Reform er et ord, som man i dag støder på i mange sammenhænge. Hvis man kigger på ordets egentlige betydning, betegner det en form for ændring. Hvis man reformerer noget, ændrer man det. Inden for marxistisk terminologi er ordet med til at beskrive to forskellige veje frem i samfundsudviklingen: Reform eller revolution.
Den første til at formulere reformismen som teori i arbejderbevægelsen var den tyske socialdemokrat Bernstein med en række artikler i 1897-98. For Bernstein var det afgørende at reformere det nuværende samfund, ikke målet om at skabe et socialistisk samfund.
En af Bernsteins store modstandere var Rosa Luxemburg i kampene i det tyske Socialdemokrati. I 1889 skrev hun en række artikler, ”Socialreform eller revolution”, som et modsvar til Bernstein. Deres diskussion foregreb splittet i arbejderbevægelsen mellem den reformistiske og den revolutionære fløj.
Rosa Luxemburg argumenterer for, at en revolution er nødvendig - at så længe vi accepterer den nuværende stat, accepterer vi også, at vedtagne love og reformer i sidste ende varetager én klasses interesser: kapitalisternes. Luxemburg var absolut ikke imod reformer, men forklarede, at kampen for reformer ikke kunne adskilles fra kampen for en socialistisk revolution.
Helt ud på venstrefløjen er diskussionen stadig relevant i dag. Enhedslistens Pelle Dragsted m.fl. mener fx., at ”hvis vi udbygger den offentlige sektor, kan vi til sidst fortrænge kapitalismen indefra”. Han nævner ikke noget om behovet for et revolutionært opgør med kapitalismen og kampen for et klasseløst socialistisk samfund.
En socialistisk revolution stræber mod at skabe et klasseløst samfund. De to væsentligste klasser, som vi ser i dag (arbejderklassen og kapitalistklassen), betegner de to gruppers forhold til produktionsmidlerne. Dette forhold er et økonomisk forhold, og det er ikke opstået ud af lovgivning. Man kan derfor ikke lovgive sig ud af et klassesamfund, der ikke er fastsat ved lov.
Kapitalismens indre modsætninger fører til kriser. Som vi ser i dag, får reformer den modsatte betydning end i arbejderbevægelsens start: i dag betyder reformer nedskæringer. Man kan ikke regulere sig ud af kapitalismens indre modsætninger og undgå kriser. Reformismen opererer inden for systemets rammer. Derfor ender de i deres forsøg på at administrere et kapitalistisk system i krise med at skære ned og forsvare det selvsamme system i stedet for at kæmpe for at omstyrte det.
Bragt i Revolution Nr. 16, februar 2016. Tegn abonnement og få Revolution ind ad brevsprækken eller i mailboksen ti gange om året.
