Mandag d. 2. juni besøgte Naomi Klein (canadisk journalist og forfatter til bl.a. ”No Logo” og filmen ”The Take”), som led i hendes skandinaviske turné, CBS (Copenhagen Busniss School) for at holde forelæsning om hendes nyeste bog ”Chokdoktrinen: katastrofekapitalismens opkomst” (Se anmeldelse her). Salen var proppet af flere hundrede mennesker der brød ud i klapsalver da hun besteg talerstolen. Hun lagde ud med at takke for den varme velkomst og indrømmede at hun havde været lige ved at anklage hendes forelægger for at havde afleveret hende to the belly of the beast (i uhyrets mave), som kommentar til at hun af alle steder, skulle tale på det universitet der netop uddanner folk i den kapitalistiske markedsøkonomi.
Naomi indledte hendes forelæsning med Argentina. Argentina havde i 2001 oplevet hvad hun kaldte, den første nationale opstand imod nyliberalismen. Hun pointerede nemlig, at i modsætning til den allerede dengang eksisterende anti-nyliberalistiske globaliseringsbevægelse (som hun kommenterede ”fejlagtigt kaldet anti-globaliserings bevægelsen”) der mest bestod af aktivister og enkelte weekends happenings og topmøde demonstrationer, så var det i Argentina, helt almindelige mennesker der over hele landet på samme tid i flere uger gjorder massivt oprør. Hvor kraftigt dette oprør var pointerede hun med to eksempler:
1. Fem præsidenter blev væltet og måtte forlade landet i løbet af tre uger.
2. Ved et præsidentvalg var den kandidat der fik flest stemmer en tegneseriefigur. Figuren havde nemlig ingen hænder og derfor mente de almindelige argentinere at han nok ikke ville stjæle så meget som alle de andre!
Årsagen til at dette oprør især var interessant var at Argentina havde været det land som nyliberalisterne altid havde rost som det fineste eksempel på den positive virkning af de nyliberale eksperimenter med økonomien og staten og hvor bl.a. den internationale valutafond (IMF) og Verdenshandelsorganisationen (WTO) havde fået frit spil for deres nyliberale diktater. Derfor var det også så meget mere rystende for det kapitalistiske verdenssamfund da økonomien i Argentina brød fuldstændig sammen omkring nytåret fra 2001-2002. På få dage gik virksomhederne og bankerne konkurs, folk blev fyret i massevis og bankerne låste dørene og forsøgte at forhindre at folk kunne få deres opsparinger udbetalt. Konsekvensen blev at almindelige mennesker gik på gaden, smadrede dørene og ruderne ind til bankerne i et desperat forsøg på at få nogle af de penge tilbage der retsmæssigt var deres, plyndrede supermarkederne for at få mad til deres børn, væltede hele det politiske system og førte Argentina på randen af revolution. I åerne efter blomstrede en ny økonomi frem, men ikke fra kapitalister, men fra arbejderne. De tusindvis af fabrikker der var blevet forladt da økonomien brød sammen, blev nu besat af de samme arbejdere der tidligere havde arbejdet der og produktionen blev genopstartet under demokratisk arbejderkontrol mange steder. Naomi Klein var på dette tidspunkt i Argentina som journalist og fik bl.a. lavet den fremragende dokumentarfilm ”The Take” om fabriksbesættelserne. Det var i dette lys, nyliberalismens hærgen og den folkelige modstand, at Naomi så Irak blive invaderet i 2003 med USA i spidsen.
Chokdoktrinen
Men for at forstå hvad der skete i Irak må man først kigge på den moderne nyliberalismes strategi, som netop var udgangspunktet for Naomi Kleins nye bog og forelæsningen. Nemlig brugen af chok som led i katastrofekapitalismen for at gennemføre det ”fri” marked.
En af de helt centrale personer i udarbejdelse af denne strategi er Milton Friedman og hans ”Chicago boys”, en gruppe af nyliberale økonomer af ”Chicago skolen”. Milton Friedmans store drøm var en fuldstændig afskaffelse af velfærden og totalt frihed til markedet fra alle mulige ”besnærende” regler, som arbejdsmarkedsbeskyttelses love, miljøregler, fagforeninger og den slags. Milton blev dog hurtigt klar over at dette ikke var muligt i mere eller mindre demokratiske og fredelige lande. Der måtte findes en løsning, og den blev formuleret i sætningen ”kun en krise, faktisk eller antaget, producerer ægte forandring”. Dermed lagde man grunden for Chokmodellen, hvormed man skulle chokere en befolkning så meget at den for en kort tid ville være modtagelig overfor eller blot ude af stand til at kæmpe imod, ændringer den ellers ville havde kunnet afvise. Et sådan chok kunne både fremprovokeres direkte, f.eks. ved krig, økonomiske/handelsmæssige angreb, terrorangreb eller statskup, eller udnyttes når det naturligt opstod ved naturkatastrofer og lignende. Det er eksempler på denne brug af kriser til at fremme nyliberal politik som Naomi Klein påviser i sin bog og sin forelæsning.
Irakkrigen
Og det var netop denne økonomiske taktik der blev brugt under den såkaldte ”genopbygning” af Irak. Bedst eksemplificeret af Paul Bremer (USA’s ambassadør og leder af genopbygningen i Irak) som Naomi Klein sagde: Billederne af ”Paul Bremer ankommende i Baghdad, iført et forretnings jakkesæt og militær støvler. Katastrofekapitalismens uniform, og erklærede mens Baghdad stadig brændte: ’Irak er åben for forretning’.” Besættelsesmagten havde store planer med Irak. Irak krigen skulle komme til at blive den mest privatiserede krig i verdenshistorien, som Naomi har dokumenteret i sin bog. Dette var planen skulle ske på to måder.
1. Ved at privatisere selve invasionen: Militære opgaver blive udliciteret til civile selskaber som f.eks. når Maersks transportskibe transporterede soldater og olie for USA eller igennem det høje forbrug af lejesoldater (der befinder sig på nuværende tidspunkt omkring 180.000 lejesoldater i Irak, som arbejder for besættelsesmagten) som f.eks. det famøse firma Blackwater.
2. Ved at privatisere Irak efter erobringen, den såkaldte ”genopbygning”. Naomi forklarede hvordan USA allerede kort efter at invasion var fuldendt, erklærede at 200 statsejede selskaber i Irak skulle privatiseres, særlig den irakiske olieindustri. Men dette forløb ikke som planlagt. Den irakiske befolkning ville ikke finde sig i disse økonomiske angreb og Naomi Klein pointerede at det brede, store oprør for alvor brød ud da de økonomiske angreb blev gennemført. Det er i dag helt tydeligt at den amerikanske kapitalisme fejlede i Irak og som Naomi klart slog fast ”jeg tror ikke det kunne være gået godt, at det kunne være endt anderledes” med invasionen, det var nemlig ikke enkelte taktiske fejl der var grunden til at USA var løbet mod en mur i Irak, nej det var selve formålet med krigen, nemlig dens katastrofekapitalistiske natur, der var problemet og grunden til at USA nu var låst fast i Iraks sand. Problemet var nemlig, som Naomi Klein fortalte at en amerikansk general havde beskrevet det ”Hvad der gik galt i Irak, var at irakerne var utilstrækkeligt chokerede”! Ifølge Naomi skyldtes dette sandsynligvis at irakerne var vel organiserede og det at leve under et diktatur, økonomisk blokade og to store krige (Iran-Irak og Golf-krigen) havde den effekt at folk blev mere modstandsdygtige over for chok.
Tsunamien
I 2004 ramte den kæmpe Tsunami så Sydøstasien og dele af Afrika. Da Sri Lanka (der var en af de hårdest ramte områder) skulle genopbygges efterfølgende tog Naomi Klein derover for at sammenligne genopbygningen dér med genopbygningen af Irak.
Her så hun hvordan regeringen forbød de fattige fiskere (der jo var hårdest ramt da de boede ved kysterne) at vende tilbage til deres hjem og til deres både. Den officielle forklaring fra regeringen var at man ville skabe en buffer zone sådan at en ny flodbølge kun ville ramme en tom kyst. Men da Naomi nogle måneder senere vendte tilbage til kysten så hun at de nu byggede turisthoteller der hvor fiskerlandsbyerne før havde ligget. Yderligere privatiserede regeringen samtidig vandet på Sri Lanka mens folk stadig var travlt optaget af at lede efter deres savnede familier og redde resterne af deres hjem, dette på trods af at den tidligere nyliberale regering, få måneder før havde tabt valget. Dengang under fredelige, mere eller mindre, demokratiske forhold havde de været ude af stand til at gennemføre deres nyliberale politik, men nu, med Chokdoktrinen i hænderne og belejlig hjælp fra den alt ødelæggende Tsunami kunne de i ro og mag gennemføre deres politik.
Katastrofekapitalisme i USA
Men Naomi Klein gjorder også opmærksom på at det ikke kun var i den tredje verden og lignende hvor katastrofekapitalismen herskede. Også inden for USA grænser var den til stede. Som eksempler på dette brugte hun Katrina orkanens oversvømmelse af New Orleans i 2005 og de store skovbrænde i Californien.
Under oversvømmelsen af New Orleans i 2005 kom katastrofekapitalismen til udtryk på to måder. For det første ved at det amerikanske lejesoldats selskab Blackwater, der var blevet store under Irak krigen, tjene penge på at sende Irak veteraner ind og skyde på de fattige der forsøgte at plyndre de forladte supermarkeder for at skaffe mad til deres sultende familier, dette endda på trods af at maden i supermarkederne jo for længst ville være blevet fordærvet før at vandet var væk og de store selskaber kunne vende tilbage og genåbne supermarkederne, men under kapitalismen er ejendomsretten jo ukrænkelig, ligegyldig hvor åndssvagt dette måtte være. Desuden bestod Blackwaters opgave også i, sammen med nationalgarden, at holde de fattige, især sorte, fra at forlade den indre by og søge op imod de rige kvarterer i bakkerne hvor vandet ikke var nået op. For det andet kom katastrofekapitalismen til udtryk igennem de lokale politikeres brug af Chokdoktrinen. Præcis som i Sri Lanka udnyttede de, at naturkatastrofen havde fjernet, hvad de ikke havde været i stand til selv. De sørgede for, at store dele af de sociale boligbyggerier ikke blev genopført, og at der i stedet blev bygget velhaver boliger og spillesteder, restauranter og lignende til at tjene endnu højere profiter på de velhavendes natteliv. Som en amerikansk politiker kommentere, ”Katrina gjorde på kort tid, hvad årtiers byråd havde været ude af stand til”.
I Californien havde Blackwater og lignende selskaber, men især forsikringsselskaber, ligeledes været til stede da der udbrød store skovbrænde. De udnyttede igen katastrofen til at tjene penge ved at tilbyde de rige VIP-beskyttelse (et særligt forsikringstillæg) hvor de f.eks. sende et hold ud og sprayede deres huse med et antibrændbart materiale, mens de lod et nabohus med en anden forsikring stå og blive ædt op af flammerne.
Blackwater har endda erklæret at de ser den globale opvarmning som en forretningsmulighed hvor de kan tjene styrtende på at tilbyde denne særlige VIP-beskyttelse til de allerrigeste. Men hvor de også kan tjene penge på at internere de fattige som de f.eks. gjorder i New Orleans for at holde dem ude af de riges områder eller for at forhindre dem i at vende tilbage til de områder de kom fra, som f.eks. i Sri Lanka.
Hun brugte også muligheden til at forklare at denne form for udnyttelse af katastrofer ikke var et nyt amerikansk fænomen. Faktisk havde de første amerikanske nybyggere flere steder kaldt mæslinger (der var en sygdom de havde hentet med fra Europa) for den ”guddommelige plage” fordi den ryddede indianer stammer af vejen så nybyggerne kunne overtage deres landområder.
Alternativet, Ecuador som eksempel
Naomi sluttede sin forelæsning med at snakke lidt om hvilke alternativer til katastrofekapitalismen hun kunne se i verden. Her fandt hun især Ecuador interessant. I 2006 vandt den socialistiske Rafael Correa præsidentvalget i Ecuador. Et af hans projekter har især vakt Naomis begejstring. Han har nemlig i samarbejde med en række indianske organisationer og miljøbevægelser annonceret at man gerne vil stoppe udvindingen af olie fra Amazonjunglen pga. den medfølgende ødelæggelse af Amazonas unikke økosystem. Dette vil man gøre ved i stedet for at ulande som Ecuador skal betale gæld til vesten, så skal vesten betale en slags ”miljøgæld”, altså hvor vesten betaler for at Ecuador lader olien blive i jorden, fordi at det først og fremmest jo er vesten der er skyld i den megen forurening i verden. Denne politik er et forsøg på at overkomme konflikten imellem at Correa gerne ville bruge penge fra olieudvindingen til at reducere fattigdom og indianerne og miljøbevægelsens ønske om at beskytte naturen.
Naomi Klein annoncerede også at hun ville bruge det næste år op til Klimatopmødet i 2009 på at rejse rundt i verden og tale for denne nye model fra Ecuador og forandre den politiske situation fra en tro på markedsløsninger (det marked som jo netop har skabt katastrofekapitalismen) til i stedet at gøre brug af ”miljøgæld”. Hun opfordrede samtidigt deltagerne til at gøre brug af deres særlige mulighed for indflydelse da klimatopmødet i 2009 netop bliver holdt i København og gøre alt hvad de kunne for at påvirke dagsordenen op til mødet og beslutningerne fra mødet.
Da hun var færdig og steg ned fra talerstolen blev hun mødt at høje og langvarige klapsalver fra mødedeltagerne.
I den efterfølgende diskussion med deltagerne kom hun med en række vigtige pointer.
Hun erklærede blandt andet at ”selvfølgelig er der indbyggede kriser i kapitalismen, men (at forskellen var at, red.) katastrofekapitalismen er politisk planlagt”.
Ligeledes slog hun fast at ”har der nogensinde været et udviklingsland der indførte ”Washington konsensusen” (den nyliberale plan for privatiseringer og udliciteringer i u-landene, red.) uden en krise?” De havde undersøgt det og måtte komme til konklusionen, NEJ.
Til afslutning af debatten kom Naomi Klein med et klart eksempel fra den såkaldte krig imod terror, på hvordan at kapitalismen og dens interesser er i fuldstændig modsætning med almindelig fornuft og almindelige menneskers bedste. Hun erklærede at: ”Enhver militær chef vil fortælle dig at du ikke kan vinde en krig mod nogen hvis eneste ønske er at totalt udslette dig. Men enhver katastroftekapitalist vil sige at det er en fantastisk markedsplan, et marked der aldrig stopper.”
