Share

marx 7Kapitalismens krise har tvunget flere og flere til at indse, at noget er grundlæggende galt med den måde, at samfundet er indrettet på: millioner går arbejdsløse, mens fabrikker står stille, klimaet ødelægges, og uligheden vokser eksplosivt. Blandt flere og flere er der en forståelse af, at noget må ændres, og at det må ændres radikalt. Medier, politikere og såkaldte ”eksperter” giver ingen svar.

De ideer og teorier, som man undervises i i skolen, og som man præsenteres for i mainstream medier, er ideer, der er designet til at forsvare status quo. Andet kan man heller ikke forvente. Som Marx sagde, er ”de herskende ideer i et samfund den herskende klasses ideer.” Enten gennem et direkte forsvar for kapitalismen eller ved en ”kritisk” vinkel, der dog stadig holder sig inden for systemets rammer. De forklarer intet og kan endnu mindre bruges som en guide til revolutionær handling.

En revolutionær teori

Marxisme er en metode til at analysere de underliggende love, som behersker naturen og samfundet. Ved at studere de love kan vi ikke bare opnå en forståelse af samfundet, men også de revolutionæres rolle og opgaver. Det er nødvendigt at undersøge, hvordan samfundet hænger sammen for at forstå, hvor vi er på vej hen, og hvad de logiske næste skridt kan være.

Marxisme er ikke ideer hevet ud af det blå om, hvordan man kunne indrette samfundet, så vi alle sammen ville få det dejligt. Marx og Engels, der skrev det Kommunistiske Manifest sammen, studerede nøje historie og videnskab for at udlede generelle udviklingslove. Marx’ Kapitalen er et grundigt studie af kapitalismen, som den har udviklet sig og ikke mindst systemets indbyggede modsætninger.

Kapitalismen udviklede sig ud af feudalismen. Det vigtigste træk er vareproduktion med profit for øje. Der produceres til et anarkistisk marked. Samfundet er delt i to hovedklasser: kapitalisterne (ejere af produktionsmidlerne) og arbejderklassen (der må sælge sin arbejdskraft til kapitalisterne). Det er arbejderne, der skaber værdierne i samfundet. Men fordi kapitalisterne ejer produktionsmidlerne går en del af værdierne til dem i form af profit. Det betyder at arbejderne ikke kan købe det de producerer tilbage, og samfundet rammes af overproduktionskriser. Det essentielle ved analysen er, at kapitalismen udvikler sig. I sin start var kapitalismen progressiv og medførte en enorm udvikling af produktivkræfterne. Produktionen bliver social, og grundlaget er lagt for at kunne producere nok til alle, dvs. et socialistisk samfund. Men i takt med, at produktivkræfterne udvikles, bliver den private ejendomsret en større og større begrænsning på den videre udvikling.

Da Marx og Engels skrev Manifestet, var kapitalismen kun i sin vorden, og meget af det de skrev passer langt bedre på i dag, end da det blev skrevet. De beskriver globaliseringen, mens kapitalismen stadig var begrænset til en lille del af kloden. Og de beskriver de tilbagevendende kriser, så selv borgerlige økonomer har måtte hive Marx’ gamle analyser frem fra gemmerne efter krisen i 2008. For det var den eneste teori, der kunne forklare, hvad der havde ramt dem. ”Den eneste økonomiske model, der kan forklare, hvad der sker i dag, er marxisme,” sagde Steen Jakobsen, cheføkonom i Saxo gennem 16 år, sidste år til Finans.dk.

Men Steen Jakobsen og de andre borgerlige økonomer stopper naturligt nok ved Marx’ konklusion: behovet for en socialistisk revolution. Det samme fænomen ses blandt reformister og på universiteterne: de fremstiller Marx’ ideer som et nyttigt analyseværktøj. Men dermed misser de hele essensen. For Marx’ analyse kan ikke adskilles fra hans revolutionære konklusion: at arbejderklassen må tage magten, vælte den borgerlige stat og gøre op med den private ejendomsret til produktionsmidlerne gennem en socialistisk verdensrevolution.

Venstrefløjens afvisning af teori

Marxistisk teori er dog ikke det, som man møder mest af, hvis man bliver aktiv på den danske venstrefløj. Det meste af venstrefløjen har helt afskrevet teori som unødvendig. En del af venstrefløjen flytter al fokus mod Folketinget og underlægges fuldstændig den ”offentlige mening”, den seneste undersøgelse (betalt af erhvervslivet eller fagtoppen) osv. De kastes hid og did uden at kunne forklare noget. Med intet at stå imod med ender de med at gå mod højre og mod det ”etablerede” og ”accepterede”. En anden del falder i den modsatte grøft: der må gøres noget nu! De render rundt i hovedløs aktivisme og ender med at brænde ud.

Presset for at opgive teori har været konstant siden Marx’ tid. Allerede i Første Internationale var der strømninger, der kritiserede Marx og Engels for at skrive om ting, der ifølge dem ikke havde nogen relevans for arbejderne. Til det svarede Marx, at ”uvidenhed aldrig har hjulpet nogen”. I Rusland var det økonomisterne, der kritiserede Lenins fokus på teori, og i stedet mente, at bevægelsens opgave var at rejse arbejdernes daglige krav. Og samme ide er blevet fremført igen og igen i forskellige forklædninger. Det er grundessensen af reformismen: at det handler om ”nu og her” og de daglige problemer, mens endemålet om socialisme udskydes som abstrakt og teoretisk.

Denne ide om, at arbejderne ikke er interesseret i teori eller ”store” ideer, men kun dagligdags spørgsmål som løn og arbejdsforhold, er både forfejlet og arrogant. Den afspejler en småborgerlig fordom om arbejderklassen som ”dumme” og uvidende. Men de mest fremskredne arbejdere og unge tørster efter ideer og teori. De behøver ikke at få fortalt, at der er arbejdsløshed, dårlige arbejdsforhold, lave lønninger og nedskæringer – det ved de godt. De vil forstå hvorfor, og hvordan man kan lave det om. Når problemet er formuleret, at noget er grundlæggende galt, rejser der sig en milliard spørgsmål. Hvorfor ser samfundet ud, som det gør? Hvordan afskaffer man arbejdsløshed og social nød? Hvad er en revolution? Hvad skete der i Sovjetunionen? osv. Det er kun den marxistiske teori, der kan give svar på disse spørgsmål. Derfor er teori ikke en overflødig ”luksus”, men et fuldstændig afgørende værktøj i den revolutionære kamp.

De gamle mænd

Men, indvender nogen, kan man ikke finde nogle nye ideer? Eller hvis nu man bruger nogle nye ord, så lyder det ikke så støvet, og måske kan man overbevise flere? Marxisme handler i bund og grund om at sige tingene, som de er. Ligesom med alle andre videnskaber hører der bestemte ord til med en bestemt betydning, som ikke bare kan skiftes ud uden, at babyen smides ud med badevandet. Det er klart, at borgerskabet gør, hvad det kan, for at tilsværte marxismen og de ord, der hører til. Det vil det gøre lige så mange gange, som de revolutionære skifter ord.

Samtidig har stalinismen været den allerstørste hjælp for borgerskabet i at miskreditere marxismen. Det stalinistiske bureaukrati i Sovjetunionen betegnede det som den ”virkeliggjorte socialisme”; men det havde intet med socialisme at gøre. Man kan ikke bedømme en person ud fra personens beskrivelse af sig selv, og på samme måde kan man ikke dømme et socio-okonomisk system ud fra dets lederes betegnelse. Socialisme er betegnelsen for et samfund, hvor klasser, ulighed og staten begynder at dø bort.

Delvist som modsvar er der opstået alle mulige og umulige kritiske, teoretiske retninger, som er meget moderne især på universiteterne. Men i realiteten siger ingen af dem noget nyt. De udtrykker gamle ideer med nye og mere vanskelige ord, og de er allerede blevet besvaret i polemikker af de klassiske marxister.

Hvis man vil ændre verden, er der ingen vej uden om at læse klassikerne: Marx, Engels, Lenin og Trotskij. Det er klart, at det er 150 år siden de levede, og at de derfor ikke har kunne vide alt der ville ske. Men i deres beskrivelse af de grundlæggende processer er de stadig de mest moderne teoretikere. Vi kan kun anbefale folk selv at kaste sig over det skatkammer af teori, der findes.

Teori er afgørende for revolutionær handling

”Uden revolutionær teori kan der ikke være nogen revolutionær bevægelse”, som Lenin skrev i Hvad må der gøres. Lenin var om nogen en mand, der beskæftigede sig med teori. Da reaktionen i Rusland bankede hårdest på, tog han et teoretisk opgør med dele af Bolsjevikpartiets ledelse, der var begyndt at fremsætte idealistiske filosofiske ideer, i sin bog ”Materialisme og emperio-kritisisme”, og midt under den russiske revolution skrev han Staten og Revolutionen, der er en grundig analyse af Marx’ og Engels’ syn på staten. Det var ikke en teoretisk øvelse, men en guide til handling i den revolution, som Lenin og Bolsjevikkerne nogen måneder senere stod i spidsen for.

Marx forklarede, at den sociale væren bestemmer bevidstheden. Dvs. de materielle forhold former, hvordan folk tænker og handler. Kapitalismen befinder sig i en blindgyde og er ude af stand til at løse det store flertals problemer. Den kan ikke sikre velfærden eller give unge en fremtid. Efterkrigsopsvinget var en historisk undtagelse. Det vil presse folk til at kæmpe. De seneste år har vi på verdensplan set den ene store bevægelse efter den anden. Men det, der er fraværende i dem alle, er en revolutionær organisation baseret på marxistisk teori, der kan fremsætte et reelt alternativ til den herskende klasses ideer. Det er ikke midt i kampens hede, at vi kan sætte os ned og studere. Det er et arbejde, som vi må have gjort på forhånd. Der er intet bedre tidspunkt at begynde end nu!

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 29, maj 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information