timthumbPå den danske venstrefløj er der store diskussioner af Enhedslistens udvikling og fremtid. Sådanne diskussioner må bydes velkommen. Der er stor utilfredshed iblandt et lag i partiet, der ser et langsomt skred mod midten af det politiske spektrum. Denne utilfredshed er bl.a. kommet til udtryk ved uofficielle diskussionsmøder. Debatten er vigtig og ikke mindst er det vigtigt, hvilket grundlag der lægges for en kritik af partitoppens kurs. Jakob Nerup (JN), der er et relativt kendt navn i dele af Enhedslistens venstrefløj, har lavet et indlæg i debatten, bragt på modkraft.dk den 19. september (læs indlægget her).

Her slynger han om sig med "revolutionær" retorik. Men det er vores påstand, at JNs kritik har et, i bund og grund, rent reformistisk indhold, der søger at reducere partiet til en fagforeningsopposition, og kaste de revolutionære politiske principper overbord. Dermed risikerer JN at skabe mere forvirring end klarhed omkring brudlinjerne i diskussionen og partiet. Derfor har vi valgt at gå ind i debatten.

Inden vi kommer ind på JNs indlæg, må vi starte med at definere Enhedslisten korrekt. Enhedslisten har som det eneste af de tre arbejderpartier (S, SF og Ø) et principprogram med fremtrædende revolutionære elementer, et produkt af partiets marxistiske tradition. Her tales om behovet for revolution, kapitalismens omstyrtelse, at arbejderklassen må tage magten, nationalisere økonomien, afskaffe den borgerlige stat og indføre et rådsdemokrati. Imidlertid er partitoppens praksis meget langt fra principprogrammet, og præget af en såkaldt realpolitisk tilgang, det muliges kunst osv. Det er i den modsætning mellem praksis og program, at Enhedslistens kurs er kommet til debat.

Til foråret skal Årsmødet vedtage et nyt principprogram. Mens toppen vil bringe programmet i overensstemmelse med den realpolitiske praksis, er der en stor del af partiet, der tværtimod ønsker at bringe praksis i overensstemmelse med de revolutionære principper.

Kritik vendt til sin modsætning

Ved første øjekast argumenterer JN i sit indlæg på Modkraft.dk tilsyneladende imod partiledelsens nuværende kurs. Han argumenterer ganske fornuftigt for, at fokus må væk fra udelukkende at dreje sig om Folketinget og i stedet skal ud på arbejdspladserne. I fagforeningerne mener han, at Enhedslisten skal arbejde for at få valgt ledere, der er "anti-nyliberale".

JN mener, at Enhedslisten skal invitere til debat af sin politik, "ude i arbejderklassen og blandt medlemmerne. Ambitionen skal være, at den fælles diskussion gør langt flere medlemmer og mulige medlemmer politisk aktive, og give dem følelsen af, at de står på en fælles politisk platform." Det kan vi naturligvis kun være enige i. Det samme gælder JNs forslag om, at Enhedslisten bør arbejde aktivt for at få valgt "kampvillige kræfter" til positioner i fagbevægelsen. Det er beskæmmende, hvor følgagtige Enhedslistens faglige har været overfor de såkaldte "venstreorienterede" faglige ledere, der gang på gang har holdt bevægelser tilbage.
Så langt så godt.

Men i stedet for at argumentere for, at Enhedslisten skal arbejde for hele tiden at højne arbejderklassens bevidsthed og bringe den politiske kamp ud på arbejdspladserne, fortsætter han ud af et rent "tradeunionistisk" (fagligt) spor. I sit indlæg slår JN til lyd for, at Enhedslisten skal opfatte sig selv som arbejderklassens tillidsrepræsentant, som han formulerer det:

"Enhedslisten [skal] som arbejderklassens tillidsrepræsentant [få] genrejst arbejderklassens selvtillid, så den igen kan stå imod angreb på velfærden og vores løn- og arbejdsvilkår."

Ovenstående sætning har to grundlæggende teoretiske fejl, som – hvis de rent faktisk skulle få opbakning i dele af Enhedslisten – kan få overordentlige negative konsekvenser.

For det første: Om sammenligningen mellem partiet og en tillidsmand er et uheldigt tilfælde, en fortalelse, kan vi af gode grunde ikke vide. Men ikke desto mindre er denne sammenligning symptomatisk for hele JNs tilgang til udfordringerne for Enhedslisten.

Hvorfor er sammenligningen problematisk? Fordi en tillidsmands opgave er først og fremmest at repræsentere arbejdernes flertals synspunkter på en arbejdsplads, om han så personligt er enig i de konkrete synspunkter eller ej. Han skal repræsentere flertallets synspunkter overfor arbejdsgiveren og sælge arbejdernes arbejdskraft så dyrt som muligt.

På den måde reducerer JN partiets politik og principper til at favne bredest muligt, ligesom en fagforening. Men en fagforening skal favne hele klassen, både de der er i partier og de der ikke er, hvorimod partierne (og det vil også sige Enhedslisten) skal vinde de mest bevidste arbejdere til sit program, nemlig at ændre samfundet, og søge at politisere og højne arbejdernes bevidsthed. At reducere Enhedslisten til arbejderklassens tillidsrepræsentant er det samme som at udvande programmet til laveste fællesnævner.

JNs ide er imidlertid gammel vin på nye flasker. Den ide blev besvaret af den russiske revolutionære marxist Vladimir Lenin for mere end hundrede år siden: "... enhver fagforeningsformand fører og bistår med at føre "økonomisk kamp mod arbejdsgiverne og mod regeringen". Og det kan ikke noksom fremhæves, at dette endnu ikke er socialdemokratisme, at idealet af en socialdemokrat ikke bør være fagforeningsformanden [...] Iskra ønsker at højne arbejderklassens trade-unionistiske politik (som vore praktikere så ofte indskrænker sig til på grund af manglende skoling eller af overbevisning) til socialdemokratisk politik."

Det skal selvfølgelig bemærkes, at "socialdemokratisk politik", da ovenstående blev skrevet i 1902, var lig med revolutionær marxistisk politik. Selv Lenin og de russiske revolutionære var socialdemokrater. Anden Internationale var dengang revolutionær (en politisk arv Helle Thorning nok ikke er så glad for at blive mindet om). Men pointen holder stadig: Revolutionær politik er tusind gange mere end blot at repræsentere de ideer og den bevidsthed, arbejderne har i dag. Revolutionær politik handler om at forbinde de daglige kampe med det endelige mål om en socialistisk omvæltning, altså at hæve bevidstheden.

Den anden fejl JN gør, er at sige, at årsagen til at arbejderklassen endnu ikke, som før krisen, går på gaden for at forsvare velfærd, løn- og arbejdsvilkår er, at den ikke har "selvtillid". Det er samme undskyldning, som toppen af Enhedslisten brugte som argument for, at de var nødt til at gå med i dagpengeaftalen før sommerferien: At arbejderklassen ikke mobiliserede. Men her er der tale om den samme fejl som mange "venstreorienterede" (læs: desillusionerede) fagforeningsansatte gør sig. I følge disse ser klassekampen i dag omtrent ud som følger: "Det er arbejderne, der ikke vil kæmpe, som ikke vil organisere sig osv. Det er deres skyld, at arbejdsgiverne uhindret tromler velfærd og alle tilkæmpede løn- og arbejdsforhold, og som gør vores arbejde i fagforeningerne besværligt".

Men lad os lige vende tilbage til virkeligheden. Sagen er, at arbejderne jo netop var på gaden før krisen. Der var festlige massedemonstrationer med hundredetusinder, der appellerede til politikere og arbejdsgiverne. Der var ugelange både lovlige og "ulovlige" strejker for isolerede faggrupper. Men hvad nyttede det? - spørger disse arbejdere sig selv – angrebene blev stadigvæk gennemført.

Nu er der krise. Det vil sige, at arbejdsgiverne og deres politiske repræsentanter på ingen måde har plads til at give indrømmelser, blot for at holde social fred mellem klasserne. Arbejdere, der er bare lidt kritiske på arbejdspladsen, bliver fyret for et godt ord. Arbejdsgiverne vil kun give indrømmelser i det omfang, de føler deres magt truet. Det vil sige, at indrømmelser kun kan tilkæmpes med overordentligt hård kamp. En-dagsdemonstrationer, som dem vi så før krisen, gør det ikke alene.

Derfor går arbejderne ikke i kamp i dag. Derfor sluttede kun "tordenskjolds soldater" op om protesten på Folketingets åbning den 1. oktober. Skal arbejderne gå i kamp, skal det være fordi, de kan se en reel mulighed for at vinde, eller fordi presset bliver så stort, at kamp med den nuværende elendige ledelse i spidsen, er den eneste udvej. Men med en ledelse i arbejderbevægelsen der er fuldstændig tandløs og som konstant indgår rådne kompromisser med arbejdsgiverne, er det ikke underligt, at arbejderne betakker sig for at lægge deres skæbne i disses hænder, uden videre.

Men selv hvis vi for eksemplets skyld antager, at JN har ret i, at arbejdernes lave selvtillid er selve årsagen til, at de ikke går i kamp, så står vi stadig tilbage med JNs påstand om, at "den igen kan stå imod angreb på velfærden og vores løn- og arbejdsvilkår" (egen fremhævning).

ehlMen som sagt: selv ikke under den såkaldte velfærdsbevægelse under det økonomiske opsving optil 2008 var bevægelsen i stand til at "stå imod" angrebene i nævneværdig grad. Siden efterkrigsopsvingets afslutning, det vil sige de sidste 30-40 år, har arbejderklassen oplevet en stadig forringelse af velfærden. Hvorfor? Fordi den herskende klasse ikke har råd til de samme reformer. Efterkrigsopsvinget var en historisk undtagelse i kapitalismen. JN ønsker sig tilbage til en tid, hvor det var muligt for arbejderklassen at tilkæmpe sig reformer, blot ved hjælp af selvtillid, fredelige demonstrationer og korte strejker. Men den tid er forbi!

Skal arbejderklassen tilkæmpe sig reformer, eller blot standse de stadige angreb, er det nødvendigt med en ledelse i arbejderbevægelsen, der er klar til at se ud over de rutineprægende protester og sætte reel magt bag ordene og rent faktisk være klar til at lede en kamp, det vil sige en eskalerende strejkebevægelse.

Det er kendetegnende for denne periode, at krav, der under opsvinget var reformistiske krav, som lønstigninger, kortere arbejdstid, bedre sundhed osv., i den nuværende periode, med generelle angreb og forringelser, kun kan gennemtvinges med midler, der har revolutionære implikationer.

Derfor er det helt afgørende, at Enhedslisten har dette for øje. Enhedslistens opgave er ikke at beskylde arbejderne selv (eller deres manglende selvtillid) for at være årsag til manglende massebevægelser, men tværtimod at forklare hvad der skal til for at gennemføre de krav, som alle arbejdere, gamle og unge kan forbinde sig til: arbejde, boliger og velfærd. Med andre ord må Enhedslisten i dag, mere end nogensinde tidligere, forbinde de daglige kampe og krav med kampen for et socialistisk samfund.

Det skal ikke forstås sådan, at arbejderklassen først går i kamp, når der er en bevidst og kampklar ledelse. Klassekampen venter ikke på hverken fagforeningstoppen eller toppen af Enhedslisten. Men det betyder, alt andet lige, at det vil tage så meget desto længere tid og at det vil være så mange desto flere forhindringer og omkostninger på vejen, hvis arbejderklassen på egen hånd – uden om sine ledere – skal gøre sig alle sine erfaringer fra bunden.

Er klassesamarbejde fortid?

JN opridser i sit indlæg tre årsager til, at det ikke er muligt at trække den nuværende regering til venstre, som det ellers er Enhedslistens udtalte strategi. Disse årsager kan omtrentligt sammenfattes som følger:

1) Der er krise
2) Kapitalisterne har droppet klassesamarbejdet
3) Arbejderklassens selvtillid er smadret

Inden vi kommer ind på spørgsmålet om, hvorvidt regeringen kan trækkes til venstre, må vi se nærmere på JNs begrundelser.

Punkt nummer ét, at der er krise, er ikke den store åbenbaring, omend JN overhovedet ikke tager dette med i sine betragtninger over muligheden for "at stå imod angreb på velfærden og vores løn- og arbejdsvilkår". Hvorfor krisen gør, at regeringen ikke kan trækkes til venstre, men at arbejdsgiverne på den anden side kan presses til indrømmelser, hvis blot arbejderklassen genvinder sin selvtillid, står ubesvaret i JNs indlæg.

Punkt nummer 3 og spørgsmålet om arbejderklassens selvtillid har vi behandlet ovenfor.

Punkt nummer 2: at "det [er] blevet et centralt grundvilkår, at den herskende klasse har opgivet klassesamarbejdet som strategi for at administrere kapitalismen" (egen fremhævning) er - hvis det er sandt - noget af et historisk nybrud i dansk politik og klassekamp. Men som så mange andre elementer i indlægget er det er produkt af JNs kreative tankespind og har intet at gøre med den virkelige verden.

Hvad der er sandt er, at vi står i en historisk omfattende krise. Der er ikke råd til indrømmelser. Tværtimod dikterer den benhårde konkurrence på markedet, nedskæring på nedskæring. Det betyder, at det økonomiske grundlag for arbejderbevægelsens bureaukratis reformisme og klassesamarbejde objektivt set er forsvundet. Klassesamarbejdet er ikke forsvundet, som JN fejlagtigt påstår. Men dets karakter har ændret sig. Fra at være en måde for den herskende klasse til at købe sig til klassefred, er klassesamarbejdet mellem den herskende klasse og toppen af arbejderbevægelsen, blevet spydspids for direkte angreb på arbejderklassens forhold.

Sagen er præcis modsat af, hvad JN skriver: klassesamarbejdet er hovedvåbnet for den herskende klasse. Uden opbakning fra den nuværende ledelse af arbejderbevægelsen ville den herskende klasse ikke kunne holde sig på magten i ret lang tid. JN bør se på spørgsmålet konkret: hvem fører an i angrebene på velfærden? Hvem har implementeret halveringen af dagpengeperioden, kontanthjælpsreform, SU-forringelser osv.? - Socialdemokratiets og SF's ledelse i samarbejde med det borgerlige parti Radikale Venstre. Hvem anbefaler arbejderne at udvise løntilbageholdenhed? Hvem sikrer, at arbejdsgiverne kan gennemtvinge lønnedgang uden at blive mødt af konflikt? Fagtoppen.

Netop på grund af klassesamarbejdet er den herskende klasse i stand til at gennemføre angreb på velfærden, hvis brutalitet under en borgerlig regering formentlig ville have betydet massebevægelser. Klassesamarbejdet er med andre ord netop et "centralt grundvilkår" og "strategien" for den herskende klasse.

Ja, der har, som JN skriver, i de senere år været flere konfrontationer som lærerlockouten, CSC-lockouten osv. Men det er sigende, at selv lærernes formand, Anders Bondo, bad regeringen om at gribe ind (den regering der var hovedarkitekt bag lockouten), hvilket i realiteten betød, at deres oprindelige forslag blev ophævet til lov.

Derfor er det ikke det rigtige billede, JN tegner. Så sent som den 5. oktober var selveste formanden for Dansk Metal gæstetaler på Venstres Landsmøde. Hvis det ikke er udtryk for klassesamarbejde, hvad er så? Hvorfor er den herskende klasse endnu ikke gået væk fra klassesamarbejdet? -dels fordi de kan få alt, hvad de forlanger af et bureaukrati, der kun kan se verden i perspektivet fra deres position på maven foran de høje herrer, men også fordi den herskende klasse simpelthen er for svag og arbejderklassen er for stærk til, at den herskende klasse tør møde arbejderklassen i åben konfrontation. For de vil ikke være sikre på at vinde.

Hvorfor lader regeringen sig ikke trække til venstre af Enhedslisten?

Tilbage til udgangspunktet: Hvorfor kan regeringen ikke trækkes til venstre af Enhedslisten? For det første fordi der, som sagt, ikke er økonomisk grundlag for tidligere tiders reformistiske politik, der trods alt – inden for kapitalismens rammer - kunne give enkelte indrømmelser, på baggrund af pres fra arbejderklassen.

For det andet er det ikke muligt, fordi Enhedslistens folketingsgruppe for længst har gjort det klart, at man opererer ud fra devisen om "det mindste onde": At den nuværende regering "trods alt er bedre end en rent borgerlig regering" og at man derfor ikke vil risikere at vælte den. Men hov, betyder det ikke også, at selveste regeringen er udtryk for det klassesamarbejde, som JN har afskrevet? Jo!! Det er så åbenlyst, at det burde være klart for enhver, og da særligt for en "oldgammel revolutionær", som JN betegner sig selv i hans indlæg. Hvorfor? Fordi regeringen består af et samarbejde mellem to arbejderpartier og et borgerligt parti (R). Det er klassesamarbejde par excellence!

Corydon 99Men netop de Radikales tilstedeværelse i regeringen er garanti (og undskyldning) for en borgerlig, reaktionær, økonomisk politik. Og objektivt set er der flertal til de borgerlige partier i Folketinget, hvilket inkluderer de Radikale. Der er altså ingen rent parlamentarisk måde at trække regeringen til venstre. Regeringen selv er udtryk for arbejderbevægelsens ledelses administration af kapitalismen. Arbejderpartierne tager skraldet og gennemfører alle de værste tiltag, miskrediterer sig selv noget så grusomt, og baner derved vejen for en ny og endnu stærkere rent borgerlig regering. Og det er denne proces, som Enhedslistens top deltager i ved at holde hånden under regeringen.

Betyder det, at regeringen ikke kan tvinges til indrømmelser af en massebevægelse? På ingen måde. Men som tidligere beskrevet må det være en massebevægelse af en langt mere seriøs karakter end fagtoppen tidligere har præsteret.

I den sammenhæng er det heller ikke ligegyldigt, slet ikke for Enhedslistens taktik, hvilken klassekarakter man tillægger S og SF. Men inden vi går over til Enhedslistens taktik overfor regeringen, er det nødvendigt at rydde op i JNs misforståelser omkring S og SF.

Er S og SF nyliberale partier?

Hvorfor kan JN ikke se, at regeringen er udtryk for et klassesamarbejde? Fordi Socialdemokraterne og SF, ifølge JN, slet ikke er arbejderpartier, men "social-nyliberale" partier. Igen bliver vi ladt tilbage med spørgsmålet: hvad er dog dette? Det er svært at forestille sig andet, end at JN mener, at SF og S er borgerlige partier.

JN har ret i, at den politik, der bliver ført fra partitoppene, er liberal og dermed borgerlig, reaktionær og arbejderfjendsk. Men er det bestemmende for et partis klassemæssige base? Hvis det var tilfældet, må JN i samme åndedrag også erklære den samlede fagbevægelse for borgerlig eller "social-nyliberal", som JN kalder det. For fagtoppen har været mindst lige så borgerlige i dens politik som toppen af S og SF. Metals formand har fremført krav om at give bedre forhold til virksomhederne finansieret af bl.a. besparelser i SU'en og hele fagbevægelsens ledelse har talt for løntilbageholdenhed for at sikre kapitalisternes konkurrenceevne.

Det er et noget dystert billede, JN dermed indirekte tegner. Med et pennestrøg er den danske arbejderbevægelse afskrevet med undtagelse af Enhedslisten og FOA (da JN Fremhæver FOA-formanden Dennis Kristensen positivt). Det er selvfølgelig ikke korrekt. JNs fejl er, at han forveksler toppen af S og SF med hele partiet.

S og SF er vitterlig to arbejderpartier. Men det er partier, hvis ledelse politisk er blevet smeltet sammen med staten og landets elite. En ledelse, der er fuldstændig ude af stand til at se ud over de økonomiske modeller, der kommer fra Finansministeriet, for slet ikke at tale om at kæmpe for et socialistisk samfund. Men selve partierne er udsprunget af arbejderbevægelsen. Deres traditioner hviler i arbejderbevægelsen. Socialdemokratiet skabte arbejderbevægelsen. Store dele af fagbevægelsen er socialdemokrater, der følger partilinjen, mere eller mindre. SF kommer ud af det tidligere kommunistparti. Gennem årtier har de flere gange været skiftet til højre, så til venstre, under pres fra bunden.

Det er rigtigt, at den nuværende højredrejning i S og SF's politik formentlig er en af de mest vidtrækkende, der er set i historien. Men stadig er rødderne plantet i arbejderklassen, ikke hos arbejdsgiverne. Mens JN er blind overfor dette faktum, gælder det på ingen måde arbejdsgiverne! De lukker nemlig ikke øjnene for klassekampen. De kan udmærket se forskel på arbejderpartier og borgerlige partier. Hvem er de økonomiske støtter af de forskellige partier så? S, SF og Ø støttes af fagbevægelsen, mens de borgerlige partier, inklusiv de Radikale, støttes af erhvervslivet. Det er ikke tilfældigt!

S og SF får gang på gang problemer med deres egne medlemmer, når de drejer til højre. De borgerlige partier får problemer med deres base, når de drejer til venstre. Der er en kvalitativ forskel på de to størrelser. Det er nemlig ikke et spørgsmål om personerne i toppen. Helle T, Corydon og CO. ville formentlig ikke have nogen problemer med at skifte over til et borgerligt parti, eller blive virksomhedsledere. Rent faktisk snakker de kontinuerligt om behovet for at bryde de økonomiske forbindelser mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen, for at frigøre sig endnu mere fra deres base. Men ligesom enkeltpersoner fra arbejderklassen sagtens kan blive kapitalister, ændrer det ikke på, at arbejderklassen som klasse forbliver arbejderklassen. Det samme gælder Socialdemokratiet og SF i dag.

Enhedslisten som det nye "gamle socialdemokrati"

Som en naturlig konsekvens af JNs afskrivning af S og SF som arbejderpartier, følger JNs ide om, at Enhedslisten skal opfylde det politiske og organisatoriske hul, der er blevet tilbage, der hvor det gamle socialdemokrati i efterkrigstiden var altdominerende. Enhedslisten skal med andre ord blive det nye "gamle socialdemokrati". JN vil ganske givet opponere kraftigt imod denne udlægning af hans ideer. Men det er vores påstand, at det netop er, hvad han i realiteten argumenterer for: Først og fremmest mener han, at et principprogram med revolutionære elementer er en stopklods, en forhindring for partiet her og nu, i den daglige kamp. De revolutionære dele af programmet skal derfor, ifølge JN, skrives ud. Spørgsmålet om kampen for det endelige mål, et socialistisk samfund, ligger i en fjern fremtid, men JN beroliger os i en parentes i sit indlæg:

"(Spørgsmålet om reform og revolution, og om statens ultimative klassekarakter er ikke vigtigt for Enhedslisten i dag, men det bliver det givetvis når udviklingen vender for alvor. Og så skriver vi et nyt principprogram til den tid)".

JNs argumentation er præcis den samme, som reformismens "teoretikere" har fremført i hundrede af år. Først og fremmest: at der, ifølge disse folk, tilsyneladende er en uoverstigelig kløft mellem de daglige kampe og det endelige mål. For disse "praktikere" er det to helt adskilte ting. Bevægelsen, her og nu er alt, målet er intet. JNs ideer er gamle ideer på nye flasker. Det tragikomiske er, at det er de selvsamme ideer, som ligger til grund for S og SF-toppenes nuværende højrekurs, som JN harcelerer så kraftigt over.

Enhedslisten skal, ifølge JN, "samle bredere og mere åbent i ønsket om at være et parti for alle nyliberalismens modstandere". Hvad betyder det? Igen står vi tilbage uden svar. Men vi må gå ud fra, at det står i modsætning til et erklæret socialistisk parti, hvis program taler om behovet for en revolution, som Enhedslistens gør i dag. Men hvorfor siger JN ikke bare det? Hvorfor skal der opfindes indholdsløse ord som "anti-nyliberalisme"? - svaret er desværre nok, at JN, som kalder sig en "oldgammel revolutionær", ikke tør stå ved sin egen politik.

Men kæden hopper endnu engang af for JN, når han siger:

"Hvis revolutionære tror, at det er nok at lege vogternes råd overfor principprogram og Folketingsgruppe, så har de desværre misforstået deres rolle. De revolutionæres vigtigste opgave er at være med til at skabe de bedste betingelser for at arbejderklassen kan slås. I dag kræver det et bredere anti-nyliberalistisk parti."

Det er en fejlslutning at tro, at det er de revolutionæres rolle at skabe brede ikke-revolutionære partier som betingelse for, at arbejderklassen kan slås. Det er en elitistisk og patroniserende ide. En ide som også borgerskabet ynder at bruge for at forklare strejker og revolutioner: At det er agitatorer og ballademagere, der starter strejkerne. Faktum er: det er kapitalismen selv, der skaber betingelserne for, at arbejderklassen går i kamp, om det så drejer sig om strejker eller endda revolutioner.

Revolutionæres indvirken er ikke nødvendig for, at arbejderklassen går i kamp. Arbejderklassen er udmærket i stand til at gå i kamp på eget initiativ og behøver ingen revolutionære til at skabe betingelserne for en strejke. De revolutionæres opgave er imidlertid, når kapitalismens udvikling tvinger arbejderklassen i kamp, at generalisere kampene, at højne det politiske niveau og vise en vej frem. De revolutionæres styrke ligger ikke primært i deres antal, apparat eller indflydelse, men i de ideer, de repræsenterer. Kaster man dem bort, som JN foreslår, man gør med programmet, så fjerner man al eksistensberettigelse for revolutionære.

JN siger videre i sit indlæg følgende om de revolutionæres rolle: "Vi skal huske på, at revolutionære altid har været bedst til at kæmpe for reformer".

Men JN vender på ganske uærlig vis historien på hovedet. De revolutionære har rigtignok været afgørende i at tilkæmpe reformer, men det har været som et biprodukt af kampen for at styrte det kapitalistiske samfund, og ikke målet med kampen, som JN lader forstå. Rosa Luxemburg havde følgende at sige:

"De ved lovgivning gennemførte reformer har netop ingen egen af revolutionen uafhængig drivkraft, de bevæger sig i hver historisk periode kun i lige linje og kun sålænge som de drives frem af den sidste omvæltnings spark eller for at tale konkret kun inden for rammerne af den samfundsform, der kom til verden ved den sidste omvæltning. Det er netop sagens kernepunkt.

Det er helt grundlæggende forkert og uhistorisk at fremstille reformarbejdet blot som en revolution, der er trukket ud og revolutionen som en sammentrængt reform. En social omvæltning og en given reform er forskellige momenter på grund af væsen og ikke på grund af deres varighed. Hele hemmeligheden ved de historiske omvæltninger ved brug af politisk magt ligger jo netop i omslaget fra blot kvantitative forandringer til en ny kvalitet, mere konkret udtrykt i overgangen fra én historisk periode til en anden, fra en samfundsordning til en anden.

Den, der derfor taler om reformmetoden over lovgivningsvejen i stedet for og i modsætning til erobringen af den politiske magt og samfundets omvæltning, vælger i virkeligheden ikke en roligere, sikrere, langsommere vej til samme mål, men et helt andet mål, nemlig uvæsentlige forandringer i den gamle samfundsform i stedet for indførelsen af en ny samfundsform." (Rosa Luxemburg: Socialreform eller revolution)

Vi lader citatet tale for sig selv.

Men JN mener altså, at der er nødvendigt med et "bredere anti-nyliberalistisk parti". Enhedslisten skal gøres til et parti, der øjensynligt ikke skal have en socialistisk omvæltning som mål. Et parti der skal være bredere, end Enhedslisten er i dag. Et nyt parti der altså er, som Socialdemokratiet var i de gode gamle efterkrigsdage. Lyder det bekendt?

JN bør åbne sine øjne: Hvad han argumenterer for er, at Enhedslisten skal blive det store, brede reformistiske masseparti. Det er i virkeligheden det samme mål, som toppen af Enhedslisten har i dag. JNs indlæg, der startede som en kritik af den nuværende kurs, er altså endt ud i... Den nuværende kurs!

På den måde lykkes det JN at kombinere venstre-sekterisme (S og SF er borgerlige partier) med den groveste opportunisme (Enhedslisten skal droppe det revolutionære program, favne bredt og koncentrere sig om den daglige kamp).

Hvad er Enhedslistens opgaver i dag?

JNs fejlslutninger stammer fra en fejlagtig forståelse af klassespørgsmålet. At reducere alt, hvad man ser som dårligt til at være borgerligt, er forkert. Det er at erstatte den videnskabelige socialisme med impressionisme.

At tro, at Enhedslisten vil vokse herfra i en lige linje og blive det store arbejderparti, er utopi. Hvorfor? Fordi flertallet af arbejdere har illusioner til reformismens tilsyneladende lette løsninger. Dem bliver der tilbudt rigeligt af fra to arbejderpartier, hvoraf det ene er meget større og har meget stærkere traditioner i arbejderklassen end Enhedslisten. På den bane kan og skal Enhedslisten ikke hamle op med Socialdemokratiet.

Enhedslisten kan kun vinde arbejderklassen for en socialistisk omvæltning, hvis Enhedslisten selv rent faktisk handler revolutionært, følger sit program, og frem for alt ikke involverer sig i alle mulige kompromisser der betyder nedskæringer for arbejdere og unge. Enhedslisten kan ikke vinde de arbejdere, der har reformistiske illusioner, væk fra reformismen ved selv at handle reformistisk. Tværtimod. Men Enhedslisten bør så absolut gøre alt i sin magt for at vinde de hundredetusinder af medlemmer og vælgere, der i dag ser til de reformistiske ledere, over til ideen om nødvendigheden af en socialistisk omvæltning.

I forhold til regeringen bør Enhedslisten derfor fokusere netop der, hvor JN fejler: på klassespørgsmålet. Opgaven er at højne arbejderklassens bevidsthed. Derfor må Enhedslisten skelne klart imellem det borgerlige parti og arbejderpartierne i regeringen. Enhedslisten må indlede en benhård offensiv mod Det Radikale Venstre. De Radikales deltagelse i regeringen er selve legemliggørelsen af klassesamarbejdet og arbejderbevægelsens underkastelse overfor arbejdsgiverne. De er borgerskabets garant for, at regeringen ikke lader sig presse fra bunden. Ved at angribe deres politik og forlange deres eksklusion fra regeringen, angriber man også indirekte den politik som Thorning og Corydon fører i dag og udstiller den som borgerlig og reaktionær. Samtidig appellerer man derved til de tusinder af medlemmer og vælgere, der føler, at deres partier er blevet kapret af de Radikales borgerlige politik.

Enhedslisten må fremsætte behovet for en ren arbejderregering, med deltagelse af Enhedslisten, men frem for alt på et socialistisk regeringsgrundlag, som ultimativ og absolut betingelse for opbakning.

Hvad et socialistisk regeringsgrundlag specifikt skal indeholde, må selvfølgelig afhænge af den konkrete situation og ikke mindst diskussion indenfor arbejderpartierne og arbejderbevægelsen i det hele taget. Men følgende kan tages som udgangspunkt fra Enhedslistens side:

  • Tilbagerulning af alle nedskæringer og forringelser som den tidligere og nuværende regering har gennemført.
  • Nationalisering af Nordsøolien så overskuddet kommer hele samfundet til gode
  • Nationalisering af banksektoren og skabelsen af en billig og sund statsbank, til gavn for arbejdere og små erhvervsdrivende.
  • Nationalisering af udflytnings- og lukningstruede virksomheder.
  • Massiv investering i velfærd og infrastruktur og indførelse af arbejderkontrol i den offentlige sektor.
  • Gennemførsel af en plan for at afskaffe arbejdsløshed, ved at igangsætte produktion under lige dele kontrol fra arbejdere, fagforeninger og arbejderregeringen, som forudsætter nationalisering af de 200 største virksomheder.

Afviser S og SF ledelserne ikke bare Enhedslistens konkrete forslag, men et socialistisk regeringsgrundlag i det hele taget, så er det deres problem. Men Enhedslisten vil så åbent kunne vise i praksis til alle arbejdere, at man ønsker enhed i arbejderklassen og at man har en reel plan for en løsning på deres problemer, og ikke bare keynesianistiske fiksfakserier.

Enhedslistens problem i dag er ikke, at dets program er for "ekstremt", eller at partiet er for smalt. Rent faktisk er de vokset voldsomt, mens de har haft det nuværende program. Enhedslistens største problem er, ud over den manglende forankring på arbejdspladser og organiseret arbejde i fagforeningerne, som JN korrekt påpeger, at partitoppen ikke udnytter den store vælger- og medlemsopbakning til at fremme ideen om en socialistisk omvæltning.

Debatten om Enhedslistens fremtidige kurs er dog på ingen måde slut. Den er kun begyndt. Men skrivegruppens udkast til nyt principprogram, som netop er udsendt til medlemmerne, viser med al ønskelig tydelighed, at det bliver en sej kamp at fastholde de revolutionære elementer.

Skal Enhedslisten i fremtiden være en kraft, der trækker arbejderklassens organisation og bevidsthed fremad i kampen for et socialistisk samfund, er det afgørende, at der tages en politisk kamp i Enhedslisten. En kamp hvor det teoretiske fundament, de marxistiske ideer, er i centrum, og ikke skylles ud med badevandet, som det er tilfældet med JN indlæg.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.