Bragt som forord i Forlaget Marx’ nye genudgivelse af Rosa Luxemburgs “Socialreform eller revolution?”
”Debatten om reform vs. revolution er en blindgyde”
Det var overskriften på et indlæg på Modkraft.dk i januar 2014 skrevet af Enhedslistens politiske rådgiver Pelle Dragsted, der har været en af bagmændene bag at ”normalisere” partiet og hive det ind mod den politiske midte.
I indlægget skriver han bl.a.:
”Kun to veje?
Når kritikerne kan komme frem til en konklusion, om at jeg bare ønsker en tilbagevenden til den socialdemokratiske velfærdsstat, er det fordi de opererer med den misopfattelse, at der grundlæggende kun er to veje til samfundsforandring. Den revolutionære/leninistiske og den reformistisk/socialdemokratiske.
Enten tror man på det store pludselige revolutionære brud, stormen på vinterpaladset og den efterfølgende opbygning af det nye socialistiske samfund fra scratch. Ellers tror man på gradvise og nytteløse reformer baseret på klassesamarbejde.
På trods af at denne grundantagelse i mange år har præget venstrefløjens debatter, er det efter min mening absurd at tro, at man kan opdele noget så diverst og komplekst som en samfundsforandring i to skarpt adskilte kategorier.
[…] Når vi taler om socialistisk samfundsforandring vil det være langt mere i overensstemmelse med virkeligheden, at se det som et kontinuum af forskellige strategier. Der er ikke to veje – men myriader af veje til socialismen.”
Indlægget var et indspark i den debat, der foregik i Enhedslisten op til, at partiet på sit 25. landsmøde vedtog et nyt program. Hvorvidt Pelle Dragsted bevidst henviser til Rosa Luxemburgs værk i sin overskift eller ej ved vi ikke, men Rosa Luxemburgs mere end 100 år gamle tekst kunne lige så godt være skrevet i dag.
Er der noget der befinder sig i en blindgyde, så er det det kapitalistiske system. Den økonomiske krise underminerer hele det kapitalistiske system. Massernes tillid til alle det borgerlige demokratis institutioner – politikere, medier, monarkiet, eksperter osv. – smuldrer. Et voksende lag radikaliseres og leder efter alternativer til kapitalismen. Netop på det tidspunkt ser vi de etablerede venstrefløjspartier i Danmark og i Europa rykke mod midten og forlade al snak om revolution. I stedet præsenteres vi for en utopi om en tilbagevenden til de gode gamle dage.
Rosa Luxemburg svarede alle disse argumenter for mere end 100 år siden i sit mesterværk ”Socialreform eller revolution”. Bogen er relevant for alle, der følger den pågående debat i Enhedslisten og på resten af venstrefløjen både i Danmark og internationalt.
Socialreform eller revolution
Rosa Luxemburg blev født i en lille landsby i Polen 5. marts 1871. Bare 16 år gammel blev hun aktiv i den revolutionære socialistiske bevægelse. Hun kom hurtigt i politiets søgelys og måtte i flygte i eksil. Hun tog først til Zürich i Schweiz, der var centrum for de polske og russiske emigranter på det tidspunkt. Her begyndte hun på universitetsstudier, og blev samtidig en aktiv del af den lokale arbejderbevægelse, samtidig med at hun fortsatte arbejdet blandt de polske emigranter.
I en alder af 22 år var hun velkendt i den internationale arbejderbevægelse og repræsenterede det polske parti på Anden Internationales, der bestod af de dengang revolutionære socialdemokratier, kongres i 1893. I 1898 tog hun til Tyskland og begyndte arbejdet for det tyske socialdemokrati, SPD’s teoretiske magasin Die Neue Zeit. Den tyske arbejderbevægelse var på daværende tidspunkt den absolut stærkeste i verden. I 1914, før krigen, havde partiet 1.085.905 medlemmer og ved valgene i 1912 fik partiet 4.250.000 stemmer og var mønstereksemplet for alle partier i Anden Internationale.
Men i det tyske Socialdemokrati begyndte en reformistisk fløj at vokse frem. SPD var ligesom resten af Anden Internationale marxistisk og kæmpede for socialisme som det eneste alternativ til kapitalismen. Men Anden Internationale voksede frem i en periode med kapitalistisk opsving, hvor kapitalisterne havde råd til at ”købe” et lag i toppen af arbejderklassen med bedre forhold. Med det voksede ideen frem om, at et revolutionært brud med kapitalismen ikke var nødvendigt, kapitalismen ville gå evigt fremad, og at socialister, gennem reformer vedtaget i parlamentet, gradvist kunne indføre socialismen.
Bannerføreren for denne revision af marxismen var den tyske socialdemokrat Bernstein. For ham blev ”bevægelsen alt, målet intet”. Det var som svar på disse ideer, at Rosa Luxemburg skrev ”Socialreform eller revolution”, der udkom første gang i 1899.
Køb genudgivelsen af Rosa Luxemburgs mesterværk: “Socialreform eller revolution?” hos Forlaget MarxI Socialreform eller revolution udsætter Rosa Luxemburg Bernsteins ideer for en bidende kritik. På overfladen kunne det se ud til, at hun er enig med Pelle Dragsted i, at en modstilling mellem reform og revolution er en blindgyde, når hun i forordet skriver: ”For socialdemokratiet består der mellem socialreformen og den sociale revolution en uadskillelig sammenhæng, i hvilken kampen for socialreformen er midlet, men den sociale omvæltning målet. Et modsætningsforhold mellem disse to elementer i arbejderbevægelsen finder vi først i Ed. Bernsteins teorier […]”.
Men Pelle Dragsted gør som Bernstein, og som mange andre ledere af venstrefløjen har gjort tidligere, og skjuler sin revision af marxismen under dække af et forsvar for selvsamme marxisme. En teknik som Rosa Luxemburg afslører i denne bog: ”Den, der i dag vil gå for at være socialist, men samtidig erklærer den marxistiske lære krig – den lære, der er det vældigste produkt af menneskelig ånd i dette århundrede – må begynde med en ubevidst hyldest til den, idet han først og fremmest selv bekender sig til marxismen og søger støttepunkter for at bekæmpe den i selve den marxistiske lære, idet dette blot fremstilles som en videreudvikling.”
Det afgørende element i revisionismen, både i den bernsteinske og i alle senere varianter, er opgøret med den socialistiske revolution som endemålet. Et opgør man finder første gang hos Bernstein, og som Rosa Luxemburg vender al sin kraft imod. Hun viser med en marxistisk økonomisk analyse, hvordan de indbyggede modsætninger i kapitalismen ikke kan løses inden for kapitalismens rammer og at socialismen ikke kan vokse ud af kapitalismen, men kun kan komme gennem et brud, en socialistisk revolution. Og hun viser samtidig, hvilket toppen i Enhedslisten forsøger at affeje i dag, at det er fuldstændig afgørende at have sig endemålet for øje. Det er ikke nok at være ”anti-kapitalistisk”, det er nødvendigt at være revolutionær socialistisk. Som hun på genial vis skriver, er reform og revolution ikke ”forskellige metoder i det historiske fremskridt, som man efter behov kan vælge ved historiens buffet som varme eller kolde pølser”. […] ”Den, der derfor taler om reformmetoden over lovgivningsvejen i stedet for og i modsætning til erobringen af den politiske magt og samfundets omvæltning, vælger i virkeligheden ikke en roligere, sikrere, langsommere vej til samme mål, men et helt andet mål, nemlig uvæsentlige forandringer i den gamle samfundsform i stedet for indførelsen af en ny samfundsform.”
Luxemburg og venstrefløjen
Rosa Luxemburg anses måske især siden 1970’erne som mere ”spiselig” end Lenin for mange på venstrefløjen. På hjemmesiden Leksikon.org, der er startet af de nu nedlagte Venstresocialister, kan man fx læse: ”I socialismens historie er Rosa Luxemburg udgangspunkt og permanent kraftkilde for en ’tredje retning’ mellem leninisme og revisionisme.” Det er korrekt, at Luxemburg var uenig med Lenin på en række punkter, men det ændrer ikke på, at hun var marxist og ubetinget revolutionær, og altså ikke stod for en ’tredje vej’.
Hun støttede den russiske revolution trods kritik, og lederne af Oktoberrevolutionen anerkendte hende som en stor revolutionær.
Lenin skrev således efter hendes død: ”En ørn kan vel ofte flyve lavere end en høne, men aldrig formår en høne at flyve så højt som en ørn. Rosa Luxemburg tog fejl, da det gjaldt spørgsmålet om Polens uafhængighed; hun tog i 1903 fejl i bedømmelsen af mensjevismen, hun tog fejl, da det gjaldt teorien om kapitalakkumulationen, hun tog fejl, da hun i juli 1914 sammen med Plekanov, Vandervelde, Kautsky og andre gik ind for en forening af bolsjevikkerne med mensjevikkerne; hun tog fejl i sit fængselsskrift fra 1918, (hvori hun i øvrigt selv efter at have forladt fængslet i slutningen af 1918 og i begyndelsen af 1919 stort set korrigerede sin fejl). Men trods alle disse hendes fejl var – og forblev hun for os – en ørn. Og ikke bare vil kommunister over hele verden værne hendes minde, men hendes biografi og hendes samlede værker […] vil tjene som brugbare lærebøger til at træne mange generationer af kommunister over hele verden.”(Uddrag fra Lenins ’Notes of a Publicist”, oversat fra Marxist.com)
Og Lenin er så absolut ikke kendt for at dele rundhåndet ud af rosende ord.
Rosa Luxemburgs forstod før Lenin den reformistiske degenerering, der foregik i det tyske socialdemokrati, fordi hun stod midt i processen. Hun forsvarede med næb og klør den revolutionære marxisme i den tyske og internationale arbejderbevægelse. Først i 1914 blev det klart for Lenin, hvor langt degenereringen i SPD var gået, da han så, at det tyske Socialdemokrati havde stemt for krigsbevillinger og dermed støttede det tyske borgerskab i Første verdenskrig. Stik imod Internationalens beslutning havde dens ledere sanktioneret deres nationale herskende klasser i at kaste arbejdere ud i nedslagtningen af arbejdere. Det er velkendt, at da Lenin først så forsiden af den tyske avis Vorwärts, der annoncerede beslutningen, troede han, at det var en forfalskning fra den tyske generalstab. Da han blev klar over realiteterne, indledte han omgående et skånselsløst angreb på de samme tyske revisionister, som Rosa Luxemburg havde bekæmpet i årevis og sammen med hende og en håndfuld andre begyndte han forsvaret for internationalismen.
Rosa Luxemburg var nok uenig med Lenin i en række spørgsmål, men hun kan ikke bruges til forsvar for hverken anarkisme eller andre mere eller mindre ultravenstre-angreb på leninismen, som det gøres af dele af venstrefløjen i dag. Hun var marxist til fingerspidserne.
Mordet på Rosa Luxemburg
Rosa Luxemburgs største fejltagelse var, at hun ikke forstod behovet for at bygge en organiseret marxistisk tendens bestående af kadrer, dvs. marxister der er i stand til at analysere en situation og handle, som Lenin, der havde bygget bolsjevikkerne inden i det russiske socialdemokrati. Tværtimod havde hun set, hvordan der i det kæmpe apparat i det tyske SPD opstod et bureaukrati og en politisk degenerering, og hun vendte sig derfor lidt naivt imod centralisme og kritiserede skarpt Lenins ideer om behovet for at opbygge en demokratisk centralistisk organisation.
Dette blev fatalt, da den tyske revolution brød ud i 1918. I November 1918 væltede de tyske arbejdere og soldater den tyske kejser og stod med magten i hænderne, som under Februarrevolutionen i Rusland i 1917. Over hele Tyskland opstod arbejder- og soldaterråd eller sovjetter (som betyder råd på russisk). Og præcis som i Rusland gav arbejderne i første omgang magten til dem, de kendte bedst – de reformistiske ledere i SPD. Arbejderklassen lærer gennem erfaring og kun gennem at teste ledere og partier kan den sammenligne ord med handling og i praksis se, hvem der forråder, og hvem der konsekvent forsvarer dens interesser. Derfor starter en revolutionær proces ofte med at give magten til de mindst radikale af arbejderklassens ledere. SPD kom til magten i Tyskland og gjorde med det samme, hvad det kunne for at stoppe revolutionen fra at ende i et ”russisk Oktober”: Altså at de revolutionære, i spidsen for arbejderklassen, tager magten og omvælter kapitalismen.
Fordi Rosa Luxemburg og de andre tyske revolutionære ikke havde bygget en marxistisk kadreorganisation omkring sig, men snarere et løst netværk af ligesindede, blev Kommunistpartiet, der blev dannet midt i kampens hede omkring nytår 1918/1919 fra starten præget af ultra—venstretendenser. De unge tyske kommunister var uden tvivl dedikerede revolutionære, men utålmodige og begik en række fejl. De begik den fatale fejl at forveksle, hvad de selv forstod ved massernes bevidsthed. Fx afviste de (imod Rosa Luxemburgs anbefaling) at arbejde i fagforeningerne med den begrundelse, at fagforeningslederne var reformister og reaktionære. Mens denne karakteristik objektivt set var korrekt, så havde størstedelen af de tyske arbejdere på dette tidspunkt stadig illusioner omkring disse ledere; om at de ville forsvare arbejderklassens interesser. Sådanne illusioner forsvinder ikke bare, fordi, revolutionære råber forræder efter reformisterne. Det var nødvendigt, at arbejderne gennem praksis så forskellen på reformisternes ord og handlinger og dermed kunne drage deres egne konklusioner. De tyske kommunisters opgave var derfor, som Lenin havde advokeret i Rusland mellem februar og oktober 1917, at ”forklare tålmodigt” og derigennem vinde flertallet blandt masserne over på revolutionens side.
Det er ikke nok at have de korrekte ideer, det er også nødvendigt med en organisation. Det tyder da også på, at Rosa Luxemburg i sine sidste dage begyndte at lægge større vægt på behovet for en revolutionær organisation.
6. januar 1919 skrev hun:
”Tyskland har indtil nu været det klassiske land for organisation. Her er vi fanatiske omkring organisation og paraderer det. Alt må ofres for ”organisationen”, sund fornuft, vores mål og bevægelsens evne til at handle. Hvad ser vi i dag? I det afgørende øjeblik i revolutionen, fejler dette højt besungne organisationstalent på den mest ynkelige vis.” (Die Rote Fahne, 6. januar, 1919)
Og 11. januar:
”Fraværet af ledelse, det ikke-eksisterende center til at organisere den berlinske arbejderklasse, kan ikke fortsætte. Hvis revolutionens sag skal gå fremad, hvis proletariatets sejr, socialismen, skal blive til andet end en drøm, må de revolutionære arbejdere opsætte ledende organisationer, der er i stand til at guide og udnytte massernes kampvilje.” (Die Rote Fahne, 11. januar, 1919)
Men det var for sent. Lederne af SPD forsvarede kapitalismen og modsatte sig med alle midler, at arbejderne overtog magten og opsatte et rådsdemokrati. De var parate til at drukne revolutionen i blod. Og en del af denne blodtørst var rettet mod lederne af kommunisterne i Tyskland, Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg. De ville hugge hovedet af bevægelsen. Den herskende klasse, hjulpet af deres socialdemokratiske blodhunde i regeringen, slog hårdt ned. 15. januar 1919 blev Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg arresteret. I politiets varetægt blev begge myrdet. Den officielle forklaring var, at de blev dræbt ”under flugtforsøg”, og i Luxemburgs tilfælde, at hun var ”trampet ned af mængden”. Hendes lig blev kastet i Landwehrkanalen og først fundet 31. maj.
Det sidste Rosa Luxemburg skrev inden sin tragiske død var:
“‘Orden hersker i Berlin!’ Tåbelige bødler! Jeres ‘orden’ er bygget på sand. Allerede i morgen vil revolutionen ‘tordnende rejse sig op’ og til jeres forfærdelse forkynde med basunklang:
Jeg var, jeg er, jeg bliver!”
Rosa Luxemburg var, er og bliver
I Socialreform og revolution starter Rosa Luxemburg med at angribe Bernsteins antagelse om, at den kapitalistiske økonomi kan tilpasse sig og dermed hindre eller i hvert fald mildne de indre modsætninger i kapitalismen. På den måde kommer Bernstein frem til, at kapitalismen ikke går sin egen undergang i møde, og socialismen ikke længere er en objektiv nødvendighed, men et spørgsmål om ønskelighed og vilje.
Præcis hvad Rosa Luxemburg mener med, at kapitalismen går sin egen undergang i møde, er lidt uklart og rigidt sat op. Kapitalismen bryder nemlig ikke sammen af sig selv, men må bevidst omstyrtes af arbejderklassen. Det er da også denne tankegang, der gennemsyrer hele Rosa Luxemburgs værk, både i ord og handling. Vi er fuldstændig enige med hende i at kapitalismens indbyggede modsætninger ikke kan ophæves, og at socialismen er en objektiv nødvendighed.
De argumenter, man hører i dag fra venstrefløjen i arbejderbevægelsen, er de samme, som dem Bernstein fremførte: idealet opstilles som en tilbagevenden til ”de gode gamle dage”, da velfærdsstaten blev opbygget. Nedskæringer gøres til et spørgsmål om politisk vilje og ulighed og fattigdom til et politisk spørgsmål om fordeling. Gennem regulering og styring af kapitalismen; finansskat, formueskat, grønne afgifter osv. skal kapitalismen forbedres og gøres human, indtil den til sidst er socialisme. Problemet er, at de ”gode gamle dage” er slut. Efterkrigsopsvinget var en historisk undtagelse. Virkeligheden i dag er ”den nye normal” – krise.
Kapitalismens indre modsætninger kom til udtryk i den mest omfattende krise nogensinde i 2008. Mere end 5 år efter Lehman Brothers krak bevæger økonomien sig stadig utrolig trægt fremad, og mange steder er væksten stadig stagneret eller ligefrem negativ. Uanset hvilken vej der vælges, er der ingen løsning på krisen på kapitalistisk grundlag. Enten kan kapitalisterne skære ned, hvilket rammer efterspørgslen og dermed øger overproduktionen, eller de kan trykke penge, som de gør i bl.a. USA og England og overvejer i ECB, som heller ikke skaber produktive investeringer. For hvem skal købe varerne? Det eneste det skaber, er en genoppustning af boblen og forberedelsen af et nyt krak.
Uanset hvad er resultatet for arbejdere og unge det samme: angreb og faldende levestandard. Uligheden vokser overalt. Den yngre generation er den første i efterkrigstiden, der kan se frem til dårligere forhold end sine forældre. Indenfor kapitalismens rammer er der ikke plads til reformer. Så når Pelle Dragsted og andre af venstrefløjens ledere taler om at ”fortrænge kapitalismen” gennem reformer, så er det en utopisk vej. Den yngre generation har lært en helt anden betydning af ordet reformer end den oprindelige. I dag betyder reformer nedskæringer og angreb, ikke forbedringer. Den eneste måde at forsvare de virkelige reformer, som arbejderklassen har tilkæmpet sig, er i kampen for et brud med kapitalismen, for en socialistisk revolution. Lederne for Socialdemokratiet og SF har vist, hvad resultatet bliver, når man ikke vil bryde med kapitalismens rammer: en administration af kapitalismens krise. Den eneste mulige politik på den baggrund er kraftige nedskæringer og angreb. Den eneste vej til at forsvare fortidens reformer er gennem et revolutionært brud med kapitalismen.
Rosa Luxemburgs Socialreform eller revolution giver stadig den dag i dag svaret på Pelle Dragsteds spørgsmål om de to veje. For arbejderklassen er der faktisk kun én vej at gå: den revolutionære socialistiske vej.
