Share

windows 1234473 1280Svaret fra drømmeuddannelsen, som glædeligt kan meddele, at man er blevet optaget på studiet, sender hvert år flere og flere unge ud i en lykkerus; men glæden er for de fleste kortvarig. Glædens bratte ophør skyldes den enorme boligmangel, som de store uddannelsesbyer (Aalborg, Århus, Odense, København) oplever netop nu.

Bo hos mor og far?

Unge, der efter afsluttet ungdomsuddannelse skal starte på en videregående uddannelse, står ved studiestart typisk i den ene af to situationer: enten er man hjemmeboende, eller også er man allerede fløjet fra reden. Grundet den store geografiske spredning af ungdomsuddannelser og det faktum, at man typisk ikke er mere end 18-19 år, når man færdiggør en ungdomsuddannelse, vil det dog være de færreste af dem, som kommer fra en ungdomsuddannelse og bliver optaget på deres videregående uddannelse, der allerede er flyttet hjemmefra.

En hjemmeboende studerende får en SU på 916 kr. om måneden før skat. Desuden er det de færreste unge, der bor så tæt på deres kommende studie, at de er i stand til at gå eller cykle til og fra uddannelsesstedet. Dermed skal der også beregnes udgifter til offentlig transport, eksempelvis i form af et ungdomskort, hvis pris starter ved 615 kr. månedligt for en studerende på en videregående uddannelse. Det vil sige, at man som hjemmeboende studerende står tilbage med et rådighedsbeløb på 301 kr. fra SU. For de fleste betyder det, at studiestart betyder at flytte hjemmefra. Altså at man skal ud og finde et sted at bo. Men det er en dyr fornøjelse.

Priserne eksploderer

At finde et sted at bo i en af de større studiebyer er lidt som at vinde i lotto bortset fra, at dem, der kender ”de rigtige”, har størst chancer. Eller selvfølgelig, hvis man har rige forældre, der kan købe en lejlighed. Men for de fleste er det ud og lede med lys og lygte. Og det pressede marked betyder, at priserne er eksploderet.

[Læs også: Boligmangel og rekordstort antal ledige kvadratmeter]

Ifølge Uniavisen, der har lavet en undersøgelse gennem Boligportal.dk (en af landets største udlejningssider) er det på bare tre år blevet 19 procent dyrere at leje et værelse i København. I 2013 kostede det i gennemsnit 3822 kr. for at værelse i København, mens det i dag koster 4565 kr. Det er en stigning på 19 procent på bare tre år! Det æder hurtigt SU’en, der for udeboende er 5941 kr. før skat.

Den triste, men virkelige situation er i dag den, at 24 procent af alle på en videregående uddannelse bruger hele eller mere end det, som de får udbetalt i SU, på deres husleje. Her er der udelukkende tale om dem, som bruger deres SU, rub og stub, på at få tag over hovedet. Endnu flere står tilbage med et rådighedsbeløb, som knapt kan få et spartansk madbudget til at slå til. Disse forhold stiller igen den studerende over for to scenarier: skal man blive boende hjemme hos sine forældre under studietiden og derved risikere at droppe drømmeuddannelsen, eller skal man tage supplerende arbejde ved siden af sine studier for at kunne finansiere en husleje til overpris?

Studerende under pres

På trods af, at langt de fleste videregående uddannelser bliver betegnet som værende en fuldtidsbeskæftigelse, ser mange unge sig derfor nødsaget til at arbejde ved siden af studiet for at kunne klare sig.

Heri kommer systemets sande væsen til udtryk. Den herskende klasse og deres politiske håndlangere advokerer for, at SU blot er et supplement til de studerende, og at de danske studerende jo må forstå, hvor forkælede de er, fordi de får SU.

Men SU’en er en forudsætning for, at ikke kun de rigestes børn kan få en uddannelse. Tager man det faktiske forhold, at det fra systemets side, er et krav at man skal være tilmeldt et studie, som er normeret til 37 timer om ugen, for at være SU berettiget, må det være tydeligt for enhver, at SU’en ikke blot bør være et tilskud, men tilpasset de arbejdstimer, som den studerende forventes at bruge på studiet – alt andet skaber kun større ulighed. Revolutionære Socialister mener, at SU’en bør være så høj, at man kan leve af den.

Vi mener naturligvis ikke, at det er en dårlig ting at tilegne sig praktisk erfaring samtidig med studiet. Marxismen ønsker netop et opgør med adskillelsen af håndens og åndens arbejde. Men i dag er arbejdet for mange ikke knyttet til studiet, men i stedet en absolut nødvendighed for at overleve. Det er naturligvis belejligt for kapitalisterne med en armé af unge, fattige studerende, der er klar til at finde sig i næsten hvad som helt til en lav løn for blot at få tag over hovedet.

Som et biprodukt af de nævnte problematikker, som den kapitalistiske bolignød medfører, opstår også en øget risiko for store psykiske belastninger på de unge. Det skyldes, at præstationspresset på uddannelserne bliver højere og højere, samtidig med at man skal have et supplerende arbejde til sit studie. Presset på de studerende øges, bl.a. med fremdriftsreformen, der kræver, at de studerende færdiggør deres studier hurtigere.

SU’en under angreb

I forbindelse med studiestart har de borgerlige medier lanceret en slet skjult kampagne mod SU’en. I artikler skrives der om, hvordan udgifterne til SU er ”eksploderet”. Men det er en kreativ tvist på sandheden. For den er, at de seneste år er udgifterne til SU pr. studerende faldet. Det er rigtigt, at udgifterne samlet set er steget, hvilket skyldes det åbenlyse faktum, at flere unge tager en uddannelse. Det er en direkte konsekvens af politikernes tidligere politik om, at unge skulle ud af arbejdsløshedsstatistikkerne og ind på uddannelserne. På den måde tæller de ikke som arbejdsløse samtidig med, at SU er billigere end arbejdsløshedsunderstøttelse.

Men kampagnen i medierne tyder på, at regeringen lægger op til skære i SU’en i løbet af efteråret. Præcis hvor meget eller hvordan er endnu ikke kendt, men regeringen har flere gange luftet ideen om at fjerne SU’en på kandidatdelen. Det vil naturligvis betyde, at mange må stoppe efter bacheloren, fordi det ellers bliver helt umuligt at betale bare for huslejen.

Kapitalismen i en blindgyde

Denne situation eksemplificerer fint, hvordan nutidens boligmarked, som i det kapitalistiske system er baseret på udbud og efterspørgsel, ikke kan løse boligproblemerne. Der bliver konstant bygget nye lejligheder; men et stort antal ender med at stå tomme, fordi det primært er luksusboliger til de rigeste, der bruger dem til ferielejligheder. Ud af de 7.341 ejerlejligheder, der blev opført i Københavns Kommune fra 2000 til 2014, står hver tiende i dag registreret som ubeboet, viser en beregning fra Boligøkonomisk Videnscenter (information.dk).

I de lejeboliger, der bygges, ender huslejen med at blive så høj, at de mennesker, som lejlighederne oprindeligt var tiltænkt, ikke har en jordisk chance for at kunne forsørge sig selv, udelukkende på SU. Og det gælder ikke bare studerende, for arbejderklassen bliver det også sværere og sværere at finde en bolig, der er til at betale, i de større byer, ikke mindst København.

Der er mere end nok bygninger til at huse alle Danmarks studerende; men dette tillader det kapitalistiske marked ikke. Uden en demokratisk boligplanlægning, som er indrullet i en socialistisk planøkonomi, vil tendensen til, at det er de unge, som kommer fra økonomisk bedre stillede familier, eller dem, som har det personlige overskud til at arbejde ekstra ved siden af det eventuelle studie, der kommer først i køen, når der skal ”uddeles” boliger, blot fortsætte og forøges.

I et socialistisk samfund ville det være det store flertal, der bestemmer, hvordan boligsituationen løses. I stedet for at de rigeste har luksuslejligheder som sommerhuse, må de tomme boliger eksproprieres og fordeles til dem, der har brug for boliger i København. De tomme kontorlokaler må eksproprieres og ombygges til billige studieboliger. I et socialistisk samfund ville man starte med at lave en retfærdig fordeling af de eksisterende boliger, så de blev fordelt i henhold behov hos flertallet og til en husleje på fx 10% af indkomsten.

Men kun i en planøkonomi, hvor de vigtigste dele af økonomien ejes og demokratisk styres af det store flertal, vil der kunne sikres en løsning på boligproblemet til gavn for flertallet. Ressourcerne, både de menneskelige og de teknologiske, kunne bruges til at bygge tusindvis af miljøvenlige, billige boliger, frem for dyre luksuslejligheder for den rige elite. Under en planøkonomi ville man samtidig kunne sikre forskning og udvikling af en myriade af forskellige boformer, så de passede til de skiftende behov en person har: ung, studerende, familier, bofællesskaber, olle-koller, ældreboliger osv.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 22, september 2016. Tegn abonnement og få bladet ti gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information