Tirsdag holdt den samlede elevbevægelse demonstration i København. Gymnasierne, erhvervsskolerne, seminarerne var alle til stede fra både elever og læreres side. De demonstrerede imod de besparelser der i finansloven løber op i 431 mio. dette er en alvorlig beskæring som har stor indflydelse på den i forvejen hårdt ramte uddannelsessektor, en så alvor beskæring i budgettet at brugerbetaling kan blive en konsekvens på nogle gymnasier. Dette stiller hverken elever eller lærere sig tilfreds med, viljen til at ændre på nedskæringerne og i stedet udbygge uddannelsessektoren er der stadig, men troen er sluppet op. Der er altså al grund til at mobilisere til protest.

Lille fremmøde
Tirsdag mødte omkring 1500 mennesker op. Set i lyset af at der få år tilbage mødte 3000 folkeskoleelever op på slotspladsen kun mobiliseret af telefoniske kædebeskeder er dette en katastrofe. Specielt når det organisatoriske apparat er så stort i blandt disse organisationer. Det lille fremmøde skyldes imidlertid ikke, at eleverne er tilfredse med forholdene og de evindelige nedskæringer. Det skyldes alene, at ledelsen for elevorganisationerne, især DGS’ ledelse, ikke har vist en vej frem for elevernes kamp.

Problemet er som Helle Thorning Schmidt sagde, at den borgerlige regeringers nedskæringer var lige så konstante som julen, 1. maj og tyngdekraften og at hun før havde demonstreret imod selv samme minister (Bertel Haarder). Her ligger problemet. De fleste elever i Danmark har også været ude i protest de seneste fem-seks år. Men uden at noget drastisk er sket, de er trofast mødt op på slotspladsen hvert år, råbt de samme sange hvert år og gået tomhændede hjem hvert år. For de fleste gange stopper bevægelsen efter få dage uden resultat, og dagligdagen fortsætter som den altid har gjort, blot med de vedtagne nedskæringer, plus eller minus nogle millioner. Eleverne ser ganske enkelt ikke nogen mening i at komme.

Ledelsen har demobiliseret eleverne
Eleverne laver ikke skolebesættelser og demonstrationer for sjov, men for at vinde. Hvis ledelsen ikke tager alvorlige tiltag for at vinde kampen, men i stedet holder fast på endagsdemonstrationer uden videre perspektiv, er det en sikker opskrift på desillusionering af eleverne. Tirsdagens demonstration viste, at den linje, som ledelsen af DGS har ført med enkelte demonstrationsdage, der derefter er blevet lukket ned, ikke har virket.

Ser man fra gymnasieelevernes synspunkt så gør DGS heller ikke meget for hverken at involvere eller lede dem. Gennem den seneste periode har DGS’ ledelse givet indtryk af, at masseprotest og samlet kamp ikke er vigtigt. Man har fået indtryk af, at mindre aktioner og forhandlinger med politikerne er det vigtige. Det har haft en demobiliserende effekt på eleverne.

Evig kamp under kapitalismen
I en kapitalistisk økonomi, der med jævne mellemrum går i krise, er nedskæringer uundgåelige, og dette vil ikke ramme de øverste i samfundet, men arbejderklassen og dens børn. Den borgerlige regering har ingen interesse i at udbygge den offentlige sektor (herigennem uddannelsessektoren) men har derimod interesse i at privatiserer og underminere den offentlige sektor. Derfor vil eleverne være tvunget til at kæmpe en gang om året ved mindre vi bryder med kapitalismen og indfører en demokratisk styret planøkonomi. Så når Helle T. Schmidt på talerstolen siger at vi en god økonomi er det ikke rigtigt. Økonomien sikrer bestemt ikke eleverne, den truer dem blot yderligere.

Linjen må lægges om
Man skal dog ikke glemme at nogle kampe er vundet, men de er ikke vundet ved endagsdemonstrationer uden politiske budskaber. De er sket igennem længerevarende kampe, hvor elever og lærere er gået sammen i kampen med nedlæggelser, demonstrationer og samlende møder hvor politik og strategi kan planlægges. Hvis kampen skal vindes må elevorganisationerne mobilisere til nationale konferencer hvor elever og lærere kan diskutere hvordan kampen skal føres videre og vindes. Elevernes organisationer, og særligt DGS, må have en åben diskussion af vejen frem i kampen imod nedskæringer. Den hidtidige linje må lægges om. I stedet for at holde sig til endagsdemonstrationer og forhandlinger med politikerne må DGS’ ledelse tage ud på skolerne og sørge for, at der bliver taget en diskussion af situationen, en kritisk evaluering af den hidtidige taktik, en diskussion af vejen frem og hvad man kan gøre. På baggrund af en sådan diskussion på alle gymnasier må DGS’ ledelse indkalde til et samlet møde for landets gymnasieelever, hvor man i fællesskab kan beslutte, hvordan man mest effektivt kæmper imod den borgerlige regerings nedskæringer. Et vigtigt element i den fremtidige taktik bør være, at gymnasieeleverne må forbinde sig med de offentligt ansatte – særligt i forbindelse med en eventuel storkonflikt.

De elever der til gengæld mødte op til demonstrationen tirsdag, kan ikke garanteres til den næste. De blev mødt af ikke andet end intetsigende taler, krydret med en masse balloner, farver og gøgl. Som en gymnasieelev sagde om talerne: ”Det kunne enhver jo have sagt” bar talerne ikke præg af nogen som helst vej frem, eller blot tro på vej frem. Til trods for at DGS formanden Gry Møller Poulsen prøvede at overbevise om at hun ikke ville lade politikerne løbe fra deres løfter. Men historien viser at deres dialog med folketingspolitikerne aldrig har ført til noget andet end tidsspild. Der skal mere til at holde på folk end standardtaler og dj-sets til at lave den ”stærke politiske markering” som DGS-formand Gry Möger Poulsen kaldte det.

Alt i alt kan den demonstration ikke gives mere end 1 ud af 5 stjerner i en anmeldelse og en yderligere demoralisering er tilføjet eleverne.


Foto til artiklen: Niklas Zenius Jespersen