Arbejderbevægelsens historie er uløseligt forbundet med kampen for at bygge en international organisation til kampen for socialisme. Marx og Engels formulerede det tydeligt og utvetydigt allerede i 1848 i Det Kommunistiske Manifest, ikke mindst som parole i slutningen: "Proletarer i alle lande, foren jer!". De var fra 1864 med til at opstarte og bygge den første internationale, der skulle være et redskab for arbejderklassens internationale kamp for socialisme.

Marx forklarer, at det er kapitalismen selv, der smadrer nationalstaternes funktion ved at sprede sig ud over hele kloden. Kapitalismen har spredt handlen og produktionen udover hele verden, først med transport til søs og til land men nu også digitalt. Naturligvis afhængig af, hvor avanceret et produkt, der er tale om, vil det, at følge fx en bils eller en telefons produktionskæde helt tilbage råstofudvinding føre hele verden rundt og involvere tusindvis af arbejdere.

Workers of the World UniteAllerede i 1848 påpeger Marx denne tendens, som er eksploderet i opfang sidenhen: "Til de reaktionæres store sorg har [verdensmarkedet] slået den nationale grund væk under fødderne på industrien." Og hvad der gælder industrien gælder i lige så høj grad for kulturen, som også udvikles internationalt på tværs af grænser.

Nationalstaterne var i starten progressive, men i dag udgør de en bremse på den videre udvikling af produktionen. Hvor nogle på venstrefløjen ser ”globaliseringen” som en udvikling væk fra demokrati, væk fra det nære og kendte, til fordel for et fremmedgørende abstrakt fællesskab, ser vi marxister denne bevægelse, selvom den til tider er modsætningsfuld, som en fundamentalt set positiv udvikling. Kapitalismens udvikling betyder, at vi i dag kan producere mere end nok til at brødføde hele jordens befolkning. Det problem vil kapitalismen til gengæld aldrig kunne løse, med dens ulidelige jagt på profit - kun en socialistisk planlagt økonomi vil kunne tilgodese menneskehedens behov. En socialistisk planøkonomi kan kun fungere, hvis den er international, fordi den bygges på det, der allerede er: kapitalismen som et globalt system.

Samtidig har ”globaliseringen” også skabt det redskab, der kan fjerne det kapitalistiske system, der nok kan producere nok mad, men ikke kan sikre, at folk alligevel ikke dør af sult: en global arbejderklasse. Kapitalismens spredning på verdensplan skabte en global arbejderklasse, der med Marx’ ord ”ikke har noget fædreland”. På tværs af grænser har arbejderklassen fælles interesse i at kæmpe mod kapitalismen og borgerskabet.

Kampen om at opbygge en internationale har dog ikke altid været lige nem og har altid været præget af kampen om forskellige ideer. Det største nederlag for internationalismen er dog utvivlsomt den udvikling, der skete i 3. Internationale, den kommunistiske internationale, under Stalin.

Umiddelbart efter Lenins død fremførte Stalin i 1924 tesen om 'Socialisme i et land', der gik ud på, at verdensrevolutionen var aflyst til fordel for at opbygge et stærkt Sovjetunionen, i direkte modstrid med Lenins strategi om at den russiske revolution kun kunne være gnisten, der antændte en revolutionær bølge i de udviklede kapitalistiske lande. Der kom en bølge, men revolutionerne slog desværre fejl, hvilket isolerede Rusland. Teorien om socialisme i et land førte til en nationalistisk degenerering af de nationale sektioner i den Kommunistiske Internationale, der gik fra at være et organ for verdensrevolutionen til et udenrigspolitisk værktøj for Moskva.

Internationalerne er forsvundet eller degenereret, og national selvtilstrækkelighed stikker sit grimme ansigt frem på venstrefløjen. For marxister er internationalisme og international solidaritet ikke tomme floskler, men den eneste måde arbejderklassen kan kæmpe for sin egen befrielse. Overalt mødes arbejderklassen af samme angreb og spilles ud mod hinanden – det har ført til en revolutionær bølge i det ene land efter det andet – det er på tide at sætte den internationale klassekamp tilbage på dagsordenen!

 [Læs også: Hvem er Revolutionære Socialister]

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 9 – juni 2015. Tegn abonnement og modtag den trykte udgave 10 gange om året.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.