Så blev det sidste skoledag i den Røde Skole og det er blevet tid til at evaluere resultaterne. Ser man på den udvidede initiativgruppes samlede konklusioner, samlet i såkaldte stile (se her), er der ingen tvivl om, at det er gode, socialistiske krav, der kan hjælpe Socialdemokratiet til at genvinde sin tidligere styrke. Og uden et stærkt socialdemokrati, er der intet perspektiv om at vælte de borgerlige af pinden.

På vigtige spørgsmål som sundhed, trafik og boliger bliver der fremsat afgørende forbedringsforslag:

  • 25 mia. kr. mere til sundhed
  • Ingen offentlig støtte til private hospitaler
  • Lavere moms på frugt og grønt
  • Udbygning af infrastrukturen og den offentlige transport
  • Flere og billigere boliger


Og også på den ideologiske linje bliver der draget vigtige konklusioner:

”Først og fremmest er det en håbløs forestilling at tro, at der findes en politisk vej hinsides højre og venstre. Politik er en konflikt mellem interesser, og postulatet om, at det kan være anderledes, er et bedrag. Men det er et bedrag, der har bidt sig fast i de sidste tyve år. Og en krise, som også er en åndelig krise, der plager de europæiske Socialdemokrater skyldes måske mere end noget andet det tab af selvforståelse og mål, der skyldes Den Tredje Vejs forestilling om ikke-ideologisk politik. Ikke ideologisk politik er ikke politik, det er administration.”

Det er fuldstændig korrekt. Har arbejderbevægelsen ikke en klar ideologisk linje, kommer den automatisk til at lægge under de borgerliges. Så bliver det deres paroler om, at den eneste vej frem er nedskæringer på velfærden og bittesmå lønstigninger, som Socialdemokratiet bliver nødt til at følge. Det var præcis det vi så i 1990’erne, hvor Nyrup gennem privatiseringer, indførsel af tvangsaktivering, kortere dagpengeperiode og forringelse af efterlønnen uheldigvis stod i spidsen for masser af angreb på den danske arbejderklasse.

Konklusionerne af dette afgørende krav om ideologisk skelnen må drages videre. Vi taler her ikke bare om en modsætning mellem højre og venstre, men om en modsætning mellem socialister og borgerlige; mellem arbejdere og kapitalister.

Det handler om klassekamp

Højrefløjens krav om nedskæringer, privatiseringer og forringelser kommer ikke ud af den blå luft. De kommer, fordi det er i kapitalisternes interesse. Det er i de store virksomhedsejeres interesser, at der sparres på velfærden, så de kan betale endnu mindre i skat end de gør i forvejen.

Derimod er det i alle arbejderes interesse, at velfærden forbedres, fordi det lige præcis forbedrer deres levevilkår. Det er i virkeligheden det, klassekampen drejer om; hvor stor en del af den samlede kage skal arbejderne have til velfærd og lønninger?

Dette spørgsmål besvares desværre ikke i stilene fra den Røde Skole. Faktisk er spørgsmålet om finansiering stadig meget løst behandlet, og der er brug for at diskutere spørgsmålet yderligere. Et sted tales der direkte om generelt højere skatter, mens der et andet sted tales om en beskatning af gevinster ved boligsalg. En sådan konkret forslag kan der diskuteres meget for og imod, men faktum er, at det udover intern omfordeling i arbejderklassen betyder meget lidt. En beskatning af gevinster ved boligsalg må være proportional, så almindelige mennesker med ejerbolig slipper, og det er de store spekulanter og bolighajerne, der rammes.

I alt blev der i 2006 opdrevet 808 mia. kr. i skat. De fordelte sig sådan her:

Personskatter: 382,9 mia. kr. (47,4 %)
Selskabsskat: 70,6 mia. kr. (8,7 %)
Skat af ejendom, formue og pension: 55,3 mia. kr. (6,8 %)
Afgifter: 270,9 mia. kr. (33,5 %)
Anden skat: 28,8 mia. kr. (3,6 %)

Langt de fleste skatter (personskatter og afgifter) betales altså af arbejderklassen selv. Virksomhederne står for sølle 8,7 procent af betalingen. Det må uden tvivl være et krav, at denne andel øges. Efter betaling af lønninger til direktører, bestyrelsesmedlemmer osv. samt afskrivninger og fradrag havde de danske virksomheder (eksklusiv post, telekommunikation og lufttransport) et skattepligtigt overskud på 224,6 mia. kr. (Statikbanken.dk, SELSK3). De kunne virkelig blive brugt til bedre velfærd.

Profitten vokser på bekostning af lønnen

Der findes ingen statistikker for, hvor meget direktørerne modtager i løn. Men der er ca. 250.000 som har en indkomst på over 500.000 kr. før skat. Samlet set har disse personer en indkomst på 249 mia. kr., hvilket svarer til ca. 22 procent af de samlede indkomster (Statistikbanken.dk, INDKP2). Hvorfor skal disse personer, som typisk får deres indkomst som en del af det overskud vi alle sammen producerer, ikke betale betydeligt mere i skat?

Siden 1999 er lønnen pr. ansat således vokset med 3,1 procent årligt, mens at omsætningen er vokset med 4,55 procent årligt (Statikbanken.dk, SELSK3). Altså et tydeligt signal om en vækst i profitten.

Kravet må være klart. Skatten på rigtigt arbejde må sænkes, mens at direktører, topledere og andre snyltere på vores andres produktion må beskattes hårdere. Dette kan ske både gennem indkomstbeskatning, men også gennem beskatning af boliger over en vis værdi (så skatterne ikke rammer arbejdere, der i forvejen sidder hårdt i det med boligen) og gevinster heraf ved salg samt formue- og kapitalbeskatning.

Pengene må tages fra overklassen
Ingen af disse værdier, som de rigeste i samfundet sidder og bestemmer over, har de selv skabt. De borgerlige hylder op om, at uligheden ikke må sænkes, fordi det svækker ”den enkeltes incitament” til at yde en stor indsats. Men systemet i dag er jo lige præcis sådan, at dem der yder en stor indsats på gulvet intet får, mens dem der bare har sit navn stående som ejeren af en virksomhed tjener styrtende. I stedet er der brug for at kræve, at "alle yder efter evne og nyder efter behov" - Karl Marx' definition på socialisme.

Kravene fra Den Røde Skole om bedre velfærd er gode skridt. Det, der nu må gøres klart er, at det er bankerne og kapitalisterne, og ikke arbejderne, der skal betale. Uden et klart klasseperspektiv vil det blive svært at trænge igennem med de gode krav om bedre velfærd – uanset hvor konkrete og gode kravene er. I stile fra den Røde Skole diskuteres også baggrunden for det store valgnederlag sidste år. Det er uden tvivl en nødvendig diskussion, som må fortsættes. Vi har gang på gang set, at så snart Socialdemokratiet er gået frem med klare krav er de vokset i meningsmålinger. Men væksten har kun været midlertidig.

En del af årsagen har uden tvivl været, at de borgerlige har svaret: ”men hvordan vil I finansiere det, vil I bare hæve skatterne?” Hvis ikke Socialdemokratiet kan give et klart svar på dette spørgsmål, frygter mange arbejdere selvfølgelig at købe katten i sækken og ender ud med at have svært ved at se forskel på højre og venstre i praksis. Det er vigtigt, at Socialdemokratiet klart præsenterer et alternativ, der peger i retning af et solidarisk velfærdssamfund, hvor det er arbejderklassen, der demokratisk bestemmer, hvad samfundets rigdomme skal bruges til.

Den Røde Skoles forbedringsforslag må støttes af alle aktive i arbejderbevægelsen og lignende krav må opstilles for områder som uddannelse, arbejds- og lønforhold, kultur og fritidstilbud, sociale ordninger osv. Samtidig må det pointeres at egentlige forbedringer for arbejderklassen kun er mulige gennem indhug i virksomhedsejernes profitter

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.