Her 100 år efter den russiske revolution er kampen for kvinders ligestilling og frigørelse igen på dagsordenen. Sexisme og undertrykkelse eksisterer stadig i bedste velgående.

”Portene til [bomuldsspinneriet] Første Bolshaia Sampsonievskaia manufakturfabrik stod vidt åbne. Masser af militante kvindelige arbejdere oversvømmede den smalle gade. De, der lagde mærke til os, begyndte at vinke til os og råbte: ’Kom med ud! Nedlæg arbejdet!’ Snebolde blev kastet gennem vinduerne. Vi besluttede os for at deltage i demonstrationen. Et kort møde fandt sted på hovedkontoret ved portene, og arbejderne gik ud på gaden. De kvindelige arbejdere hilste arbejderne fra Nobels fabrik med ’Hurra-råb’. Demonstranterne gik mod Bolshoi Sampsonievskii prospekt.” (Revolutionary women in Russia 1870-1917, p. 152)

Sådan fortæller en mandlig bolsjevikisk arbejder fra Nobels fabrik om, hvordan de kvindelige tekstilarbejdere fra bomuldsspinneriet Bolshaia Sampsonievskaia gik på gaden på kvindernes internationale kampdag 1917. Og hvordan de fik de mandlige arbejdere med. Det var en scene, der gentog sig over hele Petrograd. Fra om morgenen på kvindernes internationale kampdag begyndte kvindelige arbejdere at strejke og demonstrere. Ingen vidste da, at det skulle blive startskuddet til den Russiske Revolution. Bare fem dage senere var Zaren væltet, og ni måneder senere havde arbejderne taget magten med Bolsjevikkerne i spidsen.

De russiske kvinders deltagelse i revolutionen, Bolsjevikkernes kamp for at organisere dem, og de enorme fremskridt for kvinder, som Oktoberrevolutionen skabte, er en inspiration og lektie i kampen for kvindernes frigørelse i dag. Det er et aspekt, der ofte bliver glemt, men som der er god grund til at se nærmere på.

Revolutionær organisering

Lenin og Bolsjevikkerne lagde stor vægt på de kvindelige arbejdere og gjorde en særlig indsats for at organisere dem. Men organiseringen var vanskelig. Ved Bolsjevikkernes 6. partikongres i august 1917 blev 3 kvinder – Kollontai, Stasova og Iakovleva – valgt til partiets Centralkomite, som er den ledelse der stod i spidsen for Bolsjevikkerne ved Oktoberrevolutionen. Det fik andelen af kvinder i Centralkomiteen op over 9 procent, mens andelen af kvinder blandt medlemmerne var under 8 procent. Partiet havde i perioden fra 1914, hvor klassekampen fik en ny opblomstring, fået mange nye kvindelige medlemmer; men det var et led i en generel medlemsfremgang. Den betød, at nok steg antallet af kvinder, men andelen forblev relativt lav.

Taget forholdene i Rusland i betragtning var det alligevel en enorm bedrift at formå at organisere så mange kvinder. Rusland var et ekstremt patriarkalsk land. Kun 13,1% af kvinderne kunne ifølge en opgørelse fra 1897 læse og skrive, og piger startede generelt arbejde på en fabrik i en alder af 12-14 efter maksimalt et års skolegang. Ofte havde de startet arbejdslivet endnu tidligere som barnepiger.

Undertrykkelsen af kvinder har stået på i årtusinder, og i et så tilbagestående land som Rusland var kvindernes situation yderst vanskelig. Det krævede en særlig indsats fra kvinderne selv, der led under dobbeltbyrden med arbejde og de huslige opgaver; men det krævede også mod til at involvere sig i revolutionært arbejde på trods af forventninger og fordomme for slet ikke at tale om de farer, der var forbundet med illegalt arbejde for både mænd og kvinder. Et parti kan ikke undgå at afspejle det samfund, som det udspringer af – ikke det samfund, som det kæmper for.

Lenin forklarede, at arbejderklassen måtte gennemføre den socialistiske revolution ”med menneskene, som de er nu”. Ideen om at måtte udskyde revolutionen til en tid, hvor menneskeheden har udviklet en ”socialistisk” bevidsthed, er det samme som helt at opgive revolutionen. Det skyldes, at en sådan bevidsthed ikke kan udvikle sig i et kapitalistisk samfund.

Det betød ikke, at Lenin ikke bekæmpede fordomme og chauvinisme i partiet. Lenin kritiserede ofte sine partikammeraters syn på kvindekampen: ”Man betragter den agitatoriske og propagandistiske virksomhed blandt kvindemasserne, deres vækkelse og revolutionering som en biting, som er et anliggende for de kvindelige kammerater alene. […] Desværre gælder det også for mange af vore kammerater: ’Krads lakken af kommunisten, og filisteren dukker frem’. Naturligvis må man kradse på det ømfindtlige sted i hans mentalitet med hensyn til kvinden,” sagde han i en samtale med den tyske kommunist Clara Zetkin.

I revolutionen i 1905 havde kvinderne været med fremme i forreste linje. I de reaktionære år, der fulgte revolutionens nederlag, spillede kvinderne igen en mere tilbagetrukket rolle. Men da en ny bølge af klassekamp ramte Rusland fra omkring 1912 og frem, vækkede det også kvinderne. Det er et sikkert tegn på revolution, når de mest undertrykte og tilbagestående lag bevæger sig ind på scenen.

Bolsjevikkerne indså, at de måtte optrappe arbejdet blandt kvinderne. På randen af Første Verdenskrig begyndte de i 1914 at udgive en avis rettet mod kvindelige arbejdere: Rabotnitsa (den kvindelige arbejder). Den nåede at udkomme 7 gange, indtil den blev lukket ned af Zar-regimet, og genopstod igen i marts 1917. Men Bolsjevikkernes arbejde bar frugt, og de tiltrak et stigende antal kvinder, især arbejdere.

De bolsjevikiske kvinder deltog i det illegale revolutionære arbejde. Bl.a. stod mange af dem for ”safe houses”, som var en yderst farlig aktivitet. Mange af dem blev ligesom mændene arresteret og sendt til Sibirien eller i eksil. Under Oktoberrevolutionen i 1917 deltog de bolsjevikiske kvinder også i de revolutionære aktiviteter: transport af våben, kommunikation, taler, omsorg for de sårede og tusinde andre opgaver. De deltog i de væbnede kampe og kæmpede og døde side om side med mændene i den Røde Garde.

Bolsjevikkernes linje i organiseringen af kvinder var at rejse krav om ligestilling og kæmpe mod kvindeundertrykkelse; men den var samtidig at forklare, at forudsætningen for at gennemføre dette var en socialistisk revolution.

Kvinderne starter revolutionen

Den 23. februar 1917 var kvindernes internationale kampdag. Fra tidligt om morgenen demonstrerede kvindelige tekstilarbejdere fra det militante arbejderkvarter Vyborg i Petrograd. Rusland brugte den julianske kalender, der er omtrent 10 dage efter den gregorianske, der blev anvendt i Vesten. 23. februar i Rusland var 8. marts i Vesten. Den umiddelbare årsag til demonstrationen var manglen på brød. Petrograds indbyggere sultede. Byrden faldt især på kvinderne, der stod i timelange køer i februars kulde i håb om at købe brød til deres sultende børn.

På utallige fabrikker blev der holdt massemøder denne dag. På M. Aivaz fabrikken foreslog de kvindelige arbejdere at fejre dagen som en dag for kvinders ligestilling. De pointerede, at kvinder både skulle arbejde på fabrikken, men også skulle tage sig af deres børn. De bad de mandlige arbejdere om at støtte deres forslag. Et fabriksmøde besluttede at gå i strejke og sendte arbejderdelegationer ud til andre fabrikker. Flere og flere fabrikker gik med i strejken og demonstrationerne.

I alt deltog mere end 100.000 i demonstrationer den dag i Petrograd. Kravene var ikke bare ”brød” og lavere priser, men også krav som ”Ned med krigen!” kunne høres. I politirapporter fra den 23. februar kan man læse om arrestation af kvindelige arbejdere for at have råbt efter politiet: ”I har ikke lang tid endnu til at more jer – I vil snart hænge og dingle!” (Revolutionary Women, s. 152)

Der opholdt sig tusindvis af soldater i Petrograd på grund af Første Verdenskrig. Kvinderne deltog i fraternisering og agitation for at overtale soldaterne til at gå med i bevægelsen. De tog ud til barakkerne, uddelte løbesedler og organiserede møder. Det virkede. Soldaterne nægtede at adlyde ordrer om at skyde på demonstranterne, men gik i stedet på revolutionens side.

De næste dage voksede demonstrationerne og strejkerne til en generalstrejke og opstand. Fem dage senere var den forhadte Zar væltet. Uden endnu at have indset det stod arbejderne med magten i hænderne. De russiske kvinder var ikke bare gnisten, der antændte revolutionen. For de havde i årtier forinden deltaget i revolutionært arbejde og spillede en vigtig rolle i de revolutionære begivenheder de følgende ni måneder mellem Februarrevolutionen og Oktoberrevolutionen.

Efter februar

Efter februar opstod der en ustabil dobbeltmagtssituation. Side om side eksisterede borgerskabets magtorgan, den provisoriske regering, og arbejderklassens magtorganer, sovjetterne. I sidste ende måtte den ene eller anden klasse tage magten alene. Efter Februarrevolutionen så arbejderne til de moderate socialister, Mensjevikkerne og de Socialrevolutionære. De tilbød, hvad der virkede som den nemmeste løsning. De moderate socialister gav magten til borgerskabet, fordi de mente, at revolutionen skulle være borgerlig. Borgerskabet var svagt, og den provisoriske regering eksisterede kun, fordi den blev støttet af de moderate socialister. På den anden side var arbejderne endnu ikke bevidste om, at de faktisk havde magten gennem sovjetterne. De stolede stadig på de moderate socialistiske ledere og deres løfter om, at de kunne løse arbejdernes problemer.

Forhåbningerne var store efter Februarrevolutionen. Arbejderne rejste krav om brød, en 8-timers arbejdsdag og en ende på krigen. Den provisoriske regering opfyldte ingen af kravene. I månederne efter februar begyndte strejkerne at tage til, og her deltog de kvindelige arbejdere igen.

Som månederne gik blev det mere og mere tydeligt for arbejderne, også de kvindelige, at kun Bolsjevikkerne med parolen ”Al magt til sovjetterne” kunne opfylde deres krav om ”fred, brød og jord”. Mensjevikkerne fremmedgjorde kvinderne gennem deres deltagelse i den provisoriske regering og deres fortsatte støtte til krigen. På samme måde gik det den småborgerlige feministiske bevægelse, der udover støtte til krigen havde en tendens til at afskrive arbejdernes optagethed af ”brød” som ussel materialisme.

Bolsjevikkerne gik forrest i kampen for arbejdernes krav, forklarede tålmodigt behovet for en socialistisk revolution og vandt på den måde til sidste flertallet i sovjetterne i oktober 1917.

Lighed for loven

Da sovjetterne med Bolsjevikkerne i spidsen tog magten, åbnede det for et helt nyt kapitel for de russiske kvinder. Under Zaren var kvinder basalt set mandens slave, og manden havde f.eks. ifølge loven ret til at slå sin kone. I den første bolsjevikiske ”regering”, folkekommissærernes råd, blev Kollontai den første kvindelige minister i verden. Den danske socialdemokrat, Nina Bang, som danske skolebørn lærer var verdens første kvindelige minister, blev det først i 1924. Men endnu vigtigere afskaffede Bolsjevikkerne med det samme alle love, der stillede kvinder ringere end mænd.

Ægteskab blev revet ud af kirkens kløer. Ægteskab foregik nu gennem en simpel registreringsproces, som var baseret på gensidigt samtykke. Hver partner kunne tage den andens navn eller beholde sit eget. Konceptet om uægte børn blev afskaffet, så alle børn blev sidestillet, uanset om de blev født inden eller uden for ægteskab. I 1927 skulle ægteskab end ikke registreres, og skilsmisse blev gjort så nemt som muligt. Den kunne opnås, hvis den ene krævede det, også uden den andens viden. Gratis adgang til abort blev indført som en ret for alle kvinder i 1920 (I Danmark blev det først indført i 1973).

Sovjetloven erklærede ”den absolutte ikke-involvering fra staten og samfundet i seksuelle relationer, så længe de ikke gør nogen skade eller krænker nogen. Homoseksualitet, sodomi og andre former for seksuel tilfredsstillelse, der i europæisk lovgivning anses som forbrydelser mod den offentlige moral, behandles i den sovjetiske lovgivning på linje med såkaldt ’naturligt’ samleje.”

Under Zaren var homoseksualitet forbudt. Hvis man ikke passede ind i normerne for køn og seksualitet, risikerede man at ryge i arbejdslejr. Alle disse diskriminerende love blev først formelt afskaffet i 1922; men de gamle reaktionære love blev ikke opretholdt efter Oktoberrevolutionen. I den nye kriminallov fra 1922 var homoseksualitet fjernet som forbrydelse, og loven tillod ægteskab for samme køn. I 1926 blev det tilladt for individer at ændre deres kønsidentitet på pas og andre officielle dokumenter efter ønske og uden operation, psykologisk behandling eller andet lignende. Det er stadig noget, der er aktuelt i Danmark anno 2017.

Nationalisering af økonomien

Fire dage efter magtovertagelsen vedtog sovjetregeringen et dekret om indførelse af en 8-timers arbejdsdag. Det var en afgørende faktor for at gøre deltagelse i politik muligt for arbejderklassen, ikke mindst kvinderne. Bolsjevikkerne oprettede umiddelbart efter revolutionen Zhenotdel, som var et organ tilknyttet alle niveauer af partiet.. Formålet var at politisere og organisere kvinderne og trække dem ind i aktivt at styre samfundet.

Også indholdet af politik ændrede sig.

”Fra det øjeblik privatejendom til jord og fabrikker blev tilintetgjort og godsejernes og kapitalisternes magt styrtet, er de politiske opgaver blevet enkle, klare og aldeles forståelige for de arbejdende masser og de arbejdende kvinder. I det kapitalistiske samfund er kvinden sat i en ikke-ligeberettiget stilling, der betyder, at hendes deltagelse i politik udgør en forsvindende lille del sammenlignet med mandens.” (Lenin, Om opgaverne for den kvindelige arbejderbevægelse i Sovjetrepublikken, september 1919)

Lovgivningen var kun første skridt på vejen til kvindernes frigørelse. Den løste ikke problemet i sig selv. Det økonomiske grundlag for at fjerne undertrykkelse var nationaliseringen af økonomien. I programmet for det russiske Kommunistparti, som Bolsjevikkerne hed efter 1918, fra 1919 stod der:

”Partiets opgave er på nuværende tidspunkt primært at fortsætte det ideologiske og pædagogiske arbejde med henblik på endelig at udrydde alle spor af den tidligere ulighed og fordomme, især blandt de tilbagestående lag af proletariatet og bønderne. Ikke tilfreds med den formelle ligestilling af kvinder, stræber partiet efter at befri kvinder fra den materielle byrde fra en forældet husholdningsøkonomi ved at erstatte dette med bofællesskaber, offentlige spisesale, centrale vaskerier, vuggestuer m.v.”

Den nationaliserede økonomi skulle lægge grunden for en udvikling af produktionsmidlerne, så husarbejdet kunne socialiseres, og kvindens dobbeltbyrde fjernes. Først derefter kunne kvinden for alvor sidestilles med manden ikke bare juridisk, men reelt. På sigt ville en udvikling af produktionen betyde, at det materielle grundlag for al ulighed og undertrykkelse ville forsvinde.

Degenerering

Men umiddelbart efter revolutionen rejste den gamle herskende klasse med støtte fra udenlandske magter sig i en voldsom borgerkrig, der kom oven på Første Verdenskrigs ødelæggelser. Økonomien lå i ruiner. Allerede før krigen var Rusland ekstremt tilbagestående økonomisk set i en sammenligning med de udviklede kapitalistiske lande. Sovjetunionens økonomi var langt fra udviklet nok til at kunne fjerne husarbejde og erstatte familien som økonomisk enhed. Endnu kunne Bolsjevikkerne kun give politiske rettigheder og økonomiske hensigtserklæringer. I revolutionens første år handlede det om at sørge for, at befolkningen ikke døde af sult.

Trotskij, som sammen med Lenin stod i spidsen for den russiske revolution, forklarede, at først med en udvikling af økonomien kan presset fjernes fra familien og ægte menneskelige relationer skabes.

”Socialiseringen af familiens husholdning og offentlig undervisning af børnene er utænkelig uden en markant forbedring i vores økonomi som helhed. Vi har brug for flere socialistiske økonomiske former. Kun under sådanne betingelser kan vi fritage familien fra de funktioner og de bekymringer, der nu undertrykker den og får den til at falde fra hinanden. Vask må foretages på offentlige vaskerier, bespisning på offentlige restauranter og syning på offentlige systuer. Børnene må undervises af gode offentlige lærere, der føler et virkeligt kald over for deres arbejde.

Så ville båndet mellem mand og kone blive befriet fra det ydre og tilfældige, og den ene ville ophøre med at absorbere den andens liv. Ægte lighed ville endelig blive etableret. Båndet mellem dem vil afhænge af gensidig tiltrækning. Og på den baggrund især vil familien opnå en indre stabilitet, naturligvis ikke den samme for alle, men ikke tvungent for nogen.” (Trotskij, Fra den gamle familie til den nye, 1923).

Men økonomien var netop ikke udviklet nok til at socialisere familiens husholdning. Rusland var et ekstremt tilbagestående land, og revolutionen forblev isoleret. Produktionsmidlerne var ikke udviklet tilstrækkeligt til at sikre nok til alle, og det førte til opkomsten af en lille bureaukratisk klike under Stalins ledelse og revolutionens degenerering. Den politiske kontrarevolution kom tydeligt til udtryk på spørgsmålet om kvindernes stilling.

Under Stalin blev de progressive tiltag for kvinder og familien rullet tilbage. Abort blev ulovligt, og skilsmisse blev gjort besværligt og dyrt og dermed forbeholdt bureaukratiet. Piger fik undervisning i særlige ”pigeemner” i skolen for at forberede dem til deres rolle som husmødre. I 1933 blev homoseksualitet forbudt med en strafferamme op til 5 års strafarbejde.

På trods af degenereringen viste planøkonomien sit potentiale, også for kvinderne. Den forventede levetid for kvinder blev mere end fordoblet fra 30 år på Zarens tid til 74 år i 1970’erne. I 1971 var der mere end 5 millioner børnehavepladser, og 49% af eleverne på de højere uddannelser var kvinder. De eneste andre lande, hvor kvinder udgjorde over 40% på de højere uddannelser, var Finland, Frankrig, Sverige og USA.

Revolutionært potentiale

Lenin var af den faste overbevisning, at ”en revolution ikke er mulig uden kvindernes deltagelse”. Den russiske revolution viste til fulde kvindernes revolutionære potentiale. De russiske kvinder startede ikke bare revolutionen, men tog aktivt del i den. Og med god grund.

Oktoberrevolutionen betød et kæmpe fremskridt for de russiske kvinder. Revolutionen var forudsætningen for kvindernes frigørelse, men løste ikke af sig selv problemerne. Den var blot begyndelsen på at frigøre kvinderne fra husslaveriet, gøre dem til en ligestillet del af samfundet, fjerne fordomme og øge uddannelsesniveauet og bevidstheden.

Men Rusland kunne blot begynde opgaven; men landet kunne ikke føre den til ende. Til det var landet for økonomisk tilbagestående. I dag står vi langt stærkere. Den teknologiske udvikling har frembragt vidundere, som Bolsjevikkerne ikke i deres fjerneste fantasi kunne forestille sig. Det gælder vaskemaskiner, opvaskemaskiner, robotstøvsugere osv. Og det vil være vand i forhold til, hvad man kunne udvikle, hvis ressourcerne blev målrettet mod at udvikle den slags frem for f.eks. olieudvinding og våben.

I dag ser vi igen unge og arbejdere gå på gaden i protest over nedskæringer, undertrykkelse, sexisme og racisme. I Polen strejkede og protesterede kvinderne mod indskrænkning i retten til abort – og vandt! I USA og resten af verden blev Trump mødt af millioner af vrede kvinder. Kvinder involveres i de sociale kampe, og spørgsmålet om kvinders undertrykkelse er på dagsordenen i en grad, som vi ikke har set i årtier. Sexisme og kvindeundertrykkelse er en integreret del af kapitalismen og kan kun fjernes ved at rive systemet op ved roden. En socialistisk revolution er forudsætningen for kvinders befrielse.

Den russiske revolution og de russiske kvinders revolutionære energi viser den reserve af kampvilje og mod, der eksisterer for at mobilisere kvinderne i kampen for en socialistisk revolution. Bolsjevikkerne påbegyndte arbejdet for kvindernes befrielse. Nu er det op til os at færdiggøre det.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 27, marts 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen – gå med i Revolutionære Socialister]

Kilder:

Anna Hillyar og Jane McDermod, Revolutionary Women in Russia 1870-1917, Manchester Univeristy Press, 2000

Gail, Warshofsky Lapidus, Women in Soviet Russia, Univeristy of California Press, 1978

Clara Zetkin, Lenin on the Women’s question

Caroline Lund, Preface to Leon Trotsky, Woman and the Family, Pathfinder 1970

Timothy Bay, The October Revolution and the LGBTQ+ Struggle

Lenin, The Tasks Of The Working Women’s Movement In The Soviet Republic, Speech Delivered At The Fourth Moscow City Conference Of Non-Party Working Women, September 23, 1919

Trotsky, From the old Family to the New, 1923