Share

perfmanhr-karl-marxDen verdensomspændende krise viser om noget kapitalismens anarkiske og destruktive karakter. Det bliver mere og mere tydeligt, at dette ikke blot er en normal cyklisk krise, men en usædvanlig dyb krise, der i sit sjette år ser ud til at blive langstrakt og sandsynligvis vare flere årtier.

De borgerlige økonomer beder til markedets alter om, at væksten pludselig skal springe frem igen. Men det er et meget konkret spørgsmål: Hvilke nationer skal drive verdensøkonomien frem? De europæiske lande stagnerer i bedste fald og har nedgang i væksten i værste tilfælde. USA, verdens største økonomi, har en beskeden jobløs vækst, fordi man hele tiden lader statsgælden stige, hvilket er fuldstændigt uholdbart i længden. Væksten i BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) er begyndt at aftage og bliver heller ikke den mirakelkur, som borgerskabet håber på.

Konsekvenserne af krisen, som ud fra en kapitalistisk logik nødvendigvis er angreb på arbejdere og unges leveforhold, har medfødt protester over hele verden. Krisens globale karakter har simultant skabt en global protestbevægelse. Regimer, som tidligere blev betragtet som klipper, smuldrer væk under massernes pres. Det så vi i Egypten og Tunesien.

Det socialistiske alternativ

Det vi ser manifestere sig, er den spæde start på en verdensomspændende revolutionær bevægelse, som selvfølgelig bevæger sig i forskellige tempi i de forskellige lande. I den proces begynder mennesker at stille spørgsmål ved status quo og søger efter alternativer til det bestående. Det er her, at vi som marxister må forklare vores alternativ: socialisme.

Socialisme er for os ikke blot en god idé eller et system, der er kapitalismen overlegen af moralske årsager. Socialisme er en historisk nødvendighed. Produktionsmidlerne under feudalismen kunne ikke længere udvikle sig og derfor var kapitalismen et nødvendigt progressivt skridt i menneskehedens udvikling. På samme måde er kapitalismen blevet en spændetrøje for udviklingen af produktionsmidlerne i dag, nationalstaten og den private ejendomsret er blevet lænker på produktionsmidlerne. Kapitalismen er blevet en bremse for hele menneskehedens udvikling.

Socialismen er det næste stadie i menneskehedens historie, hvor det bliver muligt at udnytte produktionsmidlernes fulde potentiale og som dermed kan komme alle til glæde. Vi ser overalt i dag, hvordan markedets diktatur sætter menneskers udvikling i stå. Et af de tydeligste eksempler er, hvordan gigantiske firmaer lader være med at udvikle opfindelser (medicin, miljøvenlige energikilder osv.), der ville komme millioner af mennesker til gode, fordi de ikke kan tjene penge på det. Det er fuldstændig hul i hovedet, men alligevel får det lov at forsætte, fordi det under kapitalismen ikke er menneskers behov, der bestemmer udviklingen, men om kapitalistklassen kan tjene profit.

Det er naturligvis umuligt at beskrive detaljerne eller forklare hvordan socialisme nøjagtigt kommer til at se ud, det vil være op til de fremtidige generationer. Men ved at analyse modsætningerne i kapitalismen kan vi forklare nogle af de generelle træk ved socialisme.

Samfundsmæssig produktion og privat tilegnelse

Kapitalismen har skabt en specialiseret arbejdsdeling i samfundet. I stedet for at alle producerer til sig selv, så har udviklingen af produktionsmidlerne (teknik, maskiner osv.) muliggjort en vareproduktion, hvor den enkelte producerer langt mere end til blot sit eget behov.

Det ser vi i den yderst komplicerede produktionsproces i dag. Enkeltdele til varer bliver produceret mange forskellige steder på jorden, før de kommer ud på markedet. Produktionen er derfor samfundsmæssig i den forstand, at det er hele samfundet, der er involveret i produktionen og produktionen dækker samfundsmæssige behov. På trods af det bliver overskuddet – profitten – af denne produktion tilegnet privat, på grund af den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Det er ikke dem, der har skabt værdierne ved at arbejde, der får profitten. Det er et lille mindretal, der i sidste ende skummer fløden af hele den samfundsmæssige produktion.

Den private ejendomsret til produktionsmidlerne skaber et anarki i produktionen og betyder samtidig, at der kun produceres, hvad der kan skabe profit og ikke hvad der er behov for. Det betyder, at kapitalismen jævnligt kastes ud i kriser, som vi ser nu. Ikke som i tidligere samfund kriser, fordi høsten er slået fejl og der er for lidt, men som Marx forklarede er kriserne under kapitalismen ”overproduktionskriser”, kriser hvor varer og produktionsmidler hober sig op på den ene side og fattigdom og mangel på den anden.

Denne modsætning – mellem samfundsmæssig produktion og privat tilegnelse – vil, efter en socialistisk revolution, blive ophævet. Her vil de vigtigste produktionsmidler blive nationaliseret, underlagt det store flertals demokratiske kontrol og derfor vil overskuddet ikke længere gå til et lille privilegeret mindretal, der i det nuværende samfund har retten til produktionsmidlerne, men vil i stedet tilgå hele samfundet. Dette overskud vil blive brugt til at investere i mere effektiv produktion, bedre infrastruktur, et mere udviklet hospitalsvæsen, forbedring af uddannelsessystemet osv. Kort sagt vil overskuddet fra vores fælles arbejde komme flertallet til gode.

En demokratisk planlagt økonomi

Under socialisme vil der derfor ikke være noget profitmotiv, i stedet vil der blive produceret, hvad der er behov for og mere end nok til, at ingen behøver at mangle. En demokratisk planlagt økonomi vil udrydde den sociale epidemi, som hedder arbejdsløshed og give alle, der er i stand til at arbejde, et job.

Det vil kunne lade sig gøre ved først og fremmest at sætte gang i den del af produktionsapparatet, som i dag står stille, selvom der er masser af ting, der er behov for, at der bliver produceret, men som ikke bliver det under kapitalismen, fordi kapitalisterne ikke kan tjene penge på det. Derudover vil man kunne øge produktiviteten ved at investere massivt i produktionsapparatet, på et bæredygtigt grundlag, og samtidig omlægge den miljøskadelige produktion, så man ikke forsat smadrer planeten.

Det ville være muligt at udvide den offentlige transport og gøre den gratis for alle. Ved at gøre dette, og mange andre tiltag for at stoppe forurening, ville man i sidste ende spare mennesker megen smerte og samfundet mange ressourcer, som man bruger på at kurere sygdomme, der opstår på grund af menneskeskabt forurening.

Reduktion af det unødvendige

En planøkonomi handler ikke blot om at planlægge den forsatte produktion, men også om en massiv forbedring af måden vi producerer på. Det ville man kunne gøre på utallige måder, men et eksempel, der efterhånden er blevet verdenskendt, burde være nok for at illustrere pointen: lyspæren. Det er muligt at producere en lyspære, som aldrig vil gå ud i din levetid, men det bliver ikke gjort i dag, da lyspæreproducenter vil miste enorme dele af deres indtjening. Sådan er der taget patent på en lang række opfindelser. Der er masser af eksempler i hverdagen, fra computere til telefoner, til biler, som er lavet til at gå i stykker efter et bestemt stykke tid, så folk fortsætter med købe mere. I en planøkonomi vil der blive gjort op med patenter og forskningen vil blive sat fri fra profithensyn, firmahemmeligheder og konkurrence.

I et socialistisk samfund vil man kunne reducere dette enorme spild. Derudover vil en lang række sektorer blive overflødige eksempelvis reklameindustrien, størstedelen af finanssektoren og hele militærindustrien.

Den sidstnævnte er ikke blot uproduktiv, men er en fuldstændig destruktiv branche der, udover at smadre millioner af menneskers liv, ødelægger produktionsmidlerne og vores planet. Verdens førende militærmagt, USA, har alene i år et forsvarsbudget på svimlende 3.430 mia. kr., hvilket er mere end de 10 næststørste militærbudgetter i verden lagt sammen. I 2013 stod militærudgifterne i USA for omkring 20 % af det samlede budget og næsten 30 % af alle skatteindtægter.

Det er helt absurd, at man bruger sådanne beløb på en industri, der er direkte destruktiv, mens mennesker sulter i store dele af verden, for slet ikke at tale om, at 43 mio. amerikanere lever i fattigdom.

Manuelt arbejde kan erstattes af maskiner, men bliver det ikke i dag, fordi kapitalisterne bruger fattige arbejdere i, såkaldte, tredjeverdenslande til at holde løn- og arbejdsforhold nede. Under socialismen vil udvikling af teknologi ikke betyde større arbejdsløshed, som det gør i dag, men tværtimod, at alle vil skulle arbejde mindre.

Når teknologien udnyttes og udvikles efter en plan, vil ressourcerne udnyttes langt bedre end i dag. Det betyder også, at arbejdstiden med det samme, bare på baggrund af en fordeling af arbejdet, kan sættes ned. Det er forudsætningen for en demokratisk kontrol med økonomien og for menneskers udvikling af deres potentiale.

Demokratisk styring af samfundet

Efter en socialistisk revolution vil det altså være muligt at planlægge produktionen, således at man ville kunne sættes arbejdstiden ned drastisk. Det ville betyde, at alle kan involvere sig i, hvad de har lyst til; kunst, kultur, videnskab, sport og ikke mindst den demokratiske styring af samfundet.

I et socialistisk samfund vil det være flertallet, der demokratisk styrer økonomien og resten af samfundet. Det vil være nødvendigt at fjerne den nuværende borgerlige stat, der har som funktion af beskytte kapitalisterne og deres interesser, og erstatte den med en arbejderstat, som første skridt på vejen til statens bortdøen.

En arbejderstat vil for første gang være en stat, der varetager flertallets interesser. Lenin opsatte i 1917 en række principper for en arbejderstat, baseret på bl.a. erfaringerne fra Pariserkommunen. Alle embedsmænd skal vælges og skal kunne trækkes tilbage igen. Derudover skal ingen besidde poster i staten for evigt, men i stedet skal stillinger i staten rotere, som Lenin beskrev det: når alle er bureaukrater, er ingen bureaukrater. Sidst, men ikke mindst, skal ingen embedsmænd have højere løn end en faglært arbejder. At det ikke var sådan, det gik i Sovjetunionen under Stalin, har vi behandlet i en lang række andre artikler (se marxist.dk).

En anden del af det nuværende statsapparat, der vil blive afskaffet, er politiet og hæren, som i dag står over resten af samfundet og hvis vigtigste pligt er at beskytte kapitalisterne private ejendomsret til produktionsmidlerne, som man ser det, når klassekampen spidser til, fx når politiet sættes ind mod strejkende arbejderes blokade af en virksomhed. De skal erstattes af et bevæbnet folk. Ikke forstået som at alle børn og voksne skal gå rundt med fuldautomatiske maskingeværer, men at det er folket, der har demokratisk kontrol med, hvem der er bevæbnet, og dermed i sidste ende har magten, i samfundet. Det kunne eksempelvis være igennem fagforeningerne.

I dag består demokratiet i, at du kan stemme på nogle politikere hvert fjerde år, som alligevel ender med at gøre det modsatte af, hvad de har lovet. De politikere er, lige meget hvor gode intentioner de har, i sidste ende underlagt markedets diktater. Demokratiet i kapitalismen består, med Marx ord i, at du kan bestemme hvem af den herskende klasses repræsentanter, der skal undertrykke dig de næste fire år. Socialisme vil derimod betyde en udvidelse af demokratiet til mange flere planer i samfundet.

Der vil være demokratisk styring af alle uddannelsessteder, arbejdspladser, boligkvarterer osv. Under socialismen vil udvidelsen af produktionen, og derfor nedsættelse af arbejdstiden, betyde at ingen skal mangle og at mennesker rent faktisk har tid til at involvere sig i at styre samfundet. Huslige pligter som rengøring og madlavning vil kunne reduceres kraftigt ved at udbrede tekniske hjælpemidler som fx opvaskemaskiner til alle, og eksempelvis også skabe ordentlige fælles spisesteder, med god og billig mad.

En verdensrevolution er nødvendig

Det er dog fuldstændig utopi at tro, at man kan skabe socialisme i et enkelt land. En progressiv del af kapitalismen var, at den med Marx’ ord ”skabte en verden i sit eget billede”, hvilket betyder, at alle klodens økonomier er viklet tæt sammen og er afhængige af hinanden. Derfor må en socialistisk revolution nødvendigvis sprede sig internationalt, hvis det skal være muligt at realisere socialisme.

I stedet for at konkurrere med hinanden militært og økonomisk vil et økonomisk og kulturelt samarbejde mellem socialistiske nationer løfte alle nationer, og ved at planlægge økonomien internationalt vil man inden for en overskuelig fremtid hive verdens fattige lande ud af fattigdom, og hurtigt bringe dem op på samme niveau som de mest økonomisk udviklede lande. De mest udviklede landes teknologier kan importeres til de mest tilbagestående lande, samtidig med at verdens naturressourcer kan bruges mest rationelt.

Et sådan transnationalt samarbejde vil kunne skabe en global vækst, der er større end noget, man nogensinde har oplevet under kapitalismen. Ved at hæve alle verdens nationers udvikling, og på et globalt plan udrydde fattigdom, mangel og nød, vil barriererne mellem, og derfor nationerne selv, med tiden visne væk. Der vil man for første gang kunne tale om en virkelig globalisering, med en fuldstændig fri udveksling af kultur og ideer.

Det er klart, at socialisme ikke bare opstår af sig selv, ligesom at kapitalismen heller ikke bare forsvinder af sig selv. Socialisme kan kun være det brede flertals værk, i modsætning til kapitalisme som styres af et lille mindretal. Det er derfor essentielt, at disse revolutionære socialistiske ideer kommer i spidsen for arbejderklassens organisationer, for at de kan blive en materiel kraft og i sidste ende blive realiseret.

 

[Gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information