Landsmødet i Socialistisk Ungdomsfront (SUF), der blev afholdt i påsken, var afgørende. I den seneste periode har det ledende lag i SUF trukket SUF længere og længere til højre i en reformistisk retning, hvor perspektivet om socialisme efterhånden er fraværende fra alle SUF materialer, og hvor SUFs ledelse lydigt følger de reformistiske ledelser i elev- og fagbevægelsen. Det store spørgsmål på mødet var derfor om det ledende lags magt og reformistiske politik kunne brydes, så SUF kunne vende tilbage til sine revolutionære rødder i form af Minimumsprogrammet, og forsvaret for en socialistisk revolution.

Siden SUF blev stiftet i 2001, har der været en kamp mellem den reformistiske og den revolutionære fløj. Disse fløje er med tiden blevet udkrystalliseret tydeligere og tydeligere, og med eksklusionerne af marxisterne sidste år blev denne fløjkamp fuldstændig åbenlys. På landsmødet i påsken havde bureaukratiet omkring ledelsen lagt op til det endelige opgør, med lukning af lokalgrupper, censur af debatindlæg, personhetz og lignende.

Reformisme eller revolution

De politiske temaer for stormødet var kvindekamp og bevægelsesarbejde. To spørgsmål der gennem tiden har splittet den reformistiske og den revolutionære fløj i SUF.

Den reformistiske fløj har på kvindespørgsmålet fremført, at separate kvindegrupper og kønskvotering er vejen frem, og forkastet ethvert klasseperspektiv. Den revolutionære fløj har på den anden side forklaret, at kampen mod kvindeundertrykkelse ikke kan adskilles fra klassekampen, og kun kan vindes gennem arbejderklassens fælles kamp for befrielse. Og at den eneste løsning internt i SUF er mere skoling til alle medlemmer og på alle spørgsmål. Det lykkedes det ledende lag at få fastholdt SUF på denne reformistiske linie på kvindespørgsmålet på landsmødet.

Endnu tydeligere har kampen været på spørgsmålet om bevægelsesarbejdet. De seneste mange år, har der været en lang række kampe blandt ungdommen og arbejderklassen, med massive demonstrationer imod nedskæringer i velfærden og angreb på arbejderklassens tilkæmpede rettigheder. Klassekampen har siden årtusindeskiftet været stigende. Men ledelserne for disse bevægelser har gang på gang lukket kampene ned i stedet for at føre dem fremad. Den revolutionære fløj i SUF fremførte på elevkonferencer, tillidsmandsmøder, velfærdskonferencer osv. konkrete forslag til næste skridt i kampene, og et perspektiv for hvordan kampene kunne vindes.

Men det ledende reformistiske lag i SUF underlagde sig fuldstændig ledelsen i elev- og fagbevægelsen, i stedet for at fremsætte en selvstændig politisk linie. Selv da elever og studerende den 25. september sidste år vedtog en klar plan for den videre kamp efter demonstrationen 2. oktober, sad de ledende SUFere i toppen af bevægelsen med hænderne i skødet.

Den reformistiske fløjs mantra i SUF har været, at ”arbejde loyalt i bevægelserne”, hvilket har betydet loyalitet overfor ledelsen, uanset om disse har lukket bevægelser og kampe. Den revolutionære fløj har haft kritiseret denne underlægning under de reformistiske ledelser. Socialisters loyalitet er overfor eleverne og arbejderne, ikke ledelserne!

At agere i ”bevægelserne” er i virkeligheden at agere i den levende klassekamp, den reformistiske fløj siger i realiteten, at man ikke må fremføre et revolutionært perspektiv i klassekampen.

Et konkret eksempel på dette er arbejdet i Genstart Danmark, et samarbejde mellem DSU, SFU og SUF samt ungdomsfagbevægelsen. Her rejste de revolutionære perspektivet om, at SUF måtte indgå i dette samarbejde, men med det formål at samarbejde bredt med arbejderungdommen om konkrete krav, og samtidig komme i kontakt med bredere lag af unge, og ikke mindst fremføre et socialistisk perspektiv. Den reformistiske fløjs eneste perspektiv for dette samarbejde er forhandlinger med ledelsen i DSU og SFU, med det formål at kunne få penge fra fagbevægelsen – det ledende lag formåede også på dette spørgsmål at få deres politik manøvreret igennem. Dette betyder i praksis en legitimering og et venstreorienteret dække for den reformistiske politik der føres af ledelsen af DSU og SFU.

På samme måde har kampen i SUF stået om andre politiske spørgsmål, hvor den revolutionære fløj har fremført, at SUF må støtte revolutionen i Venezuela, at EU ikke kan reformeres indefra og lignende. Men i bund og grund er kampen en kamp mellem reformisme eller revolution.

Reformisme betyder i denne sammenhæng, at man i ord og handling adskiller kampene for de daglige krav fra kampen for et socialistisk samfund. At man ikke forklarer, hvorfor kampen for reformer kun er meningsfuld når den kædes sammen med kampen for en demokratisk planøkonomi – så bliver man i praksis reformist, uanset hvor revolutionær man lyder fra en talerstol. Det er den politik, som det ledende lag i SUF har ført, og det er den, som det nu er lykkedes for dem at trække ned over hele SUF. Med andre ord; det ledende lag i SUF lader SUFs program være et stykke papir, uden nogen relevans for SUFs konkret arbejde. Perspektivet om et socialistisk samfund, bliver dermed skubbet fuldstændig til side, SUF giver indtryk af at reformer er det eneste man skal beskæftige sig med, og at al snak om socialisme og revolution er utopisk, noget fjern og abstrakt, og fuldstændig afskåret fra virkeligheden og klassekampen nu og her. Det betyder, at SUF i praksis ikke længere er et redskab i kampen for et socialistisk samfund. I den eneste kampagne SUFs ledelse har lavet hele året, der handler om de offentlige overenskomsterne, er det ikke én gang nævnt, at kapitalismen ikke kan løse arbejdernes problemer – i stedet er det politiske budskab, at problemerne kan løses under kapitalismen, ved at tage fra de rige og fra statskassen.

Udemokratiske manøvrer

Den afgående ledelse i SUF havde absolut intet politisk perspektiv, og gjorde, hvad den kunne for at afværge enhver politisk diskussion på Landsmødet. Ledelsen havde i år valgt ikke at lave en politisk beretning, hvilket viser at den har spillet fuldstændig fallit og ydermere at den ikke tør diskutere denne fallit. Ledelsen i en revolutionær organisation er (eller bør være) dem der ligger den politiske linie, uden en sådan klar politik og strategi kan organisationen kun zig zagge frem og tilbage. Ledelsens politiske beretning giver medlemmerne mulighed for at diskutere og analysere det seneste års perspektiv, det fremtidig perspektiv og hvorvidt ledelsen har gjort det tilfredsstillende.

Gennem hele Landsmødet afviste det ledende lag konsekvent at forsvare deres ideer og handling og svare på den politiske kritik fra de revolutionære, der var til stede på stormødet. Enhver politisk kritik blev fra de ledende mødt med latterliggørelse, hetz, personlige angreb og lignende.

Ikke én gang svarede det ledende lag på den kritik af deres politik, der er blevet rejst over en årrække, og som var formueleret klart i udtalelsen ”SUF, hvordan går vi fremad som revolutionær organisation”, der blev fremsat som en alternativ beretning.

At det ledende lag for enhver pris ville undgå diskussion blev tydeligt allerede før stormødet, hvor en underskriftindsamling var i gang for at fjerne et forslag fra debat og afstemning.

Men under hele landsmødet fortsatte disse manøvrer. Der var ikke afsat tid til diskussion af nogen af de politiske forslag, især udtalelserne. Debatten om perspektivet for SUF var på fire minutter i alt, to minutter for, to minutter imod – og det var fire minutter, der måtte tilkæmpes.

Uden alle disse bureaukratiske manøvre kan man ikke forstå, hvorfor at SUF har brudt med sit revolutionære minimumsprogram.

I en revolutionær organisation er formålet med et landsmøde eller en kongres at debattere det grundlæggende perspektiv og ideer så åbent og demokratisk som muligt. Kun med en reel debat af de grundlæggende spørgsmål kan alle kammeraters niveau hæves, og kan flertallet afgøre hvad det korrekte perspektiv er, og hvordan organisationen går fremad.

SUFs landsmøde i påsken var det absolut modsatte: manøvrer fra det ledende lag for at undgå enhver diskussion, afværge alle tilløb til seriøs debat og udvande de få debatter der var med uendelige mængder perifere spørgsmål.

SUFs fremtid

Kampen mellem de to fløje har stået på siden stiftelsen af SUF. Den revolutionære fløj voksede både i antal og indflydelse, og var ved at vinde flertal for sine ideer. Men det ledende lag af reformister kunne ikke acceptere, at 1000 SUFere blev vundet til klart at forsvare og kæmpe for SUFs program.

I takt med kampen i SUF udviklede der sig et bureaukrati blandt den reformistiske fløj, der benyttede organisatoriske manøvrer til at udrydde den revolutionære fløj og smadre ethvert demokrati internt.

Det ledende lag startede smædekampagner og hetz imod de revolutionære, organiseret i fraktionen Socialistisk Standpunkt, herefter forsøgte de at ekskludere 15, hvilket ikke lykkedes. Da dette ikke lykkedes gik de over til at stjæle og manipulere dokumenter, som de så brugte til at ekskludere i alt 29 marxister. Derefter nægtede de Venstreoppositionen retten til at være en fraktion, øgede personhetzen. Og da en række lokalgrupper trods dette fortsatte med at rejse de revolutionære ideer i SUF og ikke ville acceptere ledelsens politik, besluttede ledelsen at lukke disse 3 lokalgrupper.

Det viser en fuldstændig fallit fra det ledende lags side, de har på bureaukratisk vis udryddet enhver opposition mod dem selv, med metoder der mest af alt minder om de der blev brugt i de stalinistiske partier i 1930’erne. Metoder der er fuldstændig fremmede for arbejderklassens demokratiske traditioner.

På landsmødet bad de tre lukkede lokalgrupper om genoptagelse i SUF, men det blev nedstemt efter igen bare fire minutters debat.

Forslaget om at genoptage de 29 ekskluderede marxister, blev ikke engang tilladt sat på dagsordenen. Ledelsen formåede at isolere de revolutionære kræfter gennem organisatoriske manøvrer, og det er den eneste forklaring på, at disse forslag blev nedstemt – ledelsen har endnu ikke svaret på et eneste politisk kritikpunkt.

Men virkeligheden er at de revolutionære kræfter altså de facto er ekskluderet fra SUF. Og den nyvalgte ledelse består af nogen af de SUFere, der har stået længst fremme i udrensningen af den revolutionære fløj.

Den revolutionære fløj må organisere sig

SUF er en organisation, der havde et kæmpe potentiale. På bare seks-syv år formåede SUF at samle 1000 unge, der ønskede at ændre verden, bekæmpe kapitalismen og skabe socialisme. Mange er i den seneste tid skræmt væk af ledelsens heksejagt på den organiserede opposition i den revolutionære fløj. Der er stadig mange ægte revolutionære SUFere, men desværre har ledelsen formået fuldstændig at ekskludere enhver organiseret revolutionær fløj. Og enhver der rejser revolutionære ideer trues med eksklusion.

SUFs eksistensberettigelse har været det revolutionære socialistiske program, med en korrekt usekterisk orientering til masseorganisationerne og fremførsel af de revolutionære ideer havde SUF et kæmpe potentiale.

SUF er en ung organisation og har ikke nogen rødder eller traditioner i arbejderklassen eller arbejderklassens ungdom. En revolution kan kun gennemføres af den danske arbejderklasse, og udenfor arbejderklassen kan en revolutionær organisation ikke være andet end en sekt yderst ude på venstrefløjen. Med ledelsens reformistiske linie kan SUF ikke spille nogen rolle i den kommende klassekamp.

Kampen om SUF har været en lang proces med mange delkampe.
Dette landsmøde viste, at det lykkedes det ledende lag at trække SUF væk fra kampen for socialisme, kampen for programmet. Det viste at det ledende lag absolut ingen tiltro har til den danske ungdom og arbejderklasse. Fra talerstolen sagde flere ledende SUFere, at den danske arbejderungdom ikke kan forstå de socialistiske ideer (i forbindelse med forslaget om at nedlægge det eksterne blad).

Det er præcis den samme attitude som den man finder hos bureaukratiet i resten af arbejderbevægelsen; at arbejderne er dumme, ikke gider kæmpe osv. Og det er præcis den indstilling der gør en til reformist; hvis arbejderne ikke forstår de socialistiske ideer, så nytter det alligevel ikke at kæmpe, så kan de revolutionære i stedet bare lave hvad de selv synes er sjovt som pæne klistermærker og plakater. Men på den måde ændrer man intet, og sandheden er at de danske arbejdere kæmper og udmærket er i stand til at forstå de socialistiske ideer, men at det er bureaukratiet i den danske arbejderbevægelse, der forsøger at holde disse ideer væk fra arbejderne.

Det ledende lag i SUF har med sin reformistiske politik og organisatoriske manøvrer formået at smadre et enormt potentiale. Bureaukraternes handling har gennem tiden demoraliseret flere og flere, ingen ærlige socialister ønsker at bruge sin tid på organisatorisk fnidder fnadder, de ønsker at diskutere politik og kæmpe for socialismen.

At ledelsen lykkedes med at fastholde sin reformistiske politik i SUF, og holde de revolutionære ude, er kun ét skridt i en yderligere højredrejning som vi vil se den næste periode, ligesom store splittelser vil åbne sig mellem forskellige andre fløje. Og samtidig vil bureaukraternes strategi baseret på korridoraftaler, diverse poster i elevbevægelsen og lignende blive svær, da den er baseret på at de kan agere venstreorienteret dække for de reformistiske ledelser i bevægelserne. Spørgsmålet er hvor længe SUF overhovedet vil eksistere som organisation.

Socialistisk Standpunkt har forsvaret SUFs program både i SUF og i resten af arbejderbevægelsen. Vi kæmper for de marxistiske ideer i den danske og internationale arbejderbevægelse. Derfor opfordrer vi alle, der ønsker at diskutere politik, der ønsker skoling, der ønsket at kæmpe for SUFs program til at gå med i Socialistisk Standpunkt og herigennem kæmpe for de socialistiske ideer i hele arbejderbevægelsen og blandt ungdommen.

I tider som vores med stigende klassekamp og revolution og kontrarevolution på verdensplan er det afgørende at være organiseret i en marxistisk tendens i arbejderklassen med et klart revolutionært perspektiv. Arbejderklassen kan ikke sejre uden de marxistiske ideer, de marxistiske ideer er intet uden arbejderklassen.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.