Ikke en elpærer brænder, ikke et hjul snurrer, ikke en telefon ringer uden arbejderklassens tilladelse. Det er en kolossal kraft når den er organiseret og mobiliseret for en socialistisk ændring af samfundet.

Oppositionen har besluttet at brug en varsom og forsonende tone fordi dens tid endnu ikke er kommet, til en operation som den i 2002. Ethvert forsøg på at iværksætte et kup på nuværende tidspunkt, ville bringe masserne ud på gade, parat til at kæmpe og dø om nødvendigt for at forsvare revolutionen.

Under sådanne forhold ville den venezuelanske hær, som tingene star nu, være et meget upålideligt instrument for et kup. Det ville føre til borgerkrig, som de kontrarevolutionære ikke kunne være sikre på at vinde. Og hvem kan være i tvivl om at et nederlag til kontrarevolutionen i åben kamp, ville medføre øjeblikkelig likvidering af kapitalisme i Venezuela.

Den venezuelanske hær og stat
Hæren reflekterer altid tendenserne i samfundet. Den venezuelanske hær har gennemlevet næsten et årti med revolution, storm og stress. Det har efterladt mærker. Der kan ikke være tvivl om at det overvældende flertal af de almindelige soldater, sønner af arbejdere og bønder, er loyale overfor Chávez og revolutionen. Det sammen gør sig gældende for de fleste sergenter og andre underofficerer og juniorofficerer. Men jo højere vi stiger i graderne, desto mere uklar bliver situationen. Op til afstemningen om konstitutionsreformen, verserede der rygter om konspirationer og nogle officerer blev arresteret. Det er en alvorlig advarsel!

Den eneste måde at sikre at alle reaktionære officerer såsom Manuel Baduel fjernes, er ved at indføre demokrati i hæren, som giver soldaterne fuld ret til at gå med i politiske partier og fagforeninger. Officererne må vælges ved afstemning med regelmæssige intervaller, det samme må enhver embedsmand. De som er loyale mod revolutionen vil intet have at frygte.

Blandt officererne vil mange være loyale mod Chávez; andre vil sympatisere med oppositionen eller hemmelige kontrarevolutionære. De fleste vil formentligt være apolitiske karrieresoldater, hvis sympati ligger det ene eller det andet sted, alt efter den generelle stemning i samfundet.

Spørgsmålet om staten og de bevæbnede styrker udgør nu en nøgleposition i det revolutionære problemkompleks. Den borgerlige stat har været i opløsning i nogen tid. Men ingen ny statsmagt er blevet skabt for at tage dens plads. Det er en farlig situation. Dannelsen af en ny statsmagt medfører nødvendigvis en ny hær – en folkets hær, en arbejdernes og bøndernes milits.

Den reviderede konstitution indeholdt forsøg på oprettelse af en Bolivarisk Folkemilits (Art. 329) ”som en uadskillelig del af de Bolivariske Væbnede Styrker” og angiver at disse skabes af ”enheder af den militære reserve”. Det er mere end en halv million venezuelanere. Sådan en kraft ville være et magtfuldt revolutionært instrument for bekæmpelsen af revolutionens fjender både indenfor og udenfor de nationale grænser.

Hvis fagforeningerne havde en ledelse som var klassen værdig, ville de øjeblikkeligt tage dette forslag op og nedsætte en arbejdermilits på hver fabrik og arbejdsplads. Arbejderne må lære brugen af våben, for at kunne forsvare sine erobringer, for at forsvare revolutionen imod dens fjender og for at kunne fortsætte til nye erobringer. Men det venezuelanske LO (UNT) er blevet splittet og alvorligt svækket af interne kampe og uenigheder i ledelsen, som er mere interesseret i at kæmpe om positioner end i at forsvare arbejderklassens interesser.

Sekternes fallit
Det er heldigt, at de ultra-venstre sekterne (som ofte viser sig at være ultraopportunister på afgørende spørgsmål) er meget svage i Venezuela. Deres sædvanlige utålmodighed, abstrakte tænkning og organiske formalisme gør dem ude af stand til at forstå massernes psykologi. Desværre, ved historiens tilfælde, har nogle af dem arvet ledende positioner i fagforeninger, som de har brugt til at vildlede og afspore de aktive arbejdere omkring dem.

Efter effektivt at have ødelagt UNT som en revolutionær kraft, er de splittet på spørgsmålet om Venezuelas Forenede Socialistparti (PSUV). Fløjen i UNT som ledes af Orlando Chirinos, har ikke blot nægtet at gå med i arbejderklassens masseparti, men har slået sig sammen med de kontrarevolutionære i en kampagne imod konstitutionsreformen. Det var en forbryderisk politik. Disse selvudnævnte ”marxister” er så forblændede af deres had til Chávez at de er ude af stand til at skelne mellem revolution og kontrarevolution. De har afskåret sig fra den levende massebevægelse og er dømt til afmagt.

De såkaldte trotskister som opfordrede folket til at stemme nej eller ødelægge stemmesedlen var absolut skadelige. Det afskriver dem fuldstændigt som en progressiv kraft, for slet ikke at tale om som en revolutionær kraft.

De kontrarevolutionære og imperialisterne forstår situationen langt klarer end sekterikerne. Massernes er blevet vakt til politisk live af Chávez og er rasende loyale overfor ham. Borgerskabet har forsøgt alt, for at fjerne Chávez, men har fejlet. Alle kontrarevolutionære forsøg er splintret mod massebevægelsen enorme styrke.

De har derfor besluttet at bevæbne sig med tålmodighed og spille ventespil. Chávez blev valgt for en seksårsperiode og har derfor næste fem år til perioden slutter. Borgerskabets første skridt var, at sikre at han ikke kunne blev genvalgt efter den. Der var vigtigheden af konstitutionsreformen fra deres synspunkt. De regner med, at hvis de kan komme af med Chávez på den ene eller den anden måde, vil bevægelsen dele splittes og gå i opløsning, og lade dem tage magten tilbage.

Oppositionen er forsigtig, fordi den er klar over sin svaghed. Den ved at den ikke er stærk nok til at gå i offensiven. Men på grundlag af ”national harmoni” forsøger den at få Chávez til at udvande sit program. Hvis det lykkes for dem, vil det demoralisere de menige chavistaer, mens reformisterne og bureaukraterne vil føle sig styrkede.

Økonomisk sabotage
Hvordan er det muligt at oppositionen kunne komme sig, efter at den var blevet slået så massiv? Fordi revolutionen ikke er blevet taget til enden, fordi det vigtige økonomiske greb er blevet overladt til bitre fjender af revolutionen, og også fordi der er grænser for hvor meget masserne kan tolerere uden at falde ind i en stemning af apati og fortvivlelse.

Som vi skrev i Teser om revolution og kontrarevolution i Venezuela (del 1, del 2, del 3):
“Ene og alene at stole på massernes vilje til at ofre sig er en fejltagelse. Masserne kan kun ofre deres i dag for morgendagen til en vis grænse. Det må man altid have i mente. I sidste ende er det økonomiske spørgsmål afgørende.”

Disse observationer er i dag fuldt gyldige. Manglen på basale fødevarer som mælk, kød og sukker er blevet uudholdelig gennem de sidste måneder. Det leder tankerne tilbage på situationen i Chile hvor storstilet økonomisk sabotage blev brugt imod venstrefløjskoalitionen Folkelig Enhed, der var i regering i 1970’erne.

Det kontrarevolutionære venezuelanske borgerskab gennemfører en systematisk kampagne for sabotage af den venezuelanske økonomi. Der er seriøs mangle og en inflation på 19 procent. Masserne er loyale overfor revolutionen, men de vil ikke permanent acceptere denne situation. Før eller senere må det bringes i orden. Chávez har taget vigtige skridt fremad, men han tøver stadig på fundamentale spørgsmål såsom hæren. Udfaldet er endnu uklart.

For masserne er spørgsmålet om socialisme og revolution ikke et abstrakt spørgsmål, men er endog meget konkret. Arbejderne og bønderne i Venezuela har været ekstraordinært loyale overfor revolutionen. De har vist en høj grad af revolutionær modenhed og vilje til at kæmpe og ofre sig. Men hvis situationen fortsætter for længe, uden afgørende gennembrud vil masserne begynde at trættes. Begyndende med de mest tilbagestående og mest træge lag vil en stemning af apati og skepsis sætte ind.

Hvis der ikke er nogen klar ende i syne, vil de begynde at sige: vi har hørt alle disse taler før, men intet fundamentalt har ændret sig. Hvad er meningen med at demonstrere? Hvad er meningen med at stemme, når vi lever næsten som før? Det er den største fare for revolutionen. Når de reaktionære ser, at revolutionen er ved at ebbe ud, vil de begynde en kontraoffensiv. De avancerede elementer blandt arbejderne vil blive isoleret. Masserne vil ikke længere svare på deres appeller. Når det punkt nås, vil kontrarevolutionen slå til.

De som siger at revolutionen er gået for lang, for hurtigt, at det er nødvendigt at stoppe ekspropriationerne og nå et kompromis med Baduel for at redde revolutionen, taget helt fejl. Årsagen til at en del af masserne bliver desillusionerede er ikke at revolutionen er gået for langt, for hurtigt, men at den er for langsom og ikke er gået langt nok.

Valg og klassekampen

Marxister nægter ikke at deltage i valg. Det er anarkismens holdning, ikke marxismens. Generelt må arbejderklassen bruge enhver demokratisk åbning for at samle sine kræfter, at vinde én position ad gangen fra klassefjenden og for at forberede overtagelsen af magten.

Valgkampene har spillet en vigtig rolle i at samle og organisere masserne i Venezuela. Men det har grænser. Klassekampen kan ikke reduceres til abstrakte statistikker eller vælgermæssige beregninger. Ej heller er revolutionens skæbne bestemt af love eller konstitutioner. Revolutioner vindes eller tabes ikke i dommerkontorer eller i parlamentsdebatter, men på gaden, på fabrikker, i landsbyer og fattige kvarterer, i skoler og i kaserner.

Selv efter nederlaget ved folkeafstemningen, har Chávez kræfter nok til at gennemføre ekspropriationer af godsejerne, bankerne og kapitalisterne. Han kontrollerer den Nationale Forsamling og har støtte fra betydelige dele af det venezuelanske samfund. En aktiv indsats for at ekspropriere land, banker og store private selskaber, ville blive mødt med entusiastisk opbakning fra masserne.

Niveauet af udeladte stemmer som gav den snævre sejr til oppositionen er en advarsel. Masserne kræver afgørende handling, ikke ord! Derfor vil dette nederlag have den modsatte effekt. Det kan vække masserne til nye niveauer af revolutionær kamp. Marx sagde at revolutionen har brug for et piskeslag fra kontrarevolutionen. Det har vi set mere end én gang de sidste ni år i Venezuela.

“Nej”-sidens sejr ved konstitutionsvalget virker som et sundt chok. De menige chavistaer er rasende og peger fingre af borgerskabet, som rettelig beskyldes for tilbageslaget. De kræver handling for at få fjernet højrefløjen fra bevægelsen.

Vi må følge revolutionen korrekt gennem alle dens stadier, vi må have alle fakta og tal, vi må deltage aktivt i alle debatter, og spille en ledende rolle i etableringen af det nye socialistparti – PSUV. Men vi må gøre det som den marxistiske fløj, vi må organisere vores intervention som en klart tegnet tendens.

Vi har nogen tid, men ikke uendelig meget tid. Vi må opbygge vores kræfter. Vi har allerede nået meget, men der er meget mere at gøre. Nøglen til revolutionen er at bygge en stærk revolutionær kadreorganisation på kortest muligt tid.

Den subjektive faktor

Hovedproblemet er den subjektive factors svaghed. De sidste to eller tre årtier har sat scenen til en reformistisk degeneration af arbejderklassens ledere, både i de politiske partier og fagforeningerne. Vi ser resultatet af den horrible degenerering af Socialdemokratiet i form af ”blairismen” i Storbritannien. Endnu værre er stalinisternes handlinger i Italien, som har formået at ændre hvad der var tilbage af det gamle italienske kommunistparti (PCI) til et borgerligt parti, Demokratisk Parti.

Det er historiens ironi at de italienske stalinister, har formået at gøre, hvad Tony Blair ikke formåede i England. Men som Lenin sagde, så kender historien alle former for besynderlige forvandlinger! Og Lenin sagde det på et tidspunkt, hvor en fraktion af det russiske borgerskab ledt af Ustryalov forudsagde at bolsjevikpartiet, under visse omstændigheder, kunne omdannes til et borgerligt parti og gennemføre en kapitalistisk genindførelse i Rusland. Faktisk, hvis Bukharins fraktion havde haft held med deres foretagende, var det det som var sket så tidligt som i 1928-29.

Det italienske ex-Kommunistparti (DS) var ikke Lenins Bolsjevikparti! Det var slet ikke et kommunistisk parti, ikke engang som en karikatur af det gamle stalinistiske PCI fra 1940’erne. Det var en karikatur af et socialdemokratisk parti, som gennemførte en klassesamarbejdspolitik. Det faktum at det kaldte sig selv ”Kommunistpartiet” havde intet med dets indhold at gøre. Den nuværende udvikling burde ikke overraske nogen. Det faldt ikke ned fra himmelen. Den er blot den logiske konklusion på mange årtier med reformistisk degenerering, som begyndte med Togliatti, fortsatte med Berlinguer (”det historiske kompromis”) og som nu slutteligt er blevet fuldendt af Veltroni. Således har historien fået hævn over de italienske stalinister.

På trods af den forfærdende degenerering af masseorganisationerne, udøver de stadig en uimodståelig indflydelse på arbejderne. Alle forsøg fra venstresekterikernes side på at skabe nye ”massepartier” i opposition til de traditionelle organisationer, har fejlet jammerligt. I Storbritannien har sekterne, på trods af Blair og New Labour, ikke vundet noget terræn, men har tabt stort og splitter nu og er i krise. I Frankrig, hvor der er store pseudotrotskistiske sekter, har de også tabt terræn. I Belgien har sekternes forsøg på at etablere et “nyt arbejderparti” floppet. I Australien er sekterne sat udenfor af den overvældende sejr til Labour-partiet.

Den venezuelanske situation er endnu tydeligere. Der er ingen grund til at gentage den generelle analyse vi har givet af den venezuelanske revolution. Men dannelsen af PSUV med et totalt medlemstal på over frem millioner mennesker, er en indikation på massernes indstilling overfor revolutionen og Chávez. Vi alene var i stand, til at forstå den egentlige bevægelse i Venezuela og deltage i den. Bevægelsen er ikke slut og har nu nået et kritisk punkt. Men masserne har vist, at de ønsker det samme som vi. De drager konklusioner fra deres erfaring og konklusionerne er korrekte. Derfor gik massernes slogans, straks efter nederlaget til konstitutionsafstemningen i december, fremad til at være øjeblikkelig fjernelse af bureaukraterne. Det viser, at de venezuelanske marxister i CMR korrekt havde forudset massernes psykologi og fremsatte relevante og tidssvarende slogans.

Opbyg den revolutionære tendens!

Opbyg den marxistiske internationale!


[…] den tendens som vokser op sammen med revolutionen, som er i stand til at forudse morgendagen og dagen efter, som sætter sig klare mål og ved hvordan de skal nås.” (Leon Trotskij, The First Five Years of the Communist International, bind 1, On the Policy of the KAPD.)
Ted Grant forklarede altid at marxister må basere sig på det fundamentale, ikke på dette eller hine tilfældige træk. Der er ingen skemaer som forklarer alt. Vi må tage udgangspunkt i verden som den er, og i klassekampen og arbejderbevægelsen som den er. Alle steder har processen en længere og udstrakt karakter. Dette faktum kan forvirre kammerater som ikke i tilstrækkelig grad er fordybet i marxismens teorier og metoder.

Det var ikke tilfældet i fortiden, da en før-revolutionær situation meget hurtigt ville bevæge sig enten mod revolution eller kontrarevolution. Nu har vi en slags revolution i slowmotion i Venezuela. Den har varet i næsten 10 år nu. Hvorfor? Magtbalancen mellem klasserne er meget gunstig. Arbejderne kunne relative nemt tage magten men de mangler en ledelse. Chávez er ærlig og modig, men han er ikke marxist og har derfor ikke gjort, hvad der burde være gjort. Problemet ligger i ledelsen.

Hvis der i Venezuela, havde eksisteret en stærk marxistisk tendens før revolutionen begyndte, ville den have været i stand til at spille en vigtig rolle i tålmodigt, at forklare hvad der var nødvendigt. Det ville have hjulpet avantgarden (selv Chávez) til at drage de korrekte konklusioner på hvert stadie i bevægelsen. I manglen på en trænet marxistisk ledelse har den revolutionære avantgarde måttet lære smertefuldt langsomt, gennem en proces med gentagende tilnærmelser. Problemet er, at der i en revolution ikke er plads til at lære gennem forsøg og fejl, og der betales en meget høj pris for fejltagelser.

I Mexico, som i Venezuela, er borgerskabet endnu ikke stærkt nok til at knuse den revolutionære bevægelse, men arbejderne forhindres af deres ledelse i, at tage magten. Det forklarer den udstrakte natur af forløbet. Men før eller senere må dette løses på den ene eller den anden måde. Imperialisterne forstår det sammen som vi. De ved at det nuværende ustabile gensidige forhold mellem kræfterne ikke kan fortsætte. Og de forbereder sig.

Vi har understreget at man ikke kan basere et perspektiv for verdensøkonomien på udviklingen af verdensøkonomien gennem de sidste tyve år. På samme måde kan man ikke gå ud fra, at det borgerlige demokrati for evigt vil fortsætte med at være normen i Europa, USA, Japan og andre udviklede kapitalistiske lande.

Masserne kan kun lære gennem erfaring. Arbejderne fra de avancerede kapitalistiske lande i Europa, Japan og USA er blevet vant til rimelige leveforhold, reformer og demokrati. Deres psykologi er blevet formet af fortiden, nærmere end af nutiden eller fremtiden. Magtfulde illusioner er blevet opbygget over århundreder. Disse må brændes ud af massernes bevidsthed med et varmt strygejern.

I den turbulente periode der har åbnet sig, vil vi se chok og kriser som vi ryste samfundet i det ene land efter det andet. Klassebevidsthed måles ikke kun gennem strejker. Vi må opmærksomt følge arbejderbevægelsen gennem alle dens stadier. Hvis arbejderne forhindres på den industrielle front, vil de søge en udvej på den politiske front, og vice versa, osv. Men de vil kun gøre dette gennem deres traditionelle masseorganisationer, fordi masserne ikke forstår små grupper, selv hvis disse har de korrekte ideer.

På et vist punkt må denne proces finde en udtryksform i arbejderklassens traditionelle organisationer. Det er svært at forestille sig en mere rådden ledelse end den i det britiske Labour-parti. Gennem de sidste ti år har alle sekterne haft travlt med at oprette alle mulige former for listeforbund og alliancer for at stå op imod Labour. Ifølge deres logik skulle de erstatte det ”borgerlige” Labour-parti. Men de er ingen vegne nået. Når masserne bevæger sig, gør de det gennem de traditionelle masseorganisationer.

Dette blev igen bekræftet af resultatet i Australien, og endnu stærkere i Belgien, hvor venstrefløjskandidaten, marxisten Erik de Bruyn, fik en tredjedel af stemmerne ved det nylige ledelsesvalg. Dette resultat chokerede højrefløjen og blev bredt kommenteret i medierne. Pointen er, at det Belgiske Arbejderparti syntes dødt. Det var intet indre liv. Afdelingen i Antwerpen mødtes kun en enkelt gang om året. Men da arbejderne så, at det var en kamp imod højrefløjen, dukkede de op og deltog og stemte. Samme proces vil blive gentaget i det ene land efter det andet i fremtiden.

I modsætning til venstresekterikerne, som burger en livløs og skematisk metode, går vi altid dialektisk til arbejderbevægelsen. Vi ser tingene som de er, som de var og gør vores bedste for at se hvordan de nødvendigvis vil udvikle sig. Når masserne falder ind i inaktivitet, fordobles borgerskabets pres på masseorganisationerne. Men når masserne går i aktion, vil de altid vende sig mod masseorganisationerne, af den simple årsag at der intet alternativ eksisterer.

Der findes mange ligheder mellem klassekamp og krig. Krige består ikke af konstant kamp. Enhver soldat som har været i kamp, vil fortælle dig at kampene er undtagelsen og at der er perioder med inaktivitet. Sådanne perioder bruges til at rense våben, grave skyttegrave, eksercere og træne nye rekrutter: kort sagt at forberede sig til nye kampe, som kan komme før vi forventer. Vi må tænke som gode soldater. Vi må udnytte pauser i klassekampen til at opbygge vores kræfter og styrke vores organisation.

Arbejderne er ikke altid klar til kamp, det er sandt. Klassekampen har en bestemt rytme. Stille perioder i klassekampen er uundgåelige. Vi kan ikke være empiriske. Derudover er det ikke altid til vores fordel at masserne er i konstant kamp. Tag eksemplet med Bolivia, hvor arbejderklassen iværksatte to generalstrejker og to opstande, og afsatte to regeringer på bare to måneder. Hvad mere kan vi forlange af arbejderklassen? Når de bolivianske arbejdere ikke formåede at tage magten, var det ikke på grund af massernes lave bevidsthed, som reformister som Heinz Dietrich påstår, men på grund af manglen på ledelse.

Af historiske årsager er den egentlige revolutionære marxisme blevet sat tilbage på verdensplan. I vid udstrækning afspejler det de objektive forhold. I en hel historisk periode (1945-74) oplevede kapitalismen, i det mindste i industrialiserede lande, et stort økonomisk opsving, en lang periode med fuld beskæftigelse, stigende levestandart og reformer, i hvilken klassekampen blev sløvet. Selv med en korrekt ledelse, ville Fjerde Internationales kræfter have mødt vanskeligheder. Men under ledelse af Trotskijs epigoner blev bevægelsen fuldstændig ødelagt.

I krig er det nogen gang nødvendigt at trække sig tilbage. Nødvendigheden af gode generaler er endnu større i et tilbagetog end under fremrykning. Med gode generaler er det muligt at trække sig tilbage i god ro og orden og holde sammen på kræfterne og minimere tabene. Mens dårlige generaler vil vende et tilbagetog til en flugt. Det er hvad der skete med Fjerde Internationale efter Trotskijs død. Pablo, Mandel, Healy, Lambert, Cannon og Hanson bidrog alle til dette sammenbrud. Sekterne har lidt under splittelse efter splittelse, og er nu i en proces med fremadskridende og uomstødelig opløsning.

Takket være de utrættelige teoretiske værker af kammerat Ted Grant, har vores tendens været i stand til at genorientere sig til de nye omstændigheder og bevare kadrerne, programmet, politikken, metoderne og traditionerne fra trotskismen. I dag er IMT den eneste arvtager af disse traditioner. På dette grundlag, på trods af alle besværligheder og tilbageslag, har vi formået at genopbygge vores kræfter med virkelig marxisme-leninisme (trotskisme), og tiltrække de bedste elementer af fremskredne arbejdere og unge fra andre tendenser. Sagen med Brasilien er kun det nyeste og mest slående eksempel på dette.

Vi er gået i frugtbar dialog med bolivariske venezuelanere, revolutionære cubanere, socialistiske republikanske irere, og kommunister og klassekæmpere fra mange andre lande. I Pakistan, Spanien, Italien og Mexico er der allerede basis for at bygge massetendenser. I Venezuela deltager vi aktivt i revolutionen og tiltrækker de bedste kæmpere gennem vores arbejde i de besatte fabrikker, i PSUV og ungdommen. I Brasilien er der enormt potentiale for en marxistisk tendens i PT.

Det er sandt at vi er en minoritet, selv på venstrefløjen. Gamle Engels sagde: ”Marx og jeg var en minoritet gennem hele vores liv og vi var stolte af at være en minoritet.” Men vi lever i en periode i historien hvor store forandringer er på dagsordenen og hvor minoriteter hurtigt kan blive majoriteter. Dette er ikke en lang periode med organisk vækst i kapitalismen, men derimod en periode med rystelser og turbulens på verdensplan. Det anerkender selv Alan Greenspan! Selv i et økonomisk opsving er massernes forhold alle vegne blevet forværret. Hvad vil der ske under en lavkonjunktur?

I alle lande kan situationen hurtigt skifte. Vi må være parate, så vi ikke tages på sengen. Noget som virker ligegyldigt, kan fremprovokere en bevægelse og kan overraske os. Under visse betingelser kan de som før var mest tilbagestående, blive de mest militante, som vi kender det fra dialektikken og fra historien. I Rusland i 1905, iværksatte arbejderne en fredelig march op til zaren for at bede om reformer. Forrest i denne fredelige demonstration stod en præst – Fader Gapon. Marxisterne var en lille minoritet og fuldstændig isolerede fra arbejderklassen. Så kom massakren den 9. januar og massernes bevidsthed ændrede sig i løbet af 24 timer.

Vi ser allerede betydelige ændringer i massernes psykologi. Da Bush blev valgt for anden gang, drog mange pessimistiske konklusioner. Vi forudsagde at han ville ende som historiens mest upopulære præsident i USA. Nu er hans popularitet kollapset. Meget betydningsfuldt har han mistet terræn i det 42 millioner stærke latinosamfund i USA. Dette er nu den største etniske minoritet i USA og Latinamerikas fjerdestørste ”nation”. En opinionsundersøgelse i januar 2007, lavet af Pew Hispanic Center, en Washingtonbaseret gruppe, fandt at 66 procent af amerikanske latinamerikanere støttede at man hentede de amerikanske tropper hjem ”så hurtigt som muligt”, to år tidligere var tallet 51 procent.

Revolutionære udviklinger i Latinamerika vil hurtigt spredes til USA gennem emigrantsamfundene og specielt den latinamerikanske indvandrerungdom. Latinoemigranternes masseprotester i USA indikerer, at en gæringsproces er begyndt i et meget vigtigt lag af samfundet. Fattigdom, lave lønninger, racediskrimination, politivold, uretfærdige love, Irakkonflikten, hvor et uforholdsmæssigt stort antal ofre er fattige unge sorte og latinoer – alle disse faktorer vil i kombination udgøre en yderst frugtbar jord til at sprede de revolutionære ideer.

I Storbritannien opnåede vores tendens (Militant) vigtige resultater efter år med tålmodigt arbejde i fagforeningerne og Labour Party. Dette var en rigtig model for hvordan revolutionært arbejde bør udføres. Under ledelse af Ted Grant, kombinerede vi en samvittighedsfuld attitude til marxismen med systematisk arbejde i arbejderklassens masseorganisationer. Det gjorde os i stand til, at skabe den største og mest succesrige trotskistiske organisation siden den Russiske Venstreopposition. Desværre blev denne store succes kastet bort af et forbryderisk eventyr. Men hvad vi opnåede i fortiden, kan og vil vi opnå i fremtiden i Storbritannien og internationalt.

Vi bygger på et sundt fundament, med ideer og metoder som gang på gang har vist sin overlegenhed. Men korrekte ideer er ikke nok til at bygge en massetendens med rødder i arbejderklassen. Begivenheder er nødvendige. Begivenheder, begivenheder, begivenheder vil ryste samfundet og masseorganisationerne til det inderste. Der vil blive rystet op i den gamle konservative psykologi og arbejderklassen vil endnu engang begynde at drage revolutionære konklusioner.

Alle steder er der, hvad Trotskij kalder en molekylær proces, med socialistisk revolution, som er en underjordisk gæring af utilfredshed blandt masserne. Før eller senere vil dette vælte ud på overfladen. Vi må være forberedte og ikke tillade os selv, at blive afledt af de uundgåelige pauser og den episodiske udvikling.

Konklusionen på dette er klar: vi ændrer ikke kurs. Vi må holde os til vores principper, program, metoder og perspektiver, mens vi altid har den nødvendige fleksibilitet i taktikken til at være i stand til at nå masserne. Det alene vil garantere vores ultimative succes! Hvis vi holder fast i vores kurs og ikke laver fejl, er vores tendens’ succes garanteret: en tendens som vokser op sammen med revolutionen, som er i stand til at forudset morgendagen og dagen efter, som sætter sig klare mål og ved hvordan de skal nås.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.