Share

delacroix liberty‘Borgelig revolution’ eller ’national-demokratisk revolution’ er i marxismen først og fremmest en betegnelse for de klassiske revolutioner, hvor borgerskabet – bourgeoisiet, som er den ejendomsbesiddende klasse fra byerne, gennem revolutionære midler omstyrtede monarkierne og adelen og satte den nuværende parlamentariske borgerlige stat i deres sted. Nogle af de første og mest kendte borgerlige revolutioner er: den engelske revolution (1640’erne), den amerikanske revolution (el. uafhængighedskrigen, 1776) og den franske revolution (1789). De primære opgaver, der blev løst ved de klassiske borgerlige revolutioner, var: Skabelsen af relativt store selvstændige nationalstater, indførelse af parlamentarisk demokrati, jordreform, der gav jord til bønderne, og sikring af den private ejendomsret.

“Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie”, skriver Marx og Engels i det kommunistiske manifest. Heri er også en beskrivelse af, at de borgerlige revolutioner blev skabt af klassekampen. I England og Frankrig blev borgerskabet undertrykt af kirken, kongen og adelen og i Nord-Amerika af de britiske imperialister.

Der blev i forbindelse med revolutionerne skrevet vigtige dokumenter for liberale så som Englands ‘Bill of Rights’ (1689), USA’s uafhængighedserklæring (1776) og Frankrigs menneskerettighedserklæring (1789) Disse dokumenter bliver stadig den dag i dag ofte citeret og ses som grundlæggende for de borgerlige-liberale nationer, som vesten er domineret af.

Borgerskabet spillede i disse revolutioner, således som Marx og Engels skriver videre i det kommunistiske manifest, en revolutionær og dermed progressiv rolle i historien. Den feudale samfundsstruktur var blevet en hindring for den fremspirende kapitalisme. Kun ved en omvæltning af feudalismen kunne kapitalismen sættes fri og skabe større rigdomme og et større og mere effektivt produktionsapparat. De borgerlige revolutioner var altså nødvendige for at kunne føre samfundet fremad i marxistisk forstand.

De borgerlige revolutioner skabte formel lighed med lighed for loven. Med udviklingen af produktionsmidlerne er grundlaget lagt for også at kunne skabe social lighed. Det kræver dog en social revolution. Borgerskabet har på den måde lagt grobunden for sin egen undergang.

Der findes imidlertid den dag i dag stadig ex-koloniale lande, hvor den borgerlige eller mere præcist den national-demokratiske revolutions opgaver ikke er løst. Disse lande, som har før-kapitalistiske strukturer, er blevet kastet ind i verdensmarkedet. Deres svage nationale borgerskaber har fundet deres plads i det internationale hierarki, ofte helt sammenflettet med de store jordejere og andre halv-feudale klasser. I disse lande er de nationale borgerskaber svage og spiller ligesom i de udviklede kapitalistiske lande en reaktionær rolle, da deres profitter netop er betinget af status quo.

I disse ex-koloniale lande står marxister for, at arbejderklassen fører en ubøjelig kamp imod borgerskabet for at gennemføre den national-demokratiske revolutions opgaver – borgerskabets egne historiske opgaver. Men i denne klassekamp kan arbejderklassen ikke stoppe ved de borgelige opgaver, men kan og bør bevæge sig videre og omstyrte også det reaktionære nationale borgerskab og dermed begive sig på vej mod selv at tage magten – i en socialistisk revolution.

 

Yderligere information