Den slebne sparekniv
Endnu engang skærer regeringen ned på vores uddannelse. Man må snart sige, at de er specialister på området. Hver eneste Finanslov siden Fogh og co.'s tiltrædelses i 2002 har været et angreb på vores forhold og kampen for god og gratis uddannelse.

Disse nye nedskæringer rammer, så det kan mærkes. 53 millioner kroner skal der skæres på gymnasierne, som denne løbeseddel fokuserer på. Det kan ikke betyde andet end brugerbetaling og lærerfritimer. Det er allerede virkeligheden på handelsskolerne og de tekniske skoler.

Ud over det skal, der spares 5,5 mio. kr. på de private gymnasier og 50 mio. kr. på erhvervsuddannelserne. Samlet set skal undervisningsministeriet spare næsten 275 mio. kr. En ordentlig uddannelse kan ikke gennemføres under disse kår, derfor må de nye nedskæringer trækkes tilbage omgående.

Samtidig må al bureaukratisk kontrol af undervisningsens planlægning fjernes. Lærere og elever må i fællesskab bestemme undervisningens indhold, form og evalueringsformer. Hvad end det gælder AT eller studieretningsprojektet.

I dag d. 4 marts er vi gået i demonstration for at kæmpe for tilbagetrækning af nedskæringerne. Nedskæringerne går ud over alle elever og studerende. Derfor må vi stå sammen. Men udover at kæmpe imod de aktuelle nedskæringer, må vi også kæmpe for at udbygge velfærden for alle. Finansloven lægger op til nedskæringer på alle områder. Regeringen vil hellere give skattelettelser til Danmarks rigeste end tilføre penge til velfærd til gavn for flertallet.

Kampen må spredes

Vi må vise vores styrke i en massedemonstration, men vi må også være klar over, at vi ikke vinder kampen mod nedskæringer på en enkelt dag. Vi må kæmpe videre ude på vores skoler og sprede kampene. Det kan kun gøres, hvis DGS går forrest og tager elevernes krav om kamp seriøst. DGS er elevernes organisation og skal repræsentere eleverne. Vi må, med DGS i spidsen, fortsætte og sprede kampene til regeringen trækker alle nedskæringer tilbage og sørger for reel velfærd for alle.

Desværre har der fra toppen af elevbevægelsen været en tendens til at lukke kampene ned, så snart de er begyndt og efter en enkelt dags kamp. Det så vi 2. oktober sidste år. På en elevkonference den 25. September, som bl.a. DGS var medarrangører af, blev der vedtaget en udtalelse, om at velfærdskampene skulle føres videre og spredes, og følge op af stormøder for alle studerende. Men i stedet valgte toppen af elevorganisationerne at lukke kampen ned. Det er på ingen måde acceptabelt, at DGSs ledelse på den måde ser stort på elevernes beslutninger.

Vi er ikke tilfredse med bare at vise vores utilfredshed. Vi vil sammen med vores venner, bekendte og klassekammerater vinde kampen og få en bedre uddannelse og en bedre velfærd. Det kan kun ske, hvis DGS gøres til den kamporganisation, som den blev oprettet til at være. Det er et ansvar som hviler på DGSs ledelse.

Kampen mod nedskæringer vinder man ikke alene

Alle unge og arbejdere vil blive ramt af nedskæringerne på Finansloven. For eksempel bliver vores lærere ramt, de kan ikke få lov til at udføre deres job tilfredsstillende under de forhold, der tilbydes på uddannelsesinstitutioner. De kan ikke tage nok kopier og kan ikke tage os på ture for at lære os om deres fag.

Ligeledes forhandles der nu også overenskomst for de offentligt ansatte, som har krævet et helt igennem fair lønløft. Men regeringen er ikke interesseret i, at de skal få ordentlige lønninger. Landets rigeste, i samarbejde med regeringen, fører en bevidst nedskæringspolitik, som udelukkende kommer dem selv til gode. Vi må bakke fuldstændig op om kravene fra de offentligt ansatte, herunder lærernes. Kun hvis de har ordentlig forhold, kan vi få ordentlig uddannelse.

I kampen mod forringelser må DGS og de andre elevorganisationer, derfor alliere sig med de offentligt ansatte og alle andre arbejdere. De udgør langt størstedelen af samfundet og har lige som os interesse i alle former for velfærd. Uden at arbejderne står bag maskinerne og går på arbejde, bliver der ikke produceret nogen ting i samfundet. Og dermed ikke tjent nogen profitter til kapitalisterne, landets rigeste. Med truslen om general strejke blandt arbejderne, sammen med besættelse af uddannelsesinstitutioner, vil vi kunne kræve den velfærd tilbage som vi fortjener. Derfor må vi gå sammen med fagbevægelsen og presse kapitalisterne og politikerne til at komme med indrømmelser. Det er arbejderklassen der har en interesse i en god og gratis uddannelse og som har kæmpet for dette krav, kapitalisternes børn skal nok få en uddannelse lige meget hvad.

Gør op med kapitalismen

Socialistisk Standpunkt mener at der må gøres op med kapitalismen, da den udelukkede er til gavn for de 5-10 procent af befolkningen, der tjener på, hvad resten af samfundet producerer. Samfundet har mulighed for at give alle mennesker en langt bedre velfærd end den nuværende, men ikke når en lille del af befolkningen skal tjene mest muligt 50 procent på alt, hvad der produceres til dem selv og aktionærerne. Derfor må vi i fællesskab overtage styringen af samfundet og sørge for at alle kan få, hvad de har brug for.

Det første skridt er at stille helt klare krav til velfærden, og kæmpe for at få disse igennem. Socialistisk Standpunkt mener bl.a. at minimumskrav bør være:

  • Aldrig flere end 24 i klasserne
  • Absolut ingen brugerbetaling
  • En SU der er til at leve af
  • Boliger som er til at betale
  • Reelt elevdemokrati

I stedet for at give skattelettelser til de rige, må pengene bruges på velfærd. For nylig kom det frem at Danmark rigeste har placeret milliarder på skjulte bankkonti i Liechtenstein. Men den borgerlige regering har takket nej til de konkrete oplysninger. Hvordan kan det være rigtigt, at mangemillionærer skal beskyttes og få skattelettelser, mens der skæres ned på vores uddannelse?

I Socialistisk Standpunkt kræver vi, at selskabsskatten hæves, at alle større formuer beskattes hårdt og at Nordsøolien nationaliseres. På den måde kan vi skaffe de penge til ordentlig velfærd, som vi har behov for. Men det er kun ved at nationalisere de 200 største virksomheder i Danmark og underlægge dem vores alles demokratiske kontrol, at økonomien kommer til at fungere for vores alles bedste.

Socialistisk Standpunkt

I Socialistisk Standpunkt er vi marxister. Vi er almindelige arbejdere og unge der er aktive i fag- og elevbevægelsen. Her kæmper vi for de socialistiske ideer og for, at arbejderne og eleverne igen må overtage deres egne kamporganisationer, og igennem dem kæmpe for socialisme, som i sidste ende er det eneste der kan sikre mere velfærd til alle. Arbejdere og unges sejre vil nemlig ikke blive bibeholdt under kapitalismen. Kun igennem socialisme kan vi sikre dem og udbygge dem. Vi kæmper for et socialistisk Danmark i en socialistisk verden. Gå med i kampen, gå med i den marxistiske tendens i Danmark!

Har du lyst til at høre mere om, hvad Socialistisk Standpunkt kæmper for og hvordan du kan være med at kæmpe for socialisme er du velkommen til at kontakte os på tlf. 61 65 10 88 eller Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.