Share

TrotskijVi bringer her en artikel af Leon Trotskij om fagforeningerne i Storbritannien og stalinisternes forfejlede politik i forhold til disse i 30'erne. Trods forskellighed i både tid og sted, er der mange elementer der går igen fra den britiske til den danske fagbevægelse. Klassernes styrkeforhold var selvfølgelig ganske anderledes end i dag og fascismen truede i flere lande, ikke mindst Tyskland. Alligevel har mange af Trotskij's konklusioner i dette korte værk, alligevel værdi for marxister, der arbejder i fagbevægelsen i Danmark i dag.

Fagforeningerne i Storbritannien

Af Leon Trotskij
Ligesom i de fleste gamle kapitalistiske lande er og bliver fagforeningsspørgsmålet det vigtigste spørgsmål i proletarisk politik i Storbritannien. Kominterns (den Kommunistiske Internationale, red.) fejltagelser på dette område er utallige. Det er ikke mærkeligt: et partis manglende evne til at skabe et korrekt forhold til klassen afsløres tydeligst i fagbevægelsen. Derfor anser jeg det for nødvendigt at opholde mig ved dette spørgsmål.

Fagforeningerne blev dannet i kapitalismens vækst- og opkomstperiode. De havde som opgave at hæve proletariatets materielle og kulturelle stadie og udvide dets politiske rettigheder. Dette arbejde varede i over hundrede år i England og gav fagforeningerne en umådelig autoritet blandt arbejderne. Den britiske kapitalismes forfald, i sammenhæng med det verdenskapitalistiske systems nedgang, underminerede grundlaget for reformistisk arbejde i fagforeningerne. Kapitalismen kan kun holde sig selv i live ved at sænke arbejderklassens levestandard. Under disse forhold kan fagforeningerne enten omdanne sig til revolutionære organisationer eller blive kapitalens politi i den øgede udbytning af arbejderne. Fagforeningsbureaukratiet, som har løst sine egne sociale problemer tilfredsstillende, valgte det sidste. Det vendte fagforeningernes oparbejdede autoritet imod den socialistiske revolution og endog imod ethvert forsøg fra arbejderne på at gå imod kapitalens og reaktionens angreb.

Fra da af blev den vigtigste opgave for det revolutionære parti at frigøre arbejderne fra fagforeningsbureaukratiets reaktionære indflydelse. På dette afgørende område afslørede Komintern sin komplette utilstrækkelighed. I 1926-27, især i perioden med minearbejdernes strejke og generalstrejken, dvs. på et tidspunkt, hvor fagforeningernes generalråd begik de største forbrydelser og forræderier, logrede Komintern underdanigt for højtplacerede strejkebrydere, gav dem sin autoritet i massernes øjne, og hjalp dem til at forblive i sadlen. Det var på den måde, at Minoritetsbevægelsen fik dødsstødet. Skræmt af resultaterne af sit eget arbejde, gik Komintern-bureaukratiet over til ultra-radikalismen. De ødelæggende udskejelser i "tredje periode" [1] udsprang af ønsket hos den lille kommunistiske minoritet om at handle, som om den havde majoriteten bag sig. Kommunistpartiet isolerede sig mere og mere fra arbejderklassen ved at sætte sine egne fagforeningsorganisationer op over for de fagforeninger, der omfattede millioner af arbejdere. Disse fagforeninger var meget lydige over for Kominterns ledelse, men var adskilt fra arbejderklassen af en afgrund. Man kunne ikke have gjort fagbureaukratiet en større tjeneste. Havde det haft magt til at uddele Hosebåndsordenen, skulle det have dekoreret lederne af Komintern og Profintern [2] med den.

Som sagt spiller fagforeningerne nu ikke en progressiv rolle, men en reaktionær rolle. Ikke desto mindre omfatter de stadig millioner af arbejdere. Man skal ikke tro, at arbejderne er blinde og ikke ser fagforeningernes ændrede historiske rolle. Men hvad må der gøres? Den revolutionære vej er alvorligt kompromitteret i venstreorienterede arbejderes øjne af den officielle kommunismes zig-zag-kurs og eventyr. Arbejderne siger til sig selv: Fagforeningerne er dårlige, men uden dem ville det være endnu værre. Det er den psykologi, der udspringer af at være i en blindgyde. I mellemtiden forfølger fagforeningsbureaukratiet de revolutionære arbejdere hårdere og hårdere; stadig mere uforskammet erstatter det det interne demokrati med tilfældige klike-handlinger; i realiteten omformer det fagforeningerne til en slags koncentrationslejre for arbejderne under kapitalismens forfald.

Under disse forhold kommer man let til at tænke: Er det ikke muligt at overhale fagforeningerne? Er det ikke muligt at erstatte dem med en eller anden slags frisk, ukorrumperet organisation såsom revolutionære fagforeninger, fabrikskomiteer, sovjetter, o. l.? Den grundlæggende fejltagelse ved sådanne forsøg består i at reducere det store politiske problem; hvordan masserne frigøres fra fagforeningsbureaukratiets indflydelse - til organisatoriske eksperimenter. Det er ikke nok at tilbyde masserne en ny adresse. Det er nødvendigt at søge masserne, hvor de er, og lede dem.

Utålmodige venstreorienterede siger nogle gange, at det er absolut umuligt at vinde fagforeningerne, fordi bureaukratiet bruger organisationernes interne magtstruktur til at forsvare sine egne interesser og tyr til det værste intrigemageri, undertrykkelse og klar uhæderlighed, i samme ånd som det parlamentariske oligarki i 'rotten boroughs'-æraen. [3] Hvorfor så spilde tid og energi? Dette argument indebærer i virkeligheden en opgivelse af den faktiske kamp for at vinde masserne, og det bruger fagforeningsbureaukratiets korrupte karakter som undskyldning.

Denne argumentation kan udvikles videre: Hvorfor ikke i det hele taget opgive revolutionært arbejde, regeringsbureaukratiets undertrykkelse og provokationer taget i betragtning? Der er ingen principiel forskel her, eftersom fagforeningsbureaukratiet endegyldigt er blevet en del af det kapitalistiske apparat, økonomisk og administrativt. Det er absurd at forestille sig, at det skulle være muligt at arbejde mod fagforeningsbureakratiet med dets egen hjælp, eller bare med dets samtykke. Eftersom det forsvarer sig selv med forfølgelse, vold, eksklusioner, og ofte tyr til assistance fra regeringsorganer, må vi lære at arbejde diskret i fagforeningerne; vi må finde et fælles sprog med masserne, men ikke afsløre os for tidligt for bureaukratiet. Det er netop i denne epoke, hvor proletariatets reformistiske bureaukrati har omdannet sig til kapitalens økonomiske politi, at revolutionært arbejde i fagforeningerne, gennemført intelligent og systematisk, vil kunne give afgørende resultater inden for relativt kort tid.

Hermed mener vi ikke, at det revolutionære parti har nogen garanti for, at fagforeningerne bliver vundet fuldstændigt for den socialistiske revolution. Problemet er ikke så enkelt. Fagforeningsapparatet har opnået en stor uafhængighed i forhold til masserne. Bureaukratiet er i stand til at bevare sine positioner lang tid efter, at masserne har vendt sig mod det. Men det er netop sådan en situation - hvor masserne allerede er fjendtligt indstillet over for fagforeningsbureaukratiet, men hvor bureaukratiet stadig er i stand til at misrepræsentere organisationens opfattelse og til at sabotere nyvalg - der er mest egnet til dannelsen af fabrikskomiteer, arbejderråd og andre organisationer skabt til de øjeblikkelige behov på et givet tidspunkt. Selv i Rusland, hvor fagforeningerne ikke havde noget, der lignede de britiske fagforeningers magtfulde tradition, gennemførtes revolutionen med mensjevikkernes dominans i administrationen af fagforeningerne. Selv om de havde mistet masserne, var disse administratorer stadig i stand til at sabotere valg til poster i apparatet, selv om de allerede var ude af stand til at sabotere den proletariske revolution.

Det er absolut nødvendigt lige nu at forberede de avancerede arbejdere på ideen om at skabe fabrikskomiteer og arbejderråd i det øjeblik, hvor der sker en pludselig forandring. Men det ville være en stor fejltagelse at 'lege' med parolen om fabriksråd, og trøste sig selv med denne 'idé', fordi man mangler virkeligt arbejde og virkelig indflydelse i fagforeningerne. At sætte den abstrakte idé om arbejderråd op imod fagforeningerne ville betyde, at man satte sig op imod ikke bare bureaukratiet, men også masserne, og på den måde fratog sig selv muligheden for at lægge grunden for dannelsen af arbejderråd.

På dette område har Komintern høstet ikke så få erfaringer: den har skabt lydige, dvs. rent kommunistiske fagforeninger; den satte sine sektioner op imod de arbejdende masser på en fjendtlig måde og dømte dermed sig selv til total impotens. Det er en af de mest afgørende årsager til det tyske Kommunistpartis sammenbrud. Det er rigtigt, at det britiske Kommunistparti, så vidt jeg er informeret, er imod parolen om arbejderråd under de nuværende forhold. Overfladisk kan det forekomme som en realistisk vurdering af situationen. I virkeligheden afviser det britiske Kommunistparti bare én slags eventyrpolitik til fordel for en anden, mere hysterisk form. Socialfascisme-teorien og -praksissen [4] og afvisningen af enhedspolitikken skaber uovervindelige hindringer for arbejdet i fagforeningerne, eftersom enhver fagforening i sin natur er formen for en vedvarende enhedsfront af revolutionære partier med reformisterne og de ikke-parti-organiserede masser. I den grad det britiske Kommunistparti viste sig ude af stand til, selv efter den tyske tragedie, at lære noget som helst og væbne sig påny, i den grad kan en alliance med det trække selv ILP (Independent Labour Party, venstreudsplit fra Labour) ned - ILP, som først for nylig har påbegyndt sin revolutionære læretid.

Pseudo-kommunister vil uden tvivl henvise til den sidste fagforenings-kongres, som erklærede, at der ikke kunne være tale om en enhedsfront med kommunister mod fascismen. Det ville være aldeles tåbeligt at acceptere denne visdom som historiens endelige dom.

Fagforeningsbureaukraterne kan kun tillade sig selv den slags pralende formuleringer, så længe de ikke er umiddelbart truet af fascismen eller af kommunismen. Når fascismens hammer hænger over hovedet på fagforeningerne, så vil fagforeningsmasserne - ved en korrekt politik fra det revolutionære parti - udøve et uimodståeligt pres for en alliance med den revolutionære fløj og vil bære selv en del af apparatet med sig. Modsat, hvis kommunismen bliver en afgørende kraft, der truer fagforeningsledelsen med tab af positioner, ære og indtægt, vil de herrer Citrine [5] og co. utvivlsomt gå i en blok med Mosley [6] og co. mod kommunisterne. På samme måde drev de russiske mensjevikker og socialrevolutionære sammen med bolsjevikkerne general Kornilov tilbage i august 1917. To måneder senere, i oktober, kæmpede de hånd i hånd med Kornilovisterne mod bolsjevikkerne. Og i de første måneder af 1917, da reformisterne stadig var stærke, udbredte de sig, ligesom Citrine og co., om umuligheden af at danne en alliance med et diktatur, højre eller venstre.

Det revolutionære proletariske parti må svejses sammen af en klar forståelse af dets historiske opgaver. Det kræver et videnskabeligt baseret program. Samtidig må det revolutionære parti vide at etablere et korrekt forhold til klassen. Det kræver en politik med revolutionær realisme, lige fjernt fra opportunistisk vaghed og sekterisk reserverethed. Ud fra begge disse tæt forbundne kriterier, burde ILP atter overveje sit forhold til Komintern, såvel som til alle andre organisationer og tendenser inden for arbejderklassen. Det angår først og fremmest ILP's egen skæbne.

4. september 1933

[Interessert i marxistisk teori? - gå med i Revolutionære Socialister]

Noter:

[1]: Tredie periode. Ifølge et stalinistisk historieskema var denne kapitalismens sidste periode, startende i 1928, med dens umiddelbart forestående bortdøen og erstatning af sovjetter. Den var præget af kommunisternes ultravenstre- og eventyr-taktik.

[2]: Profintern. Den røde Fagforenings-internationale kendt som Profintern efter de russiske begyndelsesbogstaver. Den blev grundlagt i Moskva i 1921 som en konkurrent til den traditionelle reformistiske internationale arbejdersammenslutning, som havde hovedkvarter i Amsterdam.

[3]: Rotten borough. Valgkreds, der før 1832 sendte egen repræsentant til Parlamentet, skønt vælgertallet var ganske ringe.

[4]: Social-fascisme. En af de mest katastrofale opfindelser i en "tredie periode". Efter Stalins udsagn var socialisterne og fascisterne ikke antagonistiske "men tvillinger". Kommunister over hele verden kaldte de socialdemokratiske partier og fagforeninger for "social-fascistiske", og som følge heraf en større fare end de rigtige fascister. Dette umuliggjorde en enhedsfront mod nazismen og andre fascistiske bevægelser.

[5]: Citrine, Sir Walter (1887- ). Generalsekretær for den britiske fagforenings Kongres (TUC) 1926-1946. Udnævnt til ridder for sine tjenester for britisk kapitalisme i 1935.

[6]: Mosley, Sir Oswald (1896-). Formand for de britiske fascister og nationalsocialisters forening.

 

Yderligere information